VERDENS VIGTIGSTE BITING
Både som ung førsteholdsspiller i Silkeborg og i en skadesplaget slutning på spillerkarrieren var Peter Sørensen på vej vaek fra professionel fodbold. Men elitemiljøet og forløsningen af andres potentiale, efter han ikke laengere selv kunne spille, holdt
Islutningen af firserne tog Peter Sørensen fra Sejs/Svejbaek og de to forstadsbyers faelles idraetsforening og en håndfuld km ind til Søholt, hvor Silkeborg IF dengang som i dag hørte til. Det var før, samarbejdsaftaler mellem professionelle klubber og breddeklubber kom på mode, men Peter Sørensen og en håndfuld kammerater ville prøve sig selv af på det lokale tophold.
Det gik godt nok til, at Peter Sørensen vandt DM i sin første saeson som starter på seniorplan og blev i Silkeborg IF i 10 år, før Groningen i 1996 hentede midtbanespilleren, og årene som talentfuld fodboldspiller med vennerne i Sejs/Svejbaek og Silkeborg IF er nogle af de vigtigste i Peter Sørensens liv.
”Mine bedste venner i dag kommer fra Sejs, fra ungdomstiden i SIF og på gymnasiet. Jesper Thygesen, som er en af mine bedste venner, spillede jeg sammen med. Der er ikke så mange fra min tid som professionel. Der er Peder Knudsen og Michael Larsen, som så tilfaeldigvis også er her i klubben, og Bora Zivkovic, som jeg sammen med Thygesen har holdt venskabelig kontakt med gennem årene.”
”Det var koblingen mellem at gøre noget sammen, vi braendte for, og som vi syntes var sjovt, og som vi var gode til, og så det, at vi havde det rigtig sjovt sammen som unge mennesker. Jeg fik rigtig mange gode venner, fra jeg var 13-14 år, til jeg blev senior, som jeg heldigvis stadig har. Vi har et faellesskab i de gode tider, vi havde sammen, og som vi også har de to-tre gange om året, hvor vi mødes. Det holder jeg meget af. Vi sejler en gang om året og holder julefrokost en gang om året, og så mødes vi lidt på kryds og tvaers,” siger Peter Sørensen.
Fodbold var sjovt, men det viste sig også at vaere noget, Peter Sørensen var god til. Sådan så Peter Sørensen det i hvert fald selv.
”I min naivitet har jeg nok altid haft en forestilling om, at jeg kunne blive professionel. Det var i øvrigt i modsaetning til de første traenere, jeg havde som seniorspiller, de var overbevist om, jeg ikke kunne blive det. Jeg tror ikke, de så det helt vilde talent,” siger Peter Sørensen.
”De så en hel del vilje, men i modsaetning til det, man typisk hører, mener jeg ikke, viljen er det vigtigste. Talentet er en forudsaetning for, at viljen kan bringe én langt. Jeg har hørt formuleringen med, at talent kun er 10 procent. Det er i så fald de afgørende 10 procent. Man kan godt se talentet, der kan lykkes uden den voldsomme vilje, men den voldsomme vilje vil ikke baere uden et afgørende talent. Så for mig at se er talentet det afgørende.”
”Du finder ikke mange Superliga-spillere, der ikke var de bedste i skolegården,” siger Peter Sørensen med et smil.
”Jeg kunne komme ind og laese filosofi i Odense, men ikke i Århus. I min iver efter at få at vide, at Bosse Johansson ikke kunne undvaere mig og mit store talent, sagde jeg til ham, jeg overvejede at flytte til Odense, fordi jeg der kunne laese filosofi, hvis jeg da ikke snart kunne blive Superliga-spiller i Silkeborg. I så fald ville jeg prioritere fodbold. Det kunne han egentlig godt forstå, og han ønskede mig held og lykke. Det var ikke det svar, jeg ville høre,” siger Peter Sørensen med et stort grin.
”Jeg trodsede det ved at gå på laererseminariet her i Silkeborg, hvor jeg trods alt kunne laese humanistiske fag og spille fodbold samtidig. Det var derfor, jeg blev laereruddannet, før jeg siden laeste videre, ved siden af at jeg spillede fodbold.”
”Jeg synes selv, jeg havde et talent. Jeg er ret sikker på, jeg ikke har haft et talent inden for andre områder, der var større end mit fodboldtalent. Det gaelder for langt de fleste fodboldspillere, at fodbold er deres største talent. For mig at se havde jeg en forpligtelse til at dyrke det talent. At bringe det så langt, som jeg overhovedet kunne. Det var nok også derfor, jeg var villig til at bringe ofre. Jeg har haft en solid og rigtig god barndom, men jeg har ikke fået noget foraeret. Derfor havde jeg en stor vilje til at lykkes med det, jeg kunne.”
”Jeg trivedes sammen med andre dygtige mennesker. Som spiller og som traener møder man et elitemiljø med mennesker, der er blandt de dygtigste på deres område. Det har jeg altid syntes var inspirerende. Og det er også derfor, jeg blev i sporten. Det er en drivkraft og inspiration at vaere blandt dem, der er dygtigst på deres felt. Det mener jeg, vi er i Superligaen. Det er man også i 1. division, hvor det bare er trukket lidt laengere ud. Jeg tror ikke, mange af os inden for professionel fodbold kunne ramme et tilsvarende elitaert niveau i en anden branche. Selvom man kunne vaere blevet en habil laerer eller dygtig tømrer, ville man sandsynligvis vaere noget laengere nede i gradueringen af de dygtigste i faget.”
”Jeg er nok semi-elitaer i min tilgang til tilvaerelsen. Jeg mener, man skal lade maleren male, arkitekten tegne, laegen operere, og generelt dygtiggøre sig i den retning, man nu kan bidrage positivt til almenvaeldet og samfundet. Jeg kan ikke klappe et søm i en vaeg uden at splitte både vaeg, søm og fingre ad, men det er der andre, der kan. Og det er helt ok, det er der andre, der kan meget bedre end mig. Så håber jeg, at jeg kan give tømreren en ok oplevelse på stadion ved at saette holdet ordentligt sammen,” siger Peter Sørensen.
Det store skub i retning af et liv som traener kom hen mod slutningen af den aktive karriere.
Peter Sørensens krop og isaer knae kunne ikke laengere holde til topfodbold, og ligesom i de første år som seniorspiller i Silkeborg trak livet uden for fodbold.
Peter Sørensen blev ansat på Idraetshøjskolen i Århus, efter kontrakten med norske HamKam udløb ved nytår mellem 2005 og 2006, men i Norge havde den unge, nybagte cheftraener Ståle Solbakken pirret Sørensens interesse for traenerjobbet.
”Jeg var ret fast besluttet på, at det var slut. Min aeldste søn skulle i skole, og vi var rejst tilbage til Danmark, så han kunne begynde med de andre. Så kom Ståle og spurgte, om ikke jeg ville overveje at tage over fra ham som traener i HamKam. Det overvejede jeg, og af forskellige årsager blev det ikke til noget. Det vakte noget i mig, at han mente, at jeg kunne noget, og han havde fået mig på et norsk traenerkursus. Han var allerede en dygtig traener dengang. Meget dygtig og inspirerende. Han laerte mig noget, jeg ikke havde laert i mine første 15 år som seniorspiller. En bevidsthed om spillet. Jeg fik en forståelse, jeg ikke havde haft før, og det gjorde mig til en meget bedre spiller. Jeg ville ønske, det var sket 10 år tidligere. Det var måske mit bedste år som spiller, mit naestsidste år i 2004,” siger Peter Sørensen.
”Jeg kunne se, at fodbold var det, jeg mestrede bedst. Jeg har brugt klart flest timer i mit liv på fodbold, og Ståle inspirerede mig til at blive i fodboldmiljøet som traener. Jeg kan godt lide fodboldmiljøet, jeg kan lide spaending, og at mange interesserer sig for det, man gør. Jeg kan lide at arbejde med mennesker, som er rigtig dygtige og vil vaere endnu dygtigere.”
I oktober 2006 hentede Vejle med sportschef Flemming Serritslev i spidsen Peter Sørensen til som assistenttraener for Kim Poulsen, og lige siden har den tidligere DM-vinder med Silkeborg vaeret fodboldtraener ud over nogle måneders afbraek i saesonen 2014/2015, hvor Sørensen havde korte ansaettelser i først HamKam og siden Fredericia.
At den fem år aeldre Ståle Solbakken kunne rykke så meget ved Peter Sørensens evner som fodboldspiller mod slutningen af karrieren vakte for alvor Peter Sørensens nysgerrighed. Og så kunne Sørensen ved selvsyn konstatere, at fodbold nok, når alt kom til alt, var det, han var bedst til, selvom meget andet i livet tiltalte ham.
”Jeg ved en smule om andre områder, men jeg er ikke i naerheden af at vide lige så meget som om det her fag. Nu skal jeg så få andre til at lykkes. Og det inspirerer mig at arbejde med nogle af de dygtigste på området. Og så tiltaler det mig, at folk interesserer sig for det. Det er så interessant, at nogle vil skrive om det, laese om det, og komme ind og betale for at se os spille. Det er et privilegeret job at kunne gøre en forskel for andre.”
Som fodboldtraener fik Peter Sørensen, isaer i de to første cheftraener-stillinger i Fredericia og Århus og via sine optraedener som ekspertkommentator på tv, både ry for at kommunikere meget direkte og højlydt med sine spillere, og for ikke at vaere bange for at bruge mere komplekse ord og begreber, end man typisk er vant til i fodboldmiljøet.
Det er tilladt at laere og blive aeldre, også som professionel fodboldtraener.
Men ifølge Peter Sørensen skal hans skarpe fokus på at indfri fodboldspilleres talent og tanker om fodbold i et bredere filosofisk og samfundsmaessigt perspektiv ikke forveksles med at vaere bedrevidende eller overlegen.
”Jeg hylder fremelskningen af det hele menneske. Jeg mener, det er vigtigt at vide andet om tilvaerelsen, end at der er Champions League tirsdag og onsdag aften, mens Europa League er om torsdagen. Jeg siger ikke, at det er forkert, eller at det er forkert at spille Playstation og golf. Men det er fint at have lidt flere strenge at spille på. Den indsats kan folk med fordel gøre,” siger Peter Sørensen.
”Jeg mener bestemt ikke, det boglige er den eneste vej. Vi har også brug for folk, der saelger sko, bygger huse og tømmer skraldespande. Det er hverv, der er afgørende for vores samfund. Jeg er slet ikke tilhaenger af en kvalitativ vurdering af jobs. Men jeg mener, det er vigtigt at blive alment dannet. At man saetter sig ind i historien og forstår, hvordan samfundet fungerer. Man behøver ikke kunne traede direkte ind i departementet i justitsministeriet, men det er for eksempel vigtigt at forstå fordelene og omstaendighederne ved at leve i et demokrati. Jeg tror samtidig på, at det at forstå verden gør, man trives bedre sammen med andre.”
”Jeg ynder at citere Johannes Paul II for, at fodbold er det vigtigste i tilvaerelsen, men vel at maerke mellem alle tilvaerelsens biting. Så er det hellere ikke vigtigere, hvilket man kan sige om mange ting i tilvaerelsen. Det er ikke saerlig meningsfyldt at saelge biler, for hvad forskel gør det, om man har den ene eller anden bil? Sådan kan man sige om mange erhverv, og meget af det, vi begiver os ud i i tilvaerelsen. Der handler det om, at man selv giver tingene mening i stedet for, at den er givet på forhånd. Så kan man se fodbold som noget, der giver folk underholdningsvaerdi, fordi de har lyst til eller brug for at blive underholdt. Det er det strå, vi griber, nemlig at det har betydning for andre mennesker, hvad vi laver. Dermed kan det vaere lige så meningsfyldt som en masse andre erhverv,” siger Peter Sørensen.
Fodbold redder ikke liv som laeger på hospitaler og underviser ikke nye generationer i sprog og matematik. Men i omverdenens inte-
resse og i den knivskarpe udvaelgelse, fodboldspillere på professionel kontrakt alle som én har vaeret igennem, finder Peter Sørensen en stor del af sit drive og sine argumenter for, at hans såvel som andre cheftraeneres spillere skal give alt for at vinde og blive dygtigere.
”Der er penge i fodbold, ordi mange interesserer sig for det. Man bliver både betalt for men har også en forpligtelse til altid at gøre sit bedste. Og der er eksamen hver uge. Nogle traenere kunne taenke sig en eksamen hver dag, men hver uge er der offentlig eksamen. Der er naesten ingen andre fag, hvor det forholder sig sådan. Og man skal vaere klar til at levere. Ellers er det ligegyldigt, hvor godt, man har traenet. Har man haft en rigtig god traeningsuge og spiller dårligt om søndagen, er man bare dårlig, indtil man igen har vist, man er god. Det kan godt vaere, din traener kan se, du stadig er god, men du får et to-tal i avisen, og du har tabt, hvilket er rent ad helvede til. Ugentligt bliver du vurderet,” siger Peter Sørensen.
”Nogle gange skal spillerne også selv huske på, hvilken selektering, de har vaeret igennem. Det er et privilegium, de har opnået gennem hårdt arbejde og talent. Der sidder naeppe nogen, der ser vores kampe, som ikke rigtigt gerne ville have vaeret en af dem, der løb inde på banen. De negative tilråb er det privilegium, dem, der ikke lykkedes, har. Vores privilegium er at vaere dem, de råber efter. Det er et stort privilegium at kaempe kampen og vise sig frem inden for det felt, hvor man er rigtig dygtig,” siger Peter Sørensen og konstaterer, at han derfor også lever med, at der er interesse for hans succes eller fiasko som cheftraener fra fans og medier.
”Det er ikke det vaerste. Det er typisk helt professionelt. Jeg bilder mig ind, at jeg ved mere om mit job end de fleste. At for eksempel journalister mener, noget andet er rigtigt, end det jeg har gjort, er jo bare en professionel position. Du lever af at kommentere på sporten, jeg lever af at vaere aktiv, sponsorer har typisk staerke holdninger, publikum giver deres mening til kende, og sådan har vi alle vores rolle. Og det er i et professionelt og i virkeligheden ikke skaebnesvangert job. Det er jo vigtigt at huske, alt imens vi betoner, det kan vaere meningsfyldt, at når du, Jan Schouby [chefredaktør på Århus Stiftstidende] eller Klaus Egelund [journalist på Ekstra Bladet] har staerke holdninger om mig som traener, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at I synes, jeg er en forfaerdelig mand. Den skelen er vigtig at lave. At det i det lys er et spil, der ikke er saerlig vigtigt. At det er en af de vigtigste biting i verden.”