BRØLET FRA BRISBANE
”Jeg tog hertil med målet om at vaere en profil og gøre en forskel. Det har jeg opfyldt,” siger Thomas Kristensen inden starten på sin anden saeson i Brisbane Roar i Australien. Her har midtbanespilleren oplevet stor personlig succes i A-League, slået Car
Han tager imod i lufthavnen og er blot iklaedt shorts og t-shirt. Andet er der ikke brug for på disse kanter. Nede sydpå naegter vinteren at slippe sit tag i Australien, men i subtropiske Brisbane er vinterkulde ikke et tema. Tvaertimod. Som fodboldspiller i Brisbane Roar skal man vaere i stand til at arbejde i ekstrem varme.
”Lige nu er det okay, men når vi kommer hen mod den australske sommer, spiller vi tit i 37-38 grader og med høj luftfugtighed. Det er som at få et vådt håndklaede i hovedet. Jeg har vaennet mig til det, men jeg havde en enkelt kamp i sidste saeson, hvor det var helt galt, fordi jeg havde vaeret syg op til kampen. Det har jeg også prøvet i Europa, og der har jeg godt kunnet bide taenderne sammen og komme igennem det alligevel. Her blev jeg fuldstaendig tappet, måtte udgå og tabte mig fem kilo,” siger Thomas Kristensen, da vi har sat os ind i hans bil med kurs mod centrum af Australiens tredjestørste by, og midtbanespilleren er begyndt at fortaelle om oplevelserne Down Under.
TK har meget at fortaelle, for fodbold i Australien er på mange måder noget andet end det, han har vaeret vant til i Europa gennem en lang karriere. Og han er en nysgerrig person, der med interesse har sat sig ind i den australske fodboldkultur. Han foreslår, at vi laegger vejen forbi hans hjemmebane Suncorp Stadium, der tårner sig op inde i et af de centrale kvarterer i storbyen. Vi går ind på graesset på det enorme stadion, der har plads til over 52.000 tilskuere. Til Roars hjemmekampe kom der i sidste saeson i gennemsnit lidt over 14.000 tilskuere, hvilket var det fjerdehøjeste snit i A-League.
”Lige nu er graesset i fin stand. Men sidste vinter var der et tidspunkt, hvor der blev spillet rugby fredag og lørdag, og så spillede vi søndag. Da så den skidt ud,” siger Thomas Kristensen om virkeligheden som fodboldspiller i Australien. Nok er sporten i fremgang, og der er store ambitioner for A-League. Men når det gaelder omverdenens opmaerksomhed og prioriteringer, er det stadig umuligt at vinde kampen med rugby og AFL, den store liga for den australske udgave af fodbold.
”Man kan bare åbne aviserne. Der er 20 sider om AFL, rugby og cricket. Og så nogle notitser om fodbold. Bare her i Brisbane har man to rugby-hold og et AFL-hold, som får mere opmaerksomhed. Jeg har selv prøvet at se rugby, men det har ikke rigtig grebet mig,” siger han.
De gør ellers, hvad de kan, for at udvikle fodbolden i Australien. Den hårde konkurrence gør, at arrangørerne bag A-League er meget aktive i forhold til at skabe et optimalt produkt.
”Tv-daekningen er fuldt på højde med det, jeg oplevede i Holland. Og nok også bedre, end den er i Danmark. Prøv at se deroppe,” siger han, da vi er gået ind i omklaedningsrummet, og han peger op mod en lille kugle i loftet. ”Det er et tv-kamera. I pausen af kampene viser tv billeder her fra omklaedningsrummet. Klubberne har en meget åben tilgang til medierne.”
I daekningen af A-League er der faldet mange positive ord om den danske midtbanespiller i Brisbane Roar. Kristensen havde en flot første saeson i Australien, hvor han i sine første ni kampe scorede fire mål. Den kontrakt, der i første omgang kun løb en enkelt saeson, blev hurtigt forlaenget med to år yderligere.
”Jeg kan spille min form for fodbold her. Jeg har vaeret en profil for Brisbane og i ligaen. Det var en grund til, at jeg tog hertil. At jeg kunne vaere en profil og gøre en forskel. Det har jeg opfyldt.”
AALESUND ELLER BRISBANE
At Thomas Kristensen befinder sig her, på den anden side af jorden, er et resultat af de tilfaeldigheder og uforudsete begivenheder, der ofte ender med at praege en fodboldkarriere. I sommeren 2016 udløb hans kontrakt i ADO Den Haag efter to gode år i Holland, hvor danskeren tilmed var blevet udnaevnt til anfører undervejs.
Han havde option på et år mere, men vidste tidligt, at den ikke ville blive anvendt. Årsagen var, at klubben var i en svaer situation. Den kinesiske ejer betalte ikke de aftalte rater, og derfor kunne klubben ikke forsvare at indgå nye kontrakter med spillerne. Så da TK rejste til Florida på sommerferie, vidste han ikke, om han stadig ville vaere ADO-spiller, når den nye saeson gik i gang. Hans fornemmelse var dog stadig positiv. Han havde meddelt klubben, at han var villig til at gå ned i løn, og han vidste, at han var en populaer spiller. Og han havde kun lige nået at laese, at montenegrineren Željko Petrovi var blevet ansat som ny traener, før han havde ham i røret. Petrovi ville gerne have danskeren til at møde op til traeningsstarten. Og efter nogle dage var planen, at han skulle skrive under på en ny aftale.
Men kontrakten blev aldrig underskrevet. Petrovi havde misforstået de vilkår, han havde sagt ja til ved ansaettelsen. Han havde fået mandat til at hente tre nye spillere til klubben, men traeneren regnede ikke med, at Thomas Kristensen blev set som en af de nye, når nu han havde vaeret i klubben i to år. Det gjorde han. Så Petrovi kunne alligevel ikke tilbyde TK en aftale.
”Det var meget overraskende. Alle i klubben troede, at jeg skulle blive. Alle i staben, alle spillerne, alle fans. Jeg var rimelig populaer,” siger han om det maerkvaerdige forløb.
I stedet begyndte Thomas at afsøge andre muligheder i Holland. Han forhørte sig hos oprykkerne fra Sparta, der havde danske Ole Tobiasen som assistent. Men pengene var der ikke til at tilbyde ham en kontrakt. Han følte, at han slog hovedet mod en mur.
”Jeg havde lagt alle aeg i én kurv, fordi jeg regnede med at fortsaette i ADO. Så jeg var sent ude i forhold til at få kontrakt i en anden klub i Holland.”
I stedet for at vente på en åbning i Holland rejste TK til Danmark og fik lov til at traene med i sin gamle klub FC Nordsjaelland. Imens modtog han et tilbud fra Aalesunds FK i Norge, som han og familien overvejede. Men efter et par dage på traeningsbanen i Farum dukkede en helt anden mulighed op, da Brisbane Roar meldte deres interesse. Deres spanske midtbanespiller Corona var taget hjem til sin gamle klub Almería, og klubben havde brug for en afløser.
Kontakten opstod gennem en australsk agent, som havde haft mandat til at sondere terraenet i A-League i et stykke tid. Samme agent stod bag Morten Nordstrands skifte til Newcastle Jets et halvt år tidligere, og angriberen havde vaeret TK’s personlige ven i årevis.
”Jeg havde aldrig vaeret i Australien. Og havde Nordstrand ikke spillet der, så havde det nok ikke vaeret i mine tanker. Men han havde haft en god start dernede og talte godt om det. Og jeg kunne heller ikke vaelge og vrage mellem tilbud,” siger han.
”Så vi talte om det derhjemme. Aalesund havde sikkert vaeret fint, men det ville også vaere lidt som at spille i Superligaen. Det her var noget helt andet. Det ville få os ud af vores comfort zone,” fortsaetter han.
”Jeg har nok altid vaeret pakket ind i vat. Jeg har haft foraeldre, der har vaeret gode til at tage med mig til fodbold og se mine kampe. Jeg har altid haft en hjaelpende hånd og et sikkerhedsnet. Men vi besluttede os for at springe ud i det.”
SLANGE I SKOLEGÅRDEN
Vi har forladt Suncorp Stadium og er fortsat mod New Farm-kvarteret, hvor Thomas Kristensen og familien har slået sig ned i et hus efter starten i en lejlighed inde i centrum. Her er god plads til overnattende gaester, selvom der er noget laengere mellem besøgene hjemmefra, end da de boede i Haag.
Efter kontrakten kom på plads, rejste midtbanemanden alene til Australien. Senere fulgte Sofie og børnene Oscar og Alma med, mens ejendelene blev opmagasineret hjemme i Danmark. Det ville alligevel tage mange måneder at fragte dem til Australien, og i første omgang var der tale om en kort kontrakt for en enkelt saeson.
Vi spadserer den korte tur gennem New Farm op mod børnenes skole. Flere af Thomas’ holdkammerater bor her i kvarteret, og oppe i skolegården nikker han til andre fodboldfaedre, der henter børn klaedt i skoleuniform. Thomas fortaeller historien om, hvordan man et par uger tidligere pludselig opdagede en stor slange på legepladsen i skolegården. Det var nu ikke noget, der chokerede australierne, lod det til.
I dag kan Thomas fortaelle 8-årige Oscar, at han som håbet er blevet optaget på et fodboldhold i byen. Et hold, som hører under Brisbane City FC, en anden klub i byen.
Vi fortsaetter ned mod Brisbane River og spiser frokost. Floden snor sig gennem byen, inden den munder ud i Moreton Bay. Nord og syd for Brisbane ligger nogle af Australiens populaere kystområder. I et af dem har den tidligere Barcelona-traener Luis Enrique nu slået sig ned for at surfe, forlyder det.
Der bor naesten 2,5 millioner mennesker i Brisbane, der er hovedstad i Queensland-staten, og i fodboldmaessig henseende er Brisbane Roar den nordligste klub i A-League. Klubben har en lang historie under forskellige navne. Tidligere havde den tilnavnet Lions, men siden 2005 er det i stedet løvernes brøl, der har navngivet klubben.
Afstandene i landet er enorme, så opgørene mod vennen Nordstrands tidligere klub Newcastle Jets naesten 800 kilometer sydpå, er det naermeste ”lokalopgør” for Thomas Kristensens Roar.
”Det er noget andet end i Danmark, hvor man kan høre, at det er en lang rejse at skulle flyve et par timer til Østeuropa. Her flyver vi til hver eneste udekamp, og der er ofte 15-20 graders forskel, når vi lander,” siger Thomas.
”Da vi spillede asiatisk Champions League, var det helt vildt. Det blev regnet ud, at vi i løbet af en måned rejste over 60.000 kilometer og i gennemsnit sad to timer i et fly om dagen. Og det var ikke på business class eller i chartrede fly,” fortaeller han og beskriver en vanvittig uge med først en udekamp i Perth i den modsatte ende af Australien tre tidszoner vaek. Derefter en Champions League-kamp i Ulsan i Sydkorea i midtugen. Og så direkte videre til en A-League-kamp i Melbourne.
”Det trak taender ud. Vi fik mange følgeskader. Min ryg havde det svaert med så mange timer i fly. Det var en hård periode, hvor vi satte meget til i ligaen,” siger han.
Vi taler om, hvorvidt han egentlig er den første dansker nogensinde i den asiatiske Champions League og kan ikke komme på andre. Brisbane Roar måtte gennem kvalifikation for at nå frem til gruppespillet, og på vejen slog man den store kinesiske klub Shanghai Shenhua med Carlos Tevez og Obafemi Martins på holdet ud af turneringen med en højest overraskende 2-0-sejr på udebane.
”Det er i Top 3 over resultater af australske hold. Der var ikke mange, der havde regnet med det,” siger Thomas Kristensen.
”Og selvom det var hårdt og kostede i ligaen at spille Champions League, så var det en oplevelse at møde nogle helt andre kulturer. Som i Kina, hvor klubben til den kamp havde lavet en aftale med en kinesisk sponsor. Han kom så på vores hotel og gav os alle en konvolut og en gave, fordi det var kinesisk nytår, og vi nu gik ind i Hanens År. I konvolutten var 500 euro. Det synes jeg jo var lidt maerkeligt, men det var kutyme i Kina, at man fik gaver. Og efter sejren fik vi en konvolut mere.”
LØNLOFT OG TEMPOFODBOLD
I gruppespillet blev det blot til fire point i de seks kampe, og i modsaetning til Europa er der ikke den store økonomi i at spille Champions League for de australske klubber. Det løber kun lige rundt. I sidste saeson sluttede Brisbane Roar for andet år i traek på tredjepladsen i A-League, så til januar venter nye kvalifikationskampe til Champions League. Inden da gaelder det saesonstarten i A-League, hvor Michael Jakobsen og Melbourne City den første fredag i oktober tager imod til et danskeropgør i premiererunden.
”De vil gerne meget mere med ligaen, end de gør nu. Der bliver brugt mange penge på tv, og de prøver at hente profiler til, selvom det ikke er på samme niveau som i USA og Kina. De ved godt, at A-League er et produkt, der skal saelges. Det er ikke som Premier League, der saelger sig selv,” siger Thomas Kristensen om ligaen, der stadig er en forholdsvis ny konstruktion i Australien.
A-League blev stiftet i 2005, og samtidig startede en raekke nye klubber op. Ligaen består i dag af ti hold, ni fra Australien og Wellington Phoenix fra New Zealand, og er en lukket turnering uden nedrykning. De seks bedste slutter saesonen med et slutspil efter knockoutformat, hvor de to højest placerede hold i grundspillet går direkte til semifinalerne, og hvor det højest placerede hold i grundspillet hele vejen har fordel af hjemmebane. I sidste saeson nåede Brisbane Roar semifinalen.
”Der er knald på i kampene. Jeg vil ikke sige, at niveauet er lige så højt som i Holland eller i Danmark. Men det er nok ikke langt fra Danmark. Jeg synes, det er svaert at sammenligne, for i Superligaen er der 14 hold, der alle er gode til at forsvare og organisere sig. Det gør man ikke her. Alle vil angribe, og taktisk er de ikke så dygtige som de danske hold. Så kampene bliver mere åbne. For den neutrale tilskuer er det højest sandsynligt mere underholdende her end i mange Superligakampe. Der er mere action hernede,” siger Thomas.
”Jeg har aldrig traenet så hårdt, som jeg gør her. Det er nok også for hårdt. Vi løber og styrketraener helt sindssygt meget. Mange spillere, isaer de italienske og de spanske, får et chok. Teknisk er det ikke fantastisk, men tempoet er højere end i Holland og Danmark. Vi løber mere, men vi løber nok også mere forgaeves,” siger han.
Et af de saerlige kendetegn ved A-League er det såkaldte salary cap, lønloftet, som alle klubber skal operere ud fra. Systemet kendes også fra Nordamerika og har både til formål at sikre en jaevnbyrdig turnering, og at ingen klubber roder sig ud i økonomiske problemer. Hver klub har dog også mulighed for at hente to spillere uden for lønloftets restriktioner, de såkaldte marquee players, der har til formål at kaste lidt stjernestøv over A-League. Denne sommer har Thomas Kristensen på den baggrund fået den italienske veteranangriber Massimo Maccarone på 38 år som ny holdkammerat.
”Da jeg så hans alder, taenkte jeg da: ’Hold da kaeft.’ Men han har altså spillet i Empoli i Serie A de sidste to år og scoret mange mål. Jeg kan se, at han bare skal i form. Som afslutter er der ikke mange i Australien, der er bedre,” siger han.
”Egentlig kan jeg godt lide ideen om, at alle har det samme. Der er noget aegthed i det. Men jeg er nok også lidt dobbeltmoralsk og haelder alt i alt mest til den europaeiske model. Se på, hvad FCK har bygget op. Det ville vaere svaert at gøre inden for et salary cap. Hernede ser du ikke et hold, der vinder fem mesterskaber i traek. Har man en succesrig saeson, er spillerne vaek. Og det er ikke sikkert, at du inden for et salary cap lige kan finde det samme niveau igen naeste år.”
FORVANDLINGEN I FCK
Flere gange naevner Thomas Kristensen, hvordan han har nydt årene i udlandet, siden han som 31-årig forlod FC København i 2014. Indtil da havde hele karrieren udspillet sig i Danmark, og efterhånden følte han, at han havde set rigeligt til de samme modspillere, de samme stadioner, de samme traenere og de samme dommere.
”Jeg havde nok behov for noget ny inspiration. Det giver bare noget andet nu at spille udekampe i Melbourne eller Sydney eller New Zealand,” siger han.
”Men det har også vaeret svaert at vaenne sig til ikke at vinde hver gang. I FCK skulle vi vinde hver gang. Det var en katastrofe, hvis vi ikke vandt. Man får et vinder-gen implementeret i sig hver dag i traening og kamp. Der er sjaeldent tid til at nyde noget. Der er altid en vigtigere kamp i naeste uge. Og når man tager fra FCK, skifter man naesten altid til en klub, der ikke spiller med om mesterskabet, medmindre man er Nicolai Jørgensen. Det er svaert i starten og ikke nogen rar følelse. Men man vaenner sig til det, det er naesten det vaerste. Og her er der mere tid til at nyde oplevelserne. Det synes jeg er rart her i efteråret af min karriere, selvom jeg elskede at vaere i FCK og have det konkurrence-gen i mig.”
Vi taler om de seks år i FC København, hvor han vandt mesterskaber og spillede Champions League, men hvor han også havde mange kampe på baenken. Jeg naevner et interview, vi lavede i Tipsbladet lige efter hans skifte fra
FC Nordsjaelland i 2008, hvor vi talte om, hvorvidt han som en kreativ, fremadrettet midtbanespiller egentlig passede så godt til FCK.
”Jeg havde en anden ide om, hvordan det skulle forløbe i FCK i forhold til den rolle, jeg skulle have. Jeg havde en ide om, at jeg skulle have den samme rolle som i Nordsjaelland. Havde jeg fået lov til det, kunne det måske i endnu højere grad have vaeret et springbraet. Der blev jeg omdannet lidt anderledes til en FCK-central-midtbanespiller, hvis man kan kalde det det,” siger han.
”Der var andre krav. Min tid i Nordsjaelland udviklede mig utrolig meget som spiller, specielt teknisk og faerdighedsmaessigt. Min tid i FCK handlede mere om at udvikle mig som menneske og mentalt og taktisk.”
Men var det godt for dig at aendre dig som spillertype?
”Jeg har stillet mig selv spørgsmålet. Men jeg kom også tilbage på landsholdet på den måde, jeg spillede i FCK. Som fodboldromantiker kunne jeg nok bedre lide den måde, jeg spillede på i FC Nordsjaelland, men det ville aldrig kunne lade sig gøre i FCK. Og havde jeg prøvet at spille sådan, havde jeg så fået mange kampe i FCK? Det tvivler jeg på. Det er også hypotetisk, for i FC Nordsjaelland var det ofte nogle åbne kampe, i FCK var der ikke den samme plads,” siger han.
”Var FCK så det rette skridt dengang? Jeg vandt fire mesterskaber og spillede over 50 europaeiske kampe. Det havde jeg ikke fået andre steder. Hvis du kigger på FCK generelt, så bliver deres spillere enten så gode, at de skifter, eller også bliver de vejet og fundet for lette. Jeg formåede altid at vaere lige akkurat ikke dygtig nok til at komme videre, men også altid stabil nok til, at de ville beholde mig i så mange år. Det var jo ikke, fordi de syntes, at TK var en sød fyr, så ham ville de beholde. Det var, fordi jeg var vaerdifuld. Det sidste år var jeg også anfører i nogle kampe, det var jeg stolt over. Så der er ikke noget, jeg fortryder. Men det er ting, man kan taenke over. Det havde givet et andet udfald, hvis jeg havde valgt en anden vej. Om det havde givet et bedre eller dårligere udfald, det er svaert at sige.”
TANKER OM EN TRAENERFREMTID
Mørket falder tidligt på i Brisbane. Vi spiser aftensmad med familien i James Street, og da Sofie efterfølgende laegger børnene i seng, kører vi tilbage mod lufthavnen uden for Brisbane. Når sommeren er på sit højeste, traener Roar klokken halv otte om morgenen på grund af varmen, så Thomas har vaennet sig til at stå tidligt op. Det passer med, at han kan ringe hjem til familien på vej til traening. Så er det aften i Danmark, der alt efter årstiden er otte eller ni timer efter Brisbane.
Afstanden er en udfordring for familien, men fodboldmaessigt er han glad for, at han efter en kaotisk sommer i 2016 endte i Brisbane.
”Oplevelserne og livsstilen har vaeret et plus. Jeg ville måske ikke foreslå det til en 24-årig i Superligaen, for man ryger af landkortet herude. Det er ikke en liga, der bliver fulgt med i. Så det er jo tit spillere, der er taettere på slutningen af karrieren, der kommer herud. De spurgte mig faktisk på et tidspunkt om spillere i Danmark, så jeg skrev nogle navne ned, som havde profilen: Thomas Enevoldsen, Danny Olsen og faktisk også Absalonsen,” siger TK om den tidligere holdkammerat i FCK, der i sommer blev den seneste dansker i A-League med skiftet til Adelaide United, så der i den kommende saeson er tre, efter at Morten Nordstrand er rejst hjem, og Thomas Sørensen har indstillet karrieren.
”Det er cv’et, der er afgørende. Du kan se det på de danskere, der er kommet: Nogle håndfulde landskampe, nogle mesterskaber, noget Champions League. Det saelger man det på,” siger han.
Selv håber han på, at Roar kan gøre det en smule bedre end i sidste saeson. Traener er fortsat den tidligere australske landsholdsangriber John Aloisi, og TK er også begyndt selv at gøre sig tanker om en fremtid uden for banen.
”Jeg kunne rigtig godt taenke mig at gå traenervejen. Jeg siger ikke, at jeg helt sikkert har en traener gemt i mig, men jeg kunne godt have en forestilling om, at det kunne vaere noget for mig. Mange af mine egne traenere har sagt, at jeg kunne blive en god traener en dag. Jeg har altid haft en god evne til at se spillet. Men om jeg er en cheftraener, eller om jeg vil arbejde med yngre spillere, det har jeg ikke gjort mig tanker om. Hernede kan jeg gå i gang med den australske traeneruddannelse, og det gør jeg nok også, selvom den ikke bliver anerkendt i Europa. Men jeg gør det nok alligevel, også for at vise over for folk derhjemme at jeg ikke bare har siddet hernede og lavet ingenting,” siger han.
Kontrakten i Brisbane udløber i sommeren 2019. På det tidspunkt vil Thomas Kristensen vaere 36 år. Men han føler sig ikke sikker på, at karrieren dermed er slut.
”Jeg har stadig lyst. Så snart lysten ikke er der, så skal man sige stop. Der er jeg slet ikke endnu. Jeg har stadig to år mere her, men jeg kan sagtens se mig selv spille videre i Danmark om to år. Men lige nu nyder jeg bare at vaere her,” siger den danske midtbanespiller i Brisbane Roar. +