Det smi­len­de men­ne­ske

Ras­mus Bo­toft er emi­nent som den upå­vir­ke­li­ge an­ti­helt i Svejk. Men den su­sen­de ef­fek­ti­ve is­ce­nesa­et­tel­se skur­rer for lidt.

Weekendavisen - - Kultur - Af ASKER HEDEGAARD BOYE

Nør­re­bro Te­a­ter. Svejk. Ma­nuskript: Co­lin Te­e­van. In­struk­tion, over­sa­et­tel­se og be­ar­bejd­ning: Pe­ter Schrø­der. Sceno­gra­fi og kostu­mer: Sven Da­hl­berg. Koreo­gra­fi: Kas­per Ravn­høj. Mu­sik: Fuzzy. Til 17. novem­ber.

er fin­des kunstva­er­ker, som le­ve­rer et så gla­s­klart, en­kelt og dog slå­en­de per­spek­tiv på til­va­e­rel­sen, at de al­tid vil ha­ve en ny­fal­den frisk­hed over sig.

Så­dan er det med tjek­ki­ske Ja­roslav Hašeks ufa­er­di­ge fi­re­binds­ro­man Den go­de sol­dat Svej­ks even­tyr (1923) om den sel­ska­be­li­ge hund­e­hand­ler, der har held med at ud­for­dre de to­ta­li­ta­e­re au­to­ri­te­ter på sin helt egen smi­len­de fa­con. I snart hund­re­de år har den but­te­de sol­dat, ik­ke mindst i hjem­lan­det Tjek­ki­et, stå­et som bil­le­det på det lil­le men­ne­skes af­va­eb­nen­de mod­stand mod syste­met; an­ti­hel­ten, der en­der som helt.

Svej­kis­men er ak­tu­el til al­le ti­der: Der er al­tid en uri­me­lig krig, en skin­ger de­ma­gog, al­tid en dy­ne af frygt, der skal luf­tes. Så­dan var det i mel­lem­krig­sår­e­ne, da Hašek skrev sin ro­man, og så­dan var det i 1943, da Ber­tolt Bre­cht skab­te sin sta­er­ke gen­forta­el­ling, Svejk i An­den Ver­denskrig. Og så­dan er det sø­re­me og­så i dag. På Nør­re­bro Te­a­ter har Pe­ter Schrø­der is­ce­ne­sat klas­si­ke­ren på bag­grund af den ir­ske dra­ma­ti­ker Co­lin Te­e­vans ma­nuskript fra

D1999. Val­get af Te­e­van gi­ver god me­ning. I hans replik­ker og san­ge, som Schrø­der har over­sat glim­ren­de, be­fa­e­stes bå­de hu­moren og po­esi­en i Hašeks va­erk.

VI be­gyn­der med be­gyn­del­sen på Før­ste Ver­denskrig, hvor Svejk (Ras­mus Bo­toft) an­kla­ges for at ha­ve myr­det den østri­gun­gar­ske ae­r­ke­hertug Franz Fer­di­nand for si­den at bli­ve er­kla­e­ret som idi­ot på ga­le­an­stal­ten. Et stem­pel, der lig­ner et adels­ma­er­ke i en ver­den af magtsy­ge ky­ni­ke­re. Svejk bli­ver an­sat som op­pas­ser for den for­d­ruk­ne felt­pra­est Ot­to Katz (Tom Jen­sen) og si­den den be­k­lem­te løjt­nant Lukas (Car­sten Svend­sen), der ik­ke bry­der sig om at straf­fe si­ne un­der­ord­ne­de, »men det er jo ha­e­ren!«

Svejk in­d­rul­le­res i det østrig-un­gar­ske lan­de­va­ern, hvor den sky­de­ga­le løjt­nant Dub (Jes­per Gro­th) spre­der skra­ek og ra­ed­sel. Men selv­føl­ge­lig kom­mer og­så han til kort over for vor tro­skyl­di­ge, evigt fa­bu­le­ren­de helt, der bog­sta­ve­ligt talt og na­ep­pe helt ufor­va­ren­de kom­mer til at snak­ke Dub til dø­de. Net­op den­ne mu­lig­hed – at den en­fol­di­ge i vir­ke­lig­he­den er den klo­ge – er fo­re­stil­lin­gens ner­ve og ba­e­res sublimt af Bo­toft helt frem til den af­slut­ten­de sam­ta­le i skyt­te­gra­ven: Løjt­nant Lukas spør­ger sin smi­len­de op­pas­ser, om ik­ke han gi­der »at få det ånds­sva­ge ud­tryk tør­ret af fja­e­set«? Og så Svej­ks udø­de­li­ge replik, la­det med en la­ko­nisk hu­ma­nis­me, der sta­dig kan få hå­re­ne til at rej­se sig: »Mel­der, hr. løjt­nant. Nej, det vil jeg ik­ke.« Men­ne­sket kan al­drig re­du­ce­res til et in­stru­ment. Bo­tofts Svejk er umid­del­bar og dog smart – upå­vir­ket, men al­drig hjer­te­løs. Han er bar­net, der ik­ke kan la­de va­e­re med at tra­ek­ke i nød­brem­sen på to­get.

Han skal li­ge se, om den vir­ker ... Når han er fra­ek, er han det i en god me­ning, og når han gør godt, sker det med en fri­mo­dig fra­ek­hed. Som da han skaf­fer løjt­nant Lukas en hund, der til­hø­rer den bryske ge­ne­ral Kraus (Ul­la Hen­nings­en).

Ved han ik­ke ud­ma­er­ket, hvad han gør? Dansk te­a­ter­hi­sto­rie er rig på Svejk-ver­sio­ner, nog­le bed­re end an­dre. Med sin emi­nen­te pra­e­sta­tion skri­ver Bo­toft sig ind i ra­ek­ken af de stør­ste: Carl Al­strup (Fø­nix Te­a­tret, 1930), Hen­ning Mo­ritzen (Det Kgl. Te­a­ter, 1968) og ik­ke mindst Tom­my Ken­ter i Pe­ter Lang­dals Bre­cht-ver­sion på Bet­ty Nan­sen Te­a­tret i 1993. Schrø­de­rs is­ce­nesa­et­tel­se er ferm. Te­e­vans ma­nuskript er et vir­var af kom­po­nen­ter, der nemt vil­le ha­ve spa­endt ben for en min­dre dre­ven in­struk­tør.

Nør­re­bro Te­a­ters Svejk er na­e­sten fil­misk i sin strøm­li­ne­de af­vik­ling af de man­ge små, kon­den­se­re­de sce­ner i Sven Da­hl­bergs va­egt­lø­se sceno­gra­fi. Re­k­vi­sit­ter­ne ha­en­ger op­pe un­der ta­get og kur­res ef­fek­tivt ned på gul­vet via smal­le skin­ne­le­ge­mer på sce­nens to si­der. Ba­gerst flim­rer sort-hvi­de film­klip fra for­ti­dens Prag.

Og­så de med­vir­ken­de su­ser ind og ud af de­res fi­gu­rer. Ste­en Stig Lom­mer når at spil­le ot­te rol­ler! De la­eng­ste sce­neskift gi­ver plads til den ap­plaus, Schrø­der ved kom­mer. Men den fuld­sta­en­di­ge nøj­ag­tig­hed er sam­ti­dig en spa­en­de­trø­je, der lå­ser Hašeks un­der­fun­di­ge, of­te gro­te­ske hu­mor. Der er sce­ner, som er alt for op­byg­ge­li­ge. Svejk og den un­ge kvin­de Katy (Sa­ra Vik­to­ria Bjer­re­gaard) hyg­ger sig un­der dy­nen og får be­søg af løjt­nant Lukas; først fal­der Svejk ud af sen­gen, før han får bug­se­ret sig op igen, så fal­der Lukas ud, og til sidst – da­da – fal­der Katy ud. To ma­end un­der sam­me dy­ne, fnis.

Fo­re­stil­lin­gen er he­le ti­den på nip­pet til at bli­ve for di­dak­tisk. Der be­ta­les med »tjek­ki­ske kro­ner«. Hvor­for ik­ke ba­re kro­ner el­ler koru­na? Her bli­ver hen­sy­net til, at al­le er med, desva­er­re til di­stan­ce. Der er et ele­ment af fa­er­dig­heds­te­a­ter over Nør­re­bro Te­a­ters Svejk: Se, hvad vi kan! Ja, men hvad vil I? Og­så når Asger Re­her tra­e­der ud på sin lil­le bal­kon som ban­den­de og svov­len­de Sankt Pe­ter i hvi­de ge­vand­ter, bli­ver bra­en­den­de sa­ti­re til gar­vet revy. Det er ik­ke dår­ligt, men det skur­rer for lidt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.