Duf­ten af for­ladt­hed

Mini­ma­li­stisk ro­man om en for­fat­ter stran­det mel­lem grå la­va, gråt hav og et par sav­ne­de grå øj­ne.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIRTE WEISS LAYOUT: PER­NIL­LE KLEINERT KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN, LISBETH RINDHOLT

Gyr­dir Elías­son: Vin­du­et mod syd. Over­sat fra island­sk ef­ter »Su­durg­lug­ginn« af Erik Skyum-Ni­el­sen. 136 si­der. 200 kr. For­la­get Vand­kun­sten.

er er grund til at spid­se ører, når mini­ma­lis­mens bed­ste jong­lø­rer ta­ger fat på ka­er­lig­he­den. Kan en sprog­ligt li­den­skabs­løs form bru­ges til at for­mid­le den magi, der får men­ne­sker til at ra­ek­ke ud ef­ter hin­an­den? Og hvad når pen­du­let svin­ger til­ba­ge, kan des­pe­ra­tio­nen over at bli­ve svig­tet be­skri­ves med la­ko­nisk re­fe­re­ren­de ord?

Gyr­dir Elías­sons lil­le ro­man Vin­du­et mod syd vi­ser, at sva­ret er ja. Gen­nem fi­re års­ti­der føl­ger man en for­fat­ter, Jo­nas, der sid­der i et lånt som­mer­hus ved den island­ske kyst og kig­ger ud over ha­vet. Gråt, uen­de­ligt, om­skif­te­ligt. Gråt som de øj­ne med brun­li­ge sta­enk, som han of­te kig­ge­de dybt i. Det na­er­me­ste man kom­mer be­skri­vel­sen af et fy­sisk for­hold, er

Dsa­et­nin­gen »Hun kig­ge­de til­ba­ge«. I pe­ri­o­der skri­ver han bre­ve til hen­de på en vak­kel­vorn skri­ve­ma­ski­ne, put­ter dem i ku­vert og kø­rer ind til den na­ert­lig­gen­de fi­sker­by for at po­ste dem. Og hver gang ven­der han om og la­eg­ger bre­vet ned til al­le de an­dre i kom­mo­de­skuf­fen. Den sja­eld­ne gang, han får brev fra hen­de, la­eg­ger han det i kak­ke­lov­nen. Hvis hun vil ham no­get, må hun rin­ge. For­fat­te­ren, der og­så er bo­gens jeg-forta­el­ler, be­skri­ver til­stan­den så­dan: »In­gen frost på jor­den kom­mer op på si­den af det ab­so­lut­te nul­punkt i et men­ne­ske, der ven­der et men­ne­ske ryg­gen. Så let som in­gen­ting kan et men­ne­ske­ligt va­e­sen frem­brin­ge mi­nus 273 gra­der C, og det på trods af, at tem­pe­ra­tu­ren tid­li­ge­re har va­e­ret 451 gra­der F, som er nok til, at et ka­e­re­ste­brev fut­ter af. Her uden for vin­du­et er der mi­nus 7 gra­der C, det må an­ses for lunt sam­men­lig­net med sin­dets frost.« I Gyr­dir Elías­sons tid­li­ge­re bø­ger, se­ne­st novel­le­sam­lin­gen Kob­ber­mark (på dansk i 2016), er gra­en­sen mel­lem vir­ke­lig­hed og ind­bild­ning per­fo­re­ret. Det sam­me er til­fa­el­det her, hvor den el­ske­des num­mer plud­se­lig duk­ker op på te­le­fo­nens dis­play. Hun ta­ler, han lyt­ter. Da han se­ne­re rin­ger til­ba­ge, med­del­er en au­to­mat­stem­me, at der ik­ke er for­bin­del­se til num­me­ret. Må­ske har sam­ta­len slet ik­ke fun­det sted, må­ske er det øn­sket­a­enk­ning. Det lig­ger i luf­ten, at man skal va­e­re var­som med at fa­est­ne lid til en for­fat­ter, der har forskan­set sig i en­som­hed med ka­er­lig­heds­tab, skri­ve­blo­ke­ring og fug­le som ene­ste dag­li­ge sel­skab. Hans pri­ma­e­re kon­takt med om­ver­de­nen er ra­dio­a­vi­sens vel­mo­du­le­re­de stem­me, der forta­el­ler om al­skens fortra­e­de­lig­he­der rundt om i ver­den. Her er in­gen trøst at hen­te. For­ladt­heds­fø­lel­sen i Vin­du­et mod syd bli­ver fint un­der­støt­tet af land­skabs­be­skri­vel­sen. Bort­set fra turistsa­e­so­nen har Jo­nas det he­le for sig selv: van­dre­tu­re ud til fy­ret, livs­far­lig sne­kør­sel på kan­ten af skra­en­ten ned til ha­vet og tå­ge­ban­ker af­løst af regn el­ler sne. Man bli­ver min­det om Ril­kes kon­sta­te­ring af, at det al­drig er land­ska­bets skyld, hvis man ik­ke bry­der sig om det. Når Jo­nas stir­rer ud på la­va­mar­ken, fø­ler han, at den stir­rer til­ba­ge med et utal af øj­ne i for­dyb­nin­ger­ne. På ta­get rum­ste­rer en rav­ne­flok, el­lers er ly­de­ne be­gra­en­set til va­ri­a­tio­ner­ne af vind og storm. Og ha­vet, der skif­te­vis hvi­sker, syn­ger, rå­ber, tord­ner og over­dø­ver skri­ve­ly­sten, men ik­ke sav­net af kvin­den med de grås­pa­et­te­de øj­ne. Bo­gens kon­kre­te hand­ling er så be­ske­den, som ta­en­kes kan. Det ene­ste sub­stan­ti­el­le, der aen­drer sig i årets løb, er an­tal­let af be­skrev­ne ark, der en­gang skal bli­ve til en bog. Det for­to­ner sig, hvad tek­sten hand­ler om, bort­set fra at ho­ved­per­so­ner­ne er et par, der er gå­et suk­ker­kold i ka­er­lig­he­den. Men si­de­tal­let vok­ser, alt­så et frem­skridt. Selv skri­ve­ma­ski­nens gen­stri­di­ge, ska­e­ve »e« vi­ser tegn på for­bed­ring, så mon ik­ke det he­le nok skal lø­se sig hen ad vej­en? Mini­ma­lis­mens vel­lyk­ket­hed står og fal­der med, om tek­stens stem­ning smit­ter og er uden fal­ske to­ner. Den prø­ve be­står Vin­du­et mod syd så sik­kert, at grå­he­den blan­det med sta­enk af sort hu­mor bli­ver ha­en­gen­de i luf­ten ef­ter la­es­nin­gen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.