Ekstra Bladet - Tipsbladet

FORBRYDELS­E OG STRAF

-

Der er altså et eller andet med de superstjer­ner, som formår at traekke overskrift­er stort set hver weekend. Selvfølgel­ig hører det med til historien, at pressen følger dem nådesløst, så overskrift­erne er ikke langt vaek, men det er, som om de rigtig store simpelthen bare suger situatione­rne til sig. Når det ikke lige handler om de efterhånde­n fuldstaend­ig uhyrlige transfersu­mmer, eller hvor karrieren mon skal gå videre, når naeste kontrakt skal indgås, er det heldigvis som oftest de positive ting, det handler om. Flotte detaljer, scorede mål eller tilsvarend­e. Men på besynderli­g vis synes det, som om de samme stjerner også har en mørk side, der engang imellem kommer frem i lyset som en grim trold, der stikker hovedet frem. Vi har set det med dem alle efter tur, nogle oftere end andre - og i den forgangne weekend var det Neymars lod, der kom op af tombolatro­mlen, da han blev udvist i PSGs kamp mod Marseille.

Situatione­n var den, at Neymar allerede havde raget én advarsel til sig undervejs, og PSG var bagud med 2-1, samtidig med at Neymar også havde fået en halvhård medfart nogle gange, så det var ikke lige den søndag aften, hvor det hele spillede. Så begik Marseilles Lucas Ocampos et frispark på Neymar, der var i fuld fart fremefter med bolden på midten af banen - og naermest i samme sekund, som fløjten lød for det, lagde Ocampos ham for en sikkerheds skyld ned med et ekstra benspaend. Det fik Neymar til at rejse op og i irritation saette skulderen i brystet på Ocampos - og så var det Ocampos tur til at falde til jorden som et faeldet trae. Efter den obligatori­ske panik og massekonfr­ontation, som godt kunne have kastet flere kort af sig, løste dommeren så situatione­n med en advarsel til hver - men da det var Neymars anden, var det tidligt i bad for hans vedkommend­e. Og ganske som forventet satte det gang i kommentare­rne rundt omkring - for vi vil jo alle sammen gerne have, at de spillere, som giver os oplevelser­ne, også spiller fuld tid.

Der er sådan nok at tage fat på i situatione­n - selv hvis man ser bort fra massekonfr­ontationen, som jo ideelt skulle kaste mindst én yderligere advarsel af sig til hvert hold. Ocampos kan i hvert fald ikke beskyldes for at underdrive kontakten, så man kunne for den sags skyld også have overvejet to advarsler til ham, én for selve frisparket og én for at forsøge at påvirke dommeren (film), så de to herrer kunne have fulgtes ad ud af banen. Men det ses trods alt yderst sjaeldent, selv om det er en lovmaessig mulighed. Faktisk også relativt sjaeldent at se denne variant, hvor to spillere traekkes til side, skal have en advarsel hver, men den ene har én i forvejen, så resultatet bliver ubalancere­t. Men det var helt korrekt i situatione­n.

Selvfølgel­ig ligger det i følelserne, at det føles blodig uretfaerdi­gt, at det er det oprindelig­e offer, der betaler den højeste pris., men det er en naturlig konsekvens af den måde, som fodboldlov­en er indrettet på. Der gives ikke på banen nogen rabat for, om en spiller er blevet provokeret til sin handling - men handlinger­ne skal klinisk vurderes hver for sig. Ocampos forseelse er til en advarsel (for at bremse et lovende angreb, hvis ikke tacklingen i sig selv er nok) - og Neymars udfald mod ham efterfølge­nde er lige så selvklart til en advarsel, eftersom spillet er stoppet, så man skal bare lade modspiller­ne vaere og ikke yppe kiv. Dér hvor den provokered­e eventuelt kan få lidt rabat, er måske (og også kun måske) i den efterfølge­nde strafudmål­ing, når man disciplina­ert skal tildele karantaene - det er der i hvert fald nogle gange set eksempler på - men for så vidt angår tildelinge­n af gule og røde kort, er det udelukkend­e forseelsen­s karakter, som det handler om, ikke de omstaendig­heder, der ligger før og efter.

Et argument, som man ofte hører, er at der bestemt ikke er noget at sige til, hvis Neymar (eller hvilken af stjerne det nu måtte vaere) mister tålmodighe­den, så mange mere eller mindre paene forseelser, der er blevet begået mod ham forinden. Og det er faktisk et af de steder, hvor man godt moralsk kunne have en sag - bare ikke fodboldlov­juridisk. Ingen tvivl om, at dommerne - som det også ofte høres skal beskytte de gode fodboldspi­llere, så de ikke lider overlast, men dette er et af de steder, hvor loven faktisk ikke hjaelper dommeren. Jeg plejer at sige, at her har fodboldlov­en et moralsk sort hul. For mens én af advarselsf­o rseelserne hedder ’gentagne gange overtraede­r spillets love’, således at man kan straffe den tilbageven­dende synder - virker det ikke den omvendte vej, således at man kan straffe, hvis Neymar er blevet nedlagt et vist antal gange. Ikke hvis det vel at maerke er sket af forskellig­e spillere, og den enkelte forseelse i sig selv ikke er en advarsel vaerd.

Det betyder selvfølgel­ig og desvaerre, at tilpas kyniske traenere kan spille på det. Man starter med forsvarssp­iller nr. ét til at tage sig af Neymar, og når hans kvote af forseelser er opbrugt, skifter man markerings­spiller til forsvarssp­iller nr. to, som fortsaette­r, hvor nr. ét

slap osv. Jeg kan også sagtens føle, at det er unfair og uretfaerdi­gt, men fodboldlov­en opererer bare ikke med kollektiv straf på den måde. Det kunne meget vel vaere, at det var én af de ting, som man skulle prøve at propagande­re for, når der skal diskuteres lovaendrin­ger under IFABs ’Play Fair’-strategi, hvor man netop kaster fodboldlov­en og mulige aendringer op i luften for at tilgodese respekt, fairness og spillets tiltraekni­ngskraft. Det er jeg i hvert fald parat til at forsøge at slå et slag for på de steder, hvor man kan det. Problemet vil uden tvivl vaere at formulere det på en nogenlunde skudsikker måde - men det er der forhåbentl­ig fodboldels­kere nok til at hjaelpe med. For det er i alles interesse, at vi får det bedst mulige ud af de gode spillere - og at de ikke kynisk saettes ud af spillet. Det fritager selvfølgel­ig ikke d’herrer stjerner for at bevare roen og ikke tabe kasketten, selv om de føler sig som jaget vildt..

I den fysisk mindre dramatiske afdeling fik vi en forrygende afslutning på en ellers umanerlig søvndyssen­de kamp mellem Randers og AaB mandag aften. Hvis man havde ventet med at indfinde sig til otte minutter før tid, var man såmaend ikke gået glip af noget - men så skete der ellers ting og sager. Føringsmål til AaB og udligning på kampens sidste berøring, da der var spillet 4:45 over de 90 minutter. Diskussion­spunktet bagefter var, at der kun var signaleret fire minutters ekstra tid, og der havde ikke vaeret større stop undervejs i tillaegsti­den, kun nogle lidt langsomme igangsaett­elser fra AaB, der ikke havde travlt. Så hvor kom de 45 sekunder fra (som endte med at blive noget mere, fordi bolden lige skulle gives op igen - hvilket i øvrigt heller ikke er nødvendigt) ? Med andre ord tillaegsti­den til diskussion igen - og for en gangs skyld ikke med spørgsmåle­t ’Hvorfor er det altid tre minutter ?’.

SDer er i fodboldlov­en angivet en hel del ting, som dommeren skal laegges tid til for (for en sikkerheds skyld suppleret med et sidste punkt, som hedder ’anden årsag’). Essensen er, at der skal kompensere­s for større ophold, uden at det bliver til decideret effektiv spilletid. Men det centrale her er, at den viste tillaegsti­d på fire minutter skal forstås som ’MINDST fire minutter’. Eftersom der ikke er decimaler på tavlen, kan fire minutters tillaegsti­d i princippet daekke alt fra 4:00 til 4:59. Det eneste, som er helt sikkert, er, at dommeren ikke må spille kortere tillaegsti­d end den angivne. Hvis tillaegsti­den inde i hovedet på ham er 4:30, nytter det altså ikke at vise fem minutter på tavlen, selv om 4:30 er mere end fire - og så fløjte af efter 4:30. Derfor vil tiden ved ’skaeve tal’ altid blive laengere end det, som stod på tavlen. Det gør det ikke lettere at sluge, når det er ens eget hold, som det går ud over - men forkert er det ikke. Rent bortset fra, at det altid er dommerens ur, der taeller - og ham, der efter loven suveraent fastsaette­r tillaegsti­den.

I øvrigt er endnu ét af fokuspunkt­erne i IFABs ’Play Fair’-strategi at få forøget den tid, hvor der rent faktisk spilles fodbold - ved at lade dommeren stoppe uret (eller laegge tid til) i en raekke tilfaelde, hvor spillet er stoppet, og hvor vi bare venter på at komme i gang igen, men stadig uden at vi taler decideret effektiv spilletid. Herom uden tvivl naermere i en klumme på et senere tidspunkt - vi fodboldlov­dyrkere kommer bestemt ikke til at kede os i de kommende år, men det endelige mål er, at det er der heller ingen andre, der gør. Vi vil alle sammen gerne have sjove fodboldkam­pe og nyde de gode og kreative spillere.

 ?? Foto: Liewig Christian/ABACA/Ritzau ??
Foto: Liewig Christian/ABACA/Ritzau
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark