EN DRØM AF EN FODBOLDAFTEN I DUBLIN
Christian fra Middelfart nåede nye højder på landsholdet, da han med et fornemt hattrick sparkede Danmark til VM på en gåsehudsfremkaldende aften på Aviva Stadium, mens Kasper Schmeichel var en sand ridder af Dannebrog, og Åge Hareide for anden gang i karrieren kunne se Danmark gå til VM med en 5-1 sejr på udebane. Alle bekymringer fra de seneste kampe i Parken blev manet i jorden, for Danmark har et landshold, der kan vise høj klasse i Rusland, omend der stadig er ting at arbejde videre med, uanset hvor enestående præstationen var i Dublin.
Danmarks udvalgte stod samlet og klar til fest, da den polske dommer for sidste gang lod fløjten lyde på en mindeværdig aften i den irske hovedstad. For hjemmeholdet havde haft en sidste mulighed for at formindske ydmygelsen i form af et hjørnespark, som Kasper Schmeichel med sit kropssprog tydeligt havde gjort klart ikke skulle ende i hans målnet. Det var rigeligt, at irerne var kommet foran knap to timer tidligere, så alle spillere trak med hjem i feltet for at forsvare den enestående 5-1 føring, der gav Danmark sikker adgang til VM i Rusland. Alle spillere bortset fra en enkelt.
For selv om Christian Eriksen arbejder som få, er styrken ikke at tage luftkampe i feltet, de er meget mere at gå efter omstillingerne bagefter. Så fynboen stod et stykke oppe ad banen, da hjørnesparket løb ud i sandet, fløjten lød, og gruppen af danske spillere kunne falde hinanden om halsen i en dansende og hoppende cirkel.
Ude fra bænken kom alle reserverne styrtende ind for at være med i VM-festen, men ikke Kasper Schmeichel. Han løb den anden vej, op til ham der var blevet fremme, og som med et velplaceret spark via undersiden af overliggeren, en følt inderside helt ude ved stolpen og til sidst et dommedagshug op i hjørnet havde scoret tre af de fem danske mål – to med højre og et med venstre for også lige at understrege alsidigheden i verdensklassepræstationen.
Og der stod de så, målmanden i den gule dragt med det legendariske efternavn på ryggen, som på uvirkelig vis stadig lever stærkt på det danske landshold, og den stilfærdige Eriksen med den fantastiske sparketeknik og det klare blik for spillet, forenet i glæde over at missionen var lykkedes, i glæde over at Danmark efter fravær i både 2014 og 2016 nu igen skal farve en slutrunde-sommer i rødt og hvidt.
Det var et smukt billede på succesen, og selv om det ikke stod længe, for fællesskabet nede i feltet kaldte selvfølgelig, så var det symbolsk for et hold, der har karakter, defensiv styrke, vilje, kreativitet og højt internationalt niveau på flere nøglepositioner. Og i løbet af en lille time leverede Kasper Schmeichel et billede mere til samlingen, da han som den første dansker dukkede op i mixed zone for at sætte ord på bedriften og gjorde det som en ridder af Dannebrog med flaget bundet om de brede skuldre.
Man kan altid læse kampens resultat på keeperens udstråling i mødet med pressen. Om lørdagen havde han foran tv-kameraerne givet en knusende vurdering af Parkens græstæppe som hovedårsag til den skuffende 0-0 i den første playoff-finale hjemme mod Irland, men da han efterfølgende gik forbi journalisterne, råbte de forgæves efter ryggen af målmanden. Denne gang stod han så igen som landsholdets bankende hjerte, som manden der kan udlægge teksten og følelserne, så de rammer hjemme i fødelandet. Også hele vejen fra Dublin.
”Jeg løb bare over til Christian og sagde tak efter kampen. For hold da kæft en spiller. Jeg synes, vi skal være taknemmelige over, at han er dansker. For mig er han en af de bedste spillere i verden,” sagde Kasper Schmeichel, og så var der ikke så meget mere at sige til det.
Men det var der selvfølgelig alligevel på sådan en aften. Selv om busserne længe havde holdt i tomgang i tunnelerne under Aviva Stadium, og charterflyet hjem til Danmark nærmede sig det planlagte afgangstidspunkt, og selv om der var gået et par timer, siden det irske målnet blafrede for sidste gang, stod mediefolket stadig talstærkt tilbage for at høre fra manden selv, der som altid tog succesen knusende roligt i opmærksomhedens skarpe lys.
Schmeichel havde Dannebrog, Jannik Vestergaard havde solbriller med danske flag i håret, Viktor Fischer var stadig iklædt den forproducerede røde t-shirt med VM 2018 på brystet, og Nicklas Bendtner havde som altid kasketten højt og omvendt på hovedet. Men Christian Eriksen stod i et diskret mørkt sæt tøj og svarede kort på de mange spørgsmål, indtil der var en lille vejrtrækningspause, som han straks brugte til at stikke videre til rækken af tv-kameraer. Men tirsdagens store matchvinder kunne nu sagtens forholde sig til triumfen og til fornemmelsen af en aften, hvor han bare ramte bolden perfekt.
”Det startede allerede i opvarmningen, hvor Pione også sagde, at jeg da var godt sparkende i dag, så det blev jeg så ved med. Og de gik jo ind, så det var bare med at skyde så meget som muligt, når jeg havde chancen. I Parken var skuddene ikke gode nok, i dag var der en, der kiksede, men resten gik heldigvis ind,” sagde hattrick-helten, der ikke var meget for at køre med på hypen om sin bedste landskamp nogensinde.
”Det var i hvert fald den mest betydningsfulde landskamp, om det så også er den bedste, det ved jeg ikke.”
”Jeg tror næsten, at den mest betydningsfulde kasse var AC’s, for at vi kom i gang igen. For at komme ind i kampen, for vi havde meget godt styr på det bagefter,” lød det fra Eriksen om den vigtige udligning til 1-1, sat ind af den uvante højreback Andreas Christensen efter en listig tunnel af Pione Sisto på Harry Arter ved baglinjen efter en lille halv time.
På det tidspunkt havde danskerne nu allerede haft lige så mange chancer, som det lykkedes at have i 90 minutter i Parken, for irerne åbnede mere op, skubbet frem som de blev af 48.000 syngende landsmænd, og samtidig var græstæppet på Aviva Stadium betydeligt bedre end den bumlede udgave, der fik så meget skæld ud af de danske spillere efter de 0-0 i Parken.
”Vi kunne spille fodbold. Det tror jeg også, at I så. Man turde spille den ind, man behøvedes ikke at tænke hver gang, man skulle tage den ned. Man kunne spille den videre på første touch, og det formåede vi i store dele af kampen. Det syntes jeg kun klædte vores spil,” lød det fra manden, der brød mange