Rej­sen til Må­nen

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GREEN JENSEN

LØR­DAG i sep­tem­ber. Vi er ude at gå af­ten­tur. Fre­de­rik­ke kom sent hjem fra kur­sus i by­en, og Ava vil ger­ne drib­le lidt me­re, før al­le skal sove. Mor og dat­ter fjol­ler og gri­ner. Beg­ge ba­e­rer nat­tøj un­der frak­ken.

Jeg føl­ger så­dan set ba­re med. Det er ja­evn­døgn, og en na­e­sten fuld sen­som­mer­må­ne har truk­ket ti­de­vand op over san­det. Stran­den be­gyn­der i gra­es­set, og ba­de­bro­en er na­e­sten for­s­vun­det. Må­nen selv ly­ser hvidt mel­lem dri­ven­de sky­er. Der er en ki­le af sølv i det sor­te. Det er stort na­tur­te­a­ter ved mid­nat. Vi går ind mod Hels­in­gør. På ud­flyt­ter­vis si­ger vi sta­dig »i by­en«, når vi ta­ler om Kø­ben­havn. Man kan se til Kron­borg fra Snek­ker­sten, men det hed­der al­li­ge­vel »in­de i Hels­in­gør«, som var der ta­le om no­get fjer­nt. Vi kan al­tid se ly­se­ne »ov­re i Sve­ri­ge«, og Hven føl­ger med, som en fly­den­de ø, når vi pa­no­re­rer langs stran­den.

Ava og jeg har brugt da­gen til at tra­e­ne cyk­ling, øve sprog – hun har få­et sin før­ste com­pu­ter i sko­len – og gå på even­tyr i sko­ven. Vi har re­vet i ha­ven og fe­jet i går­den. Vi har sam­let val­nød­der un­der det sto­re trae, som vi de­ler med en eger­n­fa­mi­lie. Vi har hver­ken set Ra­masjang el­ler Net­flix. Det er dét, som det hand­ler om, dy­best set.

Der er fi­re ki­lo­me­ter til Hels­in­gør. Mor­ska­ben bøl­ger, men der er og­så ef­terta­enk­som­me stra­ek, hvor Ava la­e­rer os »Sen­som­mer­vi­se«, som ko­ret i sko­len har sun­get. »AEb­ler ly­ser rødt på tra­e­er­nes gre­ne, hø­sten går ind.« Kir­sten og Finn Jør­gen­sen skrev den i 1982. Det er ef­ter min sko­le­tid. Vi ny­der at la­e­re no­get nyt af vo­res dat­ter. Fre­de­rik­ke sø­ger på te­le­fo­nen. Mor må nem­lig ger­ne se på ska­erm og bru­ge ap­ps. Snart klin­ger san­gen ve­mo­digt i mør­ket.

Jeg ha­der de alt­do­mi­ne­ren­de smartp­ho­nes, som stjal vo­res frirum, øde­lag­de år­vå­gen­he­den og gav kul­tu­ren det hvi­de snit på ti år. Men det er fan­ta­stisk, hvad te­le­fo­ner­ne kan. »Det er ren sci­en­ce fi­ction,« hav­de man sagt for 50 år si­den, da rej­sen til Må­nen blev re­a­li­se­ret. Frem­ti­den teg­ne­de lidt me­re lys, skønt al­le skrev ma­nen­de dy­sto­pi­er. Der vil­le va­e­re frem­skridt. Når man køb­te blød, psy­ke­de­lisk sci-fi i se­ri­en fra Stig Ven­delka­ers For­lag, var der sidst i hver bog en pra­e­mie­kupon. Man kun­ne vin­de en plads på den før­ste rum­flyv­ning.

Si­den er der in­tet sket. Neil Arm­strongs før­ste lil­le skridt for et men­ne­ske blev ik­ke et ti­ger­spring for men­ne­ske­he­den. Apol­lo 17 tog fra Må­nen i 1972. Mars er sta­dig lysår va­ek. In­gen op­fandt hy­per­gear el­ler evig­heds­bat­te­ri­er. I ste­det blev cy­ber­s­pa­ce ko­lo­ni­se­ret. Vi fandt ned i na­no­la­get. Tek­no­lo­gi­en fra 1968 kan lig­ge på en fin­ger­negl nu.

Jeg be­gynd­te den­ne tekst med en dif­fus am­bi­tion om at hu­ske 1968 igen og ta­le om, hvad der blev af ver­den i mor­gen. Isa­er skul­le det hand­le om Må­nen, som ik­ke har for­an­dret sig, og som sta­dig ly­ser dra­gen­de ned på fa­mi­li­en, der går mid­nat­s­tur, skønt den ro­man­ti­ske ski­ve bur­de va­e­re re­du­ce­ret til en prosaisk sten­klump. Men jeg ved ik­ke, hvor­dan jeg skal kom­me der­hen. Det hand­ler jo om Må­nen bå­de som vil­je og fo­re­stil­ling. Ind­til vi­de­re har jeg haft mest ud af at la­e­se Cyra­no de Ber­ge­ra­cs Rej­sen til må­nen (1656), som er mor­som og mo­der­ne. Ber­ge­rac in­spi­re­re­de bå­de Swifts Gul­li­vers rej­ser (1721) og Hol­bergs Ni­els Klims un­derjor­di­ske rej­se (1741). De skrev ae­g­te sci-fi la­en­ge før Ver­ne. Det sam­me gjor­de Ed­gar Al­lan Poe i Hans Pfaalls rej­se til må­nen (1835).

Jeg er spa­endt på at se den sto­re ud­stil­ling om Må­nen, som åb­ne­de på Lou­i­si­a­na for­le­den og lø­ber til ind i 2019, sel­ve 50-året for det Moons­hot, som gjor­de drøm­men til vir­ke­lig­hed. Sam­ti­dig kan jeg ik­ke fo­re­stil­le mig, hvor­dan så gra­en­se­løst et grund­mo­tiv skal kun­ne va­e­re på et mu­se­um.

Ta­enk ba­re på po­esi­en. Fra Ye­ats’ kvad om den van­dren­de Aengus – med linj­en om at pluk­ke »må­nens sølva­e­b­ler« – til Do­novans sang om den rej­sen­de må­ne: »The Moon is li­ke a bo­at, my love« og Ralph McTells ma­jesta­e­ti­ske »Lu­nar Lul­la­by«. Ale­ne fa­vo­ritsan­ge­ne kun­ne fyl­de bi­bli­o­te­ker. Og fra de før­ste el­sken­des tid er der al­tid et selv­be­vidst me­ta­lag. Som Paul Si­mon når til at si­ge i »Song about the Moon«: »If you want to wri­te a song about the hu­man ra­ce/ Wri­te a song about the moon.« Der er i den­ne uge re­pre­mi­e­re på Stan­ley Ku­bri­cks Rum­rej­sen år 2001. De må en­de­lig se den igen. På pla­ka­ten står »For 50 år si­den aen­dre­de én film al­le film for al­tid«. Det er fil­men, som al­drig bli­ver gam­mel. No­get lig­nen­de ga­el­der for Ju­les Ver­ne (Fra Jor­den til Må­nen, 1865), H.G. Wells (De før­ste men­ne­sker på må­nen, 1901), Ge­or­ges Méliès (tri­ck­fil­men Rej­sen til må­nen, 1902), Hergé (Tin­tin-al­bum­met Må­nen tur-re­tur, 1953-54) og an­dre klas­si­ske tek­ster, vi la­e­ste i 1968. Vi re­vur­de­rer ung­doms­op­rø­ret, hver gang der er ju­bila­e­um. For 30 år si­den skrev jeg en klum­me, »Ne­de ved gra­es­set«, om hvor­dan sto­re dren­ge hør­te mu­sik­ken. I 1998 lo man ad de lang­hå­re­de tå­ber. I 2008 var vi ble­vet til nyt­ti­ge idi­o­ter. I år har alt få­et klas­si­ker­sta­tus. Som­me ti­der er jeg glad for, at jeg er gam­mel. Jeg var der i ti­den, ik­ke i gen fort a el l lin gen. Jeg­så 2001 ved­pre­mi­e­ren. Jeg hør­te Wai­ting for the Sun med The Do­ors. Jeg hør­te Neil Arm­strong si­ge: »The Eag­le has lan­ded.«

He­le min barn­dom gen­lød af po­si­ti­ve nyhe­der om NASA­mis­sio­ner og ne­ga­ti­ve bul­le­ti­ner fra den kol­de krig mel­lem de to su­per­mag­ter. Spo­re­ne blev sja­el­dent for­bun­det. Det var en uskyl­dig tid på den må­de. Så­dan er der så me­get. Må­nen er en streng her­ske­rin­de – »The Moon is a Harsh Mi­stress« – kald­te Ro­bert A. He­in­le­in (1907-88) en af si­ne mest be­un­dre­de ro­ma­ner om den so­ci­a­le struk­tur i ko­lo­ni­er­ne på Lu­na. He­in­le­in brug­te an­dre sta­er­ke tit­ler som Frem­med i et frem­med land og En dør til som­me­ren. Blom­ster­bør­ne­ne el­ske­de He­in­le­ins bil­led­ska­ben­de tit­ler. Jeg tror ik­ke, at de al­tid for­stod hans se­mi-fa­sci­sti­ske fi­lo­so­fi. Sangskri­ve­ren Jim­my Webb spurg­te, om han måt­te b ru­ge­må­ne­tit­len i en k aer lig­heds­bal­la­de. »The Moon is a Harsh Mi­stress« har va­e­ret et hit for Joe Co­ck­er, Jo­an Ba­ez, Lin­da Ron­stadt, Ju­dy Coll­ins og Sil­je Ner­gaard. Webb selv har ind­spil­let fle­re ver­sio­ner.

Og­så i san­gen er Må­nen en streng her­ske­rin­de. Men sam­ti­dig ba­re en sta­erk ka­er­lig­hed, som ik­ke la­der sig hol­de: »The moon’s a harsh mi­stress/ She’s hard to call your own.« Må­nen er jo vo­res bil­le­de af la­engs­len. Den er ste­nen, vi be­søg­te. Den er him­me­len i vo­re hjer­ter.

Vi går hjem gen­nem mør­ket, mens reg­nen ta­ger til. Jeg fry­ser. Vi skif­tes til at ba­e­re Ava. Hun knu­ger sig ind til mig, så jeg bli­ver varm. Jeg el­sker li­vet her­op­pe. Må­ske faldt jeg ud af alt det i by­en. Må­ske når jeg al­drig til­ba­ge. Det er, som det skal va­e­re. Hvis du vil skri­ve en sang om men­ne­ske­he­den – så skriv en sang om må­nen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.