Kan en bog ind­la­eg­ges?

Dys­mor­fis­mer. En pro­ble­ma­tisk må­de at af­vi­se kunstva­er­ker, der er ude af sig selv, er at hen­vi­se dem til den psy­ki­a­tri­ske af­de­ling.

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

I ja­nu­ar 1919 holdt pro­fes­sor i bak­te­ri­o­lo­gi Carl Juli­us Sa­lo­mon­sen et lys­bil­led­fored­rag i Me­di­cinsk Hi­sto­risk Sel­skabs lo­ka­ler i Kø­ben­havn med den tun­ge ti­tel »Smit­som­me sinds­li­del­ser før og nu med sa­er­ligt hen­blik på de ny­e­ste kun­stret­nin­ger«. Fored­ra­get vak­te en vis op­ma­er­k­som­hed og ud­kom se­ne­re på året som en lil­le pam­flet – der ne­top, med samt in­tro­duk­tion og den­gangs svar fra kunst­ne­re og kunst­hi­sto­ri­ke­re, er ge­nud­gi­vet af det lil­le for­lag AEter – og har si­den op­nå­et sta­tus som kuri­øs, prae-rin­da­li­stisk anek­do­te om sam­ti­dens in­da­ed­te mod­stand mod den mo­der­ne kunst. Sa­lo­mon­sens vi­den­ska­be­li­ge te­se var, at den de­for­me­re­de, for­teg­ne­de men­ne­ske­skil­dring i ku­bi­stisk, eks­pres­sio­ni­stisk, fu­turi­stisk og an­den avant­gar­di­stisk bil­led­kunst – Pi­cas­sos to øj­ne på si­den af ho­ve­d­et et­ce­te­ra – na­tur­nød­ven­digt måt­te skyl­des en psy­ko­tisk li­del­se, som han døb­te dys­morp­his­me:

»De epi­de­misk op­tra­e­den­de Sinds­li­del­ser, om hvil­ke jeg fo­re­lø­bigt er be­gyndt at ind­sam­le Ma­te­ri­a­le er: Lykant­hro­pi­en (Varul­ve­sy­gen) – Bør­ne­kor­sto­ge­ne – Fla­gel­lantTo­ge­ne – Sankt Veits Dan­sen – Ta­ran­tis­men og en­de­lig den ny­e­re Kunst­be­va­e­gel­se, der pas­sen­de kan be­teg­nes som Dys­morp­his­men, af det gra­e­ske Til­la­egs­ord dys­morp­hos, van­skabt, ha­es­lig: just den­ne dob­bel­te Be­tyd­ning af Or­det sy­nes mig at gø­re det sa­er­ligt eg­net til at ka­rak­te­ri­se­re en be­stemt Grup­pe expres­sio­ni­sti­ske Ar­bej­der.«

Af­slut­nings­vis om­ta­ler Sa­lo­mon­sen kort et styk­ke »Cu­bi­stisk Ly­rik«, og i nog­le »Til­la­egsBe­ma­er­k­nin­ger« til fored­ra­get kom­men­te­rer og ci­te­rer han me­re ek­sten­sivt en ra­ek­ke pa­ral­lelt sy­ge­li­ge tek­ster af blandt an­dre de her 100 år se­ne­re so­lidt ka­no­ni­se­re­de da­dai­s­ter Fran­cis Pi­ca­bia og Tri­stan Tza­ra. Her er før­ste halv­del af Pi­ca­bi­as her­li­ge (og højak­tu­el­le!) digt »Ame­ri­kansk Spyt« i vist­nok Sa­lo­mon­sens egen over­sa­et­tel­se – og ly­der det ik­ke me­get fred­som­me­ligt, na­er­mest Rif­b­jergsk? »Ma­ven (som) en me­ka­nisk do­mi­no/ (i) de tyk­ke Bu­ge Taa­ge/ Slud­rer i Il­march Støv/ og li­der af Sher­ry­ens Tør­hed i Kug­le­fla­ske/ En fan­ta­stisk Red­di­ke stej­ler/ i Form af et Fla­ske­skår/ ved si­den af Fo­rel­len, der er en Te­le­fon.«

KLIP til sep­tem­ber 2018, hvor Ale­xan­der Vester­lund an­mel­der Bjørn Ras­mus­sens nye ro­man, Jeg er grå­hvid, til skuf­fe­de tre hjer­ter i Po­li­ti­ken og af­slut­ter sin an­mel­del­se så­le­des: »De smuk­ke­ste glimt, der selv­føl­ge­lig er, når det er Bjørn Ras­mus­sen, der skri­ver, ha­en­ger som frag­men­ter i mør­ket, mel­lem sto­re blok­ke af tom­gang. Skrif­ten kom­mer et cho­ke­ren­de og uhyg­ge­ligt sted fra og for­mer sig og­så til et va­erk, der hver­ken kan el­ler vil sit eget bed­ste – som sim­pelt­hen, sy­nes jeg, forta­ber sig i det til­fa­el­di­ge og psy­ko­ti­ske.« Vester­lund di­ag­no­sti­ce­rer her ro­ma­nen til at li­de af dys­mor­fis­me – at le­ve­re ufor­mid­let psy­ko­tisk ta­le. To ci­ta­ter fra tid­li­ge­re i an­mel­del­sen: »Skrif­ten er ustyr­lig, un­der­ligt ret­nings­løs og vil­je­løs – rap­por­te­rer li­ge­som ba­re råt og rent fra syg­dom­men (…) Der fin­des in­gen te­ra­pe­u­tisk me­ning i bo­gens be­ken­del­ser.«

Hvis en bog er no­get uo­p­lagt, fora­ev­let pe­le­me­le, er det jo ik­ke no­gen und­skyld­ning, at den er en eks­pe­ri­men­tel, gal­skabs­mi­men­de sprogcol­la­ge, men det er til gen­ga­eld uund­skyl­de­ligt for en kri­ti­ker at sy­ge­lig­gø­re ar­bej­det med at fin­de et kunst­ne­risk ud­tryk for en gal el­ler ba­re ska­ev og ek­sal­te­ret må­de at ta­le og ta­en­ke på, der na­eg­ter at in­dram­me sig med be­ro­li­gen­de te­ra­pi.

Kol­le­ga Linea Ma­ja Ernst kom ta­et på at fo­re­ta­ge sam­me skred fra kri­tik til di­ag­no­se i sin skep­ti­ske an­mel­del­se af Ka­ren Fa­strups au­to­fik­ti­ve ro­man Hun­ger­hjer­te:

»Skal vi pla­ce­re an­sva­ret for me­nings­løs­he­den hos psy­ko­sen el­ler for­fat­te­ren? Det di­lem­ma sad jeg for of­te i, mens jeg la­e­ste; med fø­lel­sen af, at den psy­ki­ske syg­dom bli­ver et ali­bi for us­am­men­ha­en­gen­de skrift og doven bil­led­ska­bel­se.«

Et dår­ligt bil­le­de er et dår­ligt bil­le­de – hvis man NB er enig med smags­dom­men, jeg kan me­get godt li­de Ka­ren-je­gets ho­ved som »en hvi­nen­de kug­le i ho­ved­høj­de, som ik­ke ser, om der er ben un­der sto­le­ne«, som Linea Ma­ja Ernst an­fa­eg­te­de – men sam­men­ha­engs­løs­hed er der jo ik­ke nød­ven­dig­vis no­get galt i, en ro­man må hjer­tens ger­ne va­e­re us­am­men­ha­en­gen­de, hvis den er det med styr­ke og ori­gi­na­li­tet.

Vi har i dansk lit­te­ra­tur en fin tra­di­tion for ro­ma­ner, der rap­por­te­rer so­li­da­risk helt in­de fra sinds­sy­gen og ho­spi­tals­gan­gen, fra Bør­ge Mad­sens Jeg er sa­lig over Tove Dit­lev­sens An­sig­ter­ne til Hen­rik Bjel­kes Sa­turn. Og vi har i dansk lit­te­ra­turkri­tik en ufin tra­di­tion for at af­vi­se isa­er spl­in­tret, vi­sio­na­er ly­rik som håb­løst syg i lam­pet­ten, der går helt til­ba­ge til 1930rnes ho­ved­rysten over Jens Au­gust Scha­des og Gustaf Munch-Pe­ter­sens an­gi­ve­li­ge gal­mandsva­er­ker.

For­ri­ge gang, det­te sa­er­li­ge over­greb blev fo­re­ta­get, må va­e­re den­gang, Erik SkyumNi­el­sen sidst i 1990er­ne an­meld­te digtsam­lin­ger af Si­mon Gro­tri­an i In­for­ma­tion og be­teg­ne­de dig­te­ren som »en højt be­ga­vet, men ef­ter alt at døm­me del­vis ånds­for­mør­ket po­et«. Men det var så og­så før, Gro­tri­ans tun­ge­ta­le lod sig krist­ne i re­gel­ret sal­me­pro­duk­tion som ren fak­tisk pin­se­un­der­lig. Her for­tol­ker Bjørn i sin ro­man sit eget for­navn som bå­de nemt at fat­te og hårdnak­ket gå­de­fuldt – som for syv sø­ren al god og vild digt­ning:

»Så en dag op­da­ge­de jeg at mit eget ø var sa­er­lig sør­ge­ligt og spe­ci­elt. Det var den ø som j og r om­kran­se­de med de­res vand, og B var fast­lan­det, bjer­ge­ne, bak­ker­ne, og det lil­le n i en­den var det navn­lø­se in­den atom­bom­ben, punk­tum­met. Min ø var for­budt om­rå­de. En sort mund med en rød streg over. Don’t go the­re. Mit hjer­te var far­ligt. Björk fra Island hed sit ø med prik­ker­ne: ö: I thought I could or­ga­ni­se fre­edom. How scan­di­navi­an of me.«

FO­TO: SCAN­PIX

Det var blandt an­det Vil­helm Lund­strøms pak­kas­se­bil­le­der, der for 100 år si­den fik Carl Juli­us Sa­lo­mon­sen til at ra­se mod dys­for­mis­men i kun­sten.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.