SZYMANOWSKIS REVANCHE
”Det handlede ikke om fodbold. Det handlede om min væremåde,” siger Alexander Szymanowski om sin bratte afsked med Brøndby i 2015. Godt to år efter at han blev kasseret på Vestegnen, er argentineren nu en stor profil i La Liga som en vigtig del af Leganés
Det er hans fødselsdag, men for Alexander Szymanowski er det en dag som alle andre. Som fodboldspiller er det ikke værd at fejre at blive ældre, siger han. Og da slet ikke, når man som han fylder 29 år og kan konstatere, at der er blevet et år mindre til afslutningen på karrieren.
”Hvis jeg kan blive ved med at fejre fødselsdage sådan her, så er jeg godt tilfreds. Jeg er på toppen af min karriere og spiller i Primera División, som for mig er den bedste liga i verden, og hvor jeg altid har ønsket at spille,” siger han.
Vi er rykket op i skyggen på hovedtribunen på det stadion, der har været hans hjemmebane siden sommeren 2015. Estadio Municipal de Butarque i Leganés lidt syd for Madrid. Solen bager over det lille stadion med plads til omkring 11.500 tilskuere, hvor Leganés igen i år har overpræsteret med Szymanowski som en af holdets største profiler ude på venstrekanten.
”For ti år siden ville jeg aldrig have forestillet mig at være, hvor jeg er i dag. Mit håb var bare at spille fodbold et sted, hvor det kunne hjælpe mig økonomisk, og hvor jeg ville være i stand til at hjælpe min familie. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne spille og præstere i Primera División her i Spanien,” siger han.
Overrasker det dig?
”Jeg ved ikke, om overrasket er det rette ord. Jeg tror meget på mig selv. Jeg havde et stort ønske om at vise over for mig selv og min familie, at jeg havde niveau til at spille i Primera. I en liga med Messi og Cristiano, med Madrid og Barcelona. Jeg er ikke overrasket over det, men jeg er meget glad for at have bevist det. At jeg er god nok. Og ikke bare god nok til at spille, men til at være en profil og nyde det. Og score mål,” siger han.
Det er noget af en rutsjebanetur, han har været ude på, og han har meget at fortælle. Han taler hurtigt og intenst og viger ikke udenom. For lidt mere end to år siden nåede han bunden, da hans kontrakt i Brøndby blev ophævet et år før tid. I stedet vendte han tilbage til Spanien, hvor Leganés i den næstbedste række var den eneste interesserede klub. Her blev han omgående en succes: I sin første sæson scorede han 12 mål i Segunda División, Leganés rykkede for første gang i historien op i den bedste række, og Szymanowski selv blev kåret som den bedste udlænding i den næstbedste i række.
Og i sidste sæson fortsatte succesen. Undertippede Leganés overraskede ved at undgå nedrykning, og Szymanowski var en af hovedårsagerne. Han var holdets topscorer med otte ligamål og scorede i maj i Bilbao det mål, der sikrede overlevelsen. Og flere steder blev argentineren vurderet som holdets bedste spiller i sæsonen.
Og eventyret er såmænd ikke slut endnu. I den nye sæson har Leganés fået en overraskende flot start og ligger lige nu placeret i den bedste halvdel med hele 11 point ned til nedrykningsstregen. Og efter at Szymanowskis landsmand Martín Mantovani mistede sin plads på holdet i september, har han tilmed båret anførerbindet.
Så hvordan kan det lade sig gøre? Hvad er forklaringen på, at en i dag respekteret profil i La Liga for godt to år siden ikke var god nok til Brøndby? Her fortalte den nytiltrådte sportsdirektør Troels Bech i slutningen af juli 2015 til BT om ”en kabale, som gav mening for os,” da klubben fritstillede Szymanowski. Så kunne Brøndby, fortalte Bech, i stedet få frigivet nogle lønkroner til at leje Ronnie Schwartz i Guingamp.
PROBLEMET MED THOMAS FRANK
Det startede ellers forrygende, da Alexander Szymanowski blev hentet til Brøndby i 2013, lige inden transfervinduet lukkede i. Klubben havde fået en elendig sæsonstart og lå efter syv kampe sidst, da argentineren blev lejet i Recreativo i den næstbedste række i Spanien. Szymanowski blev kastet direkte ind i startopstillingen, og med ham på holdet kom Brøndby i gang og fik tre sejre i træk. Den sidste over FC København i et opgør, hvor Szymanowski blev dobbelt målscorer med sine første mål for de blå-gule.
”Alt gik godt. Jeg spillede alle kampe og var ikke skadet. Jeg mærkede tillid fra træneren og holdkammeraterne og tilskuerne. Det er de bedste tilskuere, jeg har spillet for i mit liv. Med afstand. Jeg kom til klubben efter syv kampe, hvor holdet ikke havde vundet, og alligevel sang de stadig og bakkede holdet op,” siger han om starten, der med det samme gjorde ham til en Superliga-profil.
”Drømmestart for Szymanowski,” skrev Ekstra Bladet, og hurtigt begyndte Brøndby at arbejde hen mod at tilknytte kantspilleren permanent.
”Jeg har sagt til Per Rud, at ham vil jeg have, og så må han klare resten,” sagde den daværende træner Thomas Frank til Ekstra Bladet, og Szymanowski selv talte begejstret om sit ønske om at blive mange år i Brøndby.
”Jeg er så glad i Brøndby, jeg elsker fansene, jeg kan lide at bo i København og er glad for at være i Danmark,” sagde han til BT.
Kort efter slog Brøndby til og udnyttede købsoptionen. I foråret 2014 var Szymanowski stadig fast mand, og sæsonen i Danmark fik La Liga-klubben Eibar til at vise interesse, fortæller han.
”Men jeg foretrak at blive i Danmark, fordi det gik så godt,” siger han.
Men siden gik det skævt. I premieren i den nye sæson mod FC Midtjylland blev han ramt af en ledbåndsskade i skulderen og var ude i nogle kampe. Og et par måneder senere var han sat på bænken i Esbjerg og kom først ind det sidste kvarter.
Det var her, nedturen startede.
I lighed med de andre reserver var det planen, at Szymanowski skulle i aktion for reserveholdet dagen efter. Men argentineren følte sig ikke i stand til det.
”Jeg havde forvredet min finger og havde ondt og vidste ikke, om den var brækket. Man kan stadig se det på den,” siger han og holder den lidt skæve finger op.
”Men Thomas Frank ville alligevel have, at jeg skulle spille. Jeg viste det til lægerne. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg absolut skulle spille, når andre med overbelastninger eller slag ikke skulle. Men Thomas havde åbenbart opfattelsen af, at det handlede om, at jeg ikke gad spille med reserverne,” fortsætter han.
”Og selvfølgelig havde jeg ikke den store lyst til det. Ingen kan lide at spille sådan nogle kampe. Men jeg var reelt ikke i stand til det. Så jeg nægtede at spille. Jeg ville have foretrukket, at klubben havde taget beslutningen i stedet for, at jeg selv skulle gøre det. Derfra kørte mit og Thomas’ forhold skævt. Jeg vidste, at der ikke var feeling mellem os. Og så snart han så en passende anledning, satte han mig af holdet.”
I løbet af efteråret gled Szymanowski ud af startopstillingen, og i de sidste kampe i 2014 oplevede han tilmed at være helt ude af truppen.
”I vinterpausen fik jeg at vide, at hvis jeg fandt noget andet, kunne jeg tage af sted. Klubben signalerede, at de ikke længere regnede med mig. Men jeg sagde til Per Rud, at jeg stadig ville vise træneren, at jeg var den bedste kantspiller,” siger han.
Men heller ikke i foråret bed han sig fast i startopstillingen. Fra bænken kunne han se spillere som Ferhan Hasani, Elbasan Rashani og Andrew Hjulsager løbe med spilletiden. Mod slutningen af foråret åbnede der sig dog en mulighed på grund af skader i truppen. Szymanowski kom tilbage i startopstillingen og var med i tre sejre i træk og scorede til-