Sur­re­el­le spra­ek­ker

Mid­delal­der­tro. Ag­nes Slott-Møl­ler er snub­len­de ta­et på kitsch. Men fry­de­fuld er ARoS’ udstil­ling li­ge­godt.

Weekendavisen - - Kultur - Af JA­COB WAMBERG

Jeg må in­drøm­me det. Jeg gri­bes af ny­del­se, som jeg be­va­e­ger mig gen­nem ARoS’ nyåb­ne­de udstil­ling af Ag­nes Slott-Møl­lers ma­le­ri­er – men en ny­del­se af let­te­re for­budt og skam­fuld art. Lidt som at gi­ve ef­ter for co­la­trang ef­ter at ha­ve druk­ket år­gangs­rød­vin. El­ler smug­kig­ge i et po­r­noblad i det of­fent­li­ge rum.

For hold da op, hvor er de ta­et på kitsch, dis­se mid­delal­der­ligt na­tio­nalsva­el­gen­de re­tro­bil­le­der, der for en stor del er ma­let sam­ti­dig med og navn­lig sinds­svagt la­en­ge ef­ter, at de­res ud­løbs­da­to var er­kla­e­ret af de man­ge pro­g­res­sivt stem­te kol­le­ger, som den strids­lyst­ne kunst­ner ger­ne ska­end­tes med, fra re­a­li­stisk bon­de­ma­len­de fyn­bo­er til ab­stra­he­ren­de mo­der­ni­ster. Og så al­li­ge­vel: midt i ma­le­ri­er­nes til­sy­ne­la­den­de så ar­ti­ge vi­su­a­li­se­ring af mid­delal­der­ligt forta­el­le­gods – fra dan­ske fol­ke­vi­ser til ed­da­dig­te – ma­er­ker man nog­le un­der­li­ge strejf af frem­med­gjort­hed, hvis ik­ke li­ge­frem sur­re­a­lis­me, som gør de­res aka­ve­de uti­dig­hed sa­ert tids­sva­ren­de. Ufor­klar­ligt tom­me ud­blik mod ha­vet el­ler sko­ven åb­ner sig bag forta­el­lin­ger­nes hel­te­mo­di­ge fi­gu­rer. Og fi­gu­rer­ne selv sy­nes of­te at stiv­ne tra­e­ag­tigt, som an­fal­des de af en Ham­let-lig­nen­de tvivl over den stor­lad­ne, na­tio­nal­hi­sto­ri­ske mis­sion, de så di­dak­tisk er sat til at il­lu­stre­re.

Med ge­n­eks­po­ne­rin­gen af den­ne bizar­re ener i dansk kunst er ARoS rig­tig­nok tro mod sin smags­rysten­de linje, der sidst fo­ku­se­re­de på J.F. Wil­lum­sens grel­le sen­va­erk.

En kort over­gang var Ag­nes Slott-Møl­ler el­lers gnid­nings­frit i pagt med sin tid. Hen imod 1800-tal­lets slut­ning bred­te sig en des­pe­ra­tion over den ud­huling af al­le va­er­di­er, som in­du­stri­a­li­se­rin­gen og den al­min­de­li­ge verds­lig­gø­rel­se hav­de med­ført.

Kun­stens mod­svar var sym­bo­lis­men, der ge­nindstif­te­de et lit­te­ra­ert ba­se­ret idé­gods, så den ny­li­ge vin­der, re­a­lis­men, blev pres­set af bå­de or­na­men­ter og foru­ro­li­gen­de fa­bu­la­tion. Sam­men med kol­le­ger som Wil­lum­sen, Jo­han Ro­h­de og Vil­helm Ham­mers­høi var Ag­nes Slott-Møl­ler (1862-1937) og hen­des mand, Ha­rald, dan­ske front­fi­gu­rer i ska­bel­sen af den­ne me­ta­fy­sisk hungren­de be­va­e­gel­se.

I pro­test mod de kon­ser­va­ti­ve ad­gangs­krav til Char­lot­ten­borg etab­le­re­de de i 1891 Den Frie Udstil­ling, en dansk va­ri­ant af den fran­ske Sa­lon des Re­fusés.

Ag­nes Slott-Møl­lers uaf­ha­en­gig­hed un­der­stre­ge­des al­le­re­de af, at hun som kvin­de­lig kunst­ner hav­de va­e­ret for­ment ad­gang til Kun­sta­ka­de­mi­et og hav­de måt­tet im­pro­vi­se­re sin egen ma­ler­sko­le for kvin­der med først P.S. Krøy­er, så hen­des snar­li­ge ae­g­te­mand, Ha­rald, som la­e­re­re, og li­vet igen­nem for­blev hun for­ka­em­per for kvin­dens ret­tig­he­der.

Det for­hin­dre­de imid­ler­tid ik­ke, at hen­des kunst­ne­ri­ske op­rør blev ra­di­kalt til­ba­ge­sku­en­de. Ved at gen­frem­dra­ge na­tio­nens rød­der i den mid­delal­der, som al­le­re­de ro­man­ti­ker­ne hav­de sva­er­met for, og som me­get prak­tisk hav­de den krist­ne tro som del af pak­ken, skul­le kul­tu­ren gen­til­fø­res ånd og be­fri­es for ni­hi­lis­me.

Det kun­ne lig­ne en for­sin­ket ind­fri­el­se af kunst­hi­sto­ri­ke­ren N.L. Høy­ens drøm om et op­byg­ge­ligt hjem­stavns­ma­le­ri, men sna­re­re end dansk gul­dal­der trak Ag­nes Slott-Møl­ler på de en­gel­ske pra­er­a­fa­e­lit­ter, der i 1800-tal­lets mid­te føl­te le­de over den he­densk stem­te høj­re­na­es­san­ce og dens ud­lø­be­re i fer­nis­mørk­net klas­si­cis­me. Som pra­er­a­fa­e­lit­ter­nes tro­fa­ste, men en­som­me dan­ske di­scipel ma­ne­de hun til for­ny­et from­hed og sam­ti­dig en dis­se­ke­ren­de na­tu­ra­lis­me, der byg­ge­de på en egent­lig ret una­tio­nal co­ck­tail af go­tisk sen­mid­delal­der, 1400-tal­lets »pri­mi­ti­ve« ita­li­e­ne­re og så en­kel­te indslag af dan­ske lands­by­kir­ker og slot­te.

Så mens mo­der­ni­ster­ne vred ha­en­der­ne af led for at fin­de sam­tids­sva­ren­de ud­tryk, der kun­ne mat­che stor­by­li­vets vrim­mel og ma­ski­ner­nes larm, for­svandt Ag­nes Slott-Møl­ler i et for­drømt fol­ke­vi­se­u­ni­vers af brynje­kla­ed­te rid­de­re, prin­ser med pa­ge­hår, melan­kol­ske jom­fru­er, bal­dakin­da­ek­ke­de for­sam­lin­ger, bro­lag­te her­re­gårds­plad­ser og sol­ned­gan­ge over hyl­de­kla­ed­te dan­ske som­mera­gre – det he­le ind­fat­tet i overdå­digt ud­skår­ne og of­te bog­stav­for­si­re­de ram­mer, der end­da har få­et ek­ko i hjør­ne­r­ne af ARoS’ de­li­kat far­velag­te ud­stil­lings­va­eg­ge. Med dis­se hånd­gjor­te ram­mer, der flet­ter sig ulø­se­ligt sam­men med de na­tu­ra­li­sti­ske bil­le­der, de ind­fat­ter, gav Slott-Møl­ler end­nu en ma­ve­pu­ster til in­du­stri­en, so­lidt støt­tet af yder­li­ge­re en en­gelsk al­li­e­ret, den ma­skin­stormen­de Arts and Crafts-be­va­e­gel­se.

Ta­get for på­ly­den­de hand­ler pro­jek­tet om at bja­er­ge na­tio­nal­hel­te og -hel­tin­der fra Mid­delal­de­rens dyb og der­med kom­pen­se­re for ri­gets ny­li­ge slan­ke­kur.

Den arm­brøst­ba­e­ren­de Ni­els Eb­be­sen på en gi­ga­he­st i et sneplet­tet jysk land­skab (1893-94), der diskret kun­ne min­de om hans net­op over­stå­e­de drab på den hol­sten­ske grev Gert og der­med lin­dre det frem­de­les trau­ma­ti­ske tab af her­tug­døm­mer­ne fra 1864.

Val­de­mar Sejr, der over ad­skil­li­ge ka­em­pela­er­re­der (1927-34) og ind­fat­tet af mon­strøst op­for­stør­re­de ita­li­en­ske mi­ni­a­tu­re­or­na­men­ter gen­nem­går sin kristus­ag­ti­ge ska­eb­ne, blandt an­det i kamp med den ju­das­lig­nen­de for­ra­e­der, grev Hen­rik af Schwe­rin. Og så selv­føl­ge­lig al­le de tapre, men of­te tragi­ske kvin­de­skik­kel­ser, som of­te sy­nes at va­e­re på­ført Ag­nes’ eget smuk­ke kon­tra­fej: Li­den Kir­sten, Fru Met­te, Gud­run, El­se, Ag­ne­te, Bli­de­lil, dron­ning Mar­gret­he.

Stry­ges de imid­ler­tid blot med hå­re­ne, er ma­le­ri­er­ne og­så va­el­dig let­te at kapre som for­bil­le­der for vor tids høj­re­po­pulis­me – li­ge­som dan­ske na­tio­nalso­ci­a­li­ster hav­de et godt øje til dem i 1930rnes slut­ning.

Vil Alex Ahrendt­sen, Dansk Fol­ke­par­tis ny­rin­da­li­sti­ske kul­tu­r­ord­fø­rer, ik­ke ba­re knu­sel­ske dem? Så hav en­de­lig an­ten­ner­ne ude for bil­le­der­nes selv­mod­si­gel­ser, der al­le­re­de in­de­fra punk­te­rer hel­te­fejrin­ger­ne med pas­sen­de do­ser skam. Det fla­de rum, der pres­ser én så ta­et på klos­ter­mu­ren med tra­e­er og ro­sen­bu­ske, at man umu­ligt kan tro, at jun­ker Lau­e­ris og hans an­gi­ve­ligt så kri­ge­ri­ske sven­de snart vil slå til og ne­dri­ve den selv­sam­me rø­de mur (1899). Det sur­re­el­le mis­match mel­lem en or­dent­ligt syg hr. Oluf i et trangt, mur­sten­sind­fat­tet vin­due og så te­le­blik­ket mod et gråvej­r­sto­net fjord­land­skab i bag­grun­den (1895).

Gad vi­de, om Ag­nes Slott-Møl­ler hav­de blot den mind­ste be­vidst­hed om dis­se spra­ek­ker i sit sel­ver­kla­e­ret så op­byg­ge­li­ge fore­ha­ven­de, el­ler var bil­le­der­ne klo­ge­re end hun?

Et lil­le gran sel­viro­ni kan må­ske spo­res ved ud­gan­gen af ud­stil­lin­gen, hvor to sto­re tab­leau­er fra Oden­se Te­a­ter (1916-17) af­slø­rer sig selv som te­a­te­ro­p­fø­rel­ser på rustik­ke tra­es­ce­ner. Mens det ene vi­ser et van­ligt par mid­delal­de­rel­sken­de – Hag­barth og Sig­ne – i den li­ge så van­li­ge dan­ske som­me­ri­dyl, er det an­det på højst aty­pisk vis vi­et en sam­ti­dig op­fø­rel­se af en Hei­berg-vau­de­vil­le.

Kom­plet med dan­ne­brogs­flag, øl­fla­ske, en fed­la­den dan­ser med har­lekin­møn­stret ma­ve og cir­ku­stelt i bag­grun­den kun­ne det fo­re­gri­be Pe­ter Carl­sens ma­le­de pa­ro­di på dansk po­pulist­kul­tur fra 2009, hvor en tyk­ma­vet Vil­ly fø­rer fol­ket. Men iro­ni­en er nok øn­sket­a­enk­ning.

Ag­nes Slott-Møl­ler: Hel­te og hel­tin­der, ARoS, ka­ta­log med in­struk­ti­ve tek­ster af Iben Over­gaard, Lis Møl­ler og Jakob Veng­berg Se­vel, til 6. ja­nu­ar.

FOTO: RINGSTED RÅDHUS OG OLE AKHØJ

Ag­nes Slott-Møl­ler, Kong Val­de­mars bryl­lup med Dron­ning Dag­mar, 1932.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.