Op­byg­ge­lig op­lys­ning om per­ker­ne

Sa­ti­re om ind­van­dring og kul­tur­for­skel­le kan ska­be nu­an­ce­ret de­bat om is­lam, forta­el­ler ny forsk­nings­ar­ti­kel. Ko­mi­ker­ne fortra­ek­ker og­så selv at va­e­re kon­struk­ti­ve frem for at hå­ne – og de vil en­de­lig ik­ke ta­le om re­li­gion. Mar­ta Sø­ren­sen la­e­ser sin ar­tik

Weekendavisen - - Kultur - KORREKTUR: KA­REN MAR­GRET­HE NI­EL­SEN

sjovt. Des­u­den er det sva­ert at fin­de no­gen med ind­van­drer­bag­grund, der har lyst til at dis­ku­te­re re­li­gion of­fent­ligt, for­di det kan ha­ve den kon­se­kvens, at de­res fa­mi­lie slår hån­den af dem.«

Nør­gaard er enig med Hjar­vards un­der­lig­gen­de pra­e­mis om, at den go­de sa­ti­re el­ler hu­mor sam­ler folk ved at gi­ve dem no­get, de al­le kan gri­ne ad.

»Vi vil­le og­så ger­ne ha­ve fat i ind­van­dre­re og ita­lesa­et­te de­res pro­ble­mer. Hvis vi var gå­et hårdt til va­er­ks og hav­de la­vet sket­ches di­rek­te om re­li­gion, hav­de vi mi­stet man­ge af dem med det sam­me.«

Indstil­lin­gen var den sam­me, da Nør­gaard i 2001 med­vir­ke­de i OPS Op­lys­ning om per­ker­ne til sam­fun­det: en blan­ding af sket­ches, sjove mu­sik­vi­deo­er og in­ter­views med un­ge af an­den et­nisk bag­grund. Pro­du­ce­ren af den­ne må­ske før­ste hu­mo­ri­sti­ske pro­gram­se­rie om ind­van­dre­re i Dan­mark var Axel Bois­en, og bå­de han og Nør­gaard var eni­ge om at gå uden om re­li­gion. Det var for kom­pli­ce­ret, sag­de Bois­en den­gang.

For ham var DR2-se­ri­en del­vist et po­li­tisk ind­la­eg i in­te­gra­tions­de­bat­ten, si­ger han i dag, og for­må­let var at da­em­me op for det, han be­teg­ner som Dansk Fol­ke­par­tis split­ten­de re­to­rik.

»Vo­res ud­gangs­punkt var, at der skul­le gø­res grin med ind­van­dre­re li­ge­som med al­le an­dre,« hu­sker Axel Bois­en, der ud­ar­bej­de­de ti så­kald­te per­ker­bud i for­bin­del­se med

OPS; et af bu­de­ne var, at hvis man ik­ke kan gø­re grin med sig selv, er man ik­ke in­te­gre­ret dan­sker. OPS an­gri­ber så­le­des og­så gam­mel­dan­sker­ne en hel del, blandt an­det med en ra­ek­ke sket­ches, hvor to vel­for­mu­le­re­de et­ni­ske kio­ske­je­re skif­ter til over­ska­eg og ge­brok­kent dansk for at le­ve op til den ind­fød­te be­folk­nings grove for­dom­me. Li­ge­som i Det slø­rer sta­dig og Adam & No­ah er det me­nin­gen, at vi bå­de skal gri­ne ad os selv og de an­dre. Lat­te­ren er kar­ne­va­li­stisk, som Ran­di Mar­se­lis, der i dag er lek­tor på Roskil­de Uni­ver­si­tet, skrev i 2001 om den over­ord­ne­de stem­ning i OPS. Den kar­ne­va­li­sti­ske lat­ter er alt­om­fat­ten­de, sel­viro­nisk og am­bi­va­lent i mod­sa­et­ning til den sa­ti­ri­ske lat­ter, der er hån­lig og over­le­gen. Så­dan øn­ske­de Bois­en ik­ke, at se­ri­en skul­le for­hol­de sig til ind­van­drer­ne.

– Hand­le­de det om, at I men­te, at al­le i for­vej­en var ef­ter mus­li­mer­ne?

»100 pro­cent. Man skal ik­ke spar­ke på dem, der lig­ger ned, for så har man ik­ke for­stå­et det grund­la­eg­gen­de, nem­lig at vi skal pas­se på hin­an­den,« si­ger han.

IN­TE­GRA­TION, in­klu­sion og om­sorg; der be­gyn­der at dan­ne sig et op­byg­ge­ligt møn­ster. Selv­om ind­van­drer­ko­mi­k­ken of­te får pra­e­di­ka­tet sa­ti­re, øn­sker bag­ma­en­de­ne ik­ke at hå­ne, an­gri­be el­ler ud­stil­le. Det­te er el­lers gen­rens ty­pi­ske for­mål, si­ger Den­nis Meyhoff Brink, der er sa­ti­re­for­sker ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

»Sa­ti­ren hi­ver som re­gel au­to­ri­te­ter ned fra de­res pie­desta­ler og ud­stil­ler de­res dår­lig­dom­me. Det er sja­el­dent hyg­ge­ligt el­ler op­byg­ge­ligt. Det slø­rer sta­dig og Adam & No­ah fo­ku­se­rer me­re på hver­da­gens ko­mik og for­sø­ger at få os til at se os selv og vo­res eg­ne fejl ude­fra. Det er en an­den stra­te­gi, som man ken­der til­ba­ge fra Oplys­ning­sti­den, for ek­sem­pel fra Mon­tesquieus De per­si­ske bre­ve, hvor to per­se­re be­sø­ger Pa­ris og be­skri­ver de ma­er­ke­li­ge ting, ind­byg­ger­ne gør.« Hvad med Yal­la­hrup Fa­er­ge­by, ju­le­ka­len­de­ren fra 2007, der hand­le­de om ghet­todren­gen Alis kva­ler med pi­ger og pu­ber­tet? Kan den ik­ke by­de på lidt hån, spot og lat­ter­lig­gø­rel­se? Ik­ke rig­tig: Se­ri­ens ho­ved­for­fat­ter, Nan­na Westh, sag­de i 2015, at Yal­la­hrup Fa­er­ge­by skul­le løs­ne op for den hår­de to­ne i ind­van­drer­de­bat­ten ef­ter Muham­med­kri­sen.

»Det er enormt in­klu­de­ren­de, når der er no­gen, der ta­ger pis på én på en ka­er­lig må­de. Gri­ner med ka­er­lig­he­den først,« sag­de hun i en, må man an­ta­ge, me­get lidt spot­ten­de to­ne. I 2008 blev Yal­la­hrup Fa­er­ge­by end­da no­mi­ne­ret til en eu­ro­pa­ei­sk me­di­e­pris for in­te­gra­tion.

Be­va­e­ger man sig uden for Dan­marks Ra­dio og de­res pu­blic ser­vi­ce­for­plig­tel­se til at frem­me in­te­gra­tion, der ga­el­der et par må­ne­der end­nu, ser ind­van­drer­hu­moren umid­del­bart me­re dy­ster ud: Kol­lek­ti­vet Gi­gis har si­den 2016 pro­du­ce­ret små teg­ne­film med fem ghet­todren­ge som om­drej­nings­punkt, og mit før­ste ind­tryk var, at de i hvert fald ik­ke for­søg­te at ro­man­ti­se­re li­vet som ny­dansk ung mand i et so­ci­alt ud­sat bo­lig­om­rå­de. I Gi­gis’ ny­e­ste film sid­der gut­ter­ne i et trø­stes­løst klas­se­lo­ka­le og ry­ger vand­pi­be, da en ve­gansk vi­kar iført en Uni­cef-trø­je kom­mer ind og for­sø­ger at la­e­re de håb­lø­se, småkri­mi­nel­le til­fa­el­de no­get om ud­sagnsord. Hun flyg­ter ef­ter et par mi­nut­ter. I vi­deo­en »Ø Klip« kom­mer en gu­lero­d­s­far­vet ha­lal­hip­pie ind til en skam­løs ind­van­drer­fri­sør, der sa­et­ter hår­trim­me­ren på 0 mil­li­me­ter, bar­be­rer et brand­ba­el­te gen­nem det rø­de hår og ta­ger 1000 kro­ner for ulej­lig­he­den.

Men det er fak­tisk ik­ke ondt ment, si­ger en af de ano­ny­me bag­ma­end, der me­ner, at ud­la­en­din­ge kan spej­le sig i Gi­gis film.

»Vi ken­der en fyr, hvis søn, Ali, ik­ke kun­ne li­de sit navn og føl­te sig uden­for i sko­len, for­di han var den ene­ste med uden­land­sk bag­grund. Men ef­ter at hans sko­le­kam­me­ra­ter hav­de set Gi­gis, syn­tes de, han var fed. Vi vil vi­se, at ud­la­en­din­ge har no­get at by­de på. Når man går for­bi en flok ind­van­drer­dren­ge, der står for­an en kiosk, skal man ta­en­ke, at de ta­ler om no­get sjovt, li­ge­som vo­res ka­rak­te­rer gør, og ik­ke, at man nok snart får slag.« Den me­re kri­ti­ske til­gang gem­mer Gi­gis til klas­si­ske sky­de­ski­ver som In­ger Støj­berg og Mar­tin Hen­rik­sen; de er trods alt magt­men­ne­sker i mod­sa­et­ning til ind­van­drer­ne, me­ner kol­lek­ti­vet. Au­to­ri­te­ter i ind­van­drer­mil­jø­er, for ek­sem­pel ima­mer el­ler re­li­gi­øse fi­gu­rer, har Gi­gis ik­ke den sto­re in­ter­es­se i at sig­te på.

»Vi har ik­ke så me­get er­fa­ring med det, da in­gen af os er vok­set op i re­li­gi­øse hjem. Vi har hel­ler ik­ke lyst til at så­re no­gen el­ler gø­re dem su­re. Des­u­den kri­ti­se­rer po­li­ti­ker­ne de men­ne­sker i for­vej­en og si­ger, de skal smi­de tørkla­e­det,« ly­der det fra et af Gi­gis­med­lem­mer­ne.

Så­dan er det med sa­ti­ren: Man kan ik­ke va­el­te dem, man i for­vej­en be­trag­ter som ned­lag­te.

»Når det hand­ler om magtsva­ge mi­no­ri­te­ter, kom­mer sa­ti­ren nemt i kon­flikt med sig selv. For den sa­ti­ri­ske tra­di­tion er byg­get op om vilj­en til at ri­ve ned, ik­ke byg­ge op. Så hvis man for­sø­ger at sam­le og in­klu­de­re, be­va­e­ger man sig uva­e­ger­ligt la­en­ge­re over mod hu­mor og ko­mik,« si­ger Den­nis Meyhoff Brink.

Hu­mor for­år­sa­ger nok og­så fa­er­re trau­ma­ti­ske op­le­vel­ser blandt pu­bli­kum. Und­skyld, tj­rau­matji­ske.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.