KAMALEDDIN FONOUDI, MIN FAR
Jeg havde aldrig elsket fodbold, som jeg gør, hvis det ikke havde vaeret for min far. En mand, hvis kaerlighed til spillet kom før naesten alt andet. Det her er en hyldest til ham og alle de faedre, som har elsket deres sønner gennem fodbold.
Han måtte egentlig slet ikke vaere der, min far. Også selv om han arbejdede på avisen nede i trykkeriet. Men han var hverken dengang eller sidenhen et menneske, som havde saerlig meget til overs for autoriteter. Så med en kombination af sit sydende temperament og en bekendt i den pågaeldende afdeling, kom han alligevel ind på stedet, han anså som det helligste: telegrafiafdelingen på den nationale avis, Ettela’at. Det var nemlig her ved midnatstid, at fodboldresultaterne fra de forskellige europaeiske ligaer tikkede ind. Dak-dak-dak-dak, lyden af maskinen var som lyden af hans hjerte. Ja, det lyder sygt, og han var syg. Alle symptomer pegede på én lidelse: fodbold.
Hvis du ikke kendte ham og derfor foreslog,
• Kian Fonoudi, 33, er født i Iran og kom til
Danmark som 5-årig.
• Han er uddannet journalist fra Syddansk
Universitet i Odense.
• Han arbejdede som praktikant på Tipsbladet fra ’08-’09.
• Fra 2010 til 2013 boede han i Liverpool, hvor han arbejdede som freelancer for det davaerende SBS TV, DR og Tipsbladet. Fra 2012 har han vaeret fastansat hos Discovery og bor nu på Frederiksberg.
at han da bare kunne laese resultaterne i avisen den efterfølgende morgen, ligesom alle andre fodboldgale iranere, ville han kigge direkte ind i din frygt, mumle et skaeldsord fra sit ret så omfattende arsenal og hovedrystende gå sin vej. Det havde han slet ikke tålmodigheden til. Han var 15 år gammel.
Det er en af mine fars yndlingsminder. Han har fortalt historien så mange gange, at jeg efterhånden føler, at jeg stod dér sammen med ham og lyttede til symfonien fra telegrafen. Dak-dak-dak-dak.
Sådan er det med de fleste af historierne fra hans ungdom, når det kommer til fodbold. Alle indeholder de en saerlig fanatisme som jeg, selv med min kaerlighed for spillet, aldrig kommer i naerheden af.
Min far voksede op og var fan af den iranske klub Esteghlal, de blå. Det vedblev han at vaere, efter han flyttede til Danmark, men dengang måtte intet stå i vejen for, at han kom på stadion og så dem spille.
Min mor og far fortalte i faellesskab historien om, hvordan han på mine første fødselsdage, hvis der var kamp, uden betaenkeligheder forlod festen for at tage på Amjadieh stadion. Hans beslutning kunne måske vaere undskyldt, hvis arrangementet udelukkende havde haft deltagelse af mine foraeldre og jeg, men når han samtidig efterlod store dele af min mors familie, som var rejst langt for at komme til Teheran, stod hans prioriteter i et pinligt klart lys.
Hans mor – min farmor – sagde dengang: ”Den dag jeg dør, og de beder min søn komme og sige et sidste farvel, tager han på stadion først.”
Min fars svar: ”Ja, du har nok ret.”
Hans fanatisme stod i fuld flor, mens han stadig boede hjemme hos sine foraeldre og en voksende søskendeflok, og konflikten, som hans besaettelse af fodbold uvilkårligt medførte, stod altid mellem ham og hans mor.
Her er et eksempel. Den iranske sommer er varm. Sådan stege-aeg-på-asfalten-varm. Og den varer i mange måneder. Men når den iranske liga tilbage i 70’erne startede i august måned, hvor temperaturen midt på dagen er kvaelende, var heden ej en faktor, det iranske fodboldforbund havde forståelse for. Kampene skulle spilles enten mellem klokken 13 og 15 eller 15 og 17.
Min far har fortalt, at han ofte på den tid af året kom hjem med blodige baglår og baller, fordi kampene blev afviklet i over 40 graders varme, og den glødende beton på Amjadieh derfor i bogstaveligste forstand smeltede huden af hans bagside.
Hans mor troede ikke på sin søns forklaring, og hun var sikker på, det var fordi han havde vaeret i slagsmål. For hvilken idiot tager Kian Fonoudi og hans far foran Old Trafford i 2015. Foto: Privat
på stadion og saetter sig på brandvarmt beton i 40 graders varme for at se fodboldkamp?
Min far blev født i 1955. Esteghlal eller Taj Teheran, som de blev kaldt dengang vandt det asiatiske mesterskab i 1970 og det iranske mesterskab i 1971 og 1975. Klubbens succesfulde aera flugtede med min fars overgang fra teenager til ung mand.
Han voksede op i et Iran, der dengang foruden politisk frihed på flere områder mindede om Vesteuropa. Han tøvede ikke med at kalde tiden den bedste i sit liv, og fodbolden var hans ledestjerne.
Det var i samme periode, han forelskede sig i Ajax og det hollandske landshold – selvfølgelig på foranledning af Johan Cruyff. I 1974 mødte Holland med Cruyff på holdet tyskerne i VM-finalen, og blandt den iranske befolkning – modsat i Europa – lå sympatien primaert hos tyskerne. Kun min far og hans faetter Masoud var i vores familie vilde med hollaenderne. Turneringen i 1974 er det VM, som stadig står tydeligst i min fars erindring.
”Jeg var syg i lang tid efter, Holland tabte finalen,” har han fortalt mig ved flere lejligheder. Naermest stolt.
Han ville hverken tale med nogen eller spise noget, og hans mor – som i øvrigt er en af de bedste kokke i vores familie - forsøgte dagligt at overtale ham til at indtage bare en smule. Forgaeves.
Da jeg blev født, tog min far mig en enkelt gang med på Amjadieh for at se en ungdomslandskamp. Jeg må have vaeret 3-4 år gammel, og jeg var endnu ikke interesseret i spillet. Jeg løb ustyrligt rundt op og ned ad betontribunerne og fandt en aluminiumsstang, som jeg viftede over mit hoved til fare for mig selv og dem omkring mig.
Det var første og sidste gang, jeg kom med på stadion, inden vi flyttede til Danmark.
Den appetit med hvilken min far fortaerede fodbold i fjernsynet eller på stadion i sin ungdom, gjorde sig ikke gaeldende når det kom til at se mig spille fodbold, da jeg voksede op og spillede mine første kampe i Svogerslev Boldklub.
Jeg tror både, det kedede ham, og så brød han sig ikke om at stå med de andre foraeldre og kommunikere på et sprog, han havde svaert ved at håndtere.
De få gange han var tilskuer, stod han uden undtagelse for sig selv på modsatte side af alle andre.
Selv om han ikke udviste den store interesse for min ”fodboldkarriere”, var det alligevel fodbolden, som forbandt os.
Den britiske forfatter Duncan Alexander skrev i sin fremragende bog, ”The Footballer Who Could Fly,” om sit forhold til sin far gennem fodbold.
”It bound us together when nothing else could. Without football we were strangers under the same roof. With it, we were father and son.”
Ingen ord fra litteraturen har jeg kunne relatere bedre til end disse fra Duncan Alexander.
Min far og jeg kunne også snakke om film eller historie, men det var gennem fodbold vores kaerlighed til hinanden strømmede. Snakken om fodbold var et sprog vi brugte til at formidle vores følelser, og enkelte gange tillod kampen, vi så sammen, os at bryde alle barrierer.
Champions League-finalen mellem Manchester United og Bayern München i 1999 var en af de kampe. For min far og jeg, som sjaeldent har krammet, gav Solskjaers sejrsmål i overtiden os det mod, vi begge manglede. Vores jubelskrig vaekkede min mor og lillebror og gjaldede ud over raekkehusene den lune maj-aften, og vores jubelkram sidder stadig i min krop. I har nok regnet ud, hvem vi holder med.
Samme scenarie gentog sig i 2008. Dengang havde vores kram selskab af min lillebror.
Vores kaerlighed til Manchester United kom sig af, at min far både var fascineret af George Best og Kenny Dalglish i sin ungdom. Han beundrede Manchester Uniteds hold fra slut60’erne, men han var samtidig fuld af fascination over Liverpools ultrasuccesfulde hold fra 70’erne og 80’erne. Men det var i sidste ende sympatien med Best, der vejede tungest. Jeg mistaenker, at han lettere kunne genkende sig selv i et menneske som Best, der havde sin storhedstid, fra han var 20 til 22 år, og som efterfølgende var sin egen vaerste fjende.
”Marde bozorg” – en stor mand. Det var sådan, han plejede at beskrive spillere som George Best og Johan Cruyff. Cruyff, som var hans absolutte yndlingsspiller. Jeg spurgte ham for nylig, hvad det var ved dem, han elskede?
De var ”barandaz” – revolutionaere, sagde han og skød brystet frem. Han fik en ild i øjnene, jeg ikke havde set i over en måned.
”De gjorde tingene selv.” Med ét var ilden vaek igen. Han slaebte sig ud på toilettet og kastede op. På det tidspunkt havde hans bugs-pytkirtelkraeft spredt sig til lungerne og leveren. Han kunne naesten ikke drikke eller spise laengere. Smerterne i maven var uudholdelige. Det kunne jeg se, selvom han ikke ville indrømme det. Men snakken om Best og Cruyff taendte alligevel ilden i hans øjne, omend det kun var som gnisten fra en lighter, der blev forsøgt antaendt midt i en orkan.
Selvom kraeften laenge havde belejret hans krop på det tidspunkt, var det ved et tilfaelde, ligesom det så ofte er, at laegerne fandt den. Igen spillede fodbolden rollen som katalysator.
På grund af General Francos forbindelse til Real Madrid afskyede min far klubben. Han havde aldrig rejst i Spanien eller sågar mødt en spanier, da den beslutning blev truffet, men som en ung iransk mand havde min far set sit land blive endevendt af et andet totalitaert regime. Det måtte Real Madrid bøde for med al den antipati, min far kunne mønstre.
Så i forbindelse med den seneste El Clasicó, som blev afgjort med Messis 3-2-mål i overtiden, flippede min far så meget ud, at han fik en blodprop i den ene lunge.
”Du kan ikke forestille dig, hvor meget han råbte og skreg,” fortalte min mor mig på hospitalet.
I forbindelse med hans indlaeggelse, scannede de hans krop. Kraeften, fandt de ud af, havde spredt sig til et niveau, der på en måned og tre dage ville tage min far fra min lillebror, mor og jeg.
Cirka tre uger efter diagnosen satte vi os sammen på Roskilde Sygehus, hvor han var indlagt, for at se Europa League-finalen mellem Manchester United og Ajax.
Ajax, et hold han beundrede i sin ungdom, og Manchester United, et hold han laerte mig at elske. Men han kunne ikke laengere fokusere på kampen. Han var overvaeldet af smerterne i maven og havde general stort ubehag. Han følte desuden tiden gik ekstraordinaert langsomt. Jeg så ham ofte hvile sit hoved i sin hånd, og jeg opdagede flere gange, at han slet ikke kiggede på skaermen. Det var retfaerdigvis en forfaerdelig spilet finale, men selv da Manchester United scorede, jublede han ikke. Og vaerst af alt, han bandede ikke en eneste gang under finalen. Den sport, som naermest havde vaeret hans eksistensgrundlag, vaekkede ikke laengere nogen følelser i ham, og derfor kunne ham og jeg heller ikke bruge den til at kommunikere, som vi så ofte havde gjort tidligere, når ord var knappe. Min far døde den 6. juni, dagen efter fars dag, med min bror og jeg ved sin side.
Det føles uvirkeligt at skrive disse ord. Jeg forventer, det først for alvor går op for mig, hvor stort et savn han efterlader, når fodboldsaesonen igen starter. Jeg frygter for, om fodbold nogensinde kommer til at føles, som den gjorde før. Vil glaeden over en Manchester United-sejr opleves lige så sød, når den følges op af den bitre tanke om, at manden, der plejede at juble over den med mig, ikke er her laengere?
Men. Midt i sorgens store hav findes også spredte isflager fyldt med glaede.
Jeg er glad for, at vi kom på Old Trafford og så en Manchester United-kamp. Jeg er glad for fodboldhistorierne fra hans ungdom, om Cruyff, telegrafen og alle de andre, der ikke er plads til at fortaelle om her. Jeg er glad for ’99 og ’08. Vores brøl vibrerer for evigt imellem mit barndomshjems vaegge, og vores minder hviler sikkert inde bag mine hjerteklapper. Jeg er glad for, han efter eget ønske blev stedt til hvile i en Manchester United-trøje, og jeg er glad for, at kisten var i Esteghlals kongeblå-farver. Jeg er glad for alt det, og jeg er glad for, min far og jeg havde fodbolden til elske hinanden med.
Min far, Kamaleddin Fonoudi, blev 62 år, og lige som man sagde om Manchester United under Ferguson-årene, sådan vil jeg sige om min far: han tabte ikke, han løb bare tør for tid.