N E
Tilbage på pinden igen efter tre ugers pause, og jeg laegger ud i den mere filosofiske afdeling og med en tur op i helikopterperspektivet. Der har heller ikke vaeret de helt hårrejsende diskussionsspørgsmål det seneste par uger (har jeg overset noget, så drop gerne en mail), men de skal nok komme igen, når først gruppespillene til de europaeiske klubturneringer starter. Så jeg holder vejret, nyder ventetiden og tager en lidt mere abstrakt uge denne gang.
På alle livets områder er det nødvendigt med regler og bestemmelser af en eller anden art til at regulere forholdene. Jeg ved godt, at der er folk og bevaegelser, der mener, at alle regler er af det onde, men vi har vist endnu til gode at se et regelløst samfund (eller bare område i samfundet), som fungerer nogenlunde tilfredsstillende, og uden at man meget hurtigt lander i en opdeling mellem dem, der udnytter, og dem der bliver udnyttet.
Når man har love og regler, kan man også vaere sikker på, at der lynhurtigt opstår forskellige fortolkninger og opfattelser af dem, medmindre de er udformet så stramt, at der overhovedet ikke er noget råderum. Hvad fodboldloven angår, er der nogle regler, som på papiret er totalt objektive, f.eks. spørgsmålet om en bold helt har krydset en linje eller ej. Og så er der alle de andre områder, som er langt de fleste, og hvor det i selve lovgrundlaget er overladt til en vurdering. De vigtigste ord i fodboldloven er uden tvivl ordene ’efter dommerens skøn’ - og allerede her er aesken med alle potentielle ulykker lukket op, for der er naeppe to mennesker, der altid skønner ens. Man kan forsøge at laegge nogle rammer og kriterier for skønnet, som skal sikre, at en vurdering ikke bliver helt til hest, men total ensartethed vil man aldrig opnå, uanset hvor meget man prøver.
Ud fra et princip om, at der må findes en højere retfaerdighed og én absolut sandhed vil mange mennesker i fodboldverdenen gerne have den helt rigtige kendelse hver gang. Det er selvfølgelig et helt fair mål at have - men der findes tilfaelde, hvor det bare ikke er muligt selv ud fra nok så mange TV-vinkler at afgøre, om dette er rigtigt eller forkert. Men jo flere penge, der er involveret i fodbold, og jo mere en enkelt fejlkendelse kan betyde på regnskabets bundlinje, jo mere forståeligt er det set fra et forretningsmaessigt synspunkt, at man gerne vil forsøge. Så er det, at de teknologiske hjaelpemidler kommer i brug.
Det objektive - om en bold er inde eller ude - kan man bruge målkameraer og tilsvarende til, og det tror jeg egentlig, at langt de fleste er tilhaengere af, medmindre man hører til dem, der synes, at det er en charme også her mere end 50 år efter at kunne diskutere Wembley-målet i 1966-finalen mellem England og Vesttyskland. Omkring de subjektive skøn er man nu begyndt at forsøge sig med videodommere, som i en sendevogn har en mindre haerskare af skaerme og vinkler til rådighed, som de kan melde ind til hoveddommeren på banen - som heldigvis altid har den endelige afgørelse. Man kan lide det eller ej, men det er helt fair, at man ser, om de teknologiske fremskridt kan hjaelpe noget. Forsøgene er stadig på et rimelig tidligt stadium, og selvfølgelig skal det hele have en chance, men jeg må indrømme, at systemet, som det blev anvendt under Confederations Cup i sommer, naermere rejste flere spørgsmål, end det besvarede. Jeg gruer personlig for, hvordan naeste års VM kommer til at forløbe, for FIFA har jo vaeret hurtige på aftraekkeren og proklamere, at videodommer vil blive anvendt, men der er ikke så frygtelig mange turneringer inden da til at traene de dommere og linjedommere, som skal arbejde med det.
SDer er nogle grundlaeggende problemer i det, hvis videodommerkonceptet skulle blive vedtaget og udbredt også til nationale turneringer. Det første er økonomien - det andet det ironiske, at vurderingen stadig er subjektiv: nu er den bare flyttet fra banen ud i OB-vognen og tilbage på banen igen, når den endelige afgørelse skal traeffes. Hvad gør man mon, hvis teknikken kikser, som den gjorde i én af forsøgskampene i den tyske Bundesliga her i starten af saesonen? Og endelig er der det argument, som de faerreste rigtig har lyst til at tale om, men som jeg som djaevelens advokat selvfølgelig er nødt til at have med her: hvordan er det lige med den producer, som bestemmer, hvilke billeder, der skal ud i aeteren til brug for vurderingen? I virkeligheden er det - hvis man ikke kan sikre fuldstaendig ufiltrerede billeder fra alle vinkler - ham, der kommer til at sidde med magten. Skraekscenariet kunne vaere en sidste øjebliks-kontroversiel situation