DEN SIDSTE DRØM FOR AUSTRALIENS BECKHAM
Han er allerede en legende, men den snart 38-årige Tim Cahill vil have mere. Den sidste overlever fra Australiens gyldne generation vil runde landsholdskarrieren af med endnu en VM-slutrunde, og inden de afgørende playoffkampe mod Honduras saetter The Soc
Selvfølgelig måtte det vaere ham. Det var en af de store aftener i Sydney, og The Socceroos havde brug for noget saerligt. VM-skaebnen var på vippen, og selvom australierne var i overtal i den forlaengede spilletid mod undertippede Syrien, havde de svaert ved at afgøre det. Men nu modtog Robbie Kruse bolden
PnPehdoetov/eRdicbkaRglyincrjeonft i venstre side af straffesparksfeltet og løftede et blødt indlaeg i en bue ind foran syrernes mål. Og her steg han til vejrs: Tim Cahill. Hele Australiens Timmy, der sprang kraftfuldt i vejret og endnu en gang viste sit faenomenale hovedspil. Den syriske målmand Ibrahim Alma fik hånden på, men kunne ikke holde bolden ude. For anden gang den aften havde Cahill scoret, og dette var mål nummer 50 i hans lange karriere på landsholdet og et af de vigtigste. De nervøse australiere holdt lige akkurat hele vejen hjem og holdt med 2-1-sejren liv i håbet om den fjerde VM-deltagelse i traek.
”Timmy var Timmy, og det er derfor, han er den største nogensinde,” sagde den lettede og taknemmelige landstraener Ange Postecoglou efter slutfløjtet.
”Han er bare en freak. Jeg aner ikke, hvornår han sidst spillede 90 minutter, og da slet ikke 120. Han har en stor tro på sig selv. Han er en unik og ekstraordinaer person, og han gik forrest i dag,” fortsatte landstraeneren sin hyldest mod matchvinderen.
Nu venter det sidste skridt mod Rusland: De to afgørende interkontinentale playoffkampe mod Honduras, hvor det første opgør spilles natten til lørdag dansk tid i San Pedro Sula i Mellemamerika, inden australierne har fordel af hjemmebane i returkampen i Sydney onsdag formiddag dansk tid.
Tim Cahill har altid vaeret manden til de store øjeblikke for det australske landshold. Blandt andet derfor regnes han som den største spiller i landets fodboldhistorie. Han scorede det første australske VM-mål nogensinde, og nu håber han på at afslutte landsholdskarrieren med sin fjerde VM-slutrunde.
”For mig handler det først og fremmest om at vaere med til at kvalificere mit land til endnu et VM, og at det vil vaere den fjerde VM-slutrunde i traek for Australien. Og som et personligt mål står det som noget, der ville vaere fantastisk. At nå til mit fjerde VM vil vaere et stort øjeblik. Jeg har altid prøvet at vaere meget professionel og at tage fodbold meget seriøst. Det handler også om at bygge et fundament for fremtiden, for det bliver svaerere og svaerere at kvalificere sig for hver gang her i Asien. Mange lande bliver staerkere. Og denne gang går det helt til kanten,” siger Tim Cahill efter en formiddagstraening i det nordlige Melbourne, hvor han siden 2016 har optrådt for Melbourne City i hjemlandets A-League efter en lang karriere i udlandet på tre kontinenter.
UDEN FOR KATEGORI
Man skal ikke have opholdt sig ret laenge i Australien, før det står klart, hvor stort et navn Tim Cahill er i sit hjemland. Nok er han del af nationens gyldne generation af fodboldspillere, der gjorde Australien til en fast deltager ved VM-slutrunderne, men hverken Mark Viduka, Harry Kewell, Mark Schwarzer eller nogle af de øvrige har opnået en status som Cahills.
Han er overalt. I tv-reklamer og i kampagner for landsholdet og for A-League. Og selvom han i dag er en måned fra at runde de 38 år, er han stadig med afstand det største fodboldnavn i Australien.
Det kom til udtryk, da han sidste sommer vendte hjem efter 19 år i udlandet. Efterhånden havde de fleste afskrevet, at det nogensinde ville ske, og mange var skuffede over, at Cahill ikke kom hjem for at kaste stjernestøv over A-League, da hans ophold i New York Red Bulls sluttede i 2015. I stedet fortsatte han i Kina hos først Shanghai Shenhua og siden Hangzhou Greentown, inden det i sommeren 2016 endelig lykkedes for Australien at lokke ham hjem.
Omstaendighederne fortaeller meget om Cahills betydning i Australien. A-League er skruet sammen på en måde, der har en del tilfaelles med den nordamerikanske MLS og ligger fjernt fra de europaeiske ligaers struktur. Klubberne er underlagt et lønloft, men for at tiltraekke store navne har hver klub lov til at bryde loftet og betale højere lønninger for to såkaldte ”marquee players.” Heller ikke det var dog nok, så løsningen blev at skabe en ny regel om en såkaldt ”guest player” helt uden for kategori, hvor selve organisationen bag A-League kunne gå ind og laegge flere millioner kroner oven i lønnen, hvis en spiller opfyldte en raekke kommercielle krav og dermed blev anset for at have den tilstraekkelige vaerdi for hele ligaen.
Reglen blev i folkemunde døbt ”The Tim Cahill Rule”, og med den som adgangsbillet landede han i 2016 i en klub og en liga, der slet ikke eksisterede, da han i 1997 forlod Australien. Melbourne City blev først skabt i 2014, da den globale City Football Group med hovedsaede i Abu Dhabi overtog klubben og gjorde den til del af sit omfattende netvaerk.
”City Group har investeret meget i klubben. De sidste ti år har fodbolden i det hele taget aendret sig enormt. Det er vokset meget, og der er kommet flere fans,” siger Cahill.
”Fodbold er afgjort mere populaert, end da jeg forlod landet, men det er stadig ikke den største sport i Australien. Det er noget, som jeg har haft svaert ved at vaenne mig til, efter at jeg kom hjem. Det er den største sport i verden, men i Australien er den ikke i Top 3. Så der er meget arbejde forude. Det er op til os som spillere at gøre spillet så stort som muligt og sikre det den opmaerksomhed, som det fortjener,” fortsaetter han.
SKAEBNEKAMP FOR SAMOA
Opmaerksomhed har Tim Cahill givet ligaen, for han har en personlig historie, der altid har fascineret. Han blev født i Sydney som en af de mange australiere med baggrund i flere forskellige kulturer. Hans far var englaender med irske rødder, og moderen kom fra stillehavsøriget Samoa. Han voksede op i en rugbyinteresseret familie, men fattede selv interesse for fodbolden og fulgte kampene fra England sammen med sin far.
Som barn boede han nogle år på Samoa med familien, og evnerne med bolden fik ørigets fodboldforbund til at spørge ham, om han var interesseret i at deltage ved det oceaniske U/20-mesterskab for Samoa, selvom han blot var 14 år gammel. Cahill taenkte ikke så meget over konsekvenserne og så det mest som en mulighed for at få betalt en rejse til øerne, hvor han havde meget familie. Det var et valg, der var lige ved at koste ham karrieren som australsk landsholdsspiller.
Dengang var reglerne nemlig anderledes, end de er i dag. Ungdomslandskampene for Samoa betød, at Cahill var spaerret for at optraede for andre nationers A-landshold, og først i 2004 modtog han meldingen om, at FIFA havde givet ham dispensation, og som 24-årig kunne han debutere for The Socceroos.
På det tidspunkt var han inde i sin sidste saeson i London-klubben Millwall. Hans foraeldre havde i 1997 gaeldsat sig for at lade ham forfølge drømmen om en fodboldkarriere i England og betalt for den lange rejse til den anden side af jorden. Efter en prøvetraening fik han kontrakt i Millwall, og her blev han en profil i først den tredjebedste og senere den naestbedste raekke. I sin sidste saeson var han med til at spille holdet frem til FA Cup-finalen mod Manchester United, og nederlaget i finalen blev hans sidste kamp for klubben. Cahill var moden til mere, og Everton slog til.
I forordet til Cahills selvbiografi ’Legacy’ beskriver den davaerende Everton-manager David Moyes Tim Cahill som ”det bedste, der skete for Everton i hans år i klubben.” Australieren blev personificeringen af Moyes’ staerke Everton-hold. Et solidt og stabilt hold, der arbejdede som en enhed og aldrig gav op.
t Gennem otte saesoner var Cahill en profil hos Everton, inden han i 2012 sagde farvel til England efter 15 år.
En hårdtarbejdende og ydmyg person, der ikke har fået noget foraeret. En repraesentant for det multietniske Australien uden dog at vaere knyttet til nogle af de etniske grupper, der traditionelt har praeget fodbolden i Australien på godt og ondt. Graekerne, kroaterne og italienerne. Cahills fortaelling har de rette elementer, og så har han også altid vaeret bevidst om den.
I ’Legacy’ beskriver han David Beckham som et personligt forbillede. Som Beckham var Cahill ikke begavet med et lysende talent og måtte arbejde hårdt og ydmygt for at nå langt. Det er blevet hans identitet, og den historie har han dyrket, ligesom han har ladet sig inspirere af Beckhams evner for personlig branding. Efterhånden er det blevet svaerere at skelne personen fra brandet Cahill, der har haft et tøjmaerke, driver fodboldskoler og udgiver børnebøger om fodboldstjernen Tiny Timmy.
”Jeg føler, at jeg laegger et fundament for børn i Australien. De kan se op til en, der startede med ingenting og kaempede sig hele vejen op og blev professionel. Det betyder alt for mig. Jeg tager aldrig noget for givet, og det inspirerer mig til at blive ved,” siger han.
”Jeg har aldrig prøvet at vaere andre end mig selv. Jeg er tilgaengelig over for børn. Jeg gør meget for graesrødderne og over for børn i skoler og med mine børnebøger. Jeg ved, hvad børn vil have, og hvad familier vil have. Det er at have kontakt med deres helte,” fortsaetter han.
”For mig er det vigtigt, at børn kender min historie. Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville klare det. At jeg var for lille og ikke staerk nok og ikke hurtig nok. Sådan er det for mange børn, der vokser op. De maerker tvivl og får at vide, at de ikke er gode nok. Jeg føler, at jeg kan aendre den vej, de kommer til at følge, når de bliver aeldre.”
SPONSORERET SCORINGSJUBEL
De to mål mod Syrien i oktober fik pustet nyt liv i Cahill-legenden, men det blev også et eksempel på, hvorfor mange australiere føler, at han er blevet for meget. At han i dag mere er en pr-maskine end en fodboldspiller.
Da han scorede det andet mål, undlod han at udføre sin saedvanlige jubelscene med at skyggebokse med et hjørneflag. I stedet spredte han armene ud og løb af sted som noget, der lignede en flyvemaskine, inden han med haenderne formede et ’T’. Efter kampen viste det sig, at det var en hentydning til rejsebureauet TripaDeal, som han netop havde indgået en sponsoraftale med, og som jublende forsøgte at sprede budskabet om, hvordan firmaets nye ambassadør havde vist T-logoet i sin jubel. Cahill delte selv budskabet videre, men slettede det igen, da han blev klar over, at han var i fare for at blive straffet for den sponsorerede jubelscene.
Noget lignende skete i 2015, da han fejrede et mål mod Kirgisistan ved at lade, som om han bladrede i siderne i bog, lige efter at en hans børnebøger var blevet udgivet.
Kommercielle bagtanker lå der til gengaeld ikke bag, da han i Everton-tiden bragte sig i problemer ved at lade, som om hans haender var laenket sammen af håndjern efter en scoring. Det var en hilsen til hans bror Sean, der kort forinden var blevet faengslet. Han var blevet dømt for vold efter et overfald, der havde efterladt offeret delvist blind på det ene øje, og Cahill blev derfor kritiseret for at opføre sig upassende ved at sende en hilsen til broderen.
På den måde har han til tider vaeret kontroversiel, men mest af alt er han populaer for det, han har gjort for det australske landshold gennem årene. Siden debuten i 2004 har han vaeret involveret i stort set alle de store øjeblikke for The Socceroos. I 2005 var han med, da australierne kvalificerede sig til VM for første gang i 32 år ved at besejre Uruguay efter straffesparkskonkurrence i playoff på et tidspunkt, hvor Australien stadig holdt til i det oceaniske fodboldforbund.
Året efter blev han skiftet ind i VM-premieren mod Japan, og efter den målløse deltagelse ved slutrunden i 1974 scorede han de to første australske VM-mål nogensinde, da han i slutfasen først udlignede til 1-1 og fem minutter senere bragte Australien foran. The Socceroos gik tilmed videre fra gruppen og tabte først ottendedelsfinalen til Italien på et tvivlsomt straffespark i overtiden.
”Fordi det var vores første slutrunde som hold, så var det største ved det, at vi virkelig kunne maerke, at vi var i stand til at konkurrere mod de bedste hold. Vi fik store resultater, men desvaerre blev vi ramt af en enkelt tvivlsom kendelse, som aendrede udfaldet af hele slutrunden for os. Hvem ved, hvor langt vi ellers kunne vaere nået? Men det var gode tider,” siger han.
Året efter scorede han også det første australske mål nogensinde ved Asian Cup, og han var også på pletten ved VM-slutrunderne i 2010 og 2014, så han nu er noteret for fem mål ved tre VM-slutrunder.
Kun tre spillere har gennem tiderne praesteret at score ved fire forskellige VM-slutrunder, og nu håber Cahill, at han kan komme i selskab med Pelé, Uwe Seeler og Miroslav Klose ved at score for Australien naeste sommer i Rusland.
MATCHVINDER I POKALFINALEN
Men først skal Australien kvalificere sig, og det har vist sig at vaere svaerere end ventet. I det afsluttende gruppespil blev holdet kun nummer tre efter Japan og Saudi-Arabien, og det sendte australierne ud på den vanskelige playoff-omvej. En konsekvens af, at Cahill gennem årene har kunnet se landsholdet miste kvalitet i forhold til dengang, man kunne spille lige op med de senere verdensmestre. I dag er antallet af australske spillere i de store ligaer faldet drastisk i forhold til for ti år siden.
”I min generation tog naesten alle unge spillere til Europa, da vi var 14-16 år gamle. Vi tog den beslutning, for der var ingen liga her, og i Europa kaempede vi os op gennem de lavere divisioner. Nu er der A-League, der er Kina, der er Mellemøsten. Der er mange nemmere muligheder for at komme ud, og omvendt er det blevet svaerere at komme ind i Premier League for en australsk spiller,” siger han og naevner nedslået, hvordan der lige nu kun er to australiere i Premier League i form af Aaron Mooy og Mat Ryan hos oprykkerne Huddersfield og Brighton.
”Vi må se på graesrødderne og finde ud af, hvordan vi kan gøre de unge mere konkurrencedygtige for at gøre landsholdet bedre. Men det er spørgsmålet til en million dollar, hvordan det skal gøres. Det er en stor bekymring. Vi er nødt til at skabe en bedre struktur og en
bedre talentudvikling for at forbedre de tal. Det er ikke raketvidenskab, de tal taler for sig selv,” fortsaetter han.
Til gengaeld har A-League vaeret en succes, siden ligaen blev skabt i 2005. Australien har endelig fået en strømlinet fodboldliga, og Tim Cahill fik den perfekte debut, da han foran 40.000 tilskuere scorede det første mål i det store lokalderby mod Melbourne Victory sidste år. Cahill scorede 13 mål i sin første saeson i Melbourne City, og han blev matchvinder i finalen i FFA Cup, den australske pokalturnering, hvor han dermed sikrede det første trofae i Citys korte historie.
Han starter ikke inde hver gang, og alderen har naturligvis sat sine spor, og modstandernes tilhaengere synger hånligt, at han kun er vendt hjem for at fylde bankkontoen op. Men naesen for mål og det uforlignelige hovedspil er stadig i højeste klasse.
”Jeg føler ikke alderen overhovedet. Jeg har det fantastisk. Jeg er heldig at spille i en klub som Melbourne City. Du kan selv se faciliteterne her, og hvor professionelt setuppet er. Det er en af de største grunde til, at jeg vendte hjem,” siger han med henvisning til det topmoderne anlaeg i det nordlige Melbourne, der er langt foran de øvrige klubber i landet.
”Jeg sørger for, at min fysiske tilstand altid er på et højt niveau. Ellers ville jeg ikke blive udtaget til landsholdet. Mange spillere, jeg kender, har sagt til mig, at de følte, at de stoppede for tidligt. Mine traenere har også ofte sagt, at man skal spille så lang tid som muligt. Jeg er 37 år, min fedtprocent er på 8, og jeg vejer 75,5 kilo. Intet af det har aendret sig, siden jeg var 18 år gammel, og det er jeg stolt over. At holde mig fit. Min egen fysioterapeut flyver jaevnligt ind fra Sydney for at sørge for, at jeg holder mig fit,” siger han.
HELE AUSTRALIENS ANKEL
Den fysioterapeut har haft ekstra travlt den seneste uge, for da Tim Cahill i fredags for første gang i saesonen var i Melbourne Citys startopstilling, gik det galt. Hjemme på AAMI Park i Melbourne var Sydney FC på besøg til topkamp i A-League, men efter bare 25 minutter måtte Cahill udgå. I et sammenstød med Jordi Buijs forstuvede han anklen, som efterfølgende haevede voldsomt op og skabte stor tvivl om Cahills deltagelse i playoffkampene mod Honduras.
Hen over weekenden blev han behandlet, og da landsholdskammeraterne begav sig ud på den lange rejse til Mellemamerika, var det i første omgang uden Cahill. Vurderingen gik på, at det ville vaere bedst at vente lidt med den lange flyvetur, men med en dags forsinkelse dukkede han op i Melbournes lufthavn med is på anklen inden afgang, men ville nu ikke love, at han var spilleklar til fredagens opgør i San Pedro Sula.
Men i de australske medier blev blot hans tilstedevaerelse set som et løft. For Cahill har vaeret der før og kan forhåbentlig give holdkammeraterne et mentalt rygstød inden kampen. Og selv hvis han havde vaeret 100 procent fit, kunne det såmaend sagtens taenkes, at landstraener Postecoglou ville holde ham på baenken fra start for at spare kraefterne til returkampen, ligesom han gjorde mod Syrien, hvor Cahill spillede samtlige 120 minutter hjemme i Sydney.
Skraekscenariet er, at Cahill slet ikke bliver klar, og Australien taber samlet. For så vil Cahills drøm om at komme i selskab med Pelé, Seeler og Klose som målscorer ved fire forskellige VM-slutrunder vaere knust, og samtidig vil det efter al sandsynlighed betyde, at landsholdskarrieren sluttede med de to mål mod Syrien i oktober.
Men endnu lever australierne i håbet. Håbet om, at han endnu engang kan vaere redningsmand for The Socceroos og dukke op i straffesparksfeltet og score det afgørende mål, der sender ham og Australien til det fjerde VM i traek. En mulig sidste stjernestund for ”Timmy”, inden karrieren endegyldigt er forbi, og han så skal finde ud af, hvad fremtiden skal indeholde.
”Jeg er meget glad for, at jeg har planlagt mit liv. Hvis jeg beslutter at spille et år mere, så bliver det her i Melbourne City. Og hvis ikke så begynder jeg at arbejde for City Group i en eller anden funktion. Som traener eller noget andet,” siger Tim Cahill. +