BLOT ET SIMPELT FRISPARK

Dette er den herlige årstid og de gode uger, hvor tingene spidser til alle vegne. Flere af de største ligaer sluttede i sidste weekend, slutfasen i de danske landsdaekkende turneringer er lige oppe over sammen med playoff-kampe mange andre steder i Europa, og de store finaler naermer sig. Ugens to af slagsen (uden sammenligning i øvrigt): henholdsvis Europa League-finalen mellem Manchester United og Ajax og den hjemlige pokalfinale med drømmescenariet - eller skraekscenariet, hvis man er sikkerhedsansvarlig - mellem FC København og Brøndby når på grund af deadline desvaerre ikke at komme med i puljen til denne uge, men det er da langt fra utaenkeligt, at det er noget, jeg kommer til at vende tilbage til.

Hvis man ellers har fulgt med i, hvad der ramte overskrifter og fora herhjemme i den forgangne uge, kan det måske undre, at der i det følgende ikke kommer ét ord om, hvornår en bold er inde eller ude, videodommere eller tilsvarende. Det har ellers i den grad stjålet spalteplads og vaeret i fokus. Men noget, der objektivt, påviseligt og synligt for alle er en fejl, er nu engang ikke specielt interessant lige akkurat til dette formål, og sådan en situation føjer heller ikke nogen nye argumenter til diskussionen om videodommere, som ikke allerede har vaeret oppe at vende på denne plads. Set fra et kuriøst og lovmaessigt perspektiv er der andre ting, som i hvert fald jeg synes kunne vaere meget sjovere at tage fat på. For eksempel en frisparkssituation fra Premier League-kampen mellem Arsenal og Sunderland i sidste uge, som rummede hele fire forskellige lovmaessige aspekter. Ikke bare et Kinder-aeg, men et med indbygget bonus.

Selve situationen er egentlig relativt banal. Arsenal har ikke spillet nogen specielt fremragende kamp frem til det 49. minut, og kulminationen på elendighederne kommer her. Nacho Monreal er ganske upresset med front mod eget mål, og alligevel får han sendt en hård og lang bold ned i eget forsvar, hvor den eneste tilbagevaerende spiller er Petr Cech. Bolden har faretruende retning mod mål, og det hele ender med, at Cech må ned i fuld laengde og med hånden vifte bolden uden om stolpen. Dommeren fløjter og dømmer indirekte frispark til Sunderland

Første lovmaessige overvejelse: er dette forsaetligt tilbagespil til egen målmand (som vi kalder det i mangel af bedre - fodboldloven har ikke nogen mundret betegnelse for forseelsen, men kun en megalang beskrivelse)? Der foreligger en forseelse, hvis målmanden - forsaetligt eller uforsaetligt - rører en bold med haenderne, som forsaetligt er sparket til ham af en medspiller. Sparke-delen er god nok, for det er éntydigt med foden, at bolden bliver sendt de 35 meter baglaens. Men er det Monreals hensigt at spille Cech - og dermed forsaetligt? Ja, i fodboldlovens forstand er det. Det kan godt vaere, at Monreal bare sender en løs bold afsted ned i eget forsvar - men der er ikke tale om, at han mistimer indgrebet, eller bolden rammer en knold lige før sparket, så retningen bliver helt utilsigtet. Det ser ganske kontrolleret, om end bestemt ikke klogt, ud, så forseelsen er tilstede, da målmandens hånd kommer på. Ellers ville enhver forsvarer også i en tilsvarende situation kunne påberåbe sig, at han i virkeligheden ville have spillet bolden til en anden spiller, men det var desvaerre målmanden, der tog den. Og det går selvfølgelig ikke. Så punkt ét er i fin stil bestået.

Naeste lovmaessige raffinement er, at Cechs berøring med hånden sker helt nede ved ydersiden af den ene målstang og naermest på mållinjen. Vi er altså inde i målfeltet. Hvor skal frisparket så tages henne? Der er jo ikke meget plads at give af lige dér, og dommeren vaelger at tage frisparket fra det punkt på mållinjen, hvor målfeltet skaerer den. Vi er altså 5,50 meter fra målstangen (for feinschmeckere: fra indersiden af den). Er det et korrekt sted at placere bolden? Fodboldloven raesonnerer ganske rigtigt, at det vil vaere håbløst at tage et frispark til angriberne helt nede på mållinjen så taet på mål, som forseelsen er begået her. Så reglen er, at hvis forseelsen bliver begået i målfeltet, skal bolden traekkes vinkelret ud på målfeltets lange linje. På den måde får angriberne også en reel mulighed for at få afsluttet efter frisparket. Så mens dommeren her trak bolden ud på kanten af målfeltet nede på mållinjen, burde han i virkeligheden have trukket bolden den anden vej, tilbage på banen og på målfeltets linje dér. Og vinkelret ud fra, hvor forseelsen fandt sted, så sparket havde stadig skullet tages omkring 5,50 meter fra målstangen, men med målet foran sparkeren. Her taler vi om en regulaer lovfejl - i modsaetning til en inde/ ude-vurdering (jeg kunne altså alligevel ikke helt lade vaere), hvor alle jo godt lovmaessigt ved, hvornår en bold er inde eller ude. Lovfejl over for vurderingsfejl. Jeg har, det skal guderne vide, gennem årene set mange maerkvaerdigheder til dommereksamener og teoritests, når det kommer til disse ’specielle frispark’, men aldrig noget så syret som dette.

Og det bliver vaerre endnu - for nu kommer vi til lovproblem nummer tre. Bolden er blevet placeret (omend forkert), og nu skal vi have fundet ud af, hvor spillerne skal vaere henne. I denne situation stiller Arsenal, hvad der vel naermest ligner en lille mur med fire forsvarere og målmanden på højde med målstangen, dvs 5,50 meter vaek fra bolden, og så er der yderligere nogle Arsenal-spillere i målfeltet, som ikke er så interessante. Fred også vaere med den Sunderland-spiller, som tager opstilling en meter foran ’muren’ - han må i princippet vaere, hvor han har lyst til. Opstillingen giver i hvert fald luft nok til, at sparkeren kan tage et fornuftigt frispark trods de mange spillere på et lille område. Men er vi inden for lovens rammer? Nej, desvaerre ikke. Hvis et frispark til angriberne skal tages naermere målet end de 9,15 meter, som er den normale afstandsregel, har forsvarerne to muligheder. Enten kan de gå 9,15 meter vaek, hvilket de faerreste nok vil have lyst til, når der er et frispark så taet på mål, for det vil jo betyde, at de - inklusive målmanden - skal gå ud til siden og lade målet vaere helt nøgent, hvis frisparket ellers er placeret det rigtige sted. Eller også må de tage opstilling på mållinjen mellem målstaengerne. Lige akkurat det, at forsvarerne må stå på linjen mellem staengerne, var grunden til, at man i 1984 fik aendringen med, at bolden skulle traekkes vinkelret ud på målfeltets lange linje, så angriberne fik en fair chance. Det skete efter en kvalifikationskamp mellem Sverige og Malta og et indirekte frispark for farligt spil begået på selve mållinjen midt for mål. Det gik helt op i hat og briller, fordi bold og modspillere skulle vaere på samme sted. Så lovfejl nr. to kommer her: ikke nok med, at bolden ligger forkert - spillerne er heller ikke naer langt nok vaek.

Endelig er der selve udførelsen af frisparket. Sparkeren har naermest foden under bolden og løfter den ind i målfeltet, hvor der bliver duelleret om den, og der i øvrigt ikke kommer mere ud af det. Lovspørgsmål nr. fire: Må man godt tage frisparket på den måde? Ja, bolden er i spil ved et frispark placeret her, når den er sparket og klart bevaeger sig - og denne udførelse regnes for et spark. Det er specifikt beskrevet, at et løftet frispark med én eller sågar begge fødder er tilladt. Det forudsaetter selvfølgelig, at der ikke sker en dobbeltberøring, så vi taler gentagelsesspil (ligesom ved straffesparkene i sidste uge). Så her var kendelsen rigtig, selv om situationen heller ikke er hverdagskost.

Jeg ville naermest skullet have kunstigt åndedraet, hvis jeg havde mødt denne ophobning af problemer og navnlig løsninger hos en lokal serie 4-dommer. Og her taler vi Premier League med fire højt kvalificerede dommere til at holde øje - og som åbenbart får kollektivt blackout. Men igen - denne klummes motto: fantasien overgås kun af virkeligheden.

Nu kunne jeg jo i teorien manipulere voldsomt med de sagesløse laesere, så det står enhver frit for at lave sit eget virkelighedscheck: prøv at foretage en Google-søgning på ’Arsenal Sunderland freekick’, og der vil dukke diverse videoer og billeder op.