NÅR FOD OG HO­VED MØ­DES

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Jeg har før på den­ne plads ud­bredt mig om ét af klum­meskri­ve­rens spø­gel­ser, som man kun­ne kal­de ’ang­sten for det hvi­de pa­pir’. Egent­lig et ud­tryk, som ti­den i et eller an­det om­fang er lø­bet fra, og som om en ge­ne­ra­tion eller to må­ske na­er­mest skal ha­ve en fod­no­te med på vej­en for over­ho­ve­det at bli­ve for­stå­et, for det er vel de fa­er­re­ste, der nu om stun­der sid­der med kug­le­pen og pa­pir og ven­ter på, at in­spira­tio­nen skal ind­fin­de sig. De fle­ste af os sid­der vel med et stort tomt Word-do­ku­ment eller til­sva­ren­de og stir­rer på det, mens vi ven­ter på at kun­ne klapre løs. Jeg skal nu hil­se og si­ge, at det kan va­e­re mindst li­ge så in­ti­mi­de­ren­de som de li­ni­e­re­de styk­ker pa­pir, der lå og hå­ne­de én ved ind­led­nin­gen til en­hver skrift­lig ek­sa­men for snart man­ge år si­den. Og selv om det ef­ter­hån­den er ot­te et halvt år si­den, at jeg be­gik den før­ste klum­me til Tipsbladet - gad vi­de, hvor den tid dog blev af - kan det blan­ke do­ku­ment på ska­er­men sta­dig få pul­sen til at slå en anel­se hur­ti­ge­re, mens deadline-dja­e­vel­en står og prik­ker diskret på skul­de­ren.

Men så er der hel­dig­vis og­så uger, hvor te­ma­et na­e­mest kom­mer sprin­gen­de af sig selv, og hvor ska­eb­nen vil, at der in­den for sam­me we­e­kend eller uge kom­mer fle­re si­tu­a­tio­ner af sam­me ty­pe, som det kan va­e­re en fest at sam­men­lig­ne. For hel­dig­vis er der al­drig to si­tu­a­tio­ner, der er nøj­ag­tig ens - det er li­ge­som no­get af char­men ved det he­le. I den­ne we­e­kend var det to si­tu­a­tio­ner, hvor en an­gri­ber og en for­sva­rer beg­ge vil ha­ve fat i en løs og høj bold. Om lør­da­gen mel­lem Man­che­ster Ci­ty og Li­ver­pool er det Li­ver­pools Sa­dio Mané og Ci­tys må­l­mand Eder­son - og om søn­da­gen her­hjem­me mel­lem FCK og FC Midtjyl­land Denis Vavro og Ale­xan­der Sør­lo­th. I beg­ge til­fa­el­de ender det med, at an­gri­be­rens fod lan­der i ho­ve­d­et på for­sva­re­ren - og i beg­ge til­fa­el­de kom­mer for­sva­re­ren slemt til ska­de. I Man­che­ster er kor­tet rødt - i Kø­ben­havn er kor­tet gult. Og hvor­for er der så li­ge den forskel ? Den bil­li­ge og fla­be­de ud­gang på det spørgs­mål vil­le va­e­re at si­ge, at det er to for­skel­li­ge kam­pe, to for­skel­li­ge stem­nin­ger og ik­ke mindst to for­skel­li­ge dom­me­re. Det er

sandt nok, men reg­ler­ne er for­hå­bent­lig de sam­me.

Først og frem­mest skal jeg slå fast, at vi hvad der na­ep­pe kan un­dre no­gen - er ov­re i af­de­lin­gen for far­ligt spil og i den grad med kon­takt. Vi er selv­føl­ge­lig og­så nødt til at fin­de ud af, hvem der egent­lig gør si­tu­a­tio­nen far­lig, for det er ved­kom­men­de, der skal straf­fes. I in­gen af si­tu­a­tio­ner­ne er der tvivl om, at det er an­gri­be­ren, der gør si­tu­a­tio­nen far­lig, for det er ham, der er den pri­ma­ert ak­ti­ve. Men an­sta­en­dig­vis skal det mod­sat­te og­så li­ge vur­de­res - hvis det var for­sva­re­ren, der som den sid­ste på bol­den selv dyk­ke­de ned i fo­den, var det ham, der hav­de gjort si­tu­a­tio­nen far­lig, og så vil­le det - uan­set om ta­en­der­ne fløj i al­le ver­dens­hjør­ner - prin­ci­pi­elt nor­malt va­e­re an­gri­ber­ne, der skul­le ha­ve fris­par­ket. Det vil­le i så fald va­e­re et in­di­rek­te ét af slagsen, når det er dømt for far­ligt spil mod én selv - men det kom­mer vi ik­ke i na­er­he­den af her. Det er for­sva­re­ren, der som det uskyl­di­ge of­fer skal ha­ve fris­par­ket - og så bli­ver det et di­rek­te fris­park for det, som nu om stun­der lov­ma­es­sigt hed­der ’brem­ser en mod­spil­ler med fy­sisk kon­takt’. Men ’far­ligt spil med kon­takt’ kan al­le for­stå og for­hol­de sig til, så jeg sover ik­ke spe­ci­elt dår­ligt om nat­ten, hvis man for for­stå­el­sens skyld kal­der ha­en­del­sen det.

Di­rek­te fris­park - men så er der kort­far­ven, som jo prin­ci­pi­elt kan va­e­re gul, rød - eller slet in­gen­ting. Fod­bold­loven bug­ner man­ge ste­der af kri­te­ri­er, som dom­me­ren lyn­hur­tigt skal gen­nem­lø­be, før han ta­ger sin be­slut­ning - det ga­el­der om­rå­der, som hvad det vil si­ge at be­rø­ve en op­lagt scor­ings­mu­lig­hed (rød), brem­se et loven­de an­greb (gul) - og vur­de­rin­gen af f.eks. ta­ck­lin­ger. In­gen af de­le­ne kan vi bru­ge her, for ta­ck­lin­ger er no­get, som fo­re­går ved fød­der­ne (selv om man godt blandt spil­le­re, tra­e­ne­re, me­di­er og her­ren hja­el­pe mig og­så dom­me­re med mel­lem­rum kan hø­re or­det ’skul­derta­ck­ling’, hvil­ket dy­best set er non­sens).

Vi er med an­dre ord ov­re i de al­min­de­li­ge fa­erds­els­reg­ler for op­før­sel på en fod­bold­ba­ne, som ger­ne skul­le sik­re, at al­le kan gå no­gen­lun­de uskadt på ar­bej­de da­gen ef­ter - og der­med be­gre­ber­ne ’sat­set’, ’hen­syns­løst’ og ’unø­dig stor kraft’, som skal ud­lø­se hen­holds­vis in­tet, gult eller rødt kort. Det sat­se­de kan vi godt se bort fra i den­ne sam­men­ha­eng, for det ka­rak­te­ri­se­rer det al­min­de­li­ge fris­park, som der op­tra­e­der et du­sin af i en hvil­ken som helst fodboldkamp. Det er al­le nok eni­ge om, at vi ik­ke har at gø­re med, så det er ’hen­syns­løst’ og ’unø­dig stor kraft’, det dre­jer sig om.

’Hen­syns­løst’ de­fi­ne­res som, at spil­le­ren har hand­let uden hen­syn­ta­gen til den fa­re eller de kon­se­kven­ser, som hans mod­spil­ler kan ud­sa­et­tes for - og ’unø­dig stor kraft’ hand­ler om, at spil­le­ren er gå­et ud over den nød­ven­di­ge kraft­an­ven­del­se og ud­sa­et­ter sin mod­spil­ler for fa­re. Ved ’hen­syns­løst’ be­hø­ver fa­ren alt­så ik­ke bli­ve en re­a­li­tet, ba­re mu­lig­he­den er der og ved ’unø­dig stor kraft’ er fa­ren til ste­de. Så hvil­ken si­de af heg­net skal vur­de­rin­gen af de to si­tu­a­tio­ner fal­de ned på ?

Star­ter vi i Man­che­ster, er det en lang og høj bold, som bå­de Mané og Eder­son jag­ter. De mø­des uden for straf­fes­parks­fel­tet, hvor Eder­son ak­ku­rat får kon­takt med bol­den, in­den han ram­mes vold­somt af Manés fod i ho­ved­høj­de med knop­per­ne for­re­st. Mané kom­mer i fuldt fir­spring og sprin­ger na­er­mest det sid­ste skridt ind, uden at han på det tids­punkt har den sto­re mu­lig­hed for at spil­le bol­den. Så ko­de­or­de­ne her kun­ne va­e­re fart, kraft, knop­per og mu­lig­hed for at spil­le bol­den. At det vir­ke­lig var far­ligt ses ale­ne af, at Eder­son må ba­e­res ud, og bil­le­der­ne af hans an­sigt bag­ef­ter er hel­ler ik­ke no­get mun­tert syn. At det er må­l­man­den, som det går ud over, gør ik­ke no­gen forskel - selv om man­ge må­l­ma­end tror det, har de ik­ke for­kør­sels­ret eller no­gen spe­ci­el­le ret­tig­he­der i den­ne hen­se­en­de, så det er ale­ne sam­men­stø­det, der skal vur­de­res. I mi­ne øj­ne er de­fi­ni­tio­nen for ’unø­dig stor kraft’ i den grad op­fyldt, og jeg kan slet ik­ke fo­re­stil­le mig no­gen an­den kort­far­ve end rød - med al respekt for f.eks. den en­gel­ske tid­li­ge­re top­dom­mer Clat­ten­burg, som har ment, at man godt kun­ne ha­ve nø­je­des med gult. Det er hård­fø­re folk dérov­re på øer­ne.

I Kø­ben­havn har vi en høj bold ind i straf­fes­parks­fel­tet med ret­ning mod bå­de Vavro og Sør­lo­th. Vavro har blik­ket ret­tet mod bol­den li­ge­som Mané hav­de det - hvil­ket dog ik­ke for­hin­drer ham i at hol­de lidt fast i Sør­lo­th, så han ved godt, at der er en for­sva­rer, på sam­me må­de, som Mané selv­føl­ge­lig måt­te vi­de, at der kom­mer en må­l­mand ud i ham. Vavro let­ter en anel­se fra jor­den og svin­ger be­net op i bol­dens høj­de, hvor Sør­lo­th sam­ti­dig har be­va­e­get ho­ve­d­et mod den og kom­mer mar­gi­nalt først på den, før han ram­mes i ho­ve­d­et af Vavros fod - over­si­den af støv­len, ik­ke knop­per­ne. Re­sul­ta­tet her er en bra­ek­ket na­e­se, så fa­ren er i hvert fald til ste­de. For­skel­len til Manés si­tu­a­tion er for mig at se kraf­ten (be­net svin­ges na­er­mest op fra stå­en­de stil­ling), fo­dens po­si­tion og en stør­re mu­lig­hed for at spil­le bol­den. Vi be­fin­der os helt klart i gra­en­se­om­rå­det, hvor gult og rødt mø­des, men jeg sy­nes trods alt, at det er de­fi­ni­tio­nen på hen­syns­løst, som er op­fyldt her, sna­re­re end at det er de­fi­ni­tio­nen på unø­dig stor kraft.

Når man ta­ler far­ligt spil, hvor spil­le­ren jo som ud­gangs­punkt har til hen­sigt at spil­le bol­den - el­lers vil­le vi va­e­re ov­re i en helt an­den bold­ga­de for for­se­el­ser - har jeg som mit eget lil­le per­son­li­ge pej­le­ma­er­ke, at når spi­lob­jek­tet er bol­den, skal der vir­ke­lig la­eg­ges nog­le ek­stra fak­to­rer på, før kor­tet bli­ver rødt. Det sy­nes jeg, at der er i Manés til­fa­el­de (pri­ma­ert far­ten og knop­per­ne og og­så til en vis grad mu­lig­he­den for at spil­le bol­den) - men jeg vil bli­ve på gult for den dan­ske epi­so­de.

Men der er som be­kendt in­gen en­de­gyl­di­ge sand­he­der i fod­bold, når det kom­mer til si­tu­a­tio­ner, hvor dom­me­ren skal skøn­ne. Tirs­dag af­ten vi­ste jeg beg­ge si­tu­a­tio­ner i for­bin­del­se med en te­o­ri­gen­nem­gang for en sam­ling kø­ben­havn­ske fod­bold­dom­me­re af al­le in­dran­ge­rin­ger og al­der­s­klas­ser. Her gav en hur­tig hånds­op­ra­ek­ning 60-40 til rødt kort for si­tu­a­tio­nen i Par­ken, før vi be­gynd­te at dis­se­ke­re den. Hvil­ket ba­re vi­ser, at man i hvert fald og­så blandt fag­folk, når det kom­mer til før­ste ind­sky­del­se, be­fin­der sig in­de i gråzo­nen. Men rødt i Man­che­ster er der ik­ke no­gen, der skal få mig va­ek fra ud fra de bil­le­der, der har va­e­ret til rå­dig­hed.

Fo­to: AP Pho­to/Rui Vieira

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.