INTERNATIONAL SPILLERFORENING JAGTER NY BOSMAN-REVOLUTION EFTER NEYMAR-HANDLEN
Det er ikke kun i Danmark, fodboldspillernes fagforening er aktiv. I EU arbejder den internationale spillerforening FIFPro for at få kendt det nuvaerende transfersystem ulovligt. Efter sommerens rekordhandel af Neymar og en stribe andre giganthandler på e
Da Jean-Marc Bosman 15. december 1995 vandt en sag EU-domstolen mod sin tidligere klub RFC Liège, stak forudsigelserne i mange forskellige retninger. Den belgiske klub kunne efter Bosmans kontraktudløb i klubben i 1990 ikke kunne blive enige med Dunkerque om en pris på den belgiske midtbanespiller. Dengang havde klubber stadig ret til et transferbeløb, selvom en spillers kontrakt var udløbet.
Nogle forventede, at klubberne ville få økonomiske problemer og tøve med at udvikle spillere, når man ikke laengere kunne få transfers for spillere, hvis kontrakt var udløbet, og i tysk fodbold talte man endda om at lave en gentleman-aftale i den første tid efter regelaendringen, så man ikke hentede transferfri spillere hos hinanden.
Her knapt 22 år senere er transfermarkedet ikke kollapset.
Mens verdens dyreste spiller i slutningen af 1995 var Gianluigi Lentini, købt af AC Milan for 140.000.000 kroner, er det i dag Neymar, der i august i år blev handlet fra FC Barcelona til Paris Saint-Germain for et 12 gange så stort beløb.
Lønningerne til topspillerne i Premier League, La Liga, Bundesligaen og Serie A er mangedoblet, og også i Danmark og Superligaen er gennemsnitslønnen markant højere end i 1995.
Man kunne synes, at FIFPros generalsekretaer Theo van Seggelen burde vaere godt tilfreds med international topfodbold, som det ser ud i dag.
Men det er han og den internationale spillerforening på ingen måde.
Der er det problem, at langt de fleste professionelle fodboldspillere i verden aldrig når i naerheden af de store turneringer i Europa og ikke får lønninger, der sikrer dem noget som helst efter karrieren. Eller sikkerhed for, at de får den aftalte løn, som FIFPro har beskrevet i flere rapporter.
Men det er isaer udviklingen i den helt dyre ende af transfermarkedet og klubfodbold, der gennem snart to år har fået FIFPro til at forfølge et sagsanlaeg ved Europakommissionen i et forsøg på at få kendt det nuvaerende transfersystem ulovligt.
Og handler som den med Neymar i august kan efter Theo van Seggelens mening vaere med til at få offentligheden og fodboldens parter til at blive lydhør overfor FIFPros plan om og idéer til at lave transfersystemet om.
”Hvis man ser på det vanvittige beløb, og ja, jeg kalder det vanvittigt, så kan både folk i og udenfor fodboldbranchen jo se, at det er skraemmende, at en fodboldspiller kan blive handlet for et sådant beløb, når vi ved, en karriere typisk varer omkring ti år. Man kan konkludere, at transfermarkedet er eksploderet og nu handler spillere til fuldstaendig latterligt høje beløb. Når vi sammenligner beløbene med det faktum, jeg naevnte før, at en spiller typisk er på topniveau i ti år, er det helt vanvittigt,” siger Theo van Seggelen.
NEYMAR OG DE STORE HANDLER
Tilbage i 2001 blev FIFA’s regler for transfermarkedet aendret med Europakommissionens velsignelse.
AEndringen skulle skabe et stabilt transfermarked, der sikrede, penge blev betalt til tiden, ensartede regler i hele verden, og at penge fra markedet blev omfordelt, så de mindre klubber og ligaer også fik del i milliardforretningen.
Ifølge isaer mange klubber fungerer det system så godt, som et transfersystem på tvaers af alverdens kontinenter og lovgivninger nu en gang kan.
Til gengaeld anfører FIFPro i søgsmålet mod transfersystemet, at systemet sikrer en stor del af indtaegterne og magten i fodboldverdenen hos nogle få megaklubber, og at transfersystemet skaevvrider alt fra den fri konkurrence over fodboldspilleres mulighed for at bestemme eget karriereforløb til omfordeling af pengene i topfodbold. Derfor skal systemet kendes ulovligt eller som minimum aendres i samarbejde med fodboldforbundene, EU og klubberne.
Theo van Seggelen har intet imod, at Neymar som person og fodboldspiller har sikret sig selv økonomisk. Men brasilianerens transfer til Paris Saint-Germain er efter den hollandske FIFPro-generalsekretaers mening et udtryk for meget af det, FIFPro kaemper mod i søgsmålet.
Der er ejerforholdene omkring Paris SaintGermain, der de facto har en bundløs pengetank til rådighed i form af nationalstaten Qatar, der er et mudret og uskønt forhandlingsforløb, der sidenhen i slutningen af august og i de kommende transfervinduer vil vaere med til at saette meget høje priser på spillere. Og så er der også noget ironisk – og efter van Seggelens mening dybt forkert - i den frikøbsklausul, FC Barcelona satte på Neymar for netop at afskraekke en handel.
”Neymars sag er ret speciel. Jeg ser de frikøbsklausuler, de har i kontrakterne i Spanien, som en beskyttelse af det nuvaerende transfersystem. De havde jo sat Neymars frikøbsklausul til 222 millioner euro, fordi det på det tidspunkt virkede som en forsikring mod, at spilleren selv kunne vaelge at forlade klubben. Ingen ville jo betale det beløb. Men det giver heller ikke nogen mening, at FC Barcelona og andre bagefter bebrejder Neymar. Der stod jo 222 millioner euro i klausul i hans kontrakt, som begge parter skrev under på. Barcelona har en svag sag, som jeg ser det. Neymar har ikke gjort noget som helst forkert,” siger Theo van Seggelen.
”Hvis man har en ti år lang karriere, så kan du, jeg og andre ikke tillade os at sige til spilleren, han skal vaere loyal mod sin nuvaerende klub. Hvis jeg var ansat i et advokatfirma og fik tilbudt ti gange mere i løn et andet sted, var det da heller ikke noget, andre skulle blande sig i, om jeg måtte eller ej. Juridisk er spillerne at betragte som andre lønmodtagere, ikke mindst i EU. Man kan så diskutere størrelsen på Neymars løn i Paris. Den er måske lige høj nok efter min smag. Men den løn er en naturlig konsekvens af et transfersystem, der er løbet løbsk.”
”Efter vores mening fungerer transfermarkedet, som vi senest lavede større juridiske aendringer i tilbage i 2001, ikke laengere. Vi var allerede skeptiske dengang. Efter vores
t mening kan man kun nå én logisk konklusion, nemlig at systemet skal reformeres,” siger Theo van Seggelen.
”De internationale fodboldforbund må indse, at vi kommer til at få transfervinduer som det i den forgangne sommer igen og igen. Allerede til januar, og igen til naeste sommer. Hvis man ikke laver systemet om, så må man også acceptere den måde, spillerne agerer, og faktisk også klubberne. Forbundene er nødt til at tage de nødvendige skridt, hvis de vil lave om på tingene,” siger Theo van Seggelen.
AGENTERNE
Klubber, forbund og spillere kan finde sammen om at lave aendringer i transfersystemet, mener Theo van Seggelen på trods af de store uenigheder om, hvorvidt transfermarkedet fungerer eller ej.
Til gengaeld er FIFPro-bossen ikke imponeret over den rolle, agenter og mellemhandlere spiller.
Politisk vil FIFPro givetvis gerne vaere taettere på og spille en større rolle i rådgivningen af spillere på bekostning af agenter. I de forbitrede forhandlinger i de seneste måneder i Danmark mellem Spillerforeningen og DBU om en aftale for kvindelandsholdet har der vaeret forslag fra Spillerforeningen om at have repraesentanter fra foreningen med i landsholdssamlinger.
For Theo van Seggelen (interviewet her er foretaget før tilspidsningen af den aktuelle konflikt mellem Spillerforeningen og DBU) er de vigtigste indvendinger mod agenters rolle deres indflydelse på økonomien i transfers og det, FIFPro-generalsekretaeren ser som et marked naermest uden regler for, hvad man må og ikke må.
Og efter FIFPros mening er klubberne, isaer de største i Europa men også i Sydamerika og på andre kontinenter, med til at skabe og fastholde det frie marked for, hvad agenter må tage.
Tidligere på året fortalte Politiken via samarbejdet med andre europaeiske medier om Football Leaks, der er et omfattende og igangvaerende laek af dokumenter om isaer fodboldens transfermarked i Europa, at den hollandske agent Mino Raiola både blev betalt af Manchester United, Juventus og af Paul Pogba, da han som agent for franskmanden var med til at få det davaerende rekordskifte på plads i sommeren 2016.
365 millioner kroner tjente Raiola, der også repraesenterer den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic, på handlen.
”Tidligere kunne man blive FIFA-autoriseret agent og få frit spil til at gøre, praecis hvad man ville som agent. Det er stoppet nu. Jeg synes, det er en god ting. Groft sagt gav man tidligere bankrøvere tilladelse til at begå røverier. Vi ville åbne markedet op med tydelige regler og begraensninger, så en spiller skulle have en juridisk rådgiver til at tjekke sin kontrakt igennem. Men der er ikke nogen former for regler og begraensninger. For eksempel kan man tage lige det honorar, man vil som mellemhandler. Klubberne er ikke interesseret i, at der kommer en begraensning i betalingerne til agenter, de vil have friheden til at betale agenter det, som kraeves for at hente en spiller til,” siger Theo van Seggelen.
I dansk fodbold har der vaeret sager om dobbeltrepraesentation, som blev straffet af DBU, og det er efter Theo van Seggelens mening et alvorligt problem, at agenter og klubber har mulighed for på samme tid at sidde på samme og modsatte side af et forhandlingsbord i en lønforhandling med én spiller og klubbens jagt på en anden spiller, med selvsamme agents hjaelp.
”Vi har diskuteret disse interessekonflikter i arbejdsgrupper i FIFA og UEFA. Reglerne siger, at det, i princippet, ikke er muligt eller tilladt at have interessekonflikter. Man må ikke forhandle en spillers løn og kontrakt med en klub, og samtidig arbejde for den pågaeldende
”Alle kan se, at hvis Neymar-handlen er fodboldens fremtid, er fodboldspillet på vej i den forkerte retning.” THEO VAN SEGGELEN
klub i andre handler. Men ude i virkelighedens verden kan klubberne sagtens betale 20 procent af det tilgaengelige beløb i en handel til agenten, hvorefter den samme agent på vegne af spilleren skal forhandle lønnen i kontrakten med klubben. Hvordan kan det vaere muligt? Interessekonflikter er forbudt, men der er ingen kontrol.”
”Jeg har hjulpet så mange spillere med deres kontrakter, og ofte aner de ikke, at det her foregår. En del af historien er også, at mange af spillerne er naive. Agenterne kommer i mange tilfaelde ind meget tidligt i en spillers karriere, giver penge til ham og familien som en investering,” siger Theo van Seggelen.
Det faenomen er udbredt i Sydamerika men kendes også i Danmark. Her handler det måske ikke så meget om ressourcer som om det at forfølge en professionel drøm.
”Alle teenagere vil vaere professionelle. Man forstår slet ikke, hvor mange foraeldre derude, der er overbeviste om, at deres dreng bliver professionel. Jeg så det selv, da mine drenge var seks-otte år gamle, og jeg som professionel fodboldspiller kunne se, de ikke var blandt de bedste. Der var så mange foraeldre, der troede, deres dreng ville nå til tops. Der er så mange 15-årige og deres foraeldre, der tror, de skal have en agent, bare fordi de får en aftale til et par hundrede euro om måneden. Og det spreder sig til de andre drenge og foraeldre, der så også laver en aftale med en agent. Jeg og FIFPro siger på ingen måde, at alle agenter er dårlige, slet ikke. Der er bare tidspunkter, hvor man ikke har behov for at have en agent. Den første kontrakt er og skal vaere en standardkontrakt, og klubberne skal også gøre deres til at holde denne type agenter ude af omklaedningsrummet. For de er der kun af én grund i den alder, og det er penge. Vi skal som spillerforeninger i de respektive lande også gøre vores til at uddanne spillerne på dette område,” siger Theo van Seggelen og giver dermed også en del af svaret på, hvad FIFPro vil saette i stedet for agenter.
Efter hollaenderens mening skal en del af opgøret med transfersystemet også tages med agenterne, og de beløb, de tager, skal vaere betydeligt mindre end i dag.
”Vi er oppe på, af en milliard euro ud af et marked på tre milliarder euro på transfermarkedet forsvinder ud af spillet og går til agenter. Det er over 30 procent. Hvad kunne man ikke bruge en milliard euro til om året i udvikling af fodboldspillet? Man kan vaere for eller imod systemet, men det går simpelthen ikke, at så mange penge går til agenter, der ikke bruger pengene på at forbedre fodboldspillet.”
KLUBEJERE OG INVESTORER
For Theo van Seggelen er det også svaert at se, hvad mange klubejere og investorer bidrager med i moderne fodbold.
Handel med isaer storklubber er et fokus for FIFPro, men også opkøb af mindre klubber i mindre ligaer af politiske hensyn og for at lave forretningsaftaler i relativ anonymitet er på den internationale spillerforenings radar.
”De opkøb er en virkelig skidt udvikling. Vi har i årevis advaret mod lige praecis det her, at vi skal have fuld kontrol med, hvem der ejer fodboldklubber, for at spillet ikke falder i haenderne på folk, vi ikke vil have til at styre fodbold,” siger Theo van Seggelen.
”Klubber i Premier League bliver brugt som investeringsobjekter, fordi tv-aftalerne er steget eksplosivt gennem mange år, og man naermest ikke kan nå at give spillerne lønstigninger i et tempo, hvor man ikke samtidig har overskud på driften. Fem år senere kan den samme klub så blive solgt videre for en stor profit. Den udvikling vil vi ikke have. Jeg er ikke naiv, jeg er udmaerket klar over, vi ikke vender tilbage til tilstandene for 50 år siden, hvor klubpraesidenten også selv gjorde rent i omklaedningsrummet. Selvfølgelig er fodbold forretning, men det dur ikke, at man kan gøre sig selv til milliardaer på at eje en fodboldklub som en investering i nogle få år. De penge vil jo også forsvinde ud af fodbold. Fodbold bliver brugt til, at forretningsmaend og konsortier kan tjene penge, og det er ikke meningen med spillet.”
I bogen ”Football’s Secret Trade: How the Player Transfer Market was Infiltrated” beskriver journalisterne Tariq Panja og Alex Duff, hvordan mindre klubber som Estoril i Portugal og Mouscron i Belgien er blevet opkøbt af investorer, der tidligere investerede i spilleres transferrettigheder, de såkaldte Third Party Ownership (TPO)-aftaler.
TPO-aftaler var en måde for ludfattige og gaeldstyngede klubber at belåne deres spillertrup, når man ikke laengere kunne låne penge til lave renter i bankerne eller få finansiering andre steder.
FC Midtjylland og Vejle Boldklub er to af ud et stort antal klubber, der tidligere benyttede sig af modellen i dansk fodbold.
Den type investeringer i spilleres transferrettigheder blev, i hvert fald på papiret, forbudt af FIFA i 2015, og i stedet skyder investorerne altså penge i fodboldklubber eller andre forretningsmodeller omkring transfermarkedet, der juridisk ikke ser ud til at vaere omfat-
tet af FIFA’s forbud mod TPO men grundlaeggende fungerer på samme måde.
”Man er jo end ikke begyndt at implementere forbuddet mod third party ownership [playersponsorater]. FIFA har i dette tilfaelde viljen til at gøre noget, men ligesom med reglerne for mellemhandlere og om, at klubber skal betale spilleres løn til tiden, er reglerne om third party ownership ikke implementeret. Hvis man ikke implementere reglerne, er de jo fuldstaendig ligegyldige. I Holland og Danmark respekterer vi, at man holder tilbage for rødt lys ude i trafikken. Det kraever ikke meget fantasi at regne ud, hvad der ville ske, hvis vi ikke overholdt den regel. Hvis ingen overholder reglerne i fodbold, kan vi jo dårligt sige noget til, at det i sidste ende er investorer og mellemhandlere, der bestemmer, hvor spillerne ryger hen,” siger Theo van Seggelen.
Isaer i Sydamerika er praksis med TPO-aftaler i forskellige afskygninger stadig udbredt. Og TPO-aftalerne er del af det opgør, FIFPro vil have omkring transfermarkedet.
”Jeg vil ikke kun bebrejde FIFA. Vi skal have lavet en definition af, hvad TPO rent faktisk er, og hvad det er, vi forbyder. Det har vi sagt lige fra begyndelsen. Hvis man vil undgå sager som den i Twente, skal man simpelthen have total klarhed over, hvad man har forbudt. Man er i gang med at indføre nogle regler omkring klubbers finanser, om TPO, korrekt registrering af spillerkontrakter, der er positive skridt. I lande som Danmark, Frankrig og Holland har man udmaerkede licenssystemer, og det skal man have udbredt til alle lande i FIFA. Jeg køber ikke, at vi bare skal lukke øjnene for, hvad der sker i afrikanske lande som Ghana eller i Sydamerika. Det kan godt lade sig gøre at regulere professionel fodbold,” siger Theo van Seggelen.
”Der er investorer, der i dag har så mange penge til rådighed, at de har indflydelse i op mod ti klubber ad gangen og cirkulerer deres spillere mellem klubberne for at tjene endnu flere penge end tidligere. De her investorer har simpelthen infiltreret vores branche, blandt andet ved at købe andele i fodboldklubber, og det er saerdeles alvorligt.”
Men også i nogle af de helt store klubber ser Theo van Seggelen og FIFPro problemer med, hvem der bestemmer hvad.
Isaer Chelsea men også Manchester City har de seneste år gjort sig bemaerket med at indsamle nogle af verdens største talenter og derefter udleje dem i stor stil, når de er blevet seniorspillere, en praksis der også er udbredt i italiensk fodbold.
Ligesom TPO-aftaler skaber usikkerhed om, hvem der traeffer beslutninger på transfermarkedet, huer det ikke FIFPro og van Seggelen, at Chelsea og Manchester City kan rykke staerke, unge spillere rundt i verden til samarbejdsklubber eller i Manchester Citys tilfaelde til klubber, der decideret er ejet af Manchester Citys moderselskab.
”Real Madrid er et fint eksempel på, hvordan talentudvikling og brug af yngre spillere kan fungere. De er begyndt at bruge deres egne spillere i stedet for at købe hele truppen, som de gjorde for år tilbage. De scouter efter spillere i hele verden og henter de bedste til i en ung alder, og det har vi intet imod. Problemet opstår, når det er tilladt, at klubber har udlejet både 40 og 50 unge spillere til samarbejdsklubber spredt ud over kloden. Chelsea og Manchester City er to af de klareste eksempler på den praksis, og det er FIFA’s ansvar at forbyde det,” siger Theo van Seggelen.
”Manchester Citys system er iøjnefaldende. De har en klub i Spanien, en i Australien, en i USA, de har klubber fordelt ud over hele verden. Så holder fodbold op med at handle om at vinde trofaeer. Så er fodbold virkelig blevet en forretning. Det forhindrer andre klubber i at nyde gavn af disse spillere, og det er måske det største problem med de unge spillere i dag. At de allermest talentfulde naermest er fordelt ud mellem seks klubber. Det er jo ikke meningen med at spille fodbold. Det er så i øvrigt heller ikke godt for de unges udvikling,” siger Theo van Seggelen.
”I øjeblikket er seks spillere fra Manchester City udlejet til NAC Breda. Det er fint nok for de unge fra Manchester, men hvad sker der så med de unge, lokale hollandske spillere? Talenter har behov for som minimum at spille fast et sted i et år, før de for alvor er klar som seniorspillere. Det er ophobningen af talenter i nogle få klubber og udlejningen af dem med til at ødelaegge. Det skal stoppes,” siger den hollandske FIFPro-generalsekretaer.
”At eje flere klubber på samme tid skal vaere forbudt. Fodbold er ikke som bilindustrien, hvor få firmaer opkøber konkurrenterne og fortsaetter med at lave biler i forskellige brands. Det dur bare ikke i fodbold, der er man gensidigt afhaengige i en konkurrencesituation. Chelsea er afhaengig af, at nummer 18 i Premier League kan stille hold og betale lønninger, ellers er der ingen kampe.”
MERE OMFORDELING OG KONTROL
Der er givetvis mange fodboldfans, der kan tilslutte sig FIFPros utilfredshed med agenter, investorer, hemmelighedsfulde aftaler og gigantiske transfers.
Ifølge Theo van Seggelen er man også ved at have udbredt opbakning i de nationale og internationale fodboldforbund, og blandt klubber, der ikke sidder øverst i fødekaeden. Men hvad vil FIFPro saette i stedet?
Den internationale spillerforening har ikke lagt sig fast på en endelig model.
Men nogle af elementerne kunne vaere et loft på agenthonorarer og transferbeløb, i antallet af spillere, en klub må eje og udleje, og så ikke mindst et system, hvor spillere på bestemte tidspunkter i deres karriere eller kontrakt havde lov til at skifte til en anden klub enten gratis eller efter et på forhånd aftalt takstsystem.
Sideløbende skulle fodboldens styrende organer have staerkere kontrolinstanser og beføjelser til at kontrollere, at klubber og andre parter følger reglerne for klubskifter og kontrakter.
FIFPro vil givetvis også selv spille en større rolle end i dag.
Om ovenstående er realistisk i betragtning af den magt og de milliarder, storklubber, investorer og agenter råder over vil tiden vise, men der er nødt til at ske noget, mener Theo van Seggelen.
”Alle kan se, at hvis Neymar-handlen er fodboldens fremtid, er fodboldspillet på vej i den forkerte retning.”
”Fansene er ved at indse, de igen og igen bliver bedt om at betale mere. Og at det er nødt til at stoppe, at spillere handles for over 200 millioner euro. De klubber, der ikke er så heldige at have en Abramovitj eller nationalstaten Qatar i ryggen, er også ved at have fået nok. De er havnet i en lose-lose situation. Der blaeser også nye vinde i en organisation som FIFA, ligesom der gør i UEFA. Stemningen er, at det, vi så på transfermarkedet i sommeren 2017, er begyndelsen på enden for det nuvaerende system. Tidligere var vi i FIFPro jo kaetterne, men nu kan mange se, at vores holdninger og analyser var rigtige,” siger Theo van Seggelen.
”Alle professionelle i verden vil gerne spille fodbold. Et af klubbernes argumenter mod de aendringer, vi foreslår i transfermarkedet, er at de 500 bedste spillere i verden så vil blive koncentreret omkring ti gigantiske klubber, der som de eneste har råd til at betale de lønninger, der ville blive resultatet uden et transfermarked med betalinger for spillere mellem klubber. Personligt tror jeg ikke på det scenarie. Jeg har ikke mødt én eneste af de mange tusinder af professionelle spillere, der er i verden, der ville vaelge en klub for lønnen, velvidende at han ikke ville komme på banen. Der er jo kun 11 mand på banen. Jeg skulle nødig vaere den cheftraener, der skulle skuffe omkring 50 mand i en trup med 60 af verdens bedste fodboldspillere. Det siger jeg for at illustrere, at spillerne altså ikke vil flokkes omkring nogle få gigantiske klubber, fordi så ville mange af dem aldrig komme på banen,” siger Theo van Seggelen.
Efter Theo van Seggelens mening er FIFPros ambitioner ikke urealistiske. FIFPro og JeanMarc Bosman blev ikke tilskrevet nogen chance for succes, før man i 1995 vandt Bosmansagen, og ikke mindst efter Neymar-handlen, der også åbner manges øjne for, hvordan ejere med ubegraensede midler som Paris Saint-Germains bagmaend i Qatar påvirker fodbold i stor stil i disse år, tror van Seggelen på muligheden.
”Vi skal have et system, der omfordeler pengene i fodbold langt mere, end det sker i dag. Jeg siger ikke, FC Barcelona skal foraere alt vaek til mindre klubber. Men hvad med at indføre en transferskat, der stiger i takt med transferbeløbet, på samme måde som man betaler skat i forbindelse med et huskøb? Det er peanuts, der bliver omfordelt i dag. Der skal investeres bredt i udviklingen af fodbold, og så skal vi have harmoniseret transfervinduerne og reglerne omkring økonomien og styringen af professionel fodbold. Jeg er overbevist om, at vi i løbet af få år kan sikre fremtiden og sunde, professionelle ligaer i 150 lande i verden. Selv hvis der skulle komme en global Superleague for alle de største klubber, vil der stadig vaere lokal interesse for ligaer i de fleste lande i verden,” siger Theo van Seggelen.
”Ønsker vi virkelig en situation, hvor det til sidst kun er fem nationer, der markerer sig i fodbold, og hvor klubberne betaler 500 millioner euro for en enkelt spiller? Eller skal vi normalisere branchen og gøre den transparent og sund? Det er den beslutning, der venter forude. På grund af de vanvittige transfers er stemningen i verden ved at aendre sig.”