HVAD NU, JOE HART?

Den 30-årige engelske landsholdsmålmand står pludselig i et vadested uden en klub og med spørgsmålstegn omkring sin ellers sikre plads på landsholdet, men hvordan er det gået så galt for den rutinerede keeper med flere titler og masser af landskampe?

Så stod han der på Hampden Park, den gode Joe Hart, og måtte se i øjnene, at der lige praecis var sket de to eneste ting, som han ikke havde brug for. Det var ellers begyndt så fint oppe på det store stadion i Glasgow i lørdags, hvor de entusiastiske skotter tog imod England i en VM-kvalifikationskamp med en klar udebanefavorit, og hvor Joe Hart inden kampen stod med lukkede øjne mellem anfører Harry Kane og forsvarskolossen Gary Cahill og sang med på ”God Save The Queen.” Den vilde overtaending fra EM-slutrunden et år tidligere var forsvundet, den 30-årige keeper virkede fokuseret og koncentreret på opgaven, der ventede – og som hurtigt viste sig at vaere en meget nem en af slagsen.

For Skotland havde som ventet kun den aggressive Celtic-angriber Griffiths på toppen, og hans rolle som en-mandshaer var slet ikke nok for hjemmeholdet til at få sat sig offensivt

igennem. Der var tidligt et enkelt fladt forsøg fra 20 meter, som Hart samlede op uden de store problemer, men ellers noterede man mest, at målmandens spil med fødderne ikke umiddelbart var blevet bedre i Italien. Efter 27 minutter var han nemlig alt for laenge om at få sparket en tilbagelaegning vaek, så Griffiths fik tacklet bolden ud til indkast, og fem minutter senere var Hart usikker i en taemning, så han blev sat en smule under pres, før han fik slået bolden ud til den naermeste back.

Men det var mest skønhedsfejl, som dog selvfølgelig blev bemaerket, da det var hans manglende spil med fødderne, der gjorde, at Pep Guardiola sidste sommer som sin første store gerning som Manchester City-manager bestemte sig for, at klubben traengte til en ny målmand i stedet for englaenderen, der havde stået der fast i seks saesoner, vundet to mesterskaber og var blevet et vigtigt lokalt bånd ud til de mange tilskuere.

Så mens den chilenske landsholdskeeper Claudio Bravo blev hentet i Guardiolas gamle

klub Barcelona, rejste Etihad sig op efter 65 minutter af den for laengst afgjorte Champions League-kvalifikationskamp mod Steaua Bukarest og sang ”Stand up if you love Joe Hart,” mens målmanden sagde tak for sangen ved at røre ved klublogoet over sit hjerte, som The Times-journalisten Henry Winter så fint beskrev det i sin reportage fra Joe Harts 348. og sandsynligvis sidste kamp for Manchester City.

Kort efter rykkede målmanden en saeson på lån i Torino, hvilket blev en blandet omgang. På den ene side involverede Hart sig ikke kun i traening og kamp, han var også populaer i fankurven og nød at opleve kulturen både på og udenfor banen. Han forsøgte sig også hurtigt på italiensk, hvilket skabte nogen morskab, da han på sin Facebook-side skrev, at han var glad for at have leveret to ”clean sheets” allerede, for begrebet med de rene lagner som et billede på nul mål imod, eller ”due lenzuola pulite” som han skrev, findes ikke i den italienske fodboldverden. Det hører mere til i hotelbranchen.

Hans cheftraener Sinisa Mihajlovic var også godt tilfreds med lejesvenden og havde ingen problemer med målmandens spil med fødderne, der ellers havde kostet ham pladsen i Manchester.

”Guardiola siger, at Hart ikke er den bedste med fødderne, men jeg synes, at han gør det fornuftigt. Hvis Guardiola vil have en Guardiola på mål, så bliver det svaert, men hvis han har andre spillere, han gerne vil af med, så vil vi meget gerne kigge på dem,” lød det Mihajlovic tidligt i målmandens Serie A-forløb.

Men desvaerre for Torino og Joe Hart var det på den anden side også småt med de rene lagner. Det blev faktisk kun til fem i 36 kampe, og selv om Hart undervejs leverede mange fine redninger, så var der også spektakulaere fejltagelser ind imellem, og da saesonen var slut, stod det klart, at det var dem, han ville blive husket mest for.

”Vi forventede nok ikke så mange fejltagelser fra en engelsk landsholdsspiller, men han lavede også mange gode ting,” sagde Torinos klubpraesident Urbano Cairo således, da leje-

målet var afsluttet og ikke ville blive forlaenget.

FRA ISLAND TIL SKOTLAND

Så der stod Joe Hart på Hampden Park, uønsket i Manchester City men med to år tilbage på en aftale, der efter sigende betaler ham en million kroner om ugen, og samtidig med ambitioner om at fastholde sin plads i toppen af engelsk fodbold for dermed også at bevare den landsholdsplads, der trods alt ikke havde vaeret i spil.

For siden en aldrende David James blev skudt i saenk af Tyskland ved VM 1/8-finalen i Bloemfontein i Sydafrika, havde Hart vaeret fast førstekeeper på den engelske landshold med efterhånden 70 landskampe på cv’et, og efter Stokes Jack Butland blev alvorligt ankelskadet i en sjaelden kamp for landsholdet mod Tyskland i foråret 2016, var der heller ikke den oplagte konkurrent, selv om Harts EM ikke havde vaeret det bedste.

Først gik det galt i prestigekampen mod Wales, hvor Gareth Bales flade frispark fra 30 meter ikke virkede farligt, før Joe Hart ikke kom hurtigt nok ned til sin venstre side, så bolden røg under hans arm og videre ind i nettet. England kom dog igen og fik vendt de 0-1 til 2-1 og gik også videre fra gruppen, men i 1/8-finalen mod Island var den igen gal med Joe Harts venstre side.

Denne gang var det Kolbeinn Sigthorsson, der sendte et forkølet forsøg af sted fra 15 meter, og igen kom den engelske landsholdsmålmand for sent ned til afslutningen, så han ikke fik arm nok bag til at stoppe skuddet. Så kom Island sensationelt på 2-1, og denne gang fik England ikke vendt resultatet, så Roy Hodgson sagde op med det samme, mens Joe Hart undskyldte overfor holdkammeraterne, medierne og nationen, da landsholdet igen måtte tage alt for tidligt hjem efter en alt for dårlig slutrundepraestation.

”Jeg vil gerne undskylde for i sidste ende at have kostet os kampen og den videre vej i slutrunden,” lød det aerligt fra målmanden, før han et par måneder senere blev vejet og fundet for dårlig med fødderne af Pep Guardiola i Manchester City.

Og selv om Claudio Bravo bestemt ikke havde løftet opgaven på imponerende vis på Etihad, betød det ikke et comeback til Joe Hart. Tvaertimod købte Manchester City Benficas brasilianske målmand Ederson for 300 millioner kroner to dage før landskampen mellem Skotland og England, så den dør var stadig smaekket i. Men på landsholdet gik det godt.

Siden slutrunden i Frankrig havde Joe Hart holdt nullet mod Slovakiet i Sam Allardyces eneste kamp som landstraener, og han havde holdt nullet mod Malta, mod Slovenien, hvor 0-0 resultatet i Ljubljana ikke mindst skyldtes en overbevisende indsats af manden i det engelske mål, mod Skotland på Wembley i 3-0 sejren og mod Litauen. Alt i alt var det fem kvalifikationskampe på stribe uden mål imod, og da Hart delte opgaven med Burnleys Tom Heaton i venskabskampen mod Spanien stod der 1-0 til England ved halvtid, da Hart satte sig på baenken, og 2-2 da kampen var slut.

Og nu stod der igen 1-0 til England på lystavlen med kun fem minutter igen, og det var mere end svaert at se, hvordan Skotland bare skulle komme igennem til en chance. Men så faeldede Gary Cahill Ryan Fraser et stykke uden for feltet, og selv om der var knap 30 meter ind til mål, selv om Leigh Griffiths i sine 12 første landskampe for Skotland havde vaeret målløs, selv om Joe Hart stillede sin mur rigtigt op, og selv om afviklingen af frisparket trak ud med over et minut, så Griffiths havde god tid til at maerke historien og tilhaengerne trykke tungt på skuldrene, så leverede han stadig et perfekt frispark.

Han skruede det over muren med fart og praecision, og selv om bolden ikke sad helt ude ved stolpen, kunne Hart ikke nå hele vejen på tvaers, og på den måde fik Skotland udlignet ud af stort set ingenting. Men det var ikke gjort med det.

Der gik nemlig kun et par minutter, før Jake Livermore gled foran det engelske felt og sendte indskiftede Chris Martin i graesset. Det så lidt tilfaeldigt ud, men den italienske dommer Tagliavento gav Skotland endnu et frispark. Denne gang lå bolden midt for og nogle meter taettere på målet, men det forhindrede ikke Griffiths i at gentage sin bedrift. Denne gang sendte han bolden rundt om muren og ud i Joe Harts højre side, og igen kom målmanden for sent til at levere en redning. På den måde blev kampen vendt fuldstaendig på hovedet i løbet af tre minutter, og selv om det faktisk lykkedes for England at få udlignet i overtiden ved Harry Kane, så var de 2-2 en stor triumf for Skotland, da skuffelsen over den meget sene udligning havde lagt sig, mens Joe Hart igen havde set meget uheldig ud.

GODT GÅET AF GRIFFITHS

Så der stod Joe Hart så efter kampen på Hampden Park og skulle forsøge at forklare det uforklarlige. For han havde placeret muren rigtigt, han havde stået rigtigt i målet og den tidligere engelske landsholdsmålmand Nigel Martyn var heller ikke i tvivl, da han senere analyserede de to frispark.

”Joe Hart gjorde, hvad han kunne ved de to frispark,” skrev den tidligere Leeds-målmand i Daily Express, hvor han noterede, at den engelske mur var blevet placeret lidt for langt tilbage af dommeren ved det første frispark, mens spillerne også var blevet stående på jorden i stedet for at springe ved skuddet og dermed gøre muren en halv meter højere. Derfor kunne Griffiths krølle bolden i nettet den t

t første gang, mens det andet frispark var ren praecision, for denne gang hoppede muren, men i stedet sendte Griffiths bolden få centimeter forbi ydermanden Chris Smallings øre, så der var fri bane mod endnu et mål.

Men det var heller ikke frispark, som Roberto Carlos sparkede dem i sin storhedstid, og havde Hart flyttet sig et splitsekund hurtigere, havde han måske kunnet redde dem, så uanset de gode forklaringer fra Martyn, så han ikke godt ud ved de to mål, og det var selvfølgelig skidt efter fejlene ved EM, degraderingen på Etihad, tv-klippene med de få kiks gennem 36 kampe for Torino og den uvisse situation for fremtiden. Det forhindrede dog ikke Hart i at stille sig op og forklare sin sag foran en engelsk presse, der ikke havde vaeret tilfreds med indsatsen.

”Som målmand saetter man sin mur op, og så er der bare nogle gange, hvor der ikke er noget at gøre. Han leverede to kvalitetsafslutninger. Det var ikke indersider, det var ikke skruede skud, det var den slags skud, som jeg kalder tunge.”

”Efter kampen gik jeg over til ham for at sige ”well done,” for det er sådan, jeg er, om I kan lide det eller ej. Jeg ville lykønske ham med sparkene, men jeg ville også gerne snakke om dem, for jeg var interesseret i, hvordan han havde taenkt dem. At gøre den slags to gange inden for få minutter, når man ikke har haft en chance hele kampen, var et stort øjeblik for ham. Han havde et frispark mod mig på Wembley i de sidste minutter, hvor han brugte en anden teknik, men desvaerre fik han noget ud af at traene det efterfølgende.”

”Jeg bad min mur om at hoppe, men de skulle ikke gøre det overdrevet, for skytterne er også kloge og kan finde på at sparke fladt. Men jeg har set sparkene igen, og jeg skulle altså have haft fire-fem Peter Crouch-typer [Stokes to meter høje angriber] i den mur, for at det havde gjort en forskel. Hvad andet kan jeg sige? Nogle gange må man bare sige ”well done”,” lød det fra Joe Hart, mens de engelske medier lyttede lige så meget til Leigh Griffiths, der efter sin store personlige triumf sagde:

”Joe sagde til mig efter kampen, at han forventede, at jeg ville gentage mit spark fra Wembley, så jeg overraskede ham. Ved det andet spark følte jeg, at så laenge jeg ramte inden for rammen, så ville bolden også gå ind,” sagde Celtic-angriberen, der havde sparket hårdt og direkte på Wembley, men nu blev to-målsskytte med lidt finesse.

Og imens blev den engelske landsholdsmålmand forsvaret af sin nye landstraener, der understregede, at man ikke skulle laegge noget i, at Tom Heaton og Jack Butland ville få en halvleg hver mod Frankrig om tirsdagen. For han troede stadig på Joe Hart.

”Hans indsats for England har altid vaeret på et højt niveau, og uden hans redning mod Slovenien ville vi ligge dårligere til i kvalifikationen. For mig at se var Skotlands to mål to øjeblikke af høj kvalitet, men vi skal nok kigge naermere på dem,” lød det fra Gareth Southgate efter et resultat, der ikke aendrede noget ved Englands direkte kurs mod VM i Rusland.

Godt nok er hullet til Slovakiet på andenpladsen nu kun er på to point, men dem møder man hjemme på Wembley til september, og sidst England satte point til i en kvalifikationskamp på hjemmebane var den 11. september 2012. Siden er 12 kampe i traek blevet vundet med en målscore på 39-2, så selv om Leigh Griffiths passerede Joe Hart to gange på Hampden Park, er der ingen grund til at gå i VM-panik i det engelske.

EN UVIS FREMTID

Til gengaeld bliver det interessant at se, hvilken klub Joe Hart repraesenterer, når han ganske givet står klar til kamp på Wembley mod Slovakiet, for selv om han altså fik kritik for de to mål imod, så lukkede Burnleys Tom Heaton og Stokes Jack Butland til sammen tre ind mod Frankrig i den efterfølgende venskabskamp, og selv om de er begge er dygtige, står de også på mål for klubber udenfor top syv i det engelske.

Heaton er 31 år og er ikke fremtidens mand, modsat Butland der er 24 år, og Englands U/21-målmand ved EM i Polen, Jordan Pickford, der er 23 år og en ombejlet herre, efter Sunderland rykkede ud af Premier League. Således vil de seneste rygter vide, at Everton vil give over 250 millioner kroner for målmanden for at forstaerke sig på den post, som Ronald Koeman ikke mener, at Maarten Stekelenburg og Joel Robles har udfyldt på passende vis, mens det er ganske påfaldende, at den ledige engelske landsholdsmålmand Joe Hart ikke bliver naevnt i det regnestykke.

Måske er han for dyr rent lønmaessigt? Måske har fejlene ved EM og i Torino sammenholdt med den korte periode i Manchester City tilbage i efteråret 2013, hvor Manuel Pellegrini baenkede ham til fordel for rumaenske Costel Pantilimon i et par måneder, kostet i hierarkiet på transfermarkedet? Men faktum er rent faktisk, at Joe Hart ikke laver saerlig mange fejl.

Efter den tidlige exit ved EM sidste sommer lavede Guardian således en opgørelse, og den viste, at Hart i 15/16-saesonen kun havde kostet ét mål, mens tallet i 14/15 havde vaeret tre. Saesonen før endte fire fejl i scoringer, mens 12/13 bød på fem, der kostede mål imod Manchester City. Til gengaeld var der kun én fejl i 11/12, hvor City vandt deres første mesterskab, og i 39 Champions Leaguekampe havde Guardian også kun noteret en enkelt fejlslagen Joe Hart-aktion, der havde kostet en scoring.

Det er ikke voldsomme tal, men Guardiolas hårde vurdering sammenholdt med den opmaerksomhed, som fejlene trods alt har fået, betyder, at den 30-årige Joe Hart nu pludselig står med en uvis fremtid foran sig, selv om han har både højden (196 cm) og fysikken med sig og har et cv med to engelske mesterskaber, en FA Cup, to Liga Cupper, fire saesoner som målmanden med flest ”clean sheets” i Premier League og 71 landskampe for England.

”Noget kommer der til at ske, men lige nu er det mest i haenderne på forretningsmaen-dene. City har købt en ny målmand, så jeg kan godt se, hvilken vej de tager. Derfor er der ikke rigtig nogen grund til, at jeg taler med dem. Heldigvis har jeg folk, der hjaelper mig med det, og jeg mener, at de har talt med min agent. Der er ingen modvilje mellem parterne. De kigger på deres side, vi kigger på vores.”

”Jeg ville meget gerne kunne give et direkte svar på, hvor jeg er naeste saeson, men lige nu har jeg ikke noget bud. Jeg ville meget gerne holde information om min fremtid tilbage, men der er ingen information. Lige nu har folk fokuseret på landskampene, og efter det kan man for alvor begynde at snakke. Min situation er interessant, og tålmodighed bliver en nøgle,” sagde Hart til de engelske medier efter landskampen, hvor han også noterede, at han foretrak en fast aftale frem for endnu et lån.

”Vi har alle brug for stabilitet i vores liv. Jeg er ikke en knaegt laengere. Jeg kan ikke bare pakke mine ting sammen som en 19-årig og tage på lån. Jeg er 30 år gammel og har ting, der skal organiseres. Og jeg kan godt lide stabilitet.”

”Der kan komme en ideel løsning på alt det her, men intet er perfekt. Det er en kort karriere, og fodbolden er vanvittig, så jeg må vaere forberedt på alt. Jeg vil bare gerne spille fodbold. Jeg elsker fodbold. Det er det, jeg lever og ånder for, og jeg vil spille på så højt et niveau som muligt. Det er min plan.”

”Men jeg er ikke nogen robot. Nogle gange taenker jeg da over det [usikkerheden]. Men der er ingen grund til at gå ned over det. Et nye spaendende eventyr venter. Et nyt skifte, et nyt skridt i min karriere, en ny personlig udfordring for mig. Jeg elsker personlige udfordringer. Jeg har aldrig afvist en udfordring, og det vil jeg heller ikke gøre nu,” sagde Joe Hart efter kampen på Hampden Park, hvor to sene frispark ikke gjorde fremtidens udfordring mindre for den engelske landsholdsmålmand. +