DANSKE A-TRAENERE ER EUROPAS DYRESTE
Den danske A-traeneruddannelse er den dyreste i hele Europa og er seks gange dyrere end den tilsvarende uddannelse i Tyskland. Prisen kan vaere en udfordring for unge traenere og deres klubber, men i DBU er man overbevist om, at unionens uddannelse er all
For en ung dansk fodboldtraener er det ikke nok at have talent og ambitioner om at udleve traenerdrømmen. Der skal også investeres mange tusinde kroner på vejen mod toppen af traenerpyramiden. En opgørelse fra 2016, som Tipsbladet er kommet i besiddelse af, dokumenterer, at den danske A-traeneruddannelse er den dyreste i hele Europa.
Den aktuelle pris for uddannelsen og den tilhørende eksamen ligger på 71.700 kroner. Ønsker kursisterne enkeltvaerelse undervejs, runder prisen de 75.000 kroner. Til sammenligning koster det kun lidt over 12.000 kroner at tilegne sig den tilsvarende licens i Tyskland. Og i Spanien kan det gøres for lidt over 8000 kroner.
DBU’s traenerudviklingschef Peter Rudbaek forklarer de markante prisforskelle med, at der kan vaere forskelle i opbygningen af uddannelserne hos de forskellige fodboldforbund, selvom de ender med den samme licens. Han peger desuden på, at DBU’s uddannelse inkluderer en studietur til udlandet med overnatninger, og at unionen har udgifter til de såkaldte ”medier”, ungdomsspillere fra danske klubber, som medvirker ved midtvejsforløbet i uddannelsen.
”Jeg tror ikke, der er tvivl om, at vi er et af de dyreste lande. Men der følger også noget med. Man skal huske, at der er forskel på, hvad det koster at spise i Kroatien og Danmark. Der er også forskel på, hvad en dansk instruktør får, og hvad de får i Serbien. Det er sådan nogle forskelle, som er svaert sammenlignelige,” lyder hans svar på spørgsmålet om rimeligheden i DBU’s priser.
Men A-uddannelsen i Danmark er også dobbelt så dyr som i Sverige?
”Ja. Men det kan også vaere, at vores er dobbelt så lang.”
Men det er den vel ikke?
”Det kan jeg ikke svare konkret på, men jeg ved i hvert fald, at den ikke er kortere. Så meget kan jeg sige.”
A-licensen er den naesthøjeste i UEFA’s traeneruddannelsessystem, og det økonomiske aspekt er vaesentligt, da uddannelsen typisk henvender sig til yngre traenere på vej frem i karrieren, hvor 75.000 kroner er en betydelig økonomisk udfordring på vejen, og hvor det ikke er givet, at traenerens klub er villig til eller har midler til at betale regningen.
Et eksempel er Jonathan Hartmann, der for nylig blev tilknyttet Superliga-truppen i Lyngby som analytiker ved siden af assistenttraenerjobbet for klubbens U/17-hold, og som jaevnligt medvirker i fodbolddebatter i podcastmediet Mediano. Da Hartmann startede på sin A-traeneruddannelse, arbejdede han i den lille klub Birkerød IF i Nordsjaelland. Her blev løsningen, at klubben betalte halvdelen, mens Hartmann selv daekkede resten over sin løn.
”Det betød da noget. Det var mange penge for både mig og for klubben. Og sådan var det for de fleste. Det var typisk traenere for små klubber som Birkerød, HIK, B1908 og den slags. Hvor man ikke bare kunne regne med, at klubben kunne betale for uddannelsen,” siger han.
”Jeg kender til andre, der er blevet sat tilbage og har ventet med at tage A-licensen, fordi den er så dyr. For større klubber betyder sådan et beløb måske ikke så meget. Men i de klubber er stillingerne jo allerede besat af traenere med A-licens,” fortsaetter han.
For mindre klubber kan dilemmaet også vaere, om de er villige til at investere i en ung traener, som måske alligevel snart rykker videre i systemet til en større klub. En konsekvens kan vaere, at de unge traenere derfor må binde sig til en mindre klub i nogle år, selvom det udviklingsmaessigt kunne vaere mere attraktivt andre steder.
DBU: DET ER LOGIK
Hos DBU fastholder Peter Rudbaek, at prisen er et udtryk for den danske uddannelses høje niveau og peger som eksempel på, at der i Danmark er fire instruktører tilknyttet et hold med 24 kursister, hvor der i Tyskland kun vil vaere en enkelt.
Kan den høje pris ikke risikere at skraemme unge, ambitiøse traenere vaek?
”Den kritik, jeg nogle gange får, går på, at nogle kommer for hurtigt med. Jeg kan komme med eksempler på unge traenere, hvor det ikke kan gå hurtigt nok. Jeg synes ikke, det gør noget, at uddannelser tager laengere tid,” siger Rudbaek.
Men når det i Tyskland kun koster 12.000 kroner, er det vel også en investering i de unge traenere fra fodboldforbundets side?
”Nej, vi prøver lige igen: Hvis der hos dem kun er én instruktør til 24 kursister, naesten ingen overnatninger og ingen studietur. Det er de ting, der koster.”
Så du føler, at der er er en logisk sammenhaeng mellem de her meget store prisforskelle?
”Det er der. Selvfølgelig er der det. Det er jo logik.”
Da Tipsbladet forelaegger Rudbaeks påstande om den tyske A-traeneruddannelse til Frank Wormuth, den mangeårige leder af den tyske traeneruddannelse, gør Wormuth dog opmaerksom på, at hans danske kollegas beskrivelse ikke stemmer overens med virkeligheden:
”Vores A-uddannelse varer tre en halv uge. Her er der to instruktører og fire eksterne referenter tilknyttet et hold på 30 kursister. Og indkvartering og forplejning er inkluderet i prisen på 1642 euro,” lyder det fra Wormuth, der bekraefter, at en studietur af tidsmaessige årsager ikke er en del af den tyske A-traeneruddannelse.
”Danskerne må betale mange penge for at gennemføre A- og Pro-uddannelserne. Da er vi bedre stillet. Men en høj pris er ikke nødvendigvis lig med høj kvalitet. Men jeg ved da, at Peter Rudbaek er en god chef,” fortsaetter han.
Frank Wormuth påpeger, at der kan vaere fodboldmaessige forskelle mellem landene, der gør, at de forskelle uddannelsestrin prioriteres forskelligt, og at det er muligt, at A-licensen har større vaerdi i Danmark end i Tyskland. I Tyskland er der krav om den højeste traeneruddannelse, Pro-licensen, allerede i den tredjebedste raekke, mens det i Danmark først er tilfaeldet i Superligaen. Og i Tyskland har man indført et ekstra trin mellem B- og A-uddannelserne, den såkaldte ungdomselitelicens, som er et obligatorisk trin i Tyskland, selvom den ikke har nogen vaerdi i UEFA-regi.
Også når det gaelder de øvrige trin i traeneruddannelsens pyramide, er Danmark blandt de fem dyreste lande i Europa. Pro-licensen er i øjeblikket prissat til lidt over 100.000 kroner og er omkring 20.000 kroner dyrere end den højeste traeneruddannelse i Tyskland på Wormuths berømmede Hennes-WeisweilerAkademie.
Om de danske traenere så rent faktisk får mere indhold for pengene end deres kolleger i andre lande, er et åbent spørgsmål. I praesentationen af de forskellige trin på uddannelsen henviser DBU til UEFA’s minimumstal for undervisningstimer på 180 for A-licensen og 360 timer for Pro-licensen. Peter Rudbaek gør dog opmaerksom på, at det blot er minimumstimetallet, og ifølge ham følger der mere undervisning med for pengene.
”Mange ting er heller ikke sammenlignelige. I Spanien indgår engelskundervisning for eksempel som del af uddannelsen,” understreger han.
Et kig på det spanske fodboldforbunds hjemmeside viser, at engelsk ganske rigtigt er på skemaet, når spanske traenere tager deres A-licens. Engelsktimerne udgør dog kun 25 af de i alt hele 475 timer for den spanske A-traeneruddannelse, som til trods for den billige pris altså holder sig langt over UEFA’s minimumskrav for timetal på 180.
Knap så målbart er det faglige niveau på uddannelserne. Gennem sin tilknytning til UEFA og hyppige besøg i andre lande føler Peter Rudbaek sig tryg ved det danske niveau. Og da avisen BT i 2013 gennem anonyme kilder beskrev en useriøs kultur og druk på DBU’s traeneruddannelser, afviste Rudbaek kritikken som en overdramatisering efter et enkeltstående tilfaelde. En holdning, han stadig har.
”Det er rigtigt, at der var én episode. Den er slået død. Men at gøre det til en generel ting vil vaere forkert og helt uretfaerdigt.”
ET NØDVENDIGT ONDE
Om uddannelsens niveau står mål med prisen eller ej, så har den ikke formået at gøre danske traenere til en eftertragtet vare i det store udland. En af de få danskere, der har skabt sig en karriere i udlandet, er Mads Davidsen, den nuvaerende tekniske direktør i Shanghai SIPG. Trods sin bopael i Kina har Davidsen gennemført Pro-traeneruddannelsen i Danmark og har gennem årene vaeret på en raekke inspirationsbesøg i forskellige europaeiske klubber og noteret, at hans nationalitet ikke har åbnet nogle døre som traener.
”Jeg synes godt, forbundet kunne vaere med til at praege det mere og vise en retning gennem traeneruddannelserne. Vi ville stå staerkere som danske traenere, hvis vi havde et brand. Det rødbedefarvede pas saelger ikke. Der er ingen saerlig respekt for danske traenere i udlandet. Hvad kan danske traenere, som andre ikke kan?” spørger han retorisk.
”Man kan altid diskutere indhold på uddannelserne og vaere enig eller uenig. Men jeg savner et større fokus på metodologien i uddannelsen. Det er der, toptraenerne adskiller sig. Hvad kan Guardiola, som andre ikke kan? Han kan det, at han ved nøjagtigt, hvad han vil. Hver eneste dag, i hver eneste detalje. I Danmark oplever jeg stadig, at det også retorisk foregår på et lidt for lavt niveau. Det er ikke mange Superliga-hold, hvor jeg virkelig ser en stram og tydelig metodologi,” fortsaetter Davidsen.
”Jeg var selv elev på et staerkt Pro-hold med blandt andre Flemming Pedersen [teknisk direktør i FC Nordsjaelland] og David Nielsen [cheftraener i Lyngby], og der havde vi nogle vildt interessante diskussioner. Men det var så en effekt af, hvem der deltog på holdet.”
I Lyngby husker Jonathan Hartmann tilbage på samme positive udbytte af den faglige sparring med de andre kursister på A-uddannelsen.
”Der blev flyttet rundt på salt og peber på studieturen og virkelig snakket fodbold. Det gav meget. Jeg havde også stort udbytte af supervisionen, hvor instruktørerne kom ud i klubben og overvaerede min traening. Til gengaeld kunne jeg godt ønske, at der udefra kom flere eksperter på specifikke fagområder, som kunne bidrage med ny viden og ny forskning. Og så kunne det også løfte niveauet, hvis man kunne tilknytte større traenerkapaciteter. Nuvaerende Superliga-traenere eksempelvis,” siger Hartmann.
For Superligatraenere er det et krav, at de enten har Pro-licens eller er i gang med den højeste uddannelse. Konkret betød det, at SønderjyskE måtte opgive at ansaette A-traeneren Christian Lønstrup som ny cheftraener i vinter. En situation, der irriterede sportschef Hans Jørgen Haysen, der ikke viste tegn på den store respekt for licensernes kvalitetssikring.
”Jeg synes, det er synd, at det er et system, der skal afgøre, hvem vi har som kandidater til vores job. Det giver i hvert fald ikke fri bevaegelighed,” sagde han til BT, mens Helsingør Dagblad undrende skrev om, at ”DBU’s licensrytteri” havde reddet Helsingør fra at miste cheftraeneren. To eksempler, der illustrerer en opfattelse af, at traeneruddannelserne mere er et nødvendigt onde, end at de har en vaerdi, der modsvarer prisen.
”For mig er det mere tegn på manglende viden end manglende respekt over for uddannelsen,” siger Peter Rudbaek, mens Mads Davidsen vurderer, at det ville vaere gavnligt, hvis uddannelserne havde en højere status blandt traenere og klubber.
”Jeg tror nogle gange, at deltagere føler, at de tager uddannelsen bare for at få licensen. Og det er jo ikke optimalt. Så kan man spørge, hvad det er en effekt af. Er det, fordi folk ikke føler, at der er nok indhold i uddannelsen?” spørger den tekniske direktør i Shanghai. +