Po­e­tisk li­cens

Den sid­ste film om Af­de­ling Q er den bed­ste. Den kulør­te fik­tion kom­mer fuldt til sin ret. KORREKTUR: ANNE STUMMANN

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GREEN JEN­SEN LAYOUT: AN­DREAS PERETTI

Jour­nal 64. In­str.: Chri­stof­fer Boe. Ma­nus: Nikolaj Ar­cel, Bo hr. Hansen, Mik­kel Nør­gaard. Foto: Ja­cob Møl­ler. 120 min. Dan­mark 2018. 135 bi­o­gra­fer.

Tre mu­mi­fi­ce­re­de lig bli­ver fun­det i en ma­ka­ber op­stil­ling bag va­eg­gen i en lej­lig­hed på Dos­se­rin­gen i Kø­ben­havn. Det er to ma­end og en kvin­de. Der er gjort plads til en fjer­de ga­est. De har sid­det der i man­ge år. De­res af- og ud­skår­ne kønsor­ga­ner er lagt i syl­te­kruk­ker med sprit.

Først tror Bak fra de øv­re eta­ger på Po­li­ti­går­den, at han skal ha­ve lov at for­klud­re ef­ter­forsk­nin­gen, men na­tur­lig­vis er det gro­te­ske tab­leau en sag for Af­de­ling Q, som hol­der til i ka­el­de­ren. »Der står jo Af­de­ling Q med tryk­te bog­sta­ver hen over det bil­le­de,« si­ger po­li­ti­chef Marcus Ja­cob­sen (Søren Pil­mark), da han ta­ger sa­gen fra Bak og gi­ver den til Carl Mørck.

Me­di­er­ne ko­ger af nys­ger­rig­hed. Der bli­ver hur­tigt truk­ket trå­de, som fø­rer opad og ind i syste­met til fer­ti­li­tets­spe­ci­a­li­sten Curt Wad, der dri­ver kli­nik­ken og forsk­nings­cen­tret Da­ne­vang.

Fra pro­lo­gen ved pu­bli­kum al­le­re­de, at sa­gen be­gynd­te i 1961. En pi­ge ven­te­de barn med sin fa­et­ter og blev sendt til kvin­de­an­stal­ten på Spro­gø, hvor syste­met – med fa­mi­li­er­nes samtyk­ke – an­brag­te løs­ag­ti­ge un­ge kvin­der med di­ag­no­sen »moralsk ånds­svag­hed«.

»Er du dum el­ler li­der­lig?« bli­ver Ne­te Hansen (Fan­ny Bor­nedal) spurgt ved an­kom­sten. Det er net­op en yn­gre Curt Wad, som re­ge­rer på ste­det, as­si­ste­ret af sy­geple­jer­sken frø­ken Char­les (Lu­i­se Skov), som er les­bi­sk. Spro­gø er sin egen ver­den. Pi­ger­ne an­gi­ver hin­an­den og drik­ker bul­m­eurt for at bli­ve hø­je. Der er vold­ta­egt og tvangs­ste­ri­li­se­ring.

Til­ba­ge i nu­ti­den får Mørck og hans mak­ker, As­sad, be­sked på at tra­e­de med va­re. De skal be­hand­le Curt Wad an­sta­en­digt. Wad sør­ge­de for, at Marcus Ja­cob­sen og hans hu­stru blev fora­el­dre. Hvor­dan ha­en­ger det nu sam­men med de ano­ny­me abor­ter, som Wad fo­re­ta­ger på un­ge mus­lim­ske kvin­der? Hvor­for bli­ver Mørck og As­sad an­gre­bet af de­res eg­ne? Hav­de op­syns­man­den Brandt (Ni­co­las Bro), som vir­ke­de nør­det og pa­ra­noid, al­li­ge­vel ret i sin kon­spira­tions­te­o­ri? Det ved vi jo, at han hav­de. Men Mørck og As­sad ved det ik­ke end­nu. Og hvem er egent­lig kvin­den, som sid­der i Spa­ni­en og ser dan­ske nyhe­der på sin iPad?

Jour­nal 64 fra 2011 var den fjer­de ro­man i Jus­si Ad­ler-Ol­sens be­røm­me­de se­rie om Af­de­ling Q, hvor vi­cepo­li­ti­kom­mis­sa­er Carl Mørck, en ens­pa­en­der af Guds nå­de, hans as­si­stent As­sad, som er »af an­den et­nisk her­komst« og se­kre­ta­e­ren Ro­se Knud­sen ta­ger sig af hen­lag­te sa­ger.

For­fat­te­ren har skre­vet tre bø­ger me­re, se­ne­st Sel­fies fra 2016. Bind ot­te er un­der­vejs. Al­li­ge­vel bli­ver Chri­stof­fer Bo­es fil­ma­ti­se­ring af Jour­nal 64 den sid­ste i se­ri­en med Nikolaj Lie Kaas, Fa­res Fa­res og Jo­han­ne Lou­i­se Sch­midt i de tre ho­ved­rol­ler. Ik­ke for­di fil­me­ne ik­ke bli­ver set, men for­di kon­trak­ten mel­lem Zen­tro­pa og Ad­ler-Ol­sen ud­lø­ber. Jour­nal 64 vil me­re end de før­ste tre hi­sto­ri­er, som dy­best set »ba­re« gri­ber fat i ak­tu­el­le over­skrif­ter og flyt­ter rundt på ge­ne­ri­ske grund­ele­men­ter. Jeg har sat gå­seøj­ne om »ba­re«, for det er in­gen rin­ge be­drift at ska­be en se­rie, der skil­ler sig ud i en over­rendt gen­re.

Der er en ny hi­sto­risk grun­dig­hed, og der er ae­g­te in­dig­na­tion i be­skri­vel­sen af de over­greb, som fandt sted på kvin­de­hjem­met og de øv­ri­ge Kel­ler­ske An­stal­ter. Der er isa­er en kri­tik af et men­ne­ske­syn. For Ad­ler-Ol­sen er der in­gen for­skel på »ar­ve­hy­giej­ne« og »ra­ce­hy­giej­ne«.

AN­DRE har skre­vet om kvin­de­hjem­met. Vi­be­ke Marx gør det i ro­ma­nen Skyg­ger fra Spro­gø (2007). Sa­lig An­dreas P. Nielsen fra Dra­esi­ne­ban­den gjor­de det først i en sang og så i to ro­ma­ner om spro­gø­pi­gen Ci­ce­ro­ne. Bir­git Kir­ke­ba­ek gi­ver i fag­bo­gen Let­fa­er­dig og løs­ag­tig – kvin­de­an­stal­ten Spro­gø 1923-1961 en ba­lan­ce­ret gen­nem­gang, hvor der og­så er plads til po­si­ti­ve hi­sto­ri­er. Men Jus­si Ad­ler-Ol­sen gør det vir­ke­ligt. Jeg kend­te ik­ke spro­gø­hi­sto­ri­en, før jeg til­fa­el­digt hør­te Ad­ler-Ol­sen forta­el­le i ra­dio­en. Jeg hav­de hel­ler ik­ke hørt om grøn­land­ske børn, der skul­le tvin­ges til dansk­hed, før jeg så Lou­i­se Fri­ed­bergs Eks­pe­ri­men­tet (2010). Jeg hav­de hørt, at drengene fra bør­ne­hjem­met God­havn vil­le ha­ve en of­fi­ci­el und­skyld­ning, men bag­grun­den blev først klar, da jeg så Jes­per W. Ni­el­sens Der kom­mer en dag (2016). Kulørt fik­tion kan med an­dre ord spre­de bud­ska­bet bed­re. Det hi­sto­ri­ske ek­sem­pel er mi­ni­se­ri­en Ho­lo­caust (1978). Det gi­ver ik­ke for­fat­te­ren el­ler film­ska­be­ren car­te blan­che til at dig­te i fla­eng – men det gi­ver dem en vis po­e­tisk li­cens. Dén bru­ger Jour­nal 64 ret for­nuf­tigt. Fil­men be­gyn­der med im­po­ne­ren­de bil­le­der, som ven­der ver­den på ho­ve­d­et, mens Frank Si­na­tra syn­ger »Sum­mer Wind«. Vi er på Dra­gør Strand i 1961, og Ne­te lø­ber sin fa­et­ter Ta­ge i mø­de. De er sam­men i bi­len, og al­ting er godt, indtil den vre­de far hen­ter sin dat­ter. San­gen er skre­vet i 1966, men ana­kro­nis­men må va­e­re til­sig­tet. I hvert fald sa­et­ter den stem­nin­gen fint. Der er langt fra ly­den af ny fri­gjort­hed til de fug­ti­ge cel­ler i an­stal­tens ka­el­der, hvor in­gen kan hø­re pi­ger­ne skri­ge. Der er fo­re­ta­get en del mo­der­ni­se­ring. Ge­ne­relt er tids­ram­men ryk­ket frem. I bo­gen er Carl Wad for­mand for det na­e­sten ny­na­zi­sti­ske par­ti Re­ne Li­ni­er. Det bli­ver i fil­men til net­va­er­ket Kold Vin­ter, og pro­jek­tet er vink­let i ret­ning ad mi­gra­tions­pro­ble­ma­tik­ken.

DA fil­men be­gyn­der, har As­sad søgt for­flyt­tel­se. Mørck, som per­so­ni­fi­ce­rer sit navn, vil ik­ke la­de sig ma­er­ke med, at han kom­mer til at sav­ne As­sad. Han åb­ner fil­men med at af­vi­se al­le kol­le­ger, der ra­ek­ker ud i ven­lig­hed. Han bi­der ad kvin­den, som nyn­ner i kan­ti­nen, for »det hér er fak­tisk en ar­bejds­plads!« Før sa­gen gi­ver ham no­get at gå op i, af­re­a­ge­rer Mørck ved at slås. En ro­ck­er bli­ver ban­ket i as­fal­ten. Det fø­les godt, for­nem­mer man.

Carl Mørck er et for­søg på at ska­be en tro­va­er­dig dansk noir-helt. Der er og­så lidt fra­skilt svensk kom­mis­sa­er i fi­gu­ren, og part­ner­ska­bet med As­sad knyt­ter an til den bri­ti­ske tv-mo­del. Det for­enk­le­de sam­funds­syn lig­ner ver­dens­bil­le­det fra misan­tro­pi­ske teg­ne­se­ri­er for voks­ne. Det er sagt i stor ka­er­lig­hed og ment som en halv kom­pli­ment. Alan Mo­o­re kun­ne ha­ve skre­vet så­dan no­get hér. Ad­ler-Ol­sen er gam­mel teg­ne­se­ri­e­eks­pert. Han kom­mer fra det sam­me uni­vers. Kaas og Fa­res ram­mer at­ter to­nen, som de skal. An­ders Hove er den ar­ro­gan­te Curt Wad. »Sig mig ... sid­der du dér og gi­ver na­er­mest dig selv et mo­tiv?« si­ger Mørck in­dig­ne­ret. I 1961-af­snit­te­ne bli­ver Wad spil­let af El­li­ott Cros­set Hove, der spil­le­de ho­ved­rol­len i Vin­ter­brød­re. Bir­t­he Ne­u­mann er kun med i fem mi­nut­ter, men hun og Kaas op­fø­rer sam­men en na­en­som og min­de­va­er­dig sce­ne, hvor alt bli­ver for­kla­ret.

Jour­nal 64 er en flot, sy­stem­kri­tisk kri­mi. Den flyt­ter ik­ke film­kun­stens gra­en­ser, men kon­cen­tre­rer sig om at gå dybt i gen­ren og gø­re det for­nød­ne godt. Chri­stof­fer Boe – som ko­ket­te­rer med at kal­de sig

Hr. Boe – har sa­er­lig sans for ar­ki­tek­tu­ren. Han brug­te Kø­ben­havn som en med­spil­ler bå­de i Recon­struction og Al­le­gro. Her bli­ver Po­li­ti­går­den og Ny Carls­berg Glyp­to­tek til fan­ta­sti­ske kon­struk­tio­ner i sne­en. Fil­men ved, at den er den sid­ste i se­ri­en – for nu. Så Mørck får lov at blø­de op. Han skal net­op til at­ter at mel­de sig ind i det men­ne­ske­li­ge fa­el­les­skab, da fil­men for­la­der sit uni­vers.

Det er fint lagt til ret­te og rig­tig godt spil­let. Jour­nal 64 er kulørt fik­tion fra den øver­ste skuf­fe. Og­så dét er sagt i ka­er­lig­hed. Hr. Boe sig­ne­rer med et skud af ca­fe­en set ude­fra, i et kran­bil­le­de, som løf­ter sig op. Det er Edward Hop­per­skud­det af Nigh­t­hawks at the Di­ner. Al­le har grund til at gla­e­de sig over en gen­nem­ført dansk gen­re­film.

FOTO: NOR­DISK FILM

Nikolaj Lie Kaas som Mørck i Jour­nal 64, der er en flot sy­stem­kri­tisk kri­mi. Den flyt­ter ik­ke film­kun­stens gra­en­ser, men kon­cen­tre­rer sig om at gå i dyb­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.