Opråb.

Man­ge ord­blin­de får ik­ke den ret­te hja­elp i sko­len.

Weekendavisen - - Faktisk - Af RØSKVA WÜRTZ

Da Kar­la Vi­cto­ria Eske Sind­by gik i 3. klas­se, be­gynd­te sko­le­da­ge­ne vir­ke­lig at bli­ve sva­e­re. Hver dag skul­le ele­ver­ne sid­de og la­e­se i 20 mi­nut­ter. Mens de an­dre børn hev de­res tyk­ke Har­ry Pot­ter-bø­ger frem, sad Kar­la sta­dig med små ha­ef­ter fra 1. og 2. klas­se.

»Jeg be­gynd­te ba­re at la­de, som om jeg la­e­ste, indtil ti­den var gå­et,« si­ger hun. Den­gang vid­ste Kar­la end­nu ik­ke, at der var en grund til, at la­es­nin­gen var så me­get sva­e­re­re for hen­de. I dag er Kar­la 12 år, og nu ved hun, at hun er ord­blind. Det fik hun at vi­de sid­ste år. Ord­blind­hed gør det sva­e­re­re at la­e­se og skri­ve.

»Jeg sta­ver på lyd,« for­kla­rer hun. »For ek­sem­pel or­det »me­get« – det kom­mer jeg al­tid til at sta­ve m-a-g-e-t.«

Weekend bli­ver til w-i-g-e-n-t, og det gik rig­tig galt en­gang, hvor hun skrev en stil om en kak­tus.

»Pig­ge sta­ves med g, men jeg kom til at skri­ve det med k. Og så be­ty­der det jo no­get helt an­det.« Hun gri­ner højt.

Madop­skrif­ter og vejskil­te

Det an­slås, at cir­ka syv pro­cent af be­folk­nin­gen er ord­blin­de. Det sva­rer til cir­ka to ele­ver i en al­min­de­lig sko­le­klas­se. Man­ge ved det ba­re ik­ke selv. I det he­le ta­get aner de

fle­ste dan­ske­re ik­ke, hvad det vil si­ge at va­e­re ord­blind.

»Det er lidt dumt, at det kal­des for ord­blind­hed, for så tror folk, at jeg ik­ke kan se ord or­dent­ligt. Og det er jo ik­ke det, der er pro­ble­met,« si­ger hun.

Dys­lek­si er den rig­ti­ge be­teg­nel­se. Van­ske­lig­he­den med at la­e­se og skri­ve skyl­des, at der mang­ler nog­le små­bit­te cen­tre i hjer­nen. De cen­tre skul­le el­lers stå for at for­vand­le de skrev­ne ord, som øj­ne­ne ser, til de ly­de, som vi op­fat­ter som sprog. Det går og­så den an­den vej, så ord­blin­des hjer­ner hel­ler ik­ke er så go­de til at la­ve spro­gets ly­de om til bog­sta­ver og ord på pa­pir.

»Jeg skal bru­ge min hukom­mel­se, hver gang jeg skal skri­ve et ord,« for­kla­rer Kar­la.

Der er stør­re ri­si­ko for at va­e­re ord­blind, hvis an­dre i fa­mi­li­en og­så er det, og det ram­mer of­test dren­ge. Til gen­ga­eld har det in­tet at gø­re med sy­net, el­ler hvor in­tel­li­gent man er. Selv­om de fle­ste ord­blin­de er nor­malt be­ga­ve­de, har de sto­re pro­ble­mer, ik­ke kun i dansk­ti­mer­ne.

»Det er sva­ert at la­ve ma­te­ma­tik og føl­ge med i an­dre fag, når man ik­ke kan la­e­se, hvad op­ga­ven går ud på,« for­kla­rer Kar­la.

Det er og­så en stor ud­for­dring at la­e­re en­gelsk med al­le de nye sta­ve­må­der og ord­ly­de. »Og jeg kan hel­ler ik­ke la­e­se un­der­tek­ster på film. Jeg prø­ver ba­re at kig­ge på sku­e­spil­ler­nes kro­p­s­sprog og ga­et­te, hvad det hand­ler om.« Og så er der al­le de si­tu­a­tio­ner i hver­da­gen, hvor man skal la­e­se vejskil­te, op­skrif­ter, ma­nu­a­ler og sms’er.

»Jeg er me­get kre­a­tiv, for det bli­ver jeg nødt til at va­e­re. Jeg kig­ger mest på bil­le­der, når jeg skal la­ve mad el­ler byg­ge no­get, og så im­pro­vi­se­rer jeg ba­re,« si­ger Kar­la og vi­ser sit skab frem.

De fle­ste an­dre af klas­sens ska­be er ba­re grå, men Kar­la har udsmyk­ket sin skab­slå­ge bå­de ud­ven­digt og ind­ven­digt. Hun har selv la­vet små mag­ne­ter med mus­lin­ge­skal­ler og krystal­ler. Med sto­re bog­sta­ver står der skre­vet på en­gelsk: Den må­de du be­hand­ler an­dre på, si­ger me­get om dig.

Kort lun­te

Der gik lang tid, før Kar­la blev te­stet for dys­lek­si. Det var nem­lig mest hen­de selv og hen­des fora­el­dre, som lag­de ma­er­ke til pro­ble­met.

»Min la­e­rer sag­de, at jeg ba­re skul­le ha­ve det sjovt med at gå i sko­le, så skul­le jeg nok la­e­re at la­e­se hen ad vej­en,« si­ger hun og ryster på ho­ve­d­et.

Hun kan sta­dig bli­ve sur af at ta­en­ke på det, for det var ik­ke spor sjovt at gå i sko­le, og der­hjem­me blev hun uven­ner med si­ne fora­el­dre over lek­tier­ne. Der­for var det en ka­em­pe let­tel­se, da hun i 5. klas­se en­de­lig fandt ud af, at hun var ord­blind.

»Før hav­de jeg kort lun­te. Nu har jeg få­et me­get me­re ener­gi og tju­bang,« si­ger hun glad. »Det må va­e­re fryg­te­ligt, hvis det først bli­ver op­da­get, når man er voksen.«

For ny­lig har en un­der­sø­gel­se vist, at man­ge først fin­der ud af, at de er ord­blin­de, når de kom­mer i gym­na­si­et. For et par år si­den blev det el­lers ved­ta­get, at al­le børn har ret til at bli­ve te­stet, hvis der er mi­stan­ke om, at de er ord­blin­de.

Det er hel­ler ik­ke al­le sko­ler, der gi­ver den rig­ti­ge hja­elp. Som ord­blind har man krav på sa­er­lig un­der­vis­ning og for­skel­li­ge hja­el­pe­mid­ler. Kar­la vi­ser sin com­pu­ter frem. Den er fyldt med kli­s­ter­ma­er­ke-emo­jis, som gri­ner og gra­e­der og la­ver gri­mas­ser. På com­pu­te­ren er der sa­er­li­ge pro­gram­mer for ord­blin­de. Med sin te­le­fon kan Kar­la for ek­sem­pel scan­ne en si­de i den Har­ry Pot­ter-bog, hun er ved at la­e­se. Si­den duk­ker så op i pro­gram­met, klar til at bli­ve la­est højt. Når hun selv skri­ver tekst, kan pro­gram­met kom­me med for­slag, hvis hun ik­ke har sta­vet et ord helt rig­tigt. Kar­la får og­så spe­ci­a­lun­der­vis­ning tre gan­ge om ugen. Det bed­ste ved det er at mø­de an­dre ord­blin­de. »Vi har det me­ga­hyg­ge­ligt,« si­ger hun.

Top­mø­de

»Det har vir­ke­lig gjort no­get godt for mig at fin­de ud af, at jeg er ord­blind,« si­ger Kar­la. »Jeg hvi­ler me­get me­re i mig selv, og jeg kan ma­er­ke, at jeg bli­ver bed­re.«

Der­for vil Kar­la ger­ne hja­el­pe an­dre børn med dys­lek­si. I for­å­ret meld­te hun sig til et sa­er­ligt pro­jekt hos Eg­mont Fon­den. He­le 2018 vil fon­den sa­et­te fo­kus på ord­blind­hed, og der­for la­ve­de de et bør­ne­pa­nel og af­holdt et top­mø­de for ord­blin­de børn og un­ge. »Det var op­tur! Jeg var en af de yng­ste, men når jeg snak­ke­de med de an­dre om de­res op­le­vel­ser, så var det pra­e­cis så­dan, jeg selv har det,« si­ger Kar­la.

Sam­men med de an­dre i pa­ne­let kom hun med for­slag til, hvil­ke for­mer for støt­te man har brug for som ord­blind.

»Jeg sy­nes, det er no­get, der skal sa­et­tes me­get stør­re fo­kus på i sko­len,« si­ger hun. »Og til la­e­rer­ne vil jeg si­ge, at de skal hja­el­pe de­res ele­ver og spør­ge dem, hvor­dan de ger­ne vil støt­tes.« Til an­dre ord­blin­de er Kar­las stør­ste råd, at man skal få det sagt højt.

»Jeg kan ik­ke se, hvor­for jeg skul­le va­e­re flov, og jeg sy­nes ik­ke, man skal skju­le det. Hvis du sid­der i en klas­se og er ord­blind, så er der nok en an­den, der og­så er det.« Hen­des egen klas­se har ta­get po­si­tivt imod det. Kar­la var nem­lig så mo­dig, at hun ba­re stil­le­de sig op og for­tal­te det. Nu hep­per klas­se­kam­me­ra­ter­ne na­er­mest, når hun skal la­e­se en sva­er tekst højt i klas­sen. Det be­hø­ve­de hun egent­lig ik­ke, men hun er fast be­slut­tet på at bli­ve bed­re.

»Nog­le bru­ger det som en und­skyld­ning for ik­ke at la­ve no­get i sko­len, og det sy­nes jeg er tar­ve­ligt over for os an­dre ord­blin­de,« si­ger hun. »Al­le har de­res kam­pe, men man kan ik­ke ba­re si­ge, at man ik­ke gi­der og gi­ve op. Det sma­ek­ker ba­re én selv i num­me­ren.« Men hun sy­nes og­så, det er vig­tigt at fin­de no­get helt an­det, man er god til, så man kan hol­de lidt fri fra bog­sta­ver­ne. Kar­la pak­ker sin com­pu­ter sam­men for at gå på weekend. Hun skal til Ber­lin til ka­ra­testa­ev­ne. Kar­la er nem­lig én af Dan­marks bed­ste til ka­ra­te i sin al­ders­grup­pe.

»Når man er ord­blind, så er man vant til at skul­le ka­em­pe hårdt og ik­ke gi­ve op.«

»Min la­e­rer sag­de, at jeg ba­re skul­le ha­ve det sjovt med at gå i sko­le, så skul­le jeg nok la­e­re at la­e­se hen ad vej­en,« forta­el­ler Kar­la. Nu bru­ger hun sa­er­li­ge hja­el­pe­mid­ler som for ek­sem­pel en app, der scan­ner tek­sten og la­eg­ger den ind i et pro­gram, som la­e­ser den højt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.