To in­stru­men­ter

Glenn Clo­se er frem­ra­gen­de som den over­se­te hu­stru i The Wi­fe. Kunst er in­gen man­gelva­re. Fil­men har an­dre pro­ble­mer.

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GREEN JENSEN LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN

The Wi­fe. In­str.: Björn Run­ge. Ma­nus: Ja­ne An­der­son. Fo­to: Ulf Brantås. 100 min. UK-Sve­ri­ge-USA 2017. 113 bi­o­gra­fer.

an­ge for­fat­te­re lig­ger våg­ne, når No­bel­pri­sen i lit­te­ra­tur skal ud­de­les. Gan­ske vist var Bob Dylan fem døgn om at re­a­ge­re, men de fle­ste ta­ger te­le­fo­nen, hvis der bli­ver rin­get fra Sto­ck­holm. Så­dan var det i hvert fald, før kiv og skan­da­ler ud­hu­le­de pri­sens be­tyd­ning. Björn Run­ges film om The Wi­fe fo­re­går i 1992, da en for­fat­ter ik­ke kun­ne drøm­me om me­re. Ame­ri­ka­ne­ren Joe Cast­le­man (spil­let af eng­la­en­de­ren Jo­nat­han Pry­ce) er en fe­te­ret jø­disk for­fat­ter på li­nie med Saul Bel­low, Phi­lip Ro­th og Ber­nard Ma­lam­ud. Hans bø­ger er be­un­dre­de for de­res alt­fav­nen­de re­a­lis­me og sub­ti­le psy­ko­lo­gi­ske ind­sigt. Der er sik­kert og­så en ero­tisk frygt­løs­hed. Man får ik­ke no­get klart ind­tryk af Cast­le­mans stil, men ro­ma­nen The Walnut er over­sat til 30 sprog. Den gam­le for­fat­ter bru­ger sta­dig de sam­me to sco­re­tri­cks. Han ci­te­rer slut­nin­gen på Ja­mes Joy­ces novel­le »De dø­de« fra Dubl­in­folk. Alt­så den mejs­le­de sa­et­ning om, hvor­dan sne­en fal­der li­ge­ligt – og li­ge hvidt – på le­ven­de og dø­de. El­ler han skri­ver den be­ga­e­re­des navn på en val­nød, som han over­ra­ek­ker med »spon­tan« yd­myg­hed. Gen­nem ti­den har Joe Cast­le­man fora­e­ret man­ge kvin­der en val­nød. Hu­stru­en Jo­an (Glenn Clo­se) fik og­så én, da de mød­tes i 1952. Han un­der­vi­ste i lit­te­ra­tur, hun var ele­ven med the gol­den touch. Joe for­lod sin før­ste fa­mi­lie. Jo­an skrev en novel­le om »En­gels­kla­e­re­rens hu­stru«, der blev trykt i et lit­te­ra­ert ma­ga­sin.

MFYRRE år ef­ter ser Jo­an til­ba­ge, da opkal­det kom­mer fra Sto­ck­holm. Joe har vir­ke­lig få­et No­bel­pri­sen, og hun ler sam­men med ham, mens de hop­per og dan­ser i sen­gen og syn­ger: »We won the No­bel!«. En­gang sang de »We’re get­ting pu­blis­hed!« - »Vi bli­ver ud­gi­vet!« – li­ge så­dan.

Val­nød­den blev an­ta­get – men kun, for­di Jo­an re­di­ge­re­de og re­vi­de­re­de ma­nuskrip­tet. Si­den var det egent­lig al­tid hen­de, der skrev. Han fik ori­gi­na­le ide­er, hun kun­ne gø­re or­det til kød. De­res ae­g­te­skab har i man­ge hen­se­en­der va­e­ret en lyk­ke­lig sym­bio­se. Med ti­den op­gav Jo­an at skri­ve i sit eget navn. For det før­ste blev hun halvt talt fra det, da en bit­ter be­rømt­hed (Eliza­beth McGovern som en blan­ding af Mary McCart­hy og Eliza­beth Hardwi­ck) be­tro­e­de Jo­an, at ver­den ik­ke vil­le la­e­se »klar prosa«, som kom fra en kvin­de. For det an­det var der den prak­ti­ske hver­dag. Den fun­ge­re­de bedst, hvis Joe var ge­ni­et.

Nu reg­ner ro­ser­ne ned over Joe. Der bli­ver talt hen over ho­ve­d­et på Jo­an, hvis ik­ke hun li­ge­frem skub­bes til si­de. Det var så­dan, hun vil­le ha­ve det – hun si­ger selv, at hun ik­ke »sy­nes om at bli­ve set« – men en gam­mel mis­lyd er vakt til li­ve, da par­ret fly­ver til Sto­ck­holm.

Med om­bord er par­rets søn, David (Max Irons), som og­så er ble­vet for­fat­ter. Han ka­em­per i fa­de­rens skyg­ge. Kri­ti­ke­ren Nat­ha­ni­el (Chri­sti­an Sla­ter) er ved at skri­ve en bi­o­gra­fi om Joe. Han prø­ver iha­er­digt at af­slø­re »sand­he­den«, som in­gen har lyst til at hø­re. Jo­an fortra­ek­ker ik­ke en mi­ne. Joe har na­e­sten glemt, hvor­dan det he­le ha­en­ger sam­men.

FIL­MEN for­lø­ber over to døgn, mens Joe gør sig klar til ce­re­mo­ni­en. Jo­an be­der ham om ik­ke at si­ge tak i sin ta­le. David ry­ger pot og ta­ler over sig. Jo­an fal­der ud af rol­len som den usyn­li­ge hu­stru. Hun gri­ber Joe i at skri­ve på end­nu en val­nød. Al­li­ge­vel fin­der de sam­men i gla­e­de, da de­res dat­ter rin­ger og forta­el­ler, at det før­ste bar­ne­barn er født.

The Wi­fe er en stil­le og lidt fir­kan­tet hi­sto­rie, som le­ver i kraft af sam­spil­let mel­lem Glenn Clo­se og Jo­nat­han Pry­ce. Dét er for­mi­da­belt. In­struk­tø­ren ser dem som »to in­stru­men­ter, der spil­ler for os« og til­fø­jer: »De der magi­ske øje­blik­ke i en film, hvor det ba­re svin­ger, det er dét, jeg er på jagt ef­ter«. Det sam­me er pu­bli­kum selvsagt. Isa­er Clo­se er god til at vi­se ting, som hun al­drig si­ger højt. Der er be­fri­en­de hu­mo­ri­sti­ske sce­ner, hvor hi­sto­ri­ens kon­stru­e­re­de pra­eg bli­ver fortra­engt. Par­ret ska­en­des i No­bel­li­mou­si­nen. In­gen af dem vil ha­ve den sym­bol­ske me­dal­je, så Joe ka­ster den ud ad vin­du­et. I na­e­ste bil­le­de går chauf­før­en og le­der i sne­en. Har­ry Lloyd og An­nie Stark spil­ler ae­g­te­fa­el­ler­ne som un­ge i stra­te­gisk ind­skud­te til­ba­ge­blik. Der måt­te ger­ne va­e­re fle­re. Be­gyn­del­sen for par­ret er in­ter­es­sant. Som ver­den var, før ska­bel­sen lå fast. No­belspo­ret bli­ver tra­et­ten­de at føl­ge. El­ler må­ske rø­ber fil­men for me­get for tid­ligt.

The Wi­fe byg­ger på en ro­man af Meg Wo­litzer, som ger­ne vil si­ge sto­re ting med lav­ma­elt stem­me. Hos Wo­litzer rej­ser par­ret til Fin­land, og lit­te­ra­tur­pri­sen er ik­ke No­bels. He­le hvem skrev hvad-te­ma­tik­ken er sat min­dre de­mon­stra­tivt op. Björn Run­ge har skabt sven­ske ho­ved­va­er­ker som Hvis jeg ven­der mig om (2003) og Hap­py End (2011), der beg­ge er mul­tiplot­film. Jeg ved ik­ke, om han med vil­je gør sig lidt me­re main­stream i The Wi­fe. Fil­men er smukt or­ke­stre­ret, men der er in­gen over­ra­sken­de vild­skab.

Til gen­ga­eld bli­ver fil­men ved at rum­ste­re bag­ef­ter. Man hu­sker de to men­ne­sker, ik­ke så me­get for den lit­te­ra­e­re in­tri­ge, men for dyb­den og grå­to­ner­ne i en skil­dring af gen­si­dig af­ha­en­gig­hed. Det er en ka­er­lig­heds­film til de voks­ne i sa­len. Dem må der va­e­re en del af.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.