Be­gyn­del­sen.

En stri­be nye bø­ger for­sø­ge at kort­la­eg­ge de kra­ef­ter, der sty­rer in­ter­net­tets ud­vik­ling – i øst, i vest og hjem­me i vo­res egen bag­ha­ve.

Weekendavisen - - Bøger - Af MARKUS BERNSEN

In­ter­net­tet skul­le sik­re de­mo­kra­ti­et. Tre bø­ger forta­el­ler, hvad der i ste­det ske­te.

Mat­t­hew Hind­man: The In­ter­net Trap: How the Di­gi­tal Eco­no­my Bu­ilds Mo­nopo­lies and Un­der­mi­nes De­mo­cra­cy. 225 si­der. £ 24 på ama­zon.co.uk. Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty Press. Scott Gal­loway: The Four: The Hid­den DNA of Ama­zon, Ap­ple, Fa­ce­book and Goog­le. 327 si­der. 103,95 kr. på saxo.com. Transwor­ld. Chri­sti­na Bout­rup: Den sto­re te­chre­vo­lu­tion – Så­dan for­mer Ki­na vo­res frem­tid. 270 si­der. 249,95 kro­ner. Pe­op­le’sPress.

Der er ik­ke la­en­ge­re ét in­ter­net, men mindst to og må­ske end­nu fle­re. Først er der no­get, vi kun­ne kal­de det fik­ti­ve in­ter­net. Det er egent­lig et ide­o­lo­gisk levn fra for­ti­den, men man­ge ta­ler sta­dig om det, som om det fin­des der­u­de. På det fik­ti­ve in­ter­net kan he­le klo­dens be­folk­ning kom­me hin­an­den ved, al­le har en stem­me, og det kra­e­ver ik­ke an­det end en ba­er­bar com­pu­ter og en kop kaf­fe at lan­ce­re et nyt me­die el­ler sin egen for­ret­ning. En for­ret­ning der – hvem ved? – kun­ne gå hen og bli­ve mor­gen­da­gens svar på Goog­le. Der­na­est er der det vir­ke­li­ge in­ter­net. Det er net­tet, som de fle­ste af os log­ger på hver ene­ste dag (nog­le af os fle­re gan­ge, end vi vil stå ved). Det vir­ke­li­ge in­ter­net er dre­vet af al­go­rit­mer, re­k­la­me­pen­ge, un­der­søi­ske kab­ler og gi­gan­ti­ske da­ta­cen­tre med der­tilsva­ren­de ener­gi­for­brug. Her er al­le langt­fra li­ge; nog­le få ma­sto­don­ter di­ri­ge­rer tra­fik­ken og be­stem­mer, hvem der bli­ver hørt. Og drøm­men om at ska­be det na­e­ste Goog­le på vir­ke­lig­he­dens in­ter­net? Som Mat­t­hew Hind­man skri­ver i The In­ter­net Trap vil det i dag va­e­re »bil­li­ge­re og let­te­re at ud­vik­le et be­man­det rum­pro­gram end at byg­ge en mo­der­ne sø­ge­ma­ski­ne«. Bo­gen slut­ter sig til strøm­men af nye ud­gi­vel­ser, som vil kort­la­eg­ge og kri­ti­se­re de kra­ef­ter, der sty­rer ud­vik­lin­gen af in­ter­net­tet og den der­til­hø­ren­de di­gi­ta­le øko­no­mi. Den tog fart sid­ste år med Jo­nat­han Tapl­ins be­st­sel­ler Move Fast and Bre­ak Thin­gs, der hen­te­de sin ti­tel fra Fa­ce­books op­rin­de­li­ge mot­to. Og egent­lig er den og­så en slags mod­strøm­ning til en lit­te­ra­er tech-bøl­ge, der ram­te bog­hand­ler­ne for om­trent ti år si­den. Og­så den­gang hand­le­de det om in­ter­net­tets på­virk­ning af sam­fund og øko­no­mi, men den­gang tal­te man kun om det fik­ti­ve net, og bud­ska­bet var den­gang li­ge så op­løf­ten­de, som det i dag er kulsort. Den­gang hed det, at net­tet vil­le åb­ne ver­den og ska­be de­mo­kra­ti, og at den nye »po­stin­du­stri­el­le øko­no­mi« vil­le kom­me al­le til go­de. Mat­t­hew Hind­man, der for­sker ved George Washington Uni­ver­si­ty, er ik­ke bleg for at ud­stil­le si­ne op­ti­mi­sti­ske kol­le­ger, hvis bø­ger den­gang solg­te mil­li­o­ner af ek­sem­pla­rer: Clay Shirkys He­re Co­mes Eve­ry­bo­dy (2008), for ek­sem­pel, der vars­le­de en ny re­na­es­san­ce på net­tet, en over­flod af mu­sik, lit­te­ra­tur, jour­na­li­stik og film­kunst, for­di al­le vil­le få ad­gang til de di­gi­ta­le pro­duk­tions­mid­ler. El­ler Wi­red-re­dak­tø­ren Chris An­der­sons ind­fly­del­ses­ri­ge The Long Tail (2006) og Free (2009), der lo­ve­de al­le en bid af den di­gi­ta­le øko­no­mi, for­di mar­ke­det var gra­en­se­løst og fri for mel­lem­ma­end og led­vog­te­re.

Beg­ge på­stan­de la­eg­ges i gra­ven af Hind­man, der bru­ger si­ne eg­ne stu­di­er som af­sa­et. Der kom al­drig en re­na­es­san­ce: tva­er­ti­mod lø­ber en lil­le hånd­fuld san­ge og film i dag med stort set al op­ma­er­k­som­he­den på net­tet. På det vir­ke­li­ge in­ter­net bru­ger vi mest tid i sel­skab med Goog­le, Fa­ce­book og po­r­no­gra­fi­ske hjem­mesi­der. Bag­ef­ter kø­ber vi ind og tjek­ker vo­res mails. Nyheds­me­di­er får i dag min­dre end tre pro­cent af den sam­le­de tra­fik på net­tet.

En cen­tral mis­for­stå­el­se er iføl­ge Hind­man den om in­ter­net­tet som »gra­tis«, el­ler så godt som. Jo, det bli­ver he­le ti­den bil­li­ge­re at sen­de og op­be­va­re in­for­ma­tion, men sam­ti­dig vok­ser tra­fik­ken på net­tet så vold­somt, at de sam­le­de om­kost­nin­ger er svim­len­de. Mel­lem 2003 og 2013 brug­te Goog­le et be­løb på forsk­ning og ud­vik­ling – kab­ler, da­ta­cen­tre, nye lag softwa­re og kun­stig in­tel­li­gens – der sva­rer til tre gan­ge, hvad den ame­ri­kan­ske stat brug­te på at ud­vik­le atom­bom­ben. Der er ik­ke no­get po­stin­du­stri­elt over det, der fo­re­går. Goog­les da­ta­cen­tre er mo­der­ne smel­te­o­v­ne, der ik­ke raf­fi­ne­rer stål, men di­gi­tal in­for­ma­tion, og in­ter­net­tet an­no 2018 er langt dy­re­re at hol­de kø­ren­de end al­le ver­dens tryk­ke­ri­er, te­le­gra­fer og tv-ma­ster no­gen­sin­de har va­e­ret.

»At op­dyr­ke et pu­bli­kum on­li­ne er som at pum­pe luft ind i en bal­lon med en la­e­ka­ge,« skri­ver Hind­man. »Man er nødt til at bli­ve ved med at pum­pe, hol­de et kon­stant ni­veau af in­ve­ste­rin­ger, el­lers vil al­le ens hid­ti­di­ge ind­sat­ser va­e­re tabt.« HVEM har skyl­den for det fik­ti­ve in­ter­net? De lov­lig vi­sio­na­e­re for­ske­re og for­fat­te­re fra nul­ler­ne fortje­ner et gen­be­søg, men kong­lo­me­ra­ter­ne har og­så hvi­sket os hi­sto­ri­er i øret. De fi­re stør­ste er em­net for Scott Gal­loways an­mel­der­ro­ste The Four fra 2017, som ne­top er kom­met i en op­da­te­ret ud­ga­ve. Goog­le, Ap­ple, Fa­ce­book og Ama­zon, og­så kal­det GAFA, har dre­vet in­ter­net­tets ud­vik­ling i de se­ne­ste 20 år og undslap for­bløf­fen­de la­en­ge kri­tik fra of­fent­lig­he­den. Gal­loway min­des, hvor­dan Goog­le på­stod at hja­el­pe ame­ri­kan­ske avi­ser med at få de­res ar­tik­ler ud til la­e­ser­ne, mens de i vir­ke­lig­he­den åd he­le an­non­ce­mar­ke­det og luk­ke­de det ene blad­hus ef­ter det an­det. De fi­re sto­re spil­le­re stjal og ko­pi­e­re­de fra de­res kon­kur­ren­ter – og kør­te en ha­er af ad­vo­ka­ter i stil­ling, hvis an­dre prø­ve­de på det sam­me. I dag er det ind­ly­sen­de, at de var led­vog­te­re fra be­gyn­del­sen, men vi

na­eg­te­de at se det i øj­ne­ne, skri­ver Gal­loway. Den stør­ste løgn hand­ler om de fi­re gi­gan­ters bi­drag til USAs øko­no­mi, me­ner han. For det er ik­ke et til­fa­el­de, at Big Tech blev stor, sam­ti­dig med at den ame­ri­kan­ske mid­delklas­se blev ud­hu­let. Fa­ce­book har 25.000 sa­er­de­les højt­løn­ne­de an­sat­te, men ser man på virk­som­he­dens va­er­di, bur­de de ha­ve ti gan­ge så man­ge. Den di­gi­ta­le øko­no­mi er me­re uli­ge for­delt end no­get, ver­den før har set.

»Vi har en fo­re­stil­ling om, at de her sto­re virk­som­he­der må ska­be en mas­se ar­bejds­plad­ser, men i vir­ke­lig­he­den har de få højt­be­tal­te jobs, mens al­le an­dre må slås om re­ster­ne,« skri­ver Scott Gal­loway. »Ame­ri­ka er på vej til at bli­ve hjem for tre mil­li­o­ner her­re­ma­end og 350 mil­li­o­ner tje­ne­re.«

MEN hvad med re­sten af ver­den? Må­ske er der ik­ke to, men tre for­skel­li­ge in­ter­net der­u­de. I Ki­na har net­tet va­e­ret af­koblet af

The Gre­at Fi­rewall, men at det aen­drer sig,

kan man for­vis­se sig om i Den sto­re te­chre­vo­lu­tion – Så­dan for­mer Ki­na vo­res frem­tid. Her gør er­hvervsjour­na­li­sten Chri­sti­na Bout­rup sig uma­ge med at for­kla­re de an­der­le­des for­ret­nings­mo­del­ler for ki­ne­si­ske tech-gi­gan­ter som Bai­du, Ali­ba­ba og Ten­cent (kal­det BAT), som har gjort dem til se­ri­ø­se kon­kur­ren­ter til ame­ri­ka­ner­ne – og på nog­le om­rå­der har de al­le­re­de over­ha­let dem. Ek­sem­pel­vis er ver­dens stør­ste kør­sel­stje­ne­ste ik­ke la­en­ge­re Uber, men ki­ne­si­ske Di­di Chuxing, som har sam­let 400 mil­li­o­ner bru­ge­re og slå­et ame­ri­ka­ner­ne på fle­re mar­ke­der. Og den hidtil mest va­er­di­ful­de in­tro­duk­tion på New Yor­ks børs var ik­ke en ame­ri­kansk virk­som­hed, men den ki­ne­si­ske alt­mu­lig-plat­form Ali­ba­ba, i 2014. Og hvis man i øv­rigt be­kym­rer sig om, at Goog­le sam­ler for man­ge da­ta om si­ne bru­ge­re, skul­le man prø­ve at op­ret­te en kon­to dér. Ad­gan­gen til da­ta er Ki­nas sto­re kon­kur­ren­ce­for­del og år­sa­gen til, at der må­ske kun er et vin­due på tre-fem år, før de be­gyn­der at gi­ve ame­ri­ka­ner­ne bag­hjul, me­ner Bout­rup. Stat og virk­som­he­der er va­e­vet sam­men og er ik­ke ban­ge for at skub­be uden­land­ske kon­kur­ren­ter fra fa­det, slip­pe selv­kø­ren­de bi­ler og dro­ner løs i by­er­ne el­ler de­le ud af bor­ger­nes op­lys­nin­ger. Tje­ne­sten WeChat er al­le­re­de en slags »di­gi­talt sty­re­sy­stem til det mo­der­ne liv i Ki­na«, skri­ver Bout­rup, og sta­ten bru­ger plat­for­men til den ki­ne­si­ske ud­ga­ve af Fora­el­dreIn­tra og er ved at sam­kø­re den med Ki­nas per­son­num­mer- og po­li­ti­re­gi­stre.

I Den sto­re te­chre­vo­lu­tion ser man om­rid­set af det dy­stre over­våg­nings­sam­fund, som de ki­ne­si­ske tech-gi­gan­ter bi­dra­ger til. Hvor po­li­ti­et bru­ger bril­ler med an­sigts­gen­ken­del­se til at ud­pe­ge uøn­ske­de ele­men­ter i en fol­ke­ma­eng­de. Hvor bor­ge­re til­de­les so­ci­a­le po­int for god op­før­sel og bli­ver ha­engt ud på storska­er­me i det of­fent­li­ge rum for det mod­sat­te. Med in­ter­net­tet har Kom­mu­ni­st­par­ti­et få­et langt bed­re mu­lig­he­der for at over­vå­ge og kon­trol­le­re be­folk­nin­gen. Myn­dig­he­der­ne be­hø­ver sja­el­dent slå ned på kri­ti­ske rø­ster, for­di de sim­pelt­hen over­svøm­mer net­tet med pa­tri­o­tisk ind­hold, som druk­ner dem. »Det er pa­ra­doksalt,« skri­ver Chri­sti­na Bout­rup, »at ver­dens stør­ste di­gi­ta­le øko­no­mi hvert ene­ste år lig­ger i bun­den af in­ter­na­tio­na­le li­ster over yt­rings­fri­hed og top­per li­ster over mest cen­sur.« Men det er jo ne­top ik­ke. Ik­ke hvis man ved, hvor­dan in­ter­net­tet har ud­vik­let sig i re­sten af ver­den.

Bo­gen vil da hel­ler ik­ke ud­stil­le de gru­som­me ki­ne­si­ske for­hold, men stil­le dem over for de ame­ri­kan­ske, som vi ken­der langt bed­re. For er de egent­lig så for­skel­li­ge? Virk­som­he­der har sam­me am­bi­tio­ner

- de ki­ne­si­ske har og­så travlt med at ero­bre ver­dens­mar­ke­det og slu­ge de­res kon­kur­ren­ter. Og­så de gem­mer de­res gro­te­ske over­skud i skat­te­ly på Cay­ma­nø­er­ne. Og tro ik­ke, skri­ver Bout­rup, at USAs ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­ste ik­ke føl­ger med i, hvad der fo­re­går på de ame­ri­kan­ske plat­for­me. Edward Snow­dens af­slø­rin­ger be­kra­ef­te­de, at de al­tid sør­ger for at ha­ve en »bag­dør«. Må­ske er den stør­ste for­skel mel­lem Big Tech i Ki­na og USA, at ki­ne­ser­ne ik­ke ly­ver om de­res sam­ar­bej­de med sta­ten. Så hvor ef­ter­la­der det os? Dan­ske virk­som­he­der har for la­engst op­da­get de ki­ne­si­ske mu­lig­he­der: Da­nish Crown sa­el­ger svi­ne­kød på Ali­ba­ba, og i 2017 om­sat­te dan­ske Be­st­sel­ler tøj for me­re end en mil­li­ard kro­ner på en sa­er­lig travl ki­ne­sisk ind­købs­dag. Ki­ne­ser­ne kom­mer og vil slås med ame­ri­ka­ner­ne om det lu­kra­ti­ve eu­ro­pa­ei­ske mar­ked. Her er vi tvun­get til at va­el­ge mel­lem »en ki­ne­sisk bag­dør el­ler en ame­ri­kansk bag­dør,« skri­ver Chri­sti­na Bout­rup.

Med min­dre eu­ro­pa­e­er­ne ta­ger sig sam­men og la­ver de­res egen in­fra­struk­tur på in­ter­net­tet, in­den det kom­mer så vidt. Mang­ler de in­spira­tion, fin­des der mas­ser af lit­te­ra­tur om alt det, der kun­ne ha­ve va­e­ret.

»At op­dyr­ke et pu­bli­kum on­li­ne er som at pum­pe luft ind i en bal­lon med en la­e­ka­ge.«

Mat­t­hew Hind­man

FOTOS: SCAN­PIX

Ali­ba­bas be­sty­rel­ses­for­mand, Ja­ck Ma, ge­sti­ku­le­re­de ret iøj­ne­fal­den­de, da den ki­ne­si­ske in­ter­net­gi­gant 11.11.17 slog salgs­re­kor­den for ét døgn: Me­re end 160 mil­li­ar­der kro­ner.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.