Må Al­lah ha­ve barm­hjer­tig­hed

Epi­log. Muham­med­kri­sen ta­end­te op un­der ra­di­ka­li­se­ring med en stort set op­dig­tet forta­el­ling.

Weekendavisen - - Opinion - Af JANNE TELLER

Tret­ten år se­ne­re, ef­ter Char­lie Heb­do, Ba­ta­clan, Ni­ce, Bruxel­les, Ber­lin, Man­che­ster, Lon­don, Anka­ra, Istan­bul, Bo­ston, San Ber­na­di­no, Or­lan­do, for ik­ke at ta­le om Mum­bai, Ga­ris­sa, La­ho­re og utal­li­ge an­dre ek­stre­mi­sti­ske ter­r­or­an­greb, kan det må­ske ta­ge sig ud, som om kri­sen ef­ter tryk­nin­gen af Jyl­lands-Po­stens Muham­med­teg­nin­ger i sep­tem­ber 2005 blot var et tid­ligt sta­die af en uund­gå­e­lig stor­krig mel­lem på den ene si­de kam­pen for yt­rings­fri­hed og de­mo­kra­ti og på den an­den en vok­sen­de is­la­mi­stisk fun­da­men­ta­lis­me.

For mig at se for­hol­der det sig li­ge om­vendt: Muham­med­kri­sen er et sko­le­ek­sem­pel på, hvor let det er for de­ma­go­ger og an­dre po­le­mi­ke­re, i en tid fuld af frygt, at ta­en­de op un­der en ukon­trol­ler­bar ra­di­ka­li­se­ring på bag­grund af en stort set op­dig­tet forta­el­ling; hvor let det er at ska­be et kun­stigt skel, som gør vo­res brød­re til fjen­der og vo­res fjen­der til brød­re; hvor let det er – yder­li­ge­re hjul­pet på vej af den lyn­hur­ti­ge di­gi­ta­le kom­mu­ni­ka­tion – at gø­re en ube­ty­de­lig myg til en eks­plo­siv myte, som aen­drer vir­ke­lig­he­den for os al­le. I be­tragt­ning af al­le trus­ler­ne, vol­den og den (selv-) cen­sur, som fulg­te ef­ter tryk­nin­gen af teg­nin­ger­ne, hvor­dan kan jeg så ha­ev­de det?

Sva­ret er, at der ud over den ud­pra­e­get is­la­mo­fo­bi­ske og frem­med­fjend­ske stem­ning, som her­ske­de i Dan­mark på det på­ga­el­den­de tids­punkt, er ét helt grund­la­eg­gen­de aspekt af he­le Muham­med­kri­sen, som alt for få sy­nes at va­e­re klar over: nem­lig at sel­ve be­grun­del­sen for at tryk­ke teg­nin­ger­ne, og der­med alt­så grund­la­get for he­le kon­flik­ten, i bed­ste fald ik­ke fand­tes, i va­er­ste fald var en de­ci­de­re­ret fa­bri­ka­tion. Uan­set hvad der si­den er sket, uan­set hvad der er ble­vet sam­men­va­e­vet af hi­sto­ri­er og ar­gu­men­ter – og uan­set om Flem­m­ing Ro­se selv si­den­hen har vist rosva­er­dig vil­je til at gå i di­a­log med si­ne mod­stan­de­re – fin­der man kun sand­he­den, og der­med sand­kor­net, der sy­nes at ha­ve gjort ver­dens­sam­fun­dets øje blindt, når man går helt til­ba­ge til ud­gangs­punk­tet.

JYL­LANDS-PO­STEN og kul­tur­re­dak­tø­ren, Flem­m­ing Ro­se, som be­stil­te teg­nin­ger­ne af Pro­fe­ten (og der­na­est lan­ce­re­de sig selv som den hel­te­mo­di­ge rid­der af yt­rings­fri­he­den i det 21. år­hund­re­de), kun­ne godt si­ges, som de selv vil­le på­stå det, at ha­ve hand­let i »god tro«. Det var kom­met frem, at den dan­ske for­fat­ter Kå­re Blu­it­gen ik­ke hav­de kun­net fin­de en dansk teg­ner, som vil­le il­lu­stre­re hans bog om Pro­fe­ten Muham­meds liv, for­di de var for ban­ge for »vold og re­pres­sa­li­er«. Et ryg­te be­gynd­te at spre­de sig om, at blandt an­det mor­det på den is­lam­kri­ti­ske hol­land­ske in­struk­tør Theo van Gogh hav­de sat sig så vold­som­me spor, at dan­ske kunst­ne­re og in­tel­lek­tu­el­le cen­su­re­re­de sig selv af angst for re­li­gi­øst be­grun­de­de gen­ga­el­del­ser. Hvis det­te var sandt, kun­ne det ha­ve set ud som om yt­rings­fri­he­den i Dan­mark vit­ter­ligt var un­der pres, og Jyl­lands-Po­sten der­for hav­de go­de grun­de til at ud­for­dre dan­ske il­lu­stra­to­rer og blad­teg­ne­re. Men i ste­det for at un­der­sø­ge, om Blu­it­gens på­stand og det ver­se­ren­de me­di­e­hyste­ri om­kring kunst­ner­frygt hav­de hold i vir­ke­lig­he­den, greb Jyl­lands-Po­sten den be­lej­li­ge sta­fet og gik, uden yder­li­ge­re spørgs­mål, i gang med at søsa­et­te de­res eget pro­jekt – et pro­jekt, som på pa­ra­doksal vis ved sin blot­te ud­fø­rel­se mod­sag­de sin egen ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se: Det var ty­de­ligt for en­hver, at det var sa­er­de­les let at fin­de ad­skil­li­ge dan­ske blad­teg­ne­re, som var vil­li­ge til at la­eg­ge navn til de­res teg­nin­ger af Pro­fe­ten på tryk!

Al­li­ge­vel gjor­de hver­ken Flem­m­ing Ro­se el­ler hans avis no­get for at se de på­stan­de, Blu­it­gen var kom­met med, ef­ter i søm­me­ne. Na­ep­pe over­ra­sken­de, ef­ter­som hi­sto­ri­en lå helt i tråd med Jyl­lands-Po­stens re­dak­tio­nel­le syns­punk­ter om is­lams ufor­e­ne­lig­hed med dansk de­mo­kra­ti. Me­re sa­ert er det, at hver­ken no­gen an­dre dan­ske avi­ser el­ler, så vidt jeg ved, in­ter­na­tio­na­le me­di­e­hu­se gjor­de det. In­drøm­met, det tog og­så en sa­er­lig sam­ta­le med nog­le il­lu­stra­to­rer, før jeg selv be­gynd­te at stil­le spørgs­må­let.

Så for­før­en­de var forta­el­lin­gen om kul­tur­sam­men­stø­det – så­vel for dem, der ro­ste ud­gi­vel­sen af teg­nin­ger­ne, som for dem, der li­ge­som jeg an­så det for at va­e­re en ond­s­in­det dum­hed, en da­e­mo­ni­se­ring af et min­dre­tal, af uhørt om­fang – at vi al­le glem­te at se na­er­me­re på det ra­tio­na­le, som misèren gav sig ud for at ha­ve.

KÅ­RE Blu­it­gen har al­tid selv na­eg­tet at sa­et­te navn på de teg­ne­re, som han på­stod af frygt af­vi­ste at del­ta­ge i hans bog­pro­jekt. Han ha­ev­de­de i før­ste om­gang, at det var tre, si­den­hen blev det bå­de af ham selv og me­di­er­ne gen­gi­vet som, at det ik­ke var til at fin­de no­gen som helst, der tur­de il­lu­stre­re pro­fe­ten Muham­med til bo­gen. I alt skul­le fem-seks va­e­re ble­vet spurgt. Uan­set det pra­e­ci­se an­tal kun­ne en sim­pel rund­spør­ge blandt il­lu­stra­to­rer­ne i Dan­mark nemt ha­ve ta­get luf­ten ud af på­stan­den. Hel­le Vi­be­ke Jen­sen, som er il­lu­stra­tor og den­gang sad i il­lu­stra­tor­grup­pen (sty­rel­sen) i Dansk For­fat­ter­for­e­ning, kun­ne op­ly­se mig: ef­ter om­fat­ten­de fo­re­spørgs­ler blandt il­lu­stra­to­rer i og uden for for­bun­det var det kun lyk­ke­des at fin­de fem, som Blu­it­gen hav­de va­e­ret i kon­takt med med hen­blik på ud­gi­vel­sen. Af de fem hav­de to sagt nej grun­det an­dre ar­bejds­op­ga­ver, to hav­de ik­ke brudt sig om hans pro­jekt el­ler om den må­de, hvor­på han vil­le be­stem­me over de­res ar­bej­de ned til mind­ste de­tal­je og dik­te­re li­ge nøj­ag­tigt, hvad han vil­le ha­ve på hver en­kelt teg­ning (så­som en me­get kon­kret pa­edo­fil hen­tyd­ning til Pro­fe­tens ae­g­te­skab med den niåri­ge Aisha) – alt­så en de fa­cto be­gra­ens­ning af den kunst­ne­ri­ske fri­hed, som an­ses for nor­men på de­res felt. Kun én en­kelt il­lu­stra­tor vi­ste sig at ha­ve ud­trykt en form for nervø­si­tet med hen­syn til at teg­ne Pro­fe­ten som så­dan, og selv da var det ik­ke den ene­ste grund til at af­vi­se Blu­it­gens pro­jekt.

In­gen af de an­dre dan­ske il­lu­stra­to­rer – som var li­ge så el­ler end­da me­re etab­le­re­de – og hvoraf ad­skil­li­ge li­ge som Hel­le Vi­be­ke Jen­sen selv tid­li­ge­re hav­de sam­ar­bej­det med Kå­re Blu­it­gen om an­dre bø­ger – blev spurgt af ham. I ste­det for at hen­ven­de sig til en stør­re kreds af il­lu­stra­to­rer el­ler til fle­re af dem, som han før hav­de haft et suc­ces­fuldt sam­ar­bej­de med, valg­te Blu­it­gen at la­de hi­sto­ri­en gå vi­de­re til of­fent­lig­he­den – og er­kla­e­re, at han var nødt til at la­de sin bog tryk­ke med il­lu­stra­tio­ner af en ano­nym il­lu­stra­tor.

En så om­fat­ten­de grad af selek­tiv ude­luk­kel­se gi­ver en sta­erk for­mod­ning om, at Blu­it­gen – der tid­li­ge­re i an­dre pro­jek­ter som de­bat­bo­gen Til gavn for de sor­te (2002) hav­de gjort sig be­ma­er­ket som yderst is­lam­kri­tisk – na­er­me­re var band­sat på en dags­or­den, som hand­le­de om at kom­me med an­kla­ger mod is­lam og mus­li­mer i Dan­mark, sna­re­re end på at få sin bog il­lu­stre­ret på bedst mu­lig vis. Den be­nyt­te­de ano­ny­me il­lu­stra­tor har selv i et in­ter­view til We­e­ken­da­vi­sen (2006) ud­talt, at han af for­la­get blev spe­ci­fikt ad­va­ret om ri­si­ko­en ved at il­lu­stre­re bo­gen, og sag­de, at »hav­de re­dak­tø­ren ik­ke na­evnt det, hav­de jeg blot ka­stet mig ud i det, som var det en hvil­ken som helst an­den op­ga­ve«. Så må­ske det hel­ler ik­ke skal un­der­ken­des, at en skan­da­li­se­ring af en nok så sel­vop­fun­det frygt for en fatwa helt sik­kert vil­le skaf­fe gra­tis re­k­la­me for den del­vist sel­vud­giv­ne bog.

HVAD an­går de øv­ri­ge grun­de, som Flem­m­ing Ro­se na­ev­ner i sin mus­li­m­ud­ska­el­den­de ar­ti­kel til teg­nin­ger­ne, frem­står de fle­ste end­nu me­re tå­ge­de: Han skri­ver blandt an­det, at én dansk ko­mi­ker, Frank Hvam, hav­de for­talt, i et in­ter­view i Jyl­lands-Po­sten(!), at han ik­ke tur­de gø­re grin med ko­r­a­nen for åben ska­erm. Men sam­ti­dig gjor­de an­dre og og­så mus­lim­ske ko­mi­ke­re i he­le Skan­di­navi­en tykt grin med de­res re­li­gion, ek­sem­pel­vis den dansk-egyp­ti­ske Omar Marzouk og den norsk-paki­stan­ske Sha­ba­na Re­h­man. Et tred­je ar­gu­ment var, at der i lø­bet af sa­e­so­nen var tre dan­ske te­a­ter­fo­re­stil­lin­ger, som gik til an­greb på pra­esi­dent Ge­or­ge W. Bush, og in­gen om Osama bin La­den – hvil­ket kun­ne sy­nes gan­ske na­tur­ligt i be­tragt­ning af først­na­evn­tes ind­fly­del­se på Dan­mark (den dan­ske re­ge­ring hav­de uden at stil­le spørgs­mål gjort vo­res land til USAs na­e­re al­li­e­re­de i kri­ge­ne i Af­g­ha­ni­stan og Irak, hvil­ket var de før­ste ik­ke­for­svar­skri­ge med dansk del­ta­gel­se i mo­der­ne dansk hi­sto­rie) i sam­men­lig­ning med sidst­na­evn­tes. Un­der al­le om­sta­en­dig­he­der hav­de der in­gen for­ly­den­der va­e­ret om te­a­tre el­ler ma­nuskript­for­fat­te­re, som und­lod at ska­be et styk­ke om al-Qa­e­da af frygt!

Et fjer­de ar­gu­ment lød, at én imam hav­de op­for­dret den dan­ske stats­mi­ni­ster til at be­de dan­ske me­di­er om at bi­dra­ge til et me­re po­si­tivt bil­le­de af is­lam i de­res repor­ta­ger – hvil­ket stats­mi­ni­ste­ren hav­de af­vist at gø­re. Be­syn­der­ligt at gø­re et num­mer ud af li­ge den­ne ene fo­re­spørgsel, når man på­ta­en­ker, hvor man­ge me­re el­ler min­dre se­ri­ø­se fo­re­spørgs­ler en stats­mi­ni­ster nød­ven­dig­vis må mod­ta­ge – og af­vi­se. (Sa­er­ligt for­di det på da­va­e­ren­de tids­punkt ik­ke var et uri­me­ligt syns­punkt at an­se den kon­ti­nu­er­ligt ned­gø­ren­de og da­e­mo­ni­se­ren­de da­ek­ning af is­lam og mus­li­mer som en mi­no­ri­tet i Dan­mark for at va­e­re i strid med Grund­loven og Men­ne­ske­ret­tig­hed­ser­kla­e­rin­gen).

I be­tragt­ning af at der i Dan­mark var ud­gi­vet ad­skil­li­ge bø­ger, som en­ten kri­ti­se­rer is­lam el­ler i vidt om­fang ci­te­rer fra Ko­r­a­nen, så­dan som jeg selv gjor­de det i min bå­de an­mel­der­ro­ste og me­get vel­sa­el­gen­de ro­man fra 1999, Odins ø (en mo­der­ne nor­disk sa­ga om re­li­gi­øs og po­li­tisk fa­na­tis­me), helt uden at de el­ler jeg er lø­bet ind i pro­ble­mer, tviv­ler jeg op­rig­tigt på, at no­gen dansk kunst­ner den­gang for al­vor vil­le la­eg­ge frygt for is­la­mi­sti­ske modre­ak­tio­ner til grund for selv­cen­sur, så­dan som Flem­m­ing Ro­ses ar­ti­kel po­stu­le­re­de. Selv fle­re år se­ne­re, i pra­e­cis sam­me pe­ri­o­de, da Odins ø stod for at skul­le ud­kom­me på en­gelsk, og den før­ste an­er­kend­te over­sa­et­ter (som og­så hav­de over­sat Pe­ter Hø­eg) in­si­ste­re­de på, at den del af hi­sto­ri­en, som om­hand­le­de mi­li­tant mus­lim­sk fun­da­men­ta­lis­me, skul­le stry­ges hvis hun skul­le over­sa­et­te bo­gen, var jeg ik­ke angst el­ler tø­ve­de den mind­ste smu­le med at stå fast: Og jeg fik af min en­gel­ske for­la­eg­ger, Grove At­lan­tic, fuld op­bak­ning til, at vi fandt en an­den over­sa­et­ter med mod på he­le ro­ma­nen.

Al­li­ge­vel an­gi­ver Flem­m­ing Ro­se alt­så i sin ar­ti­kel

som be­grun­del­se for at tryk­ke teg­nin­ger­ne, helt eks­pli­cit: »… hvad en­ten den op­le­ve­de frygt hvi­ler på et falsk grund­lag el­ler ej. … Der sker en in­ti­mi­de­ring (fra mus­li­mers si­de, red.) af det of­fent­li­ge rum. Kunst­ne­re, for­fat­te­re, teg­ne­re, over­sa­et­te­re og te­a­ter­folk går der­for i en stor bue uden om vor tids vig­tig­ste kul­tur­mø­de, det mel­lem is­lam og de se­ku­la­e­re, ve­st­li­ge sam­fund med rod i kri­sten­dom­men.«

En så åben­lys us­and­hed, at det ene­ste, der er me­re for­bløf­fen­de end sel­ve på­stan­den, er, at Jyl­lands-Po­sten og Flem­m­ing Ro­se – og dem, der fulg­te trop – slap af sted med den.

JA, jeg vil­le øn­ske, at vi kun­ne ha­ve gri­net det va­ek. I Dan­mark og si­den hen ver­den over. Vil­le øn­ske, at vi al­le hav­de an­set Flem­m­ing Ro­se og Jyl­lands-Po­sten for de fjol­ser, de var, at vi hav­de gen­nem­sku­et Blu­it­gens på­stan­de og alt det an­det non­sens og gri­net end­nu hø­je­re.

Jeg vil­le øn­ske, at fle­re, ik­ke mindst in­ter­na­tio­nalt, hav­de be­ma­er­ket de fi­re teg­nin­ger blandt Jyl­lands-Po­stens il­lu­stra­tio­ner, der mo­digt gjor­de grin med he­le pro­jek­tet.

Men med den is­lam­for­s­kra­ek­ke­de at­mos­fa­e­re, der her­ske­de i Dan­mark, og med den na­tio­na­li­sti­ske og frem­med­fjend­ske ind­fly­del­se, som Jyl­lands-Po­sten hav­de på det dan­ske sam­fund, kun­ne pro­jek­tet desva­er­re ik­ke blot ses som en harm­løs el­ler lat­ter­lig for­na­er­mel­se, men sna­re­re som al­vor­lig fortra­ed. Gra­en­sen for det sjove blev over­skre­det, ik­ke på grund af de en­kel­te teg­nin­ger som så­dan, men på grund af ini­ti­a­ti­vets in­ten­tion og det mil­jø og den stem­ning, som det blev gen­nem­ført i. Med den til­knyt­te­de ar­ti­kel, un­der­stre­gen­de at i et mo­der­ne verds­ligt de­mo­kra­ti, hvor man må va­e­re re­de til at fin­de sig i hån, spot og lat­ter­lig­gø­rel­se, kan tryk­nin­gen af teg­nin­ger­ne kun sam­men­lig­nes med, at man i USA for tre­di­ve år si­den tryk­te tolv teg­nin­ger af­bil­den­de en sort per­son som sla­ve i klov­ned­ragt, med hvid og rød mund og med n-or­det og for evigt skre­vet hen over bry­stet, en af dem fo­re­stil­len­de en lyn­ch­ning.

Et el­ler an­det sted går hu­moren tabt, gør den ik­ke?

SOM man­ge dan­ske­re vil hu­ske: I ste­det for at ta­ge de man­ge fre­de­li­ge ud­tryk for be­kym­ring over diskri­mi­na­tion og da­e­mo­ni­se­ring al­vor­ligt, i ste­det for at frem­me ini­ti­a­ti­ver til for­del for et me­re sand­fa­er­digt og af­ba­lan­ce­ret bil­le­de af is­lam og dens føl­ge­re i Dan­mark og i ste­det for at lyt­te til de sta­digt fle­re in­ter­na­tio­na­le ad­vars­ler og sø­ge at af­spa­en­de at­mos­fa­e­ren af sti­gen­de kon­flikt og kol­li­sion valg­te da­va­e­ren­de stats­mi­ni­ster, An­ders Fogh Ras­mus­sen, og hans re­ge­ring, af in­dre par­ti- og magt­po­li­ti­ske grun­de (de­res par­la­men­ta­ri­ske fler­tal af­hang af Dansk Fol­ke­par­tis stem­mer) at op­trap­pe si­tu­a­tio­nen. Stats­mi­ni­ste­rens af­vis­ning af at mø­des med el­le­ve am­bas­sa­dø­rer fra mus­lim­ske lan­de, som hav­de til­ken­de­gi­vet be­ta­en­ke­lig­hed over diskri­mi­na­tion mod mus­li­mer i Dan­mark, så­vel som mod­vilj­en mod at ke­re sig om de gen­tag­ne ad­vars­ler fra Egyp­tens uden­rigs­mi­ni­ster og i bre­ve fra FNs ge­ne­ral­se­kre­ta­er og an­dre stør­re in­ter­na­tio­na­le ak­tø­rer er blot en­kel­te ek­semp­ler på de tal­ri­ge, for­bløf­fen­de og sta­e­digt­dum­me fejl­ta­gel­ser, som den dan­ske re­ge­ring be­gik i kølvan­det på ud­gi­vel­sen.

En­hver, der kri­ti­se­re­de teg­nin­ger­ne og an­så ud­gi­vel­sen af dem for uføl­som, uhen­sigts­ma­es­sig el­ler kort og godt en stupi­di­tet, blev of­fent­ligt ska­eldt ha­e­der og ae­re fra, er­kla­e­ret fjen­de af de­mo­kra­ti og yt­rings­fri­hed og stemp­let som en for­ra­e­der af Dan­mark. Det ik­ke ba­re af den yder­ste høj­re­fløj, men og­så af re­ge­rin­gens mi­ni­stre, ja, selv af stats­mi­ni­ste­ren, som no­to­risk med re­fe­ren­ce til Bi­be­len skil­te dan­sker­ne op i »får og buk­ke«, hvoraf det mindst ønskva­er­di­ge pra­e­di­kat na­tur­lig­vis blev sat på al­le, der ud­tryk­te foru­ro­li­gel­se over da­e­mo­ni­se­rin­gen af mus­li­mer i Dan­mark.

Det dob­belt­moral­ske i, at re­ge­rin­gens mi­ni­stre slog hårdt ned på en­hver, der yt­re­de kri­tik mod teg­nin­ger­ne, og sam­ti­dig fast­holdt, at det skul­le va­e­re imod yt­rings­fri­he­den at kri­ti­se­re ud­gi­vel­sen af dem, var li­ge så svim­len­de ab­surd som him­mel­rå­ben­de skam­løst!

STRÅET, der kna­ek­ke­de ka­me­lens ryg, var for­ment­lig den af­vis­ning på et mildt sagt tyndt grund­lag, som statsad­vo­ka­ten i Vi­borg 7. ja­nu­ar 2006 kom med (og som 15. marts 2006 blev stad­fa­e­stet af rigs­ad­vo­ka­ten), da en grup­pe dan­ske mus­li­mer an­mo­de­de om, at der rej­stes sig­tel­se mod Jyl­lands-Po­sten med hen­vis­ning til blas­fe­mi­pa­ra­graf­fen, som den­gang sta­dig var ga­el­den­de lov (af­skaf­fet ju­ni 2017).

Men al­le­re­de in­den da hav­de en grup­pe dan­ske ima­mer i novem­ber 2005 ta­get sa­gen i egen hånd og var rejst til Mel­le­mø­sten for at forta­el­le om de­res util­freds­hed over tin­ge­nes til­stand i Dan­mark. Der frem­vi­ste de de stø­de­n­de teg­nin­ger – og lidt til: I de­res egen sags tje­ne­ste hav­de de med­bragt et par ek­stra for­na­er­men­de teg­nin­ger, der al­drig var ble­vet trykt, hver­ken i Jyl­landsPo­sten el­ler an­det­steds i Dan­mark, ek­sem­pel­vis af­bil­den­de Pro­fe­ten som et svin. Ryg­ter­ne svir­re­de, og ef­ter­som et­hvert for­søg på for­so­ning el­ler aftrap­ning af kri­sen klart blev over­dø­vet af vilj­en til at opild­ne, blev Dan­mark og ver­den split­tet midt­over. Ver­den­s­oms­pa­en­den­de vol­de­li­ge sam­men­stød fulg­te – man­ge lo­kal­po­li­ti­ske dags­or­de­ner gjor­de sa­gen til de­res – og en ny krig langs helt nye skil­le­linjer var en re­a­li­tet: mul­ti­kul­tu­ra­li­ster af al­skens slags mod mo­no­kul­tu­ra­li­ster af al­skens mo­dus ope­ran­di. Bort­set fra at det lod til, at de kri­gen­de par­ter var to mod­sa­t­ret­te­de mo­no­kul­tu­rel­le ek­stre­mer: nem­lig på den ene si­de høj­re­o­ri­en­te­re­de na­tio­na­li­ster og på den an­den mi­li­tan­te mus­lim­ske fun­da­men­ta­li­ster. Beg­ge mo­no­kul­tu­rel­le ek­stre­mer hav­de så stor in­ter­es­se i at pu­ste yder­li­ge­re til il­den, at de ud­nyt­te­de al­le for­mer for fal­ske in­for­ma­tio­ner i de­res sags tje­ne­ste (fal­ske nyhe­der, før no­gen over­ho­ve­det hav­de fun­det på be­gre­bet). Og ver­den gik li­ge i fa­el­den. I ste­det for at stå skul­der ved skul­der og gri­ne ad (og be­ka­em­pe) de to ty­per fun­da­men­ta­li­sti­ske uhyr­lig­he­der, der ud­spil­le­de sig i ud­kan­ten af hver vo­res eg­ne grup­per, lod de mo­de­ra­te – tro­en­de af en­hver art som ik­ke­tro­en­de – ek­stre­mi­ster­ne sa­et­te dags­or­de­nen og op­teg­ne br­ud­linj­en iføl­ge re­li­gi­øse til­hørs­for­hold og ik­ke dér, hvor den bur­de gå: mel­lem på den ene si­de mo­de­ra­te af en­hver tro og over­be­vis­ning og på den an­den ek­stre­mi­ster af en­hver tro og over­be­vis­ning. På den ene si­de dem, der øn­sker at le­ve i fred og er vil­li­ge til at ac­cep­te­re an­dres ret til at le­ve, som de har lyst til, så la­en­ge det fo­re­går uden at va­e­re til ska­de for no­get men­ne­ske el­ler sam­fund; på den an­den dem, der vil ud­stik­ke én ene­ste kor­rekt le­ve­vis for al­le men­ne­sker og er vil­li­ge til at bru­ge al­le mid­ler for at nå de­res mål, og­så en­hver form for magt­mis­brug og vold, der måt­te skul­le til for at få an­dre til at op­fø­re sig på den ene­ste må­de, som de fin­der pas­sen­de.

HÅN og lat­ter­lig­gø­rel­se i ste­det for sand kunst! Na­tur­lig­vis end­te det med, at den form for selv­cen­sur, som Jyl­lands-Po­sten hav­de på­stå­et at vil­le gø­re det af med, blev til vir­ke­lig­hed, selv i det Dan­mark, som al­drig før hav­de set den slags.

I dag står ve­st­li­ge kunst­ne­re og in­tel­lek­tu­el­le vit­ter­lig over for et van­ske­ligt valg, når det ga­el­der om at for­hol­de sig til is­lam. Ik­ke ba­re på grund af den nu vir­ke­lig­gjor­te frygt for ek­stre­me, fun­da­men­ta­li­sti­ske gen­ga­el­del­ses­ak­tio­ner, men og­så af den form for høj­re­o­ri­en­te­re­de ra­ci­sti­ske el­ler is­la­mo­fo­bi­ske ek­stre­mi­ster, som kunst­ner­ne ri­si­ke­rer at bli­ve hyl­det af og ta­get til ind­ta­egt for. Så­le­des har de kunst­ne­re, der gør det, en ten­dens til og­så at va­e­re dem, der lø­ber de ra­di­ka­li­se­ren­de grøf­te­gra­ve­res ae­rin­de: nem­lig dem, der ik­ke har an­det bud­skab end hå­nen i sig selv. At af­bil­de Muham­med på en kra­en­ken­de må­de blev, og er sta­dig, den sik­re­ste må­de en mid­del­må­dig ve­st­lig kunst­ner kan få op­ma­er­k­som­hed på.

Li­ge­le­des er det ble­vet den sik­re vej til hø­je­re stem­me­tal for de­ma­go­gi­ske po­li­ti­ke­re at be­skyl­de en­hver, der op­for­drer til at mo­de­re­re den må­l­ret­te­de da­e­mo­ni­se­ring og an­greb på al­le an­dres tro el­ler kul­tur, for at va­e­re mod­stan­der af yt­rings­fri­he­den og de­mo­kra­ti­et. Og i den an­den en­de af spek­t­ret er det og­så den sik­re vej til at op­nå yder­li­ge­re op­bak­ning og frem­ti­di­ge mar­ty­rer for is­la­mi­sti­ske fun­da­men­ta­li­ster.

At skel­linj­en er fuld­sta­en­dig kun­stig og hvi­ler på et falsk grund­lag, er til­sy­ne­la­den­de li­ge­gyl­digt, når først den er skabt.

Så hvad var der egent­lig på spil un­der Muham­med­kri­sen?

Var den ik­ke ba­re en myg, som alt for man­ge ek­stre­mi­ster, høj­re­fløjs­na­tio­na­li­ster så­vel som is­la­mi­sti­ske fun­da­men­ta­li­ster hav­de alt for man­ge in­ter­es­ser i at gø­re til en spra­eng­far­lig myte, som kun­ne be­kra­ef­te og for­sta­er­ke al de­res frygt og for­dom­me om den an­den?

Og ef­ter­hån­den som myten vok­se­de, vok­se­de og­så dens kon­se­kven­ser: diskri­mi­ne­ren­de love og prak­sis, vid­tra­ek­ken­de over­våg­ning af ci­vil­sam­fund, ind­s­kra­enk­ning af fri­hed og de­mo­kra­ti­ske ret­tig­he­der – og pa­ral­lelt: ter­r­or­hand­ling på ter­r­or­hand­ling.

Her så man­ge år se­ne­re tror jeg ik­ke, at no­gen har la­ert det, som Teg­ne­se­ri­e­kri­sen bur­de ha­ve la­ert os, for­di ver­den blev solgt – og køb­te – et falsk nar­ra­tiv om, hvad det he­le hand­le­de om.

For hver dag vi fort­sa­et­ter med at la­de det­te fal­ske nar­ra­tiv ud­stik­ke kur­sen for os, vil fle­re mo­de­ra­te en­de som ek­stre­mi­ster. Det vil bli­ve be­vist, at vi ik­ke er i stand til at le­ve sam­men, ved at gø­re det umu­ligt for os at le­ve sam­men.

For hver gang en be­gi­ven­hed får os til at ret­te vo­res vre­de imod den fik­ti­ve an­den i ste­det for imod ek­stre­mi­ster­ne (bå­de vo­res eg­ne og øv­ri­ge), vil ek­stre­mis­men vin­de fle­re til­ha­en­ge­re. Ter­r­or­an­greb får for man­ge men­ne­sker til at sky­de skyl­den på he­le is­lam. Og ve­st­li­ge po­li­ti­ke­res og me­di­ers ste­reo­ty­pi­er samt ra­ci­stisk el­ler is­la­mo­fo­bi­sk vold og ag­gres­sion så­vel som Ve­stens fort­sat­te dob­belt­moral i for­hold til Sau­diAra­bi­en, Pa­la­esti­na og så vi­de­re – gør det alt for let for is­la­mi­sti­ske fun­da­men­ta­li­ster at re­k­rut­te­re end­nu fle­re hidtil mo­de­ra­te mus­li­mer og fø­re dem ind i de­res ra­di­ka­le kviks­and.

ER der mon sta­dig en chan­ce for, at Teg­ne­se­ri­e­kri­sen og det blod­bad, der fulg­te ef­ter, vil kun­ne bli­ve set for det, som det var: en be­vidst – el­ler i bed­ste fald en me­get vild­ledt – ra­di­ka­li­se­ring fra to yder­si­der af vo­res ver­dens­sam­fund, som fo­re­gav at va­e­re hin­an­dens mod­sa­et­nin­ger, men dog beg­ge hav­de en fa­el­les urok­ke­lig in­ter­es­se og alt at vin­de i net­op den­ne gen­si­di­ge ra­di­ka­li­se­ring?

Hvis ja, tror jeg og­så, at der sta­dig er en chan­ce for, at mo­de­ra­te men­ne­sker af al­le tros­ret­nin­ger, na­tio­ner, kul­tu­rer og po­li­ti­ske over­be­vis­nin­ger vil kun­ne ta­ge vo­res ver­den til­ba­ge fra ek­stre­mi­ster af en­hver art – og, om nød­ven­digt, fra vo­res egen va­er­ste in­dre svi­ne­hund – og at­ter be­gyn­de at le­ve sam­men i fa­el­les fred og for­dra­ge­lig­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.