Sam­tids­kunst og grøn­kål

En uhel­lig al­li­an­ce mel­lem mar­ke­det og tidsån­den be­ty­der, at sam­tids­kunst fa­vo­ri­se­res bå­de blandt sam­le­re og mu­se­er. IL­LU­STRA­TION: MAI-BRITT BERNT JENSEN

Weekendavisen - - Kultur - Af GEORGE GOLDNER LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN KORREKTUR: AN­NA STUMMANN

For ti år si­den be­gynd­te en grønt­sag, som vi al­tid har kendt, at bli­ve me­re og me­re po­pu­la­er. Det var grøn­kål. Man kun­ne knap nok sa­et­te si­ne ben i en mo­der­ne re­stau­rant el­ler i et su­per­mar­ked uden at bli­ve pra­e­sen­te­ret for den­ne grønt­sag. Spi­nat, sa­vo­j­kål og an­dre gam­le ken­din­ge for­svandt fra spi­se­kor­tet el­ler blev for­vist til de fjer­ne­ste hyl­der. Nu var det grøn­kål, hvis man vil­le va­e­re ung, sund og cool. Men bort­set fra dyg­tig mar­keds­fø­ring og pro­dukt­pla­ce­ring var der in­gen sa­er­lig grund til grøn­kå­lens plud­se­li­ge, op­sigtsva­ek­ken­de opblom­string.

I sam­me pe­ri­o­de har en lig­nen­de ud­vik­ling fun­det sted in­den for sam­tids­kun­sten. Dens ud­bre­del­se har skub­bet al an­den kunst til si­de, et ud­tryk for en ten­dens, der be­gynd­te på kunst­mar­ke­det, der­ef­ter bred­te sig til kunst­pres­sen og til sidst til bå­de mu­se­er og den aka­de­mi­ske ver­den. Den­ne grund­la­eg­gen­de for­an­dring i kunst­ver­de­nen er ble­vet frem­skyn­det af dyg­tig mar­keds­fø­ring godt hjul­pet af sta­er­ke mar­keds­kra­ef­ter, og den er i fuld gang med at su­ge al kraft ud af pra­e­sen­ta­tio­nen og for­stå­el­sen af vo­res kunst­ne­ri­ske arv.

DET er va­erd at forta­el­le hi­sto­ri­en om, hvor­dan det er kom­met så vidt, sim­pelt­hen for­di det er før­ste gang, mar­ke­det na­e­sten ene­rå­den­de har dik­te­ret den kunst­ne­ri­ske smag på mu­se­er­ne. Op gen­nem 1950er­ne var mar­ke­det do­mi­ne­ret af kunst af gam­le me­stre. I det føl­gen­de år­ti blev det klart, at ud­bud­det af den bed­ste kva­li­tetskunst blev sta­dig min­dre og sam­ti­dig van­ske­lig­gjort af eks­port­re­strik­tio­ner på na­tio­na­larv. Red­nin­gen vi­ste sig at va­e­re fransk im­pres­sio­nis­me og po­stim­pres­sio­nis­me samt de før­ste fa­ser af mo­der­ne kunst. Ud­bud­det var til­sy­ne­la­den­de me­get stort, mo­ti­ver­ne me­re for­stå­e­li­ge og min­dre ud­for­dren­de, og det visu­el­le ud­tryk var umid­del­bart til­ta­len­de. Ind­til sidst i det 20. år­hund­re­de fo­re­trak nye sam­le­re den­ne form for kunst. Omvendt var mu­se­er­ne do­mi­ne­ren­de med hen­syn til gam­le me­stre. Det var i den­ne pe­ri­o­de, at Na­tio­nal Gal­le­ry of Art i Washington D.C. køb­te Leo­nar­do da Vin­cis Gi­nevra de’ Ben­ci og Me­tro­po­li­tan Mu­se­um of Art i New York an­skaf­fe­de Vela­zquez’ Ju­an de Pa­reja. I 1980er­ne aen­dre­de den­ne si­tu­a­tion sig. De stør­ste sam­le­re blev langt me­re vel­ha­ven­de, og mu­se­er­ne mi­ste­de ef­ter­hån­den mu­lig­he­den for at kon­kur­re­re med dem. Glo­balt vok­se­de an­tal­let af su­per­ri­ge sam­le­re vold­somt. Ved år­hund­re­de­skif­tet var der ik­ke nok be­ty­de­lig kunst til at op­fyl­de den for­ø­ge­de ef­ter­spørgsel, og kunst­mar­ke­det stag­ne­re­de. Af den­ne grund be­gynd­te en hård kampag­ne blandt auk­tions­hu­se og kunst­hand­le­re for at mar­keds­fø­re den ene­ste form for kunst, der var ube­gra­en­se­de ma­eng­der af, nem­lig sam­tids­kun­sten. Sam­tids­kunst var det rig­ti­ge for un­ge og ny­ri­ge, for en cool ge­ne­ra­tion. Den kra­e­ve­de ik­ke de sto­re kul­tu­rel­le for­ud­sa­et­nin­ger og var per­fekt eg­net til rig­ma­end uden hu­ma­ni­stisk dan­nel­se. Kunst­for­stand blev ir­re­le­vant, i takt med at det for før­ste gang blev en for­del og et salgs­ar­gu­ment, at va­er­ker­ne lig­ne­de kunst­ne­rens øv­ri­ge va­er­ker.

Pres­sen greb ivrigt bol­den. Nye kunst­ne­re, nye hi­sto­ri­er, nye pris­stig­nin­ger, alt sam­men godt nyheds­stof. Kan man ta­en­ke sig et bed­re ek­sem­pel på sam­ar­bej­det mel­lem pres­sen og mar­ke­det end sal­get af et ma­le­ri som Salva­tor Mun­di, mu­lig­vis af Leo­nar­do da Vin­ci, der for ny­lig blev solgt på auk­tion? Der­na­est fulg­te mu­se­er­ne og den aka­de­mi­ske ver­den. Mu­se­er­ne blev be­kym­re­de for de­res re­le­vans i et sam­fund, hvor hu­ma­ni­sti­ske ud­dan­nel­ser var i sta­erk til­ba­ge­gang. De be­gynd­te og­så at be­kym­re sig om, hvor de sto­re do­na­tio­ner skul­le kom­me fra, hvis de ri­ge­ste sam­le­re køb­te sam­tids­kunst, og de ik­ke selv var ak­ti­ve på det­te felt.

Og da de nye, ri­ge sam­le­re be­gynd­te at duk­ke op i mu­se­er­nes be­sty­rel­ser, for­søg­te de ener­gisk at støt­te de­res eg­ne kun­stin­ter­es­ser I den se­ne­re tid har mu­se­er og uni­ver­si­te­ter gjort en ek­stra ind­sats for at for­kla­re de­res pra­e­fe­ren­cer. Sam­tids­kunst er ble­vet lig med di­ver­si­tet og so­ci­al ret­fa­er­dig­hed, hvor­i­mod ae­l­dre kunst for­bin­des med for­ti­dens on­dar­te­de, dybt ind­gro­e­de tra­di­tio­ner. Den­ne sam­men­ka­ed­ning er ind­ly­sen­de falsk, ef­ter­som nu­ti­dens kunst tje­ner og af­spej­ler sam­fun­dets magtstruk­tu­rer på nøj­ag­tig sam­me må­de, som kun­sten al­tid har gjort det.

Hvis man øn­sker at for­stå man­ge for­skel­li­ge kul­tu­rer, gør man klogt i at be­gyn­de med de­res hi­sto­rie og ik­ke med sam­tids­kun­sten i en sta­dig me­re ens­ret­tet ver­den. Hvis mu­se­er­ne øn­sker at gø­re me­re for di­ver­si­te­ten, kan de be­gyn­de med at di­ver­si­fi­ce­re de­res be­sty­rel­ser og an­sa­et­te le­de­re med for­skel­lig bag­grund. Så kun­ne man hå­be på, at de ik­ke al­le sam­men gen­ta­ger de sam­me idéer på den sam­me må­de, som om de la­e­ste op af det sam­me ma­nuskript, og at der vil­le kom­me nye idéer frem. Det først skridt på vej­en til at be­for­dre et me­re for­skel­lig­ar­tet pu­bli­kum på de fle­ste ame­ri­kan­ske og vis­se eu­ro­pa­ei­ske mu­se­er må va­e­re at sør­ge for, at ube­mid­le­de får ad­gang uden at skul­le be­ta­le en­tré, li­ge­som man har gjort det på bri­ti­ske na­tio­nal­mu­se­er. Der­med er vi til­ba­ge ved be­gyn­del­sen – grøn­kål. Grøn­kål sma­ger ik­ke bed­re og er ik­ke sun­de­re end så man­ge an­dre grønt­sa­ger. Den er en blandt man­ge grønt­sa­ger.

Det sam­me ga­el­der sam­tids­kun­sten. Mu­se­ums­pu­bli­kum­met har ved sin in­ter­es­se for sto­re ud­stil­lin­ger af ae­l­dre kunst de­mon­stre­ret, at det øn­sker stør­re valg­fri­hed. Det er på ti­de, at mu­se­er­ne ven­der til­ba­ge til de­res egent­li­ge op­ga­ve, som er at ud­stil­le og un­der­vi­se i kunst fra al­le va­e­sent­li­ge pe­ri­o­der og kul­tu­rer uden hen­syn til ak­tu­el­le mar­ked­sten­den­ser og an­dre til­fa­el­dig­he­der.

George Goldner er tid­li­ge­re le­der af Me­tro­po­li­tan Mu­se­um of Arts gra­fi­ske sam­ling.

Over­sat af Claus Bech

htt­ps://www.theart­news­pa­per.com/com­ment/iscon­tem­porary-art-the-ka­le-of-the-art-wor­ld

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.