Vove­mod og sa­er­pra­eg

To mar­kan­te dansk­spro­ge­de sangskri­ve­re le­ve­rer sta­er­kt per­son­li­ge ud­spil.

Weekendavisen - - Kultur - Af KLAUS LYNGGAARD LAYOUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: ANNE STUMMANN

ul er en hef­tig far­ve, hvad en­ten man sym­bolsk til­la­eg­ger den po­si­ti­ve el­ler ne­ga­ti­ve egen­ska­ber, den be­ty­der lidt af hvert, af­ha­en­gigt af hvil­ken kul­tu­rel sam­men­ha­eng den op­tra­e­der i.

Det ene sted står den for pragt og her­lig­hed, stor­sind og in­tu­i­tion, et an­det sig­na­le­rer den ja­lou­si og ut­ro­skab, et tred­je re­pra­e­sen­te­rer den evig­hed og for­kla­rel­se. Det er med an­dre ord ik­ke nemt at va­e­re gul!

Og­så på va­eg­ge og an­dre fla­der er der ta­le om en vold­som far­ve, og det ga­el­der li­ge­le­des pla­deomslag, hvad man kan for­sik­re sig om ved at ta­ge Li­se Westzynt­hi­us’ ny­e­ste lp i ha­en­der­ne, for tal li­ge om at sprin­ge i øj­ne­ne. Når man er kom­met sig over det gu­le chok, er fo­to­et af kunst­ne­ren mindst li­ge så på­fal­den­de: Hun er iført ha­et­tejak­ke med ha­et­ten op­pe og ryg­gen til ka­me­ra­et, og det går op for én, at Westzynt­hi­us in­gen buk­ser har på. Det hed­der at stå med rø­ven bar. Men helt uden seksu­el­le un­der­to­ner, me­re som i bund­løs. Sam­men­holdt med pla­dens ti­tel, der gan­ske en­kelt er JA, tør man nok ta­le om en vold­som pra­e­sen­ta­tion, man skal va­e­re var­som med at over­for­tol­ke. Hvis over­ho­ve­det. Så skin­ger er mu­sik­ken over­ho­ve­det ik­ke, selv­om den iføl­ge pres­se­ma­te­ri­a­let hand­ler om en »syv år lang in­dre rej­se« til­med »i en sø­gen ef­ter det au­ten­ti­ske liv«. Det er fo­re­gå­et via sha­ma­nis­me, be­vidst­heds­ud­vi­den­de stof­fer og an­det hejs fra det spi­ri­tu­el­le over­drev, men trods det­te er JA (som i »til li­vet«, for­moder jeg) en ind­by­den­de om end ik­ke li­ge­frem nemt til­ga­en­ge­lig pla­de, hvor de fle­ste kan va­e­re med, for san­ge­ne fun­ge­rer fint, uden at man nød­ven­dig­vis be­hø­ver vi­de no­get om el­ler in­ter­es­se­re sig for de­res bag­grund. Fra­set »Flyv mig ind« pe­ger in­tet her di­rek­te på hen­des sja­e­le­ar­bej­de.

GWESTZYNTHIUS sprang ud som en­gelsk­spro­get so­list i nul­ler­ne med tre fint af­da­em­pe­de ski­ver, men rig­tig in­ter­es­sant blev hun først, da hun i 2012 ud­send­te den dansk­spro­ge­de Ta­et på en kold favn, en kuld­slå­et skils­mis­seski­ve og én af det års fi­ne­ste lp’er. Og selv­om JA te­ma­tisk be­va­e­ger sig i an­dre ret­nin­ger, er det sta­dig umi­sken­de­ligt kunst­ne­rens sa­e­reg­ne, neu­ro­ti­ske og ud­for­dren­de to­ne, der bra­en­der igen­nem. Di­ver­se ek­si­sten­ti­a­lis­ti­ske te­ma­er og emo­tio­nel­le fel­ter af­sø­ges uden fa­cit­lis­te. Westzynt­hi­us har en egen­sin­dig, kuld­slå­et klang som så­vel san­ger som sangskri­ver, hvor­for det er sva­ert at fin­de no­gen at sam­men­lig­ne hen­de med og hur­ra for det. »Jeg har prø­vet at for­stå dig/ selv­om jeg egent­lig helst er fri«, som det hed­der med en ty­pisk for­mu­le­ring. Hvor en sang så­le­des hand­ler om le­de, kan den na­e­ste snildt dre­je sig om la­engsel, hun er hver­ken syn­der­lig nice el­ler nem at fast­hol­de.

Westzynt­hi­us om­gi­ver sig med lyd­hø­re, yn­gre mu­si­ke­re, der al­le an­stren­ger sig med at spil­le så lidt som mu­ligt, for her fo­re­går tin­ge­ne på de in­dre linjer, og sto­re arm­be­va­e­gel­ser vil­le blot di­stra­he­re fra san­ge­nes un­der­spil­le­de dra­ma. La­eg der­til ga­este­vo­ka­li­ster som An­na Brønd­sted og Nils Grön­da­hl samt dig­te­ren (og alt­så og­så san­ge­ren) Bjørn Ras­mus­sen på den sa­ert dra­gen­de »Lau­ra Pal­mer«, og der teg­ner sig en im­po­ne­ren­de holdop­stil­ling.

Fra­set det blidt tek­noklin­gen­de åb­nings­num­mer »Mom­mo«, en smuk og am­bi­va­lent sang til en mo­der­skik­kel­se, og det liv­li­ge ti­telnum­mer be­va­e­ges lyt­te­ren ind i et tyst si­tren­de rum, der kra­e­ver fuld op­ma­er­k­som­hed, men til gen­ga­eld be­ta­ler ti­fold til­ba­ge. Og trods den tid­li­ge­re op­rid­se­de sja­e­le­rej­se er Westzynt­hi­us hel­dig­vis sta­dig fuld af tvivl og un­dren, her gi­ves in­gen hur­ti­ge løs­nin­ger el­ler kvik­ke svar på li­vets sto­re spørgs­mål, det er sang­kunst af en sart og mildt foru­ro­li­gen­de ka­rak­ter, per­fekt til det ja­gen­de ef­ter­år­s­vejr.

ME­RE ro­bust frem­står Tri­ne­li­se Va­e­ring med Du går ind ad en dør, hen­des før­ste al­bum i syv år. En varm, jord­na­er og imø­de­kom­men­de to­ne står lyt­te­ren i mø­de, hvad der godt kan nar­re en lil­le smu­le, for der er en mas­se på spil i det san­seskar­pe tek­stu­ni­vers, som Va­e­ring ex­cel­le­rer den­ne gang, rig­tig man­ge for­nem­me one­li­ners ud­mønt­er sig i gen­ne­m­ar­bej­de­de og vel­lyk­ke­de tek­ster af bå­de tan­ke­va­ek­ken­de og livs­klog ka­rak­ter. Hvil­ket ik­ke be­ty­der, at der mu­si­kalsk er no­get at ud­sa­et­te, for san­ge­ne her er sja­el­dent hel­støb­te.

Med hen­holds­vis Lyst­fi­sker (2008) og Umanér­lig (2011) mar­ke­re­de Tri­ne­li­se Va­e­ring sig som en ori­gi­nal dansk­spro­get sangskri­ver, der ik­ke blot hav­de no­get på sin­de og hjer­te, men og­så et sta­er­kt ud­tryk at ha­ve det i. Med af­sa­et i 1970er­nes san­ger-sangskri­ver­tra­di­tion a la Ja­nis Ian og en klang som den ty­pe ame­ri­ca­na, der blandt an­det hø­res hos en Lucin­da Wil­li­ams, skri­ver hun sta­er­ke og in­tel­li­gen­te san­ge, der set fra en vok­sen kvin­des per­spek­tiv for­tol­kes ka­rak­ter­fuldt og sik­kert af en stem­me, som be­sid­der li­ge det der ek­stra, der får lyt­te­ren til at spid­se ører­ne.

At der er gå­et syv år, før hun nu at­ter er ak­tu­el som so­list, skyl­des ik­ke doven­skab el­ler skri­ve­blo­ke­ring, tva­er­ti­mod er Va­e­ring en ild­kug­le af ener­gi. Hun har sam­men med ge­ma­len Fre­de­rik Lun­din ud­sendt to pla­der med det ryt­misk hårdt­slå­en­de og klang­ligt eks­pe­ri­men­te­ren­de Of­f­pi­ste Gurus, og i 2015 i sam­ar­bej­de med pi­a­ni­sten Jo­nas Berg skabt den pris­be­løn­ne­de sang­cy­klus Oh Puri­ty. Der­u­d­over gør hun en stor og lar­men­de ind­sats for at fin­de ve­je, hvor­på man som mu­si­ker kan over­le­ve, nu det er ble­vet be­slut­tet, at mu­sik er no­get, der skal fora­e­res va­ek, og mu­si­ke­re der­for hel­ler ik­ke kan for­ven­te be­ta­ling for de­res ind­sats. Va­e­ring lag­de ud som ja­zzsan­ge­r­in­de og er en sten­sik­ker vo­ka­list med tjek på si­ne vir­ke­mid­ler, men stilskif­tet i nul­ler­ne til et po­pro­ck­et ud­tryk pas­ser per­fekt til hen­des af­sø­gen­de dan­ske tek­stu­ni­vers, hvor hun frygt­løst be­gi­ver sig ud i ka­er­lig­he­dens mi­ne­felt. Hun er ik­ke ban­ge for at kig­ge på dens for­skel­lig­ar­te­de ma­ni­fe­sta­tio­ner, in­klu­si­ve de ne­ga­ti­ve, dag­lig­da­gens slid og den evi­ge tvivl. Man kan kun be­un­dre det mod, der lig­ger bag den of­te smer­te­ful­de, men al­tid be­fri­en­de ae­r­lig­hed, hun la­eg­ger for da­gen i si­ne mest in­ten­se kom­po­si­tio­ner.

Du går ind ad en dør er, hån­den på hjer­tet, hen­des nok bed­ste ud­gi­vel­se til da­to. 11 skar­ptskår­ne san­ge er ik­ke et dår­ligt ud­gangs­punkt, men så ska­der det ik­ke sa­gen, at hun har sam­let et sa­er­de­les sta­er­kt hold mu­si­ke­re til for­må­let. Ik­ke mindst de tre ind­for­skrev­ne bla­e­se­re gi­ver al­bum­met et me­re spa­en­den­de pra­eg, end man er vant til i det re­gi, men og­så Ot­to Si­de­ni­us’ op­find­som­me ind­sat­ser på ham­mon­dor­gel er va­erd at na­ev­ne. Pro­ble­met – for så vidt der er et så­dant – kun­ne va­e­re, at hen­des po­ten­ti­el­le pu­bli­kum i sa­gens na­tur må be­sid­de liv­ser­fa­ring for til ful­de at kun­ne føl­ge med, det er be­stemt ik­ke te­e­na­ge­pro­ble­ma­tik­ker, der be­hand­les på pla­den her. Og desva­er­re hø­rer de fle­ste men­ne­sker, der har etab­le­ret sig med part­ner, børn og ga­eld, ik­ke ger­ne ny mu­sik. Det er vi­den­ska­be­ligt be­vist.

Hel­ler ik­ke en­gang af den ty­pe her, der be­va­e­ger sig in­den for et kom­forta­belt mu­si­kalsk om­rå­de, til­sat tek­ster, der hand­ler om gen­ken­de­li­ge si­tu­a­tio­ner, valg og di­lem­ma­er be­ga­vet og fi­nur­ligt be­skre­vet. Hvil­ket er en skam, for Tri­ne­li­se Va­e­ring fortje­ner et stort pu­bli­kum.

Li­se Westzynt­hi­us: JA (DME/heavypop) Tri­ne­li­se Va­e­ring: Du går ind ad en dør (Word for Word Records)

FO­TO: TUALA HJARNØ.

Tri­ne­li­se Va­e­rings pu­bli­kum må be­sid­de liv­ser­fa­ring for til ful­de at kun­ne føl­ge med, det er be­stemt ik­ke te­e­na­ge­pro­ble­ma­tik­ker, der be­hand­les på pla­den her.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.