Ekstra Bladet - Tipsbladet

MED GUARDIOLA, ROBBEN OG FAR SOM LAEREMESTR­E

I bogen ”Når Talent Forpligter” fortaeller Pierre Emile Højbjerg åbenhjerti­gt om sin tilgang til fodbold og praestatio­ner på topniveau, og det han har laert af Josep Guardiola, Arjen Robben og sin nu afdøde far. TEKST: PIERRE EMILE HØJBJERG SOM FORTALT T

-

For mig handler fodbold om at få det bedste ud af mit talent. Jeg sammenlign­er mig ikke med andre. Jeg vil ikke vaere bedre end nogen bestemt. Jeg vil bare vaere så dygtig som muligt. Derfor snører jeg hver dag støvlerne for at blive bedre. Man kan ikke vaere den bedste hver dag, men man skal hele tiden straebe efter at blive bedre.

For mig handler det om at få den bedste udgave af Pierre frem, og jeg ved, hvad jeg skal gøre hver dag, for at det lykkes.

Gør dit ypperste hver dag og hver gang. Sådan sagde min far altid til mig. Han hadede middelmådi­ghed. For ham handlede det om aldrig at stille sig tilfreds med den aktuelle tilstand, men hele tiden at forsøge at nå naeste niveau. Hvis jeg ikke ydede 100 % i forhold til fodbold, skulle jeg hellere bruge mere tid på skolen og lektierne, mente han. Der var ingen grund til at spilde tiden. Jeg skulle gøre det, jeg havde lyst til, men kun hvis det var 100 %. Ellers nyttede det ikke noget.

Min far havde en doktorgrad i antropolog­i og havde selv et elite-mindset.

Han gik altid selv efter den højeste standard. Han var sindssygt ambitiøs selv. Han skrev bøger og arbejdede i årevis på dem, for de skulle vaere perfekte. Det har han givet videre til mig.

Jeg laerte for alvor af de bedste, da jeg som 16-årig kom til Bayern München. Jeg troede, jeg havde traenet hårdt før. Her traenede jeg sindssygt hårdt og sov til middag to timer hver eftermidda­g, fordi traeningen var så hård. Nogle gange skal man overmatche­s for at udvikle sig. Det oplevede jeg i Bayern München, og det stimulerer mig. Det gjorde det også, da jeg var barn. Måske ikke lige fra start. Jeg startede i Boldklubbe­n Skjold, da jeg var 5-6 år. Min bror var begyndt til fodbold, og så ville jeg også gå til fodbold. Den første traening var ikke saerligt sjov. De andre på holdet var større end mig, og jeg følte mig ikke saerligt godt tilpas. Men jeg kan huske en episode nogle år senere, hvor jeg og nogle drenge spillede på streetbane­n på Østerbro. Jeg var klart den yngste, og jeg syntes, at det var sjovt at spille med de store drenge, hvor man virkelig skulle give alt for at kunne vaere med. Jeg kørte på og klynkede aldrig, selv hvis jeg faldt og slog mig, eller hvis de var hårde mod mig. Senere oplevede jeg, at jeg på en måde kunne gå i ét med traeningen og vaere totalt til stede, fordi jeg var så fokuseret, og samtidig var det sjovt og så stimuleren­de at blive bedre, at jeg glemte alt om tid og sted. Det har altid motiveret mig at optimere de små detaljer. At få lov at repraesent­ere sit land er det største. Man starter et sted, man arbejder hårdt, og man udvikler sig, og så kan man vaere heldig at få lov at forløse det hele på landsholde­t som repraesent­ant for sit land. Da jeg gik ind i Parken til landskampe­n mod Serbien den 13. juni 2015, kunne jeg allerede under nationalsa­ngen maerke, at det her kunne blive én af de helt store aftener. Alt gik op i en højere enhed. Forventnin­gerne var store. Vi skulle vinde for at haenge på mod EM, og det serbiske hold var rigtigt staerkt. Jeg skulle spille over for Nemanja Matic, som på det tidspunkt var én af de bedste spillere i Premier League. Vi vandt 2-0, og allerede i det 86. minut løb jeg rundt med tårer i øjnene. Det var så stort. Det var en hård kamp. Jeg gav alt og løb mere end nogensinde, og alligevel følte jeg, at jeg hele tiden kunne give lidt mere. Vi løb alle sammen helt vanvittigt. Vi var mandfolk. Vi viste sammenhold, og vi løftede i flok. Og så i den kulisse. At spille i landsholds­trøjen og gøre et fyldt Parken så tilfreds var en sportslig kulminatio­n.

Hele Danmark jublede med os, og bagefter var holdet lykkelige.

Det var forløsende, og jeg var helt høj bagefter. Men jeg må indrømme, at det også på en måde braendte mig lidt ud. Jeg tror, det var sammensmel­tningen af omgivelser­ne, praestatio­nen og resultatet, der gjorde, at jeg blev ramt bagefter, og oplevelsen fyldte meget for mig efterfølge­nde. Naeste dag skulle jeg til U21-EM, og jeg kunne slet ikke ramme samme niveau. Jeg havde ikke samme energi og følte mig traet og i perioder uden lyst til at traene og spille. Jeg sov meget i lejren, blev hjemme fra sociale arrangemen­ter og følte mig mentalt ramt og uden energi.

Jeg tror, det var én af årsagerne til, at jeg aldrig ramte mit højeste niveau ved U21-EM. Jeg var helt fyldt op i kampen mod Serbien, og så føltes det pludselig meget tomt naeste dag.

Jeg var simpelt hen braendt ud af den oplevelse mod Serbien.

Det var fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg kraever vildt meget af mig selv, og jeg har vaeret heldig at vaere flere år i Bayern München, hvor en raekke topspiller­e inspirered­e mig og laerte mig, hvorfor de er blandt verdens bedste.

Der laerte jeg, at fodbold ikke er en hobby, men en livsstil.

Isaer har jeg laert meget af Arjen Robben. Han er så perfektion­istisk omkring alt i hans hverdag. Det gaelder alt lige fra opvarmning før selve opvarmning­en til kost og vaegt. Jeg var lidt for tung, da jeg kom til Bayern München, men jeg laerte, at jeg føler mig bedst tilpas og har mere fart i støvlerne, når jeg vejer noget bestemt. Derfor vejer jeg mig både morgen og aften for at vaere sikker på, at jeg har styr på vaegten. Den dedikation og daglige søgen efter at blive bedre har jeg altid haft i mig, men det var først i Tyskland, at jeg laerte, hvordan jeg skulle gøre for at nå det naeste niveau. Det kommer ofte til udtryk bag lukkede døre, hvor jeg går og arbejder med tingene selv. Det motiverer mig virkelig at arbejde på denne måde, og jeg kan blive helt høj ved tanken om at finde 1 % forbedring i ét område og 1 % i et andet område, for kan jeg finde 5 % samlet set, ved jeg, at jeg

udvikler mig mod naeste niveau. Det kaemper jeg for hver dag på traeningsb­anen, i fitnessrum­met, i videorumme­t osv. Det er en udvikling for at blive den bedste udgave af mig selv.

Jeg trives fint med store forventnin­ger. Jeg ved godt selv, hvornår jeg kunne have leveret bedre. Jeg ved også, hvornår jeg har spillet godt. Jeg bliver ikke bedre eller mere motiveret af en traener, der siger, at jeg kan blive en af verdens bedste.

Faktisk kan det godt motivere mig, når folk tvivler på mig eller slet ikke tror på mig. I ungdomsåre­ne blev jeg ofte mødt med tvivl om mit niveau, men jeg har laert hjemmefra at fokusere på min egen udvikling. Andres mål og vurderinge­r motiverer mig ikke. Jeg har selv drømme og mål, og jeg ved, hvad jeg skal gøre hver dag for at få den bedste udgave af mig selv frem. Det fokuserer jeg på. Derfor har jeg i højere grad brug for feedback, der kan hjaelpe mig til at blive bedre, end jeg har brug for ros.

Jeg forventer, at en traener ikke kun viser mig de gode situatione­r, men også de mindre gode, hvor jeg skal blive bedre og laere af mine fejl. Indimellem har jeg fået ros efter nogle landskampe, hvor jeg selv har ment, at jeg kunne have leveret bedre.

Det kan jeg ikke bruge til noget. Hvis jeg får ros for noget, der ikke er godt, ryger traenernes autoritet øjeblikkel­igt. Jeg ville miste respekten for ham og ville ikke kunne tage ham seriøst.

Jeg ville nok teste ham, hvis han roste mig for noget, der ikke var godt nok, og jeg ville i hvert fald svare igen, for det vil jo ikke hjaelpe mig til at blive bedre.

Derfor betød min far så meget. Han forklarede mig tidligt i livet, hvor få spillere der lykkes med at blive profession­elle, så jeg vidste tidligt, at det var en svaer vej. Han har aldrig sagt til mig, at han troede, jeg kunne blive landsholds­spiller.

Han var hudløst aerlig og meget direkte. Som barn kunne det vaere hårdt, fordi sandheden kan gøre ondt, og de andre foraeldre på holdet havde nogle gange ondt af mig og følte nok, at han var for hård. Men det haerdede mig, og jeg forstod på den måde tidligt, hvad kravene var. Min far roste mig sjaeldent, men kunne i stedet påpege nogle fejl efter kampe, hvor jeg måske selv syntes, at jeg havde gjort det udmaerket. Jeg har altid vidst, at jeg skulle gøre mig umage for at få hans anerkendel­se. Jeg var aldrig i tvivl, når han var tilfreds. Jeg husker tydeligt de gange, han har rost mig, fordi det netop har betydet så meget. F. eks. scorede jeg engang et drømmemål og fik øjenkontak­t med ham og så, hvordan han knyttede naeven. Han var til gengaeld meget skarp og konstrukti­v og kunne påpege, hvor jeg skulle forbedre mig. Han pegede mig i den rigtige retning.

Han har også vaeret en enorm støtte for mig. F.eks. støttede han mig, da jeg ikke acceptered­e at spille angriber i FCK, så han har vaeret reel og altid stået bag mig. I perioder har vi haft opgør, hvor jeg bad ham om ikke at komme til mine kampe, fordi det var hårdt for mig, at han var så direkte og aerlig i sin kommunikat­ion, men det var hans stil, og i dag forstår jeg vaerdien af det.

Det er klart, at det har en pris, når man er ambitiøs. Jeg maerkede det mest som teenager, hvor jeg mistede mine venner lidt i perioder, fordi vi voksede i forskellig­e retninger. De gik til fester, mens fodbold blev mere og mere seriøst for mig.

Det kunne vaere hårdt og svaert, men det koster at ville vaere den bedste, og jeg ville gøre det hele igen. Det er også hårdt at flytte hjemmefra som 16-årig og miste sin far som 18-årig, så jeg har laert nogle ting i mit liv langt hurtigere end normalt, og derfor er jeg nok også mere afklaret med, hvad jeg er villig til at ofre. Min familie har vaeret min afgørende støtte. Min mor har givet mig den mere emotionell­e side, mens min far har haerdet mig. Jeg har vaeret privileger­et og fået sunde vaerdier med fra min familie. Jeg har laert at vaere aerlig og ambitiøs, samtidig med at jeg har laert at turde vise kaerlighed og vaere emotionel. Jeg laerte i en tidlig alder at hvile i mig selv.

Generelt har jeg altid praesteret bedst, når min traener har åbenlys tillid til mig. Jeg behøver ikke at vaere sikker mand på holdkortet, men jeg skal vide, at traeneren forstår mig og saetter pris på, hvordan jeg kan hjaelpe ham og løfte holdet. En sådan indbyrdes tillid er guld vaerd for mig, og det er under den type traener, at jeg virkelig har leveret på det højeste niveau.

De bedste traenere har stillet krav til mig, men jeg har maerket, at de har gjort det for at gøre mig bedre. Jeg har haft traenere, som jeg ikke var enig med, eller som jeg synes misforstod mig og ikke så, hvad jeg kunne bidrage med. I KB og FCK var jeg en god spiller. Vi spillede meget på mig som fysisk angriber, så jeg var meget i fokus og scorede også en del mål, men jeg vidste inderst inde, at jeg ikke ville kunne trives i det på sigt. Jeg kunne ligesom ikke trykke speederen i bund i FCK.

Det var, som om de laeste mig forkert. Det var i hvert fald ikke et godt match. På det tids-

punkt overvejede jeg at stoppe med fodbold og indstille min karriere. Jeg syntes ikke, det var det vaerd laengere. Det var ikke sjovt, og jeg følte ikke, at jeg kunne vise traeneren og holdet den bedste udgave af mig selv, fordi klubben insistered­e på, at jeg skulle vaere angriber. Det føltes helt forkert. Jeg følte hele tiden, at jeg som angriber kun kunne ramme 80 % af mit niveau, og det er bare ikke godt nok for mig. Det demotivere­de mig, og jeg mistede faktisk lysten til fodbold. Ilden forsvandt. Jeg havde en følelse af, at jeg ville ende med at saelge ud, hvis jeg var blevet i FCK som angriber.

Jeg genfandt først lysten og kaerlighed­en til fodbold, da jeg skiftede til Brøndby. Det var et skifte, der i høj grad handlede om vaerdier. I Brøndby maerkede jeg en anden kaerlighed til spillet og et staerkere faellesska­b på banen og i omklaednin­gsrummet.

Det inspirerer mig. Her fik jeg en rolle på midtbanen, hvor jeg er bedst, og hvorfra jeg kan udfolde mig bedst for holdet.

Jeg har som type brug for at have hjertet med. Det havde jeg til dels i Bayern München, men i Tyskland er der et hårdt hierarki, hvor de aeldste spillere bestemmer, uanset om de bidrager med mest eller ej. Det har nogle gange frustreret mig, når jeg følte, at jeg kunne bidrage med mere, men ikke måtte, fordi jeg stødte på nogle kulturelle barrierer. Omvendt er det gode erfaringer og laerepenge at få med.

Til gengaeld har jeg på landsholde­t altid haft følelsen af, at de andre løftede mig og stolede på mig fra allerførst­e dag, og at de gav mig frihed og støtte. Her har jeg fået lov at vaere mig selv. Så kan jeg udtrykke mig og rammer et højere niveau i både traeningsp­as og kampe. Derfor er hjertet altid 100 % med, når jeg går ind i Parken, og nogle gange føler jeg naermest, at jeg har taget stoffer, fordi jeg er så klar. Jeg maerker, at holdet vil mig det bedste, og så skal jeg nok også give dem det bedste.

Det er vigtigt for mig at vaere kulturbaer­er på et hold. At have modet til at vise en vej for holdet og at gå forrest med at tage ansvaret. Det er de store spillere, der rigtigt folder sig ud i de store kampe, og jeg har et håb om, at jeg med tiden bliver en spiller, der tager ansvaret og løfter holdet i de store kampe. Jeg vil gerne huskes for at vaere én, som var der, når det virkelig gjaldt. Jeg vil vaere den, der er der, når lokummet braender. Når det hele bliver umuligt. Så vil jeg ramme det ekstraordi­naere niveau og løfte hele holdet.

Derfor husker jeg også oftest de store kampe, hvor en stor spiller er trådt frem på scenen. Andrés Iniesta i VM-finalen i 2010. Lionel Messi i Champions League-finalen i 2011. Frank Lampard i Champions League-finalen i 2012. Og så selvfølgel­ig Zinedine Zidane, som er mit forbillede både som menneske og som spiller. t

t Han repraesent­erer det, jeg gerne vil udvikle mig til. Han er en fremragend­e spiller, men han spiller først og fremmest for holdet. Jeg ser ikke Zidane som en individual­ist.

Han var verdens bedste holdspille­r. Han var altid klar til at gøre en medspiller bedre og havde aldrig behov for at traede frem og promovere sig selv. Han afleverede boldene, når det var bedst for holdet, og han bandt det hele sammen. Han leverede altid på et sindssygt højt niveau. Han tog altid ansvaret, når holdet havde brug for ham, og han var altid sig selv. Han gjorde ikke noget vildt uden for banen. Han var tro mod sig selv, også i medierne. Selv om han vandt alt med klubhold i Champions League og til VM med Frankrig, så bevarede han sin ydmyghed. Jeg har set hans kampe igennem utallige gange, og det har inspireret mig utroligt meget.

Nogle gang tror jeg, at folk misforstår mig og mine hensigter. De tror, at jeg er egoistisk eller arrogant og kun vil have bolden for at vise, hvor god jeg er. Det har intet med det at gøre. Jeg har altid vidst, at jeg ikke var det største talent. Derfor har jeg måttet kaempe mig op ved at fokusere på alle detaljerne for at vinde ind på dem med mere talent. Jeg kan kun gøre mine medspiller­e og mit hold bedre, hvis jeg er den bedste udgave af mig selv. Det forstår folk ikke altid, når jeg beder om vaegten om morgenen eller om en speciel yoghurt til morgenmad.

Så fremstår jeg måske besvaerlig og krukket, men for mig handler det om, at jeg ved, at det kun er sådan, jeg kan bidrage mest. Derfor har jeg nogle klare krav og vaerdier, som jeg ikke går på kompromis med, for jeg ved, hvad jeg har brug for, hvis jeg skal lykkes på holdets vegne.

Det er på den centrale midtbane, at jeg fungerer bedst. Jeg har altid gerne villet vaere der, hvor ansvaret for alvor ligger.

Jeg vil gerne have bolden, når de andre ikke tør, eller når kampen bliver svaer. På midtbanen skal du både forsvare og angribe, så rollen kan ikke blive mere central, og du binder holdet sammen begge veje, så indflydels­en er maksimal. Det er en plads, der forpligter, for du skal vaere der hele tiden. Er du der ikke, falder holdet sammen. Jeg bliver demotivere­t, hvis jeg bliver bedt om at gøre noget, der ikke er i holdets tjeneste.

I mine unge år naegtede jeg derfor at spille defensiv midtbanesp­iller for U-landsholde­t. De fleste drenge vil give alt for bare at få chancen, men jeg vidste, at pladsen var forkert for både mig og holdet, så jeg var klar til at sige nej til at vaere med på landsholde­t, for jeg vil ikke vaere med halvt. Jeg kan huske, at jeg graed, da jeg kom hjem fra en samling med U-landsholde­t. Ikke fordi jeg ikke skulle med på landsholde­t, men fordi jeg var blevet set forkert, og de troede, jeg var en anden type.

Det samme skete i Bayern München, da Guardiola begyndte at bruge mig som højre kant og sagde til mig, at jeg ville få mere spilletid på den position. Jeg sagde til ham, at jeg ville spille central midtbane. Det er ikke let at sige til verdens måske bedste traener, men jeg kan ikke gå på kompromis med det, der motiverer mig – og det, der motiverer mig er at gøre en forskel for holdet. Hvis jeg ikke kan det, vil jeg ikke. Det er alt eller intet for mig.

Jeg har brug for konstante udfordring­er for at blive bedre.

Derfor vidste jeg også, at tiden var inde til at forlade Bayern München og skifte til Southampto­n. Jeg rejste dertil som helt ung og havde gjort Bayern München til mit hjem, men jeg kunne maerke, at det var på tide at blive udfordret igen. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzon­en og udfordre mig selv som menneske. Jeg følte, at tiden var kommet til at vaere et sted, hvor jeg kan blomstre og få det rigtige ansvar. Bayern München er en fantastisk klub, men på en måde er det også en drømmeverd­en. Samtidig var det svaert at få meget ansvar som teenager i en klub, hvor nogle af verdens bedste spiller.

Der er Southampto­n mere nede på jorden, og de er indstillet på at give mig meget ansvar. De ser mig som en stor del af deres fremtid, og jeg trives rigtigt godt med igen at skulle risikere noget og laere et nyt land og en ny liga at kende. Titler kan ingen tage fra en sportsmand, og vi husker også dem, der vandt. Derfor vil jeg som alle andre gerne vinde, men jeg nyder ikke opmaerksom­heden så meget, som folk måske tror. Da vi vandt mesterskab­et med Bayern München, fik jeg lov til at gå med pokalen ud til fansene lige efter Thomas Müller, men det føltes akavet, og jeg skyndte mig naermest at saette den ned og komme ned af podiet igen.

I Schalke fik jeg at vide, at jeg skulle vaere på forsiden af Schalke-magasinet allerede inden min første kamp, men det frabad jeg mig. Jeg har ikke behov for at blive iscenesat. Selvfølgel­ig er det vigtigt at have et godt brand i denne verden, men jeg opsøger det ikke. F. eks. er der ingen danske medier, der har mit telefonnum­mer. Jeg vil gerne leve i ro og koncentrer­e mig om fodbold. Jeg vil bare gerne huskes som én, der leverede på højeste niveau og kunne drive et hold fremad. Og når jeg bliver aeldre, vil jeg gerne kunne give igen til de unge.

Vi skal få mest muligt ud af alles potentiale. Det må vaere målet for et fodboldhol­d. Derfor handler det ikke om at promovere en enkelt spiller. Det handler om at stole på hinanden og give hinanden friheden til at lykkes, så hele holdet løfter sig, og alle kan vaere de bedste udgaver af sig selv. Forsvinder det fokus, så forsvinder kaerlighed­en til spillet, og så bliver spillerne for kyniske og for egoistiske. Så forsvinder min motivation, for så har jeg ikke hjertet med. Sådan et hold har jeg ikke lyst til at spille på.

 ?? Foto: AP Photo/Frank Augstein ??
Foto: AP Photo/Frank Augstein
 ??  ?? Foto: AP Photo/Kerstin Joensson
Foto: AP Photo/Kerstin Joensson

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark