NYE TYPER PLAYERSPONSORATER

I Herning finansierer lokale forretningsfolk en stor portion af FC Midtjyllands udgifter til den toårige aftale med Rafael van der Vaart, og da Benfica i foråret solgte Hany Mukhtar til Brøndby, røg pengene direkte videre til en spilleragent via en speciel, for ikke at sige ulovlig, aftale, Politiken kunne afsløre i foråret med hjaelp fra whistleblower-sitet Football Leaks.

”Ud over den kontante betaling sikrede Paulo Rodrigues sig en guldrandet klausul, der skulle traede i kraft, når Benfica solgte Mukhtar videre. Ifølge den skulle agenten have 15 procent af overgangssummen og et engangsbeløb på 1,4 millioner euro (knap 10,5 mio. kr.), hvis handlen fandt sted inden 1. juli 2017,” skrev Politiken 23. april i år.

I årtier er der af forskellige kanaler flydt milliarder til fodboldklubberne fra forskellige typer private investeringer, der som oftest er blevet betalt tilbage af klubberne med renters rente, ofte som del af de nu forbudte playersponsorater, der ikke har vaeret tilladt siden maj 2015.

Her i 2017 dukker der eksempler frem på andre typer aftaler, der ikke strengt taget er playersponsorater men i ånden såvel som pengestrømmene minder meget om den type aftaler. Det er aftaler, der populaert sagt giver fodboldklubber en ekstra mulighed for at låne penge, de ellers ikke havde adgang til, og som dermed giver mulighed for transfers til nogle beløb, klubberne i udgangspunktet ikke havde råd til.

”Det bliver noget naer umuligt at lukke ned for den type investeringer i fodboldspillere. Det kan vaere investorer, der kommer med penge til løn, og det kan vaere ved at indgå aftaler, der omgår forbuddet mod playersponsorater,” siger Jesper Jørgensen.

”Klubber som Benfica, FC Porto og Sporting, der levede af pengene fra disse playersponsorater, eksisterer jo stadigvaek, de har bare skruet aftalerne sammen på andre måder. Det kan vaere, man har fået de vaerste sorte penge sorteret fra, men det er stadig svaert at holde rede på, hvor alle pengene kommer fra på transfermarkedet.”