”NOGLE GANGE HAR JEG DA BARE LYST TIL AT SPARKE DEN LANGT”
Runar Alex Runarsson er tit første led i FC Nordsjaellands opspil, så den unge målmand skal spille med en vis risiko for at saette det flydende spil godt i gang med en kort aflevering. Men hvordan finder han den mentale styrke til det, når den første tid
Selv om han var 18 år gammel dengang i janaur 2014, var det ikke noget problem for Runar Alex Runarsson at forlade fødeøen i Atlanterhavet til fordel for Farum i Nordsjaelland, for det meste af hans liv havde alligevel allerede vaeret tilbragt som medrejsende i fodboldens tjeneste, når hans far, midtbanemanden og landsholdsspilleren Runar Kristinsson, skiftede fra Sverige til Norge til Belgien og til sidst tilbage til Island.
Til gengaeld var tommelfingeren pludelig blevet et problem for den unge målmand, der var startet på U/19-holdet i FC Nordsjaelland, men hurtigt rykkede op som reservekeeper bag David Jensen og allerede debuterede i Superligaen i maj 2015. For saesonen efter skulle han jo laegge pres på førstemålmanden, og så duede det bare slet ikke, at den tommelfinger blev ved med at gøre ondt. Men det gjorde den, så Runar Alex Runarsson bed taenderne sammen, tapede fingeren op, trak handskerne på og gik ud og gav den 100 procent til traening efter traening.
”Da vi var på traeningslejr nede i Holland før saesonstarten, fik jeg en bold på min tommelfinger, og så ved jeg ikke, hvad der skete, men jeg endte med at gå rundt med en braekket hånd i naesten tre måneder uden at vide det.”
”Det var en lille knogle inde bagved, der var braekket. Jeg var blevet røntgenfotograferet to gange, men der kunne de ikke se bruddet, så inden hver traening tog jeg bare to smertestillende tabletter, og så tapede jeg fingeren op og gik ud, for jeg vidste, at når adrenalinen først ramte, så kunne jeg ikke maerke noget.”
”De første 20 minutter af hver traening var jeg naeste ved at graede, men man vil det jo bare så meget. Man vil ikke sige, at man ikke kan spille. Man vil bare blive ved med at traene. Så det gjorde jeg, indtil jeg fik en scanning af hånden, hvor de kunne se den lille fraktur i knoglen.”
”På det tidspunkt var jeg faktisk på Island, for vi skulle spille en kamp mod Frankrig med U/21-landsholdet, men så ringede vores fys og sagde, at jeg ikke måtte spille kampen, fordi nu havde de fået resultaterne fra scanningen, og jeg havde altså braekket en knogle i tommelfingeren, så nu skulle jeg have hånden i gips i nogle uger. Jeg var nu indstillet på at spille kampen alligevel, for jeg havde jo spillet
laenge med det, men han sagde nej, og så lod jeg vaere.”
”Det skete i september, og så fik jeg gips på i tre uger. Men da de tog det af igen, var bruddet ikke helet, så de ville operere mig, men jeg bad om tre uger mere i gips, for det var jo lige meget, om jeg blev opereret nu eller tre uger senere, jeg ville alligevel ikke blive klar før vinterpausen, og det var jo allerbedst, hvis jeg kunne undgå at blive opereret. Så jeg fik tre uger mere i gips, og så blev fingeren helet, og jeg kunne begynde på genoptraeningen,” fortaeller Runar Alex Runarsson om en frustrerende start på livet som målmand i FC Nordsjaelland.
Men det var ikke slut med uheldene af den grund.
”I vinterpausen tog jeg til Sydafrika med min familie, for vi skulle holde jul dernede. Juledag gik vi så ud og spillede lidt hyggefodbold, men jeg vred om på anklen, og på hospitalet sagde de, at den var braekket, så jeg fik gips på igen. Da jeg så kom tilbage til Danmark, fandt de ud af, at den faktisk ikke var braekket. Det var bare en stor forstuvning, men jeg havde jo gået rundt i gips et stykke tid, så det endte med at tage tre måneder mere, før jeg var klar.”
”Der gik vel et halvt år, hvor jeg ikke kunne spille fodbold, først på grund af min hånd og så med min ankel, men så har jeg også prøvet det,” siger målmanden om en frustrerende periode, der ikke ligger mere end halvandet år tilbage.
TIDLIGE FEJL OG MANGLER
Han nåede dog at komme i kampform, så han fik de sidste tre kampe af 15/16-saesonen, og i sommerpausen rykkede David Jensen så til Holland og banede vejen for, at FC Nordsjaelland nu havde en 21-årig førstekeeper fra Island.
Det virkede en smule satset, og i det tidlige efterår 2016 kunne man da også se en målmand, der vekslede mellem fremragende refleksredninger og simple fejl, der kostede mål, mellem vovede afleveringer ud i et flydende opspil og kiksede pasninger, der skabte fejl. Ni kampe inde i saesonen lå FC Nordsjaelland tungt til på en tolvteplads og i sine i alt 13 Superliga-kampe for klubben havde Runar Alex Runarsson holdt nullet tre gange, men til gengaeld så lukket tre mål ind i snit i de 10 andre kampe.
Der stod dog 0-0 på måltavlen i Farum, da han i slutningen af 1. halvleg mod AC Horsens fik et slag i ribbenene og måtte lade sig skifte ud med den endnu yngre lejesvend fra Ajax Indy Groothuizen, der tog sin chance. Resten af efteråret var det ham, der stod, mens antallet af mål imod faldt til 1,25, og Nordsjaelland rykkede op ad i tabellen.
Men et par uger før vinterens første ligakamp fik hollaenderen et grimt vrid i knaeet, så da foråret begyndte, var det igen med en islaending på mål. Og selv om den svenske U/21-europamester Patrik Carlsson lukkede saesonen med de sidste kampe i mesterskabsspillet, er det Runarsson, der har haft pladsen i denne saeson, hvor succesen fra foråret bare har vokset sig endnu større. For modgangen gjorde målmanden staerkere.
”Da jeg spillede på Island, var jeg altid det største målmandstalent. Som 18-årig spillede jeg for eksempel fast på U/21-landsholdet, og så kom jeg til Nordsjaelland og blev hevet op på førsteholdet med det samme. Så jeg tror aldrig, at jeg har haft den modgang, der måske gør spillere endnu bedre.”
”Selvfølgelig har jeg haft de skader, men måske var det det, jeg skulle igennem. Det er i hvert fald en tanke, jeg har haft, at jeg skulle gennem en periode, hvor det ikke gik så godt, for at kunne rejse mig igen og gøre det endnu bedre,” siger Runarsson, der i hvert fald er kommet staerkt ud i den nye saeson sammen med resten af Nordsjaelland-mandskabet og virker både sikker og rolig inde på stregen, ude i feltet og ikke mindst i opspillet, som han jo ofte starter med den første aflevering.
Så efter at have indledt tiden i Farum med skader og fulgt den op med fejl, der var med til at koste pladsen, skal han nu spille med høj risiko hele tiden, mens den tidligere danske mester og meget Superliga-rutinerede Nicolai Larsen er den nye mand, der presser ham fra baenken. Men det nytter selvfølgelig ikke noget at spille med frygt for fejl og de konsekvenser, det eventuelt kunne have.
”Det handler meget om beslutninger. Jeg vil ikke ret tit spille en bold med en stor risiko for, at hvis den er dårligt slået, så er der bare mål. Jeg vil altid prøve at finde en aflevering, der vil kraeve, at de skal forbi et par spillere og mig, før det bliver farligt, hvis jeg altså laver en fejlaflevering.”
”Men selvfølgelig skal vi spille med risiko, og vi har også gode nok spillere til at gøre det. Det er heller ikke noget, man skal taenke på, for så kommer man til at lave flere fejl. Man skal taenke i løsninger. Det er det samme, når man spiller golf, og man skal slå over et vandhul. Hvis man taenker ”shit, der er vand lige foran mig,” så kommer man til at slå den i vandet, men hvis man taenker, at man slår den en meter fra hullet, så er der større sandsynlighed for, at det lykkes.”
”Men det er jo også sådan, at hvis jeg laver en stor fejl, så er der større sandsynlighed for, at der bliver mål, end hvis en angriber laver en fejlaflevering. Så man skal vaere staerk mental, og det synes jeg også, at jeg er. Jeg er også blevet mere moden og voksen efter den svaere periode, jeg havde med skader, og hvor jeg blev sat på baenken for Indy,” siger målmanden, der også har det fint nok med at han nu bliver presset af en 26-årig målmand, der har vist kvaliteterne gennem 203 kampe i Superligaen, mens Runar Alex Runarsson selv er nået op på 37 optraedener i den bedste danske raekke.
”Det er ikke noget, jeg er nervøs eller stresset over, men selvfølgelig er det altid en tanke, man har i baghovedet: ”Okay, jeg har en rigtig dygtig målmand, der presser mig, så jeg kan ikke bare møde op til traening og ikke gide det. Jeg skal vaere der hver evig eneste dag.” Men det kan jeg også godt lide, for på Island var jeg sikker på at spille uanset hvad, og det er heller ikke sjovt. Man vil have den fornemmelse af, at man skal gøre det godt, for så får man også fornemmelsen af, at man har fortjent det, når man spiller, så på den måde bliver man hele tiden bedre,” siger Runarsson.
DET LOGISKE OG SVAERE OPSPIL
Det er nu ikke kun i kamp, at presset er der. Han bliver også bliver presset til traening af FC Nordsjaellands spanske målmandstraener Inaki Cana, der kom til klubben i starten af 2017.
”Der er altid intensitet på. Man kan ikke slappe af et sekund, så scorer han, for han er rigtig god til at sparke. Andre målmandstraenere sparker altid, så man kan redde bolden og få selvtillid, men han sparker for at score, og hvis man ikke redder t
t bolden, så er han ikke glad. Man får altid at vide, hvis man har gjort noget skidt.”
”Det er sjov traening, men det er også hårdt. Traditionel målmandstraening er tit med én bold og spark i handskerne, det er meget simpelt i forhold til, hvad vi laver nu. Så kommer den ene afslutning, så den anden fra en anden vinkel, og så kommer der en tredje bold, hvor man skal blokere et spark. Man skal altid vaere klar til den naeste aktion, og det giver en anden tankegang,” fortaeller målmanden, mens en video af traeningen på YouTube viser, at det går vildt for sig, når FCN-keeperne bliver banket igennem på kunstgraesset.
Men at redde bolde er altså kun en del af målmandsspillet i klubben. En lige så vigtig del er at skille sig ordentligt af med bolden igen i form af den rigtige pasning til den rigtige mand i den rigtige situation.
”Før i tiden havde vi måske en traening om ugen, hvor vi arbejdede med at saette bolden i gang, men nu gør vi det ikke så meget mere. Hvis vi har haft en dårlig kamp, og Inaki måske ikke synes, at vi har gjort det godt nok, så kan han godt sige ”okay gutter, nu traener vi noget bagspil,” men så er det i 20 minutter. Og så traener vi med hele holdet,” fortaeller Runarsson, der som regel sparkede langt på Island, men nu kun gør det i nødstilfaelde.
”Hvis modstanderen spiller mand-mand og presser os højt, kommer der nok til at vaere rum oppe ved vores tre forreste spillere eller bag vores forsvarskaede på midtbanen, og så må jeg godt chippe den. Men vi skal altid prøve at spille bolden enten til en spiller på kroppen eller i rummet foran spilleren, for hvis jeg sparker den langt til duel mod en stor centerforsvarer, så kommer vi til at tabe den 95 procent af gangene. Så det er bedre, hvis vi kan holde den på jorden og spille os ud af det eller finde de zoner, hvor der er plads til at spille i,” siger målmanden, der dog godt kan få lyst til at sparke den langt en gang imellem.
”Ja, men det er ikke vores spillestil. Vi spiller med risiko, og vi er blevet ret gode til det, så vi burde vaere i stand til at kunne gøre det naesten hver gang. Men nogle gange har jeg da bare lyst til at sparke den langt, hvis der har vaeret et par situationer, hvor det korte opspil ikke er lykkedes, eller vi er lidt pressede. Så har man lyst til at sparke den op, så vi kan starte forfra højt oppe i banen og få lidt ro nede i forsvaret. Men det er ikke vores spillestil,” siger keeperen, mens man taenker på forgaenger David Jensens praecise udspark under Olafur Kristiansson, hvor målmanden halvt liggende med argentinsk snit sendte den langt.
”Det kommer jo også an på de spillere, vi havde dengang og nu. Nogle spillere er bedre til at få den langt. Da vi for eksempel spillede med [Gudjón] Baldvinsson på toppen, var det meget nemmere at sparke en lang og høj bold, for han var mere en duelspiller end en teknisk spiller. Nu har vi Aaquist eller Emiliano [Marcondes] på toppen, og så kan jeg jo ikke sende en lang bold op til en spiller, der er en meter og 70 mod en forsvarer på naesten to meter,” fortaeller Runar Alex Runarsson, der også har teknikken til at spille bolden rundt.
Og den kommer ikke fra fremmede, for hans far Runar Kristinsson har landskamperekorden på Island med 104 kampe for den lille fodboldnation.
FØDT IND I FODBOLDEN
I sin aktive tid var Runar Kristinsson en offensiv og målfarlig midtbanemand, så det var helt naturligt, at hans søn også spillede ude på banen. Og Runar Alex Runarsson gjorde det godt nok til at spille på det bedste hold for sin alder i faderens belgiske klub Lokeren, men så skete der noget, da han blev 10-11 år.
”Jeg har altid sagt, at jeg blev målmand, fordi mit hold pludselig manglede en målmand, men for nylig fortalte min mor mig, at det faktisk var fordi, jeg blev opereret for blindtarmsbetaendelse. Efter det kunne jeg ikke traene i fire-fem måneder, og da jeg var klar igen, var de andre drenge vokset og var blevet staerkere, mens jeg havde vaeret syg, så jeg var lidt bange for at starte igen ude på banen, siger min mor. Jeg kan ikke selv huske det.”
”Men så havde vores målmand også lige skiftet klub, og jeg havde altid leget målmand og også stået til traening nogle gange. Jeg var god til det, så vores traener spurgte, om jeg havde lyst til at prøve det, og det ville jeg gerne. Så jeg kom først på mål, da jeg var de der 10-11 år,” fortaeller Runarsson.
Og selv om faren altså var en islandsk midtbanelegende, der var ved at runde 10 år som udlandsprof af, så var der intet pres hjemmefra.
”Det var helt i orden med min far. Han har altid sagt, at jeg skulle gøre det, som jeg ville, og at han ville støtte mig lige meget hvad. Men min mor var lidt nervøs over, at jeg skulle vaere målmand. Hun er i det hele taget meget nervøs, når hun ser fodbold, både når min far spillede, og når jeg spiller nu – hun kan naesten ikke se på det – og hun vidste jo godt, at målmanden er en plads, hvor det kan koste mål, hvis man laver fejl. Så hun spørger stadig, om jeg ikke hellere vil spille en anden plads,” lyder det med et grin fra målmanden, der blev født direkte ind i fodboldens verden.
Efter ni saesoner hjemme i KR Reykjavik underskrev Runar Kristinsson nemlig sin første fuldtids-professionelle kontrakt i starten af 1995 og i starten af februar blev Runar Alex Runarsson så født.
Han blev født på Island, men inden han var en uge gammel, var familien flyttet til Sverige, hvor faderen skulle spille for Örgryte.
”Der spillede han i to år, før han var han tre år i Lillestrøm i Norge og så syv år i Belgien, før vi flyttede tilbage til Island, hvor min far spillede et år i KR Reykjavik, før han blev sportschef og så traener. Så jeg er vokset op med og ind i fodbolden,” fortaeller FCN-keeperen, der de første 12 år af sit liv altså kun så Island på ferier.
Så han kom ikke hjem på den måde, da familien sagde farvel til Belgien, men han faldt nu hurtigt til.
”Da jeg flyttede fra Belgien, følte jeg, at jeg var i gang med at flytte vaek fra mit hjem, og så skulle jeg starte helt forfra i Island. Jeg vid-
ste ikke, hvordan der var i Island, indtil jeg flyttede dertil og boede der, fra jeg var 12, til jeg blev 18. Men det var ikke noget problem, jeg fik hurtigt venner. Jeg startede i en skole, der lå ved siden af fodboldklubben, så alle mine kammerater fra skolen spillede jeg også fodbold med.”
”Jeg fik hurtigt gode venner, så da jeg flyttede fra Island til Danmark, føltes det igen som om, at jeg flyttede vaek hjemmefra, men jeg synes stadig, at Belgien er en stor del af mig, ligesom Island er det. Jeg kan ikke huske så meget fra Norge og Sverige, men jeg har stadig mange gode venner i Belgien, og det har min mor og far også,” siger målmanden på et fint dansk, mens han altså også taler flamsk, islandsk og engelsk flydende og kan svensk, norsk og fransk til husbehov.
”Og så er jeg begyndt at laere spansk fra vores målmandstraener,” lyder det med et grin fra den sprogkyndige keeper.
EN GOD VEN I BRØNDBY
Med sådan en international barndom i fodboldens verden var det ikke svaert at forlade Island igen, da Farum kaldte.
”Når man er ung spiller på Island, og man er god nok, så er målet altid at komme vaek fra Island, og jeg taenkte, at som målmand var det måske lidt svaerere at komme til udlandet, så jeg ville bare gribe chancen, da jeg fik den. Jeg havde nogle andre muligheder, men med den måde som Nordsjaelland spiller på, og den måde de udvikler deres spillere på, var det ikke et svaert valg. Selv om jeg også havde tilbud fra lidt større klubber, valgte jeg den kloge klub, hvis man kan kalde det det.”
”Jeg har mange gode venner, der har gjort det samme som mig og er flyttet fra Island til udlandet, gutter jeg har spillet med på U-landsholdene, men som har haft problemer med det, fordi de ikke var klar til at flytte hjemmefra. Men jeg har vaeret vant til at bo i udlandet, og jeg har også vaeret vant til at se min far rejse, tage vaek og spille udekampe med landsholdet.”
”Det har vaeret en del af mit liv, så jeg synes ikke, at det var så hårdt at flytte vaek fra mine venner. I starten skulle jeg bare vaenne mig til at vaere meget alene, men at flytte vaek fra Island var ikke noget problem,” fortaeller målmanden, der snart har vaeret fire år i Danmark og trives godt, blandt andet fordi landsmanden Hjörtur Hermannsson også er kommet til og spiller i Brøndby.
”Vi har spillet sammen på alle landshold, og da vi var 12-13 år, spillede vi sammen på et Reykjavik-hold, der skulle spille en turnering i Stockholm, så vi har kendt hinanden i rigtig lang tid og er rigtig gode venner. Vi bor taet på hinanden og vores kaerester arbejder sammen, så vi ser tit hinanden,” siger FCNmålmanden, der i sommer skiftede rygnummer fra nummer 16 til nummer 1 og samtidig underskrev en ny kontrakt til sommeren 2020.
Så han har det godt, og han har ikke travlt, men derfor har han stadig ambitioner for fremtiden.
”Selvfølgelig har jeg det, men jeg kan ikke sige, at jeg skal til Barcelona eller Liverpool. Jeg kunne godt taenke mig at spille i en liga, hvor jeg også ville elske at bo i landet. Jeg kunne godt taenke mig at bo i Sydfrankrig eller Italien, så det behøves ikke at vaere et stort hold i England. Der er mange ting, der skal haenge sammen.”
”Og så er det også mit mål at blive faerdig med min uddannelse, inden jeg stopper med fodbold. Jeg laeser sociologi via e-learning fra universitetet i Reykjavik, for jeg vil ikke stå der og ikke vide, hvad jeg skal, når det er slut. Jeg vil have nogle planer om, hvad jeg så skal,” siger målmanden, hvis far blev i fodboldverdenen, og i øvrigt naesten kopierede sin aktive karriere med traenerjobs i KR Reykjavik og Lillestrøm, før han tilbragte sidste saeson som chefen i Lokeren og nu er tilbage i KR.
Runar Alex Runarsson har i hvert fald vist store fremskridt som målmand siden den svaere start for ikke så laenge siden, og der er ingen tvivl om, at de tror på ham i FC Nordsjaelland. Men hvordan ville andre og større klubber have det med at købe en målmand på 186 centimeter?
”Der vil helt sikkert vaere nogle hold, der vil kigge på mig i fremtiden og sige ”okay, god målmand, god med fødderne og god til at redde bolde, men han er ikke høj nok.” Men det er ikke mit problem. Det er ikke noget, jeg kan løse.”
”Man har også målmaend i Spanien, Frankrig og England, der ikke er meget større end mig. Jeg skal bare have nogle andre kompetencer. Jeg skal vaere hurtig, jeg skal vaere god i feltet, jeg skal have noget andet, noget ekstra, så de ikke kan sige, at jeg ikke er stor nok. Og se på Iker Casillas, Victor Valdes, Hugo Lloris, Pepe Reina, det er alle sammen spillere, der er på min højde, og de har alle sammen spillet på topniveau og vundet jeg ved ikke hvor mange titler,” lyder det fra Runar Alex Runarsson med den samme ro og selvtillid, som han også udstråler på banen for det uventede tophold fra FC Nordsjaelland.+