Det fo­re­går i Spa­ni­en

Mozarts Fi­ga­ros bryl­lup på Gam­le Sce­ne og Ver­dis Tru­ba­du­ren på Ope­ra­en på Hol­men. Ska­eg og bal­la­de mø­der spø­gel­ser og åben ild.

Weekendavisen - - Kultur - Af PE­TER JOHANNES ERICHSEN LAYOUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

e bør stra­ek­ke hals ef­ter Ver­dis ope­ra La Travi­a­ta, der

17. novem­ber kom­mer op på Mal­mø Ope­ra med den fran­ske sop­ran Pa­tri­cia Pe­ti­bon i ti­tel­par­ti­et som de­mi­mon­den Vi­o­let­ta.

I sid­ste uge var hun her i Kø­ben­havn med en an­der­le­des fransk fri­stel­se som so­list i Fran­cis Pou­len­cs dril­ske og ja­zze­de Gl­o­ria med DR Kon­cert­ko­ret og DR Sym­fo­niOr­ke­stret un­der le­del­se af di­ri­gen­ten Loren­zo Vi­ot­ti.

Den vil­tre rød­hå­re­de san­ge­r­in­de har va­e­ret her før og har et skønt ima­ge som hu­mør­fyldt spas­ma­ger, men hun blev en­ke, da hen­des mand, ja­zzvi­o­li­ni­sten Di­di­er Lo­ck­wood dø­de i fe­bru­ar i år. Ef­ter en pe­ri­o­de med af­lys­nin­ger er 48-åri­ge Pa­tri­cia Pe­ti­bon igen i vi­gør og be­rejst.

Rol­len som Vi­o­let­ta er hen­des Ver­di­de­but, kar­ri­e­ren har hidtil va­e­ret kro­net af for­nem­me ba­rokind­spil­nin­ger. Når hun nu tri­ner frem på DR Kon­cert­hu­sets pla­teau, er det i sort bro­ka­dekjo­le og med en hvirv­len­de hen­gi­ven­hed i sin sang, som var det en af ma­le­ren Bot­ti­cel­lis jag­te­de, for­bla­e­ste kvin­der, der fik et kortva­rigt asyl, før evig­he­den at­ter kald­te.

I Pou­len­cs re­li­gi­øse karsk­hed ven­der Pa­tri­cia Pe­ti­bon an­rå­ben­de sit an­sigt mod det him­mel­ske og lig­ner en ula­e­ge­ligt sø­gen­de sja­el, mens stem­men er ren­hjer­tet krystall­insk. Ved cd-sig­ne­rin­gen bag­ef­ter i pau­sen er det gam­le ka­ek­ke pra­eg til­ba­ge, med vi­dun­der­li­ge rø­de de­sig­ner­bril­ler og hå­ret slå­et ud for al­vor. Om hun i Oli­vi­er Pys is­ce­nesa­et­tel­se i Mal­mø af La Travi­a­ta og­så ba­e­rer bril­ler? Mais oui!

DGIUSEPPE Ver­di på Den Kon­ge­li­ge Ope­ra i Kø­ben­havn er i den­ne sa­e­son re­pra­e­sen­te­ret med op­sa­et­nin­gen af Tru­ba­du­ren i Fran­ci­sco Ne­grins re­gi. En man­ge­si­dig in­struk­tør, som vi isa­er hu­sker for hans for­mi­dab­le lan­ce­ring af Hän­dels bed­ra­ge­ri­ske og bur­le­ske ope­ra Juli­us Ca­es­ar. Ne­grins for­ce har va­e­ret hans fan­ta­si­ful­de til­gang til Ba­rok­kens mester­va­er­ker, kul­mi­ne­ren­de med Hän­dels Or­lan­do på Covent Gar­den med den ufor­lig­ne­li­ge mezzos­op­ran Ali­ce Coo­te i ti­tel­par­ti­et.

Ved ska­eb­nens gun­st pas­se­rer hun

8. ok­to­ber Kø­ben­havn med et lie­der­pro­gram sam­men med pi­a­ni­sten Juli­us Dra­ke i Mo­gens Da­hl Kon­cert­sal.

I en sam­ta­le med Ne­grin kom­mer det frem, at han op­fat­ter den ro­man­ti­ske ope­ra som et svin­den­de fa­eno­men over for ba­roko­pe­ra­ens sva­erm af ari­er til bed­re tek­ster end 1800-tal­lets be­gra­e­de­li­ge me­lodra­ma­er. Al­ler­helst be­ska­ef­ti­ger han sig med nye ope­ra­er. Så­le­des er ur­pre­mi­e­ren på Hans Abra­ham­sens Snedron­nin­gen be­tro­et Ne­grin i 2020.

Ver­dis Tru­ba­du­ren er fan­get i den ga­engse kli­ché, at hand­lin­gen er umu­lig at for­stå. Det er den ik­ke, men ope­ra­en be­står af så man­ge for­tal­te til­ba­ge­blik, at det svim­ler. Som hø­ring be­trag­tet sva­e­ver den mel­lem yderst du­b­i­ø­se ud­sagn, indtil alt kra­ke­le­rer. Ver­dis op­rin­de­li­ge ti­tel, Azu­ce­na, rum­mer hel­dig­vis nøg­len.

Det er nav­net på den sam­men­bid­te si­gø­j­ner­ske, der har op­le­vet sin mors død på bå­let, be­or­dret af den gam­le grev Lu­na. Azu­ce­na har der­for kid­nap­pet den ene af gre­vens søn­ner og smidt bar­net i flam­mer­ne. Blot har si­gø­j­ner­sken i sin fre­ne­ti­ske ha­evn­rus of­ret sit eget barn og op­fo­stret gre­ve­bar­net i ste­det og kaldt ham Man­ri­co.

En livslang ha­evnakt tik­ker af sted. Da Man­ri­co som voksen bli­ver tru­ba­dur, be­sna­e­rer han adelskvin­den Leo­nora. Hun el­skes in­der­ligt af den gam­le grev Lu­nas an­den søn. Blind­ga­en­ger­ne kan be­gyn­de de­res fart mod dø­den.

Til slut hen­ret­ter den nye grev Lu­na sin egen bror til si­gø­j­ner­skens udel­te til­freds­hed. Leo­nora er med til at øde­la­eg­ge det he­le, idet hun ta­ger en for hur­tigtvir­ken­de gift. En­ri­co Caru­so, den be­røm­te­ste af al­le ita­li­e­ner­teno­rer, er­kla­e­re­de, at Il Trova­to­re var den nem­me­ste af al­le Ver­dis ope­ra­er at gi­ve sig i kast med. Man skul­le blot sik­re sig ver­dens fi­re bed­ste san­ge­re. Hel­dig­vis er et så­dant firklø­ver op­stå­et fle­re gan­ge på ind­spil­nin­ger. Mest eksor­bi­tant nok, da Her­bert von Ka­ra­jan rå­de­de over tenoren Fran­co Co­rel­li, baryto­nen Et­to­re Ba­sti­a­ni­ni, sop­ra­nen Leon­ty­ne Pri­ce og mezzos­op­ra­nen Gi­uliet­ta Si­mio­na­to. Så det­te me­lo­di­ø­se me­lodra­ma skul­le kun­ne syn­ge sig hjem, selv­om hand­lin­gen tan­ge­rer vo­la­pyk, men nej. Fran­ci­sco Ne­grin har ha­bi­le san­ge­re i spil, men sceno­gra­fen og kostu­mi­e­ren Lou­is Desiré har få­et stun­der til at la­ve du­pe­re-te­a­ter, det nedrig­ste man kan by­de på, når folk, der ger­ne vil ind i ope­ra­ens ver­den, skal brin­ges til at fø­le sig dum­me, for­di gå­de­fuld­he­der­ne hvirv­ler for­bi i form af kor med af­pil­le­de kra­ni­er, søj­ler de op­tra­e­den­de selv skal skub­be på plads, af­sved­ne gen­fa­erd, bål der blus­ser op som gla­de­li­ge na­tur­gas­fo­re­kom­ster, og et nedsa­en­ket fan­getårn på stør­rel­se med en em­ha­et­te.

Det Kon­ge­li­ge Ka­pel bli­ver ik­ke ild­nen­de di­ri­ge­ret af kore­a­ne­rin­den Eun Sun Kim. Der syn­ges grå­me­le­ret af David Kemp­ster som grev Lu­na, hek­tisk af Diego Ca­va­zzin som Man­ri­co, sørg­mo­digt af Gi­sela Stil­le som Leo­nora og ro­bust af Ran­di Ste­ne som Azu­ce­na. At Tru­ba­du­ren er Ver­dis mest me­lo­di­blom­stren­de ope­ra, san­ses na­ep­pe, og det ni­vel­le­rer og­så operako­ret, at al­le er ble­vet til zom­bi­er.

SÅ er Elisa Kra­gerups liv­tag med Mozarts Fi­ga­ros bryl­lup me­re unikt. Si­den pre­mi­e­ren sid­ste år er de ero­ti­ske po­ler for al­vor ble­vet mag­ne­ti­ske, med sop­ra­nen So­fie Elkja­er Jen­sen i rol­len som Fi­ga­ros til­kom­men­de Sus­an­na, cen­trum for al­les be­ga­er, og mezzos­op­ra­nen Ka­ri Da­hl Nielsen som alt be­ga­ers ud­spring i skik­kel­se af pa­gen Cheru­bi­no. Tje­ne­ren Fi­ga­ro er som øn­sket fra Mozarts si­de ik­ke spor af en skør­teja­e­ger, hus­her­ren grev Al­mavi­va er det ef­ter no­der, og ka­pa­ci­te­ter som Si­mon Duus og Pal­le Knud­sen gør de to baryton­par­ti­er til tan­ke­va­ek­ken­de kom­ple­men­ta­er­stør­rel­ser. Elisa Kra­gerups re­gi sen­der isa­er gre­ven på ko­ste­lig gla­tis, mens den for­søm­te gre­vin­de i sop­ra­nen Si­ne Bund­gaards bå­de sja­el­ful­de og tran­cebår­ne fremto­ning bli­ver den egent­li­ge spi­el­ver­der­ber, da hun til slut for­la­der me­na­ge­ri­et med mini­mal, men ele­gant ba­ga­ge.

Om man no­gen­sin­de i den­ne ver­den får sid­ste akt til at lyk­kes, bla­e­ser i vin­den, for per­so­ner­nes gå­en fejl af hin­an­den i drilsk mør­ke tan­ge­rer cirk­lens kva­dra­tur, men ope­ra­ens knej­sen­de en­sem­b­le, sek­stet­ten i tred­je akt, hvor gre­ven og en ledsa­gen­de spyts­lik­ker brin­ger et gam­melt par i spil for at spa­en­de ben for Fi­ga­ros og Sus­an­nas lyk­ke, er Elisa Kra­gerups tri­umf. Øje­blik­ket spa­en­des op som re­a­li­ty-tv med en ’Her har du di­ne fora­el­dre-tu­mult’.

Bas­sen Mor­ten Stau­gaard og al­ten Johannes Bo­ck som Fi­ga­ros gen­fund­ne far og mor er il­tre og jord­s­lå­e­de på sam­me tid. Tenoren Mi­cha­el Kri­sten­sen som stik­ker­ty­pen Don Ba­si­lio er pa­to­lo­gisk ond. Det var det sted i ope­ra­en, som Mozart selv sat­te hø­jest. Nok kun­ne han skri­ve ari­er, men når så man­ge som mu­ligt sang i mun­den på hin­an­den, var han sa­ligst – og vi med ham.

Hen­lagt til Gam­le Sce­ne og med Con­cer­to Co­pen­ha­gen ja­get derop i en for­bla­est mu­sik­pavil­lon er vi­sio­nen af en ru­sten for­ly­stel­ses­park ef­ter luk­ke­tid i St­ef­fen Aar­fings sceno­gra­fi pro­bat, og rut­sje­ba­nen med Lo­hen­grin-sva­ner en fryd.

Elisa Kra­gerup er ble­vet fan­get frugt­bart af ope­ra­ens tem­pi og fa­er­digtu­ne­de san­ge­re, hvor hun i alt sit te­a­ter­vir­ke el­lers selv su­ve­ra­ent kan stå for gearskif­tet. Di­ri­gen­ten Ale­xis Kos­sen­ko er net­op der­for med stor moro gjort til en flyt­te­lig brik i fo­re­stil­lin­gen.

Tru­ba­du­ren på Den Kon­ge­li­ge Ope­ra på Hol­men er en sam­pro­duk­tion med Ope­ra Mon­te Car­lo og Te­a­tro Re­al i Madrid. Spil­ler til 20. novem­ber. Fi­ga­ros Bryl­lup på Gam­le Sce­ne spil­ler til 21. ok­to­ber. Gl­o­ria med Pa­tri­cia Pe­ti­bon sen­des på DR K søn­dag 14. ok­to­ber.

FOTO: CA­MIL­LA WINTHER

Rut­sje­ba­nen med Lo­hen­grin-sva­ner er en fryd i Elisa Kra­gerups genop­sa­et­ning af

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.