GADEDRENGEDRØMMEN DER GIK I OPFYLDELSE
Om to kampe er det slut. Så er en lang karriere forbi, for selv om Patrick Mtiliga altid har taget tingene, som de kom, og selv om han aldrig havde drømt om, at spillet på de københavnske asfaltbaner kunne give et liv med fodbold, så var det sådan, det bl
Patrick Mtiliga griner stort og bredt, for det gør han tit og ofte, og hvordan skal man også naesten reagere på spørgsmålet om, hvordan han har det med, at det aktive liv på fodboldbanen, der har fyldt så meget i ham, nu snart er forbi? Der er FC København i Parken og Hobro på hjemmebanen i Farum tilbage, og så er det slut. Så løber kontrakten ud, og et nyt liv uden for banen som rådgiver/ agent skal bygges op.
”Det er da lidt maerkeligt. Når folk sagde det for tre måneder siden, taenkte jeg jo bare, at der var lang tid til endnu, men så her forleden sagde ”Mini”: ”Nå, nu er der kun to-en-halv uge tilbage!” og der ramte det mig. ”Oh, shit – det naermer sig.””
”Men alligevel er det ikke rigtig gået op for mig. Det tror jeg egentlig først, det gør ved den sidste kamp, og måske i virkeligheden først når vi kommer over på den anden side af nytår, og jeg normalt skulle til at starte op igen,” siger venstrebacken, der fylder 37 år til januar, men her på en mandag med 90 minutters kamp i kroppen fra dagen før springer rask op ad trappen og saetter sig i sofaen uden at give sig.
Og hans FC Nordsjaelland-hold ligger i toppen, har netop udspillet AC Horsens og vundet med hele 6-0 med Mtiliga som en velspillende venstre kant i forsvaret og som en vigtig rutineret stemme i en meget ung trup.
Så selv om alderen tikker deropad, har han en rolle at spille, og der er ikke noget spillemaessigt, der gør, at han skal stoppe nu, så hvorfor har han besluttet sig for, at den kontrakt, der udløber den 31. december, bliver hans sidste?
”Sidste år røg jeg ind i to skader. De var ikke alderdoms-relaterede, det var slagskader, hvor jeg først rev ledbåndene over i anklen, og da jeg så kom tilbage fra den, spillede jeg en kamp og røg ind i en tackling, der ramte ledbåndene i knaeet. Det var hårdt arbejde, men jeg var fast besluttet på, at jeg skulle tilbage. Jeg skulle ikke stoppe på den måde.”
”Så jeg kom tilbage og følte mig i god form i foråret, og jeg havde den samme fornemmelse efter sommerferien, men så ramte jeg pludselig en periode, hvor jeg fra den ene dag til den anden kunne maerke, at hurtigheden ikke rigtig var der mere. Det begyndte at gøre lidt ondt i kroppen, og det kraevede meget mere af mig at vedligeholde mit spil.”
”Det gik jeg så med et par uger, uden at det blev bedre, og mentalt havde jeg svaert ved at motivere mig. Jeg tror, at jeg var blevet maettet på en eller anden måde, og når man kan maerke det i hovedet, begynder det også at vise sig i kroppen. Så det tog jeg en snak med Kasper [FCN-cheftraener Hjulmand] om. Han sagde, at jeg stadig var sindssygt vigtig for holdet, og det skulle jeg bare vide, men når jeg havde besluttet mig, skulle jeg komme og snakke med ham. Så kunne vi sørge for, at min karriere ikke sluttede med tre-fire måneder, hvor det hele bare var noget lort.”
”Efter den snak tog jeg en uge mere og maerkede efter en ekstra gang, før jeg fortalte ham, at jeg havde besluttet mig for at stoppe. Så fik vi en god snak mere, hvor han også naevnte, at det var helt naturligt, at jeg havde den følelse, men at jeg skulle gøre det bedste for at få det maksimale ud af den sidste tid. Der var han rigtig god til at hjaelpe mig igennem, og det gjorde, at der ligesom røg en vaegt af mine skuldre, og jeg fik lysten igen.”
”Vi aftalte, at han kunne begynde at traekke andre ind på holdet, og så måtte vi se, hvordan min form havde det, og hvis der var noget, kunne vi lige traekke stikket lidt. Det har fungeret rigtig godt, synes jeg. Kasper sagde, at han da godt kunne se, at jeg ikke var lige så hurtig og lige så vendbar som før, men jeg har jo erfaring til at placere mig rigtigt, så jeg kan camouflere det lidt, hvis man kan sige det sådan.”
”Og jeg fik energien tilbage, jeg har holdt niveau, og jeg er stadig ved godt mod, så selvfølgelig kan man godt taenke: ”Kunne jeg måske lige...,”” fortaeller Mtiliga, mens smilet igen dukker op på ansigtet.
”I dag har kroppen det for eksempel overraskende godt, men sådan plejer det jo at vaere, når man har vundet. Så jeg er afklaret med, at det snart er slut. Jeg tror, at det vigtigste er, at man selv tager beslutningen. At det ikke er på grund af en skade, eller at man ender med at sidde på baenken hele tiden. At man ikke kan følge med, og det bare bliver ned ad bakke, før man stopper. Nu vil jeg huske på det som en god tid, hvor jeg stoppede på det rette tidspunkt på en vaerdig måde,” siger Patrick Mtiliga, før han retter blikket bagud på et liv, der har vaeret fuld af fodbold lige fra starten.
DEN FØRSTE KAERLIGHED
Patrick Jan Mtiliga blev født den 28. januar 1981 som søn af en dansk mor og en far fra Tanzania, og han voksede op på det ydre Østerbro i konstant selskab med sin to år aeldre storebror Nicholas med fodbolden som fast faellesnaevner.
”Fodbold har altid vaeret en kaempe del af mit liv, og når jeg ser på billeder fra dengang, så kan jeg se, at jeg ofte havde en bold med mig, også før jeg startede i klub. Jeg havde altid en bold og var på vej ud at spille. Det har altid vaeret mit liv. Jeg ønskede mig ikke legetøj og havde heller ikke rigtigt legetøj, jeg ville bare gerne have en bold.”
”Mit første fodboldminde er nok dengang, jeg kom ned og blev meldt ind i B 93. Min bror var startet, og så ville jeg også gerne begynde. Jeg var i virkeligheden lidt for ung, for jeg var kun fire år, men jeg fik lov, og så kan jeg huske, hvordan det var at komme ned og blive meldt ind i klubben. Jeg fik også en B 93-trøje, som jeg faktisk stadig har derhjemme,” fortaeller Mtiliga, der trods sin meget unge alder i løbet af kort tid blev flyttet fra tredjeholdet op til førsteholdet for de yngste årgange.
For talentet havde han med det samme, og fodbold spillede han hele tiden.
”Jeg spillede altid sammen med min bror. Vi boede på Vognmandsmarken, hvor der var en park med noget asfalt, og der løb vi altid og spillede, mig og ham. Det har vi egentlig altid gjort alle årene. Han fik så nogle andre interesser, da han blev aeldre, men vi har altid vaeret kompagnoner, og han rykkede også med til Holland, da vi flyttede, for vi havde lavet en aftale om, at hvis en af os klarede den, så tog den anden med,” siger Patrick Mtiliga, der hurtigt fik spillet de 10.000 timer, det forlyder, der skal til, før et talent bliver til en rigtig fodboldspiller.
”Jeg har spillet rigtig meget gadefodbold, og det var min traening. Dengang var det jo ikke lige så intenst, som det er nutildags, når jeg kigger på de unge. Hvor meget de traener, og hvor seriøst det er. Jeg brugte tiden nede på gaden, og der kunne man jo spille fra morgen til aften. Senere spillede vi meget på Israels Plads og også inde i Kongens Have,” siger backen om en haek-indhegnet asfaltfirkant bag statuen af H.C. Andersen, der i dag som oftest står tom, men dengang dannede rammen om mange intense opgør.
”Selv da jeg var skiftet til Holland, spillede vi der, for når jeg var hjemme på sommerferie, rykkede vi ind og spillede i timevis. Og da jeg gik i skole, kunne vi sagtens tage ind og spille et par timer, før vi så skulle til traening ude i 93,” husker Mtiliga om et liv i fodboldens tegn.
Men selv om han spillede hele tiden og også var rigtig god til det, havde han ikke hovedet fuld af drømme om en fremtid som udlandsprof.
”Jeg tror egentlig først, at jeg for alvor taenkte, at fodbolden kunne blive et liv, da jeg kom til Holland. Selvfølgelig taenkte man, at det kunne vaere sjovt, men i de omgivelser, hvor jeg voksede op, var det ikke så privilegeret på den måde, så man havde ikke den slags store drømme. Det var måske lidt en gadedrengsdrøm, men det var ikke noget, som jeg troede kunne ske for sådan en som mig. Det var noget, som jeg troede kunne ske for alle mulige andre.”
”Så kom jeg selvfølgelig på unionshold, og så på U/16-landsholdet, så deromkring begyndte jeg at taenke, at det måske godt kunne vaere, at jeg kunne tage den lidt laengere. Jeg blev bevidst om, at jeg havde et ekstraordinaert talent, men det var aldrig på den måde min ambition eller motivation. Det var mere bare kaerligheden til bolden.”
”Hvert skridt jeg tog var fedt, og da jeg var 16, begyndte jeg at traene med førsteholdet i 93. Så folk begyndte at snakke om, at jeg gjorde det godt, og der var også udenlandske klubber, der rørte på sig, men jeg tog det bare, som det kom. Jeg havde ikke nogen forventninger. Det har nok også noget at gøre med, at jeg spillede i B 93, hvor det altid har vaeret mere leg, og hvor man altid har haft en masse talenter. Ambitionsniveauet var ikke på samme niveau som i Brøndby og i FC [København], hvor man får meget mere skoling og bliver indoktrineret på en anden måde. Men 93 passede godt til min person og min facon.”
”Jeg har haft nogle rigtig gode traenere, men det var altid i 93-ånden, du ved. Det er superfedt, og det går godt, men der var ikke nogen, der sagde, at jeg skulle gøre sådan og sådan. Jeg havde traenere, der lod mig få lov til at vaere mig. Der var ikke så mange mennesker, der kunne komme ind under huden på mig, der har jeg rimeligt meget vaeret min egen,” siger Patrick Mtiliga om dengang i halvfemserne, hvor han mest bare var en glad dreng, der elskede at spille fodbold og var så god til det, at en skadesplaget stopper 15 år senere sagtens kunne huske ham.
”Ja, jeg mødte jo Kasper dengang, men som jeg husker det, var han mest i en genoptraeningsfase i den tid. Han har selv fortalt, at han godt kan huske den første traening, jeg var med til, for han taenkte, at jeg godt nok havde nogle hurtige fødder. Så vi var på samme hold, men jeg var jo bare en ung knaegt, og han var på vej ud, så vi var to forskellige steder i livet,” siger FC Nordsjaellandspilleren om sin nuvaerende traener, der aldrig kom i kamp i den bedste raekke som aktiv.
Men det gjorde Patrick Mtiliga, for han debuterede for B 93 knap to måneder efter han havde rundet de 18 år, på udebane foran 1051 tilskuere i Herfølge den 17. marts 1999 i det for københavnerklubben så frygtelige forår. For den kamp sluttede nok 0-0, men af de naeste 12, den unge kant nåede at spille i
t det, der dengang hed Faxe Kondi Ligaen, tabte han de 11. Kun AB blev besejret.
”Jeg kan ikke huske ret meget fra det forår, men vi slog jo også rekorden med faerrest point nogensinde, så der er ikke så meget, der er vaerd at huske derfra. Vi blev bare most,” siger Mtiliga, om dengang Politiken listede navnene på alle 180 tilskuere, der var på plads på Østerbro Stadion til 0-5 nederlaget til Viborg (hvor det unge talent ikke kom på banen), og oprykkerne fra B 93 røg direkte retur med 12 point i 33 kampe, 31 point fra redning, og en målscore på 22-80.
”Jeg kan da huske nogle glimt. I den første kamp i foråret hjemme mod AaB var jeg 19. mand, så jeg var med nede at varme op på banen inden kampen. Dengang var det sådan i 93, at spillerne på ynglingeholdet passede boderne rundt omkring på stadion, så vi solgte pølser og popcorn. Det var Daniel og Niclas Jensens far, der uddelegerede de roller, og ham var jeg super-cool med, ja det er jeg faktisk stadig den dag i dag, så jeg havde en bod oppe på toppen.”
”Så da jeg ikke skulle sidde på baenken, men røg op på tribunen, stillede jeg mig bare op i boden sammen med mine gamle holdkammerater fra ynglingeholdet og så kampen derfra. Det var lidt sjovt, for jeg kunne jo have vaeret med nede på banen, og så stod jeg der, men det var nu meget hyggeligt. Jimmy Nielsens far kom forbi, og vi fik en lang snak.”
”Og så er der kampen inde i Parken, hvor jeg spiller en rigtig god kamp. Jeg kan huske, at jeg laver en tunnel på en af deres store spillere, jeg har glemt hvem, men jeg ryger i hvert fald fri og laver et raid op ad banen, før jeg spiller den ind til David Rasmussen, der braender på det skammeligste,” siger Mtiliga med tankerne mere end 18 år tilbage på en kamp, hvor han for en sjaelden gangs skyld spillede back – dengang var han mest at regne som venstre kant – og hvor hans davaerende 93-traener Peter Grahn tidligere har fortalt i Tipsbladet, at teenageren ved den lejlighed holdt Brian Laudrup i en skruestik.
PÅ HJEMMEBANE I ROTTERDAM
Sådan var det, og i løbet af tre måneder var det slut med Superligaen for talentets vedkommende, for selv om B 93 i den grad sluttede sidst, så havde Mtiliga gjort det godt, og som fast mand på ungdomslandsholdet var han blevet opdaget af de udenlandske klubber. Men det var ikke noget, der fyldte meget for ham, for han havde heller ikke nogen agent.
”Det var ikke så meget oppe dengang. Det var først et år eller to efter, at jeg blev kontaktet første gang. Det var ikke på samme måde som nu, og det undrer mig da også lidt, at man alligevel kunne vaere på Superliga-holdet og U-landsholdene uden, i dag ville det jo vaere en no-brainer,” siger Mtiliga, der faktisk ikke er helt klar over, hvordan kontakten til Feyenoord så blev etableret.
”Mon ikke de bare ringede til klubben? Jeg var til prøvetraening i Heerenveen i vinteren et halvt år før, jeg røg, og så kom Feyenoord så på banen. Efterfølgende fik jeg at vide fra nogen i B 93, at Sunderland havde vaeret på banen året før, men det gik helt forbi mig. Det var ikke noget, som jeg havde beskaeftiget mig med eller vidst noget om. Jeg har altid vaeret sådan, at jeg tager tingene, som de kommer,” siger Mtiliga, der heller ikke var bekymret for det store sceneskifte, selv om han kun var 18 år gammel, for han havde jo en aftale med sin bror, og samtidig havde han allerede mødt Mai, som også rejste med til Holland, og som han i dag har tre børn med.
Så han havde baglandet med, da han kom ned til en by, der med det samme føltes helt rigtig.
”Jeg taenkte ikke over at flytte på den måde. Det var mere sådan ”nå, nu er det tid.” Jeg taenkte ikke, at der var noget valg. Det var
”Det var ikke noget, som jeg troede kunne ske for sådan en som mig. Det var noget, som jeg troede kunne ske for alle mulige andre” MTILIGA OM ET LIV MED FODBOLD
ikke noget, jeg gjorde mig de store tanker omkring andet end, at det virkede som et naturligt skridt at tage for mig.”
”Og det var også det bedste skridt. Jeg elsker Holland, jeg elsker Rotterdam, det er en superfed by, og fra den første dag jeg kom til Rotterdam, var det som om, at jeg på en måde kom hjem. Det hollandske samfund er jo meget multikulturelt, og det gaelder specielt for Rotterdam som by. De var også lidt laengere fremme med integration og den slags, mens jeg i København måske nogle gange havde følt mig lidt som det sorte får. Men der hvor jeg kom hen, var jeg ikke fremmed på den måde. Der var mange mennesker, man kunne relatere til, så jeg har altid følt mig hjemme i Rotterdam.”
Og rent fodboldmaessigt faldt han også til med det samme. Den 18-årige kantspiller havde lavet en fem-årig kontrakt med Feyenoord, men det lå i aftalen, at han straks blev lejet ud til Excelsior. Den mindste af de tre Rotterdam-klubber lå på det tidspunkt i den naestbedste raekke og fungerede som en underafdeling af Feyenoord, og det passede det unge danske talent rigtig fint. Så mens Jon Dahl Tomasson fejrede masser af mål for Feyenoord, excellerede Patrick Mtiliga i Excelsior.
”Det virkede bare som en rigtig god måde at gøre tingene på. Det passede til mit tempo som person. Jeg tror i og for sig godt, at jeg kunne have spillet på et højere niveau, men det var en blød landing, for det var alle talenterne fra Feyenoord, der var der. Vi havde det supersjovt, og det mindede rigtig meget om Nordsjaelland, som det er nu. Vi havde et ungt hold og så et par aeldre spillere i vores målmand og vores anfører, resten af os var mellem 18 og 21 år. Så jeg hyggede mig rigtig meget og til tider måske også lidt for meget, men det passede godt til mig,” fortaeller Mtiliga, der sammen med kaeresten og broderen startede med at bo i en lejlighed i et kompleks, der også husede et Feyenoord-internat på en anden etage, før Nicholas siden flyttede for sig selv, og Mtiliga og Mai rykkede i eget hus.
Og fodboldmaessigt gik det rigtig godt, for Excelsior rykkede op i AEresdivisionen og rykkede siden ned igen, mens Mtiliga rykkede lidt bagud i banen.
”Jeg startede som venstre wing, for jeg var sindssygt hurtig dengang og scorede også okay med mål og lavede en del assists. Så blev jeg rykket ned på venstre midt i et 3-4-3-system, men da jeg havde et halvt år tilbage af min kontrakt med Feyenoord, manglede de en venstre back, så jeg blev spurgt, om det var noget for mig. Det var under Bert van Maarwijk [senere hollandsk landstraener for det hold der nåede finalen ved VM i 2010], og det ville jeg da gerne. Det var perfekt for mig.”
”Så jeg blev rykket over og spillede tre kampe, og så forlaengede de min kontrakt med tre år mere,” siger manden, der altså først blev venstre back i foråret 2004 og slog et par konkurrenter af i løbet af efteråret, før han løb ind i en alvorlig hofteskade, der satte ham ud af spillet i naesten halvandet år.
Men han nåede at smage på livet som Feyenoord-spiller, og det var fint. Godt nok var Ruud Gullit slet ikke den stjerne som traener, som han havde vaeret som spiller, dengang brødrene Mtiliga løb rundt på asfalten og drømte, at de var stjernen med rasta-håret, men Robin van Persie var et angrebstalent på vej frem, og Dirk Kuyt var en staerk arbejdshest i front, mens holdet kaempede og arbejdede, som det passede sig for et hold fra en havneby, selv om talentmassen egentlig var til noget helt andet fodbold.
Og når De Kuip blev fyldt, var det en helt saerlig fornemmelse, som igen får det store smil frem, når Patrick Mtiliga skal beskrive den største oplevelse gennem mange år i hollandsk fodbold. For selv om han efter Feyenoord fik tre år i NAC Breda og var med til at give den klub en historisk tredjeplads i AEresdivisionen, og selv om Ajax og Dennis Rommedahl ved et par lejligheder endte som tabere i de tvekampe, så kan De Kuip ikke slås.
”Feyenoords stadion er bare en fornøjelse i sig selv. Jeg nåede endda ikke at få så mange kampe, men de kampe jeg spillede, der var det virkelig som at have en 12. mand med. Når man kom op ad kanten, kunne man bare høre suset fra hele langsiden – 15-20.000 mennesker, der rejste sig op og råbte. Det gav virkelig et ekstra skub fremad. De var superfede,” siger Mtiliga.
VERDENS LAENGSTE KAMP MOD BARCELONA
10 år blev det til i Holland. 10 år hvor en ung, uprøvet og meget hurtig venstrekant kom til Rotterdam, fandt et hjem og fik en familie. 10 år hvor han blev alvorligt skadet, kom igen og byggede så meget rutine på, at endnu en drøm pludselig gik i opfyldelse.
”Mmm ja, to år i solen,” siger Mtiliga, da det naeste skridt i karrieren dukker op på listen over de spørgsmål, der skal forsøge at ramme et liv i fodbolden ind. For Malaga blev den naeste destination, og det var bare sagen.
”Ja, det var lige prikken over i’et. Det har altid vaeret en drøm at spille i spansk fodbold, og det fik jeg så muligheden for. Det var superfedt, selv om det også var hårdt, vi lå jo og skrabede bunden i begge saesoner, men vi faldt virkelig til og fik også nogle gode bekendtskaber dernede.”
”Og fodboldmaessigt var det jo fantastisk at få lov til at komme ud at spille på de bedste stadions mod de bedste spillere i verden. På det tidspunkt var det jo Zlatan, Cristiano Ronaldo, der kom samme år, Messi og alle de andre,” siger Patrick Mtiliga, der var oppe imod alle de store i de to saesoner i La Liga.
”Folk snakkede altid om, at der kun var to hold i Spanien, og resten ikke havde et saerlig højt niveau, men det var jo bare fordi, at Real og Barca var to niveauer højere end alle andre hold i hele verden. De andre klubber var for eksempel Bilbao, Atletico Madrid, Sevilla, Villarreal... Man kan blive ved. Der blev spillet sindssyg god bold hele vejen rundt,” fortaeller backen, da dog sagtens kan huske, hvordan det var at spille på Camp Nou mod Guardiolas Barcelona på toppen af deres ydeevne.
”Det var en rigtig ubehagelig oplevelse, og det er naesten lige før, man siger, at det ville man godt have vaeret foruden. Fra det første minut var vi presset fuldstaendig i bund. Jeg kiggede op og kunne se vores forreste angriber, der lå og pressede fire-fem meter foran vores felt, hvor de havde taget opstilling, og så stod vi andre naermest bare inde på stregen.”
”Og når man så orienterede sig, så lå Pedro der, og Alves var foran, mens Xavi og Iniesta lå inde på midten, men når man så placerede sig efter det, var den ene kørt indenom, og den anden var vaek på ydersiden, og boldene lå bare millimeterpraecist.”
”De scorede det første mål i det syvende minut, og på det tidspunkt føltes det som om, at vi havde spillet 25. Så man kiggede op på kampuret og taenkte bare, at det her bliver verdens laengste kamp. Det havde ikke nogen ende. I virkeligheden tabte vi kun med 4-1, men bagefter havde man det som om, at man havde spillet en hel dag,” fortaeller Patrick Mtiliga, der ellers som Malagaspiller mest huskes for kampen mod Real Madrid i januar 2010, hvor han løb efter Cristiano Ronaldo, der allerede have scoret to gange, men alligevel blev irriteret nok til at smide albuen bagud. Den ramte danskeren lige på naesen, så den knaekkede, mens den portugisiske verdensstjerne fik direkte rødt, men Mtiliga har dog ikke fået et Ronaldobump på naesen.
”Nej, det var et clean cut, så det var meget heldigt. Men det gav mig en masse publicity lige op til VM-slutrunden, så det var nok meget godt,” siger backen, der da også kom med til VM i Sydafrika uden dog at få spilletid. Og året efter blev så det sidste år i solen.
I kontrakten med Malaga var det indføjet, at hvis han nåede 25 kampe i sin anden saeson, så blev hans aftale forlaenget med et år mere, men han nåede kun op på 23 for holdet, der gik fra sidstepladsen til en 11. plads under den senere Manchester City-manager Manuel Pellegrini. Valget af andre spillere var derfor svaert at argumentere imod, og da kaeresten gerne ville taettere på familien i Danmark med de to drenge Nelson og Alpha, sluttede udlandseventyret efter 12 år.
”Men jeg fik faktisk et tilbud fra Las Palmas, der lå i Segunda Division, og hvis jeg ikke havde haft min familie at taenke på, var jeg nok hoppet på den. Men alting sker af en årsag, og jeg endte jo med at komme tilbage hertil,” siger Patrick Mtiliga og kigger rundt på førstesalen på Right To Dream Park. For i stedet for at spille fodbold i solen på endnu et spansk turistmål, endte han altså i Farum, selv om det bestemt ikke var meningen.
HVA’ SÅ, PALLE
Faktisk var Patrick Mtiliga ikke helt sikker på, at han var vendt endeligt hjem. Han så sommeren som en ferie, hvor han holdt sig i form, mens han håbede på en sidste mulighed i udlandet og sagde nej til agenten, der blev ved med at snakke om, at FC Nordsjaelland var interesserede.
”Fra den første dag jeg kom til Rotterdam, var det som om, at jeg på en måde kom hjem” PATRICK MTILIGA
t ”Som altid havde jeg taenkt mig at tage tingene som de kom, og jeg var egentlig ikke interesseret i at komme tilbage til Danmark overhovedet. Og vi behøvede i hvert fald ikke at snakke med Nordsjaelland, for hvis jeg skulle hjem, så skulle det vaere til noget Brøndbyeller FC-agtigt.”
”Jeg havde slet ikke noget kendskab til Nordsjaelland, og jeg satte mig heller ikke ind i det, men min agent blev ved, så til sidst sagde jeg ”okay, så,” og så kom vi herud og gik ind i loungen, og der stod Jan Laursen, og så stod Kasper der også. Jeg vidste slet ikke, at det var Kasper, der var traener! ”Hva’ så Palle, hvordan går det,” sagde han bare med et grin.”
”Så begyndte vi at snakke, og du ved jo, hvordan Kasper kan snakke. Han fortalte om projektet, og han blev ved med at sige ”vi skal angribe Superligaen, vi skal angribe Superligaen.” Til sidst blev jeg helt lige som Mowgli, der bliver hypnotiseret af slangen i tegnefilmen. ”Ja, vi skal angribe Superligaen,” og så havde jeg pludselig skrevet under på en kontrakt. Men det var jo godt,” siger Patrick Mtiliga, der vendte hjem og allerede i sin første saeson hentede karrierens første trofae.
”Det var bare et hold i rigtig god balance. Der var en god blanding af spillere, der var på vej frem, og folk der var lidt laengere henne i deres karriere, men som fik nyt liv, som Nicolai Stokholm. Det var spillere, der kendte deres begraensninger og godt vidste, at det her var toppen for dem, og som accepterede det. Der var så mange små ting, der bare faldt sammen på en perfekt måde,” husker forsvareren, der angreb Superligaen med et mesterskab til følge, men til gengaeld havde svaerere ved at acceptere, at det her var toppen.
For det, der skulle vaere en triumf, var faktisk en vanskelig periode for venstrebacken.
”Jeg havde svaert ved at slutte fred med, at niveauet... Folk var meget overraskede over, at jeg gjorde det så godt, men det var jo de faerreste, der kendte mig som fodboldspiller, og inde i mig selv var det logisk nok, for jeg var gået et skridt ned.”
”Der var mange ting, jeg skulle vaenne mig til. Jeg havde ikke vaeret i Danmark i mange år, så det var lige med at finde sig til rette. Jeg kendte jo kun Danmark som et feriested, hvor jeg kom tilbage, og de seneste par år var jeg i ferierne også begyndt bare at vaere hjemme i kort tid, og så var vi ude at rejse, mens det i starten var omvendt, for lige så snart jeg havde muligheden, så var det hjem i en dag eller to.”
”Jo laengere tid jeg var vaek fra Danmark, des mindre tilhørsforhold havde jeg. Man bliver lidt som en nomade på en eller anden måde, og det kom også til udtryk ved, at da vi havde vaeret hjemme et par år, så skulle der ske noget. Vi har haft et hus i mange år, men så skulle vi pludselig flytte i lejlighed og så skulle vi det tredje og det fjerde. Vi havde jo vaeret vant til, at der skete sådan noget hver anden-tredje år.”
”Rent fodboldmaessigt fik jeg et trofae, og jeg kom til at spille i Champions League, som var rigtig godt, men uden for banen var det en svaer tid. Det snakkede jeg også meget med Kasper om. På et personligt plan var de første par år måske den vaerste tid i mit liv. Vi kom fra solen i Malaga og tilbage hertil, men heldigvis var det en mild vinter det år, så på den måde var det en blød landing trods alt,” lyder det fra Patrick Mtiliga, der nogle måneder efter mesterskabet også pludselig kom til at fylde rigtig meget i medierne i nogle dage.
BALLADEN I MILANO
Efter EM i Polen og Ukraine var sluttet tidligt med det svaere gruppespil mod Holland, Portugal og Tyskland, hvor mestre som Andreas Bjelland, Jores Okore og Tobias Mikkelsen var blevet udtaget, men hvor Patrick Mtiliga ikke havde vaeret i spil, begyndte en ny kvalifikation. Her kom Nordsjaelland-backen ind i varmen efter et par år uden at få bygget på de fem landskampe, og iden anden VM-kvalifikationskamp mod Bulgarien fi khan 36 minutter for Daniel Wass, så Mtiliga var også i truppen til den svaere udekamp i Italien.
Men han kom aldrig i kamp. Til gengaeld kom han i overskrifterne, da Morten Olsen ved pressemødet efter 1-3 nederlaget fortalte, at han havde bedt Mtiliga om at spille, men at backen havde sagt, at han ikke følte sig klar, så Danmark havde først Michael Silberbauer og så Kasper Lorentzen på den uvante plads.
”Han har spillet sin sidste landskamp. Det er der slet ingen tvivl om. Han svigtede holdet (…) Jeg har vaeret i fodbold i 40 år, og jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende,” sagde Morten Olsen blandt andet om en episode, der selvfølgelig så noget anderledes ud fra Mtiligas side.
”Jeg var kommet ind kampen før, så det undrede mig helt vildt, at Simon Poulsen pludselig blev kaldt ind to døgn før efter en lang skades periode og såt r ae nede med startopstillingen dagen efter, u dena tvi fi knogen forklaring. Hvis man var 18 år, behøvede ma nikke at få en forklaring, men når man var 29 år og havde vaeret gennem en del, havde det måske vaeret meget passende. Om ikke andet så bare en hjaelpetraener, der havde sagt ”prøv at hør, vi synes sådan og sådan, vi kender Simon, vi ved, hvad han står for, og derfor har vi valgt...” Så kunne man vaere enig eller uenig, men det kunne man forholde sig til. Men der var ikke nogen, der sagde et ord til mig, og så stod han pludselig der.”
”Det havde jeg raset over i et døgn, og på taktikmødet om formiddagen blev det så bekraeftet, at han spillede fra start. Så kom vi ud på stadion og på vej ned i omklaedningsrummet før opvarmningen mødte jeg så tilfaeldigt Morten Olsen i tunnellen, og han sagde så, at jeg skulle varme op med holdet, for det kunne vaere, at Simon ikke kunne spille. Og det efter at jeg i 24 timer bare havde sydet og taenkt, at nu lod jeg den sidde og tog min plads på baenken, og så var det slut med landsholdet for mig efter det.”
”Den beslutning havde jeg taget uden at sige den videre til nogen, det var der jo ikke nogen grund til. Men jeg havde aldrig følt mig som en del af landsholdet. Jeg følte ikke, at jeg 100 procent havde fået chancen. Jeg var der, men der blev ikke rigtig troet på mig. Sådan havde jeg altid haft det.”
”Og så blev Simon kaldt ind uden forklaring og skulle spille, og så skulle han pludselig ikke spille alligevel. Det kunne jeg slet ikke få til at passe sammen. Hvorfor skulle jeg pludselig varme op? Hvad var der sket siden formiddagen? Det syntes jeg var maerkeligt, og det syntes han så var maerkeligt, at jeg syntes var maerkeligt, så han spurgte mig: ”Er du klar, eller er du ikke klar.” ”Jeg forstår det bare ikke,” sagde jeg. Og så spurgte han igen, om jeg var klar eller ej, og så sagde jeg bare, at det var jeg ikke.”
”Så jeg røg op på tribunen, hvilket var forståeligt nok. Jeg ringede med det samme til Kasper [Hjulmand] for at fortaelle ham, hvad der var sket, og så kom Lars Berendt op og sagde, at vi lige måtte finde ud af, hvad vi skulle sige til pressen, hvilket var fint med mig. Efter kampen måtte jeg så ikke komme ind i omklaedningsrummet, men jeg fik mine ting, og Berendt fik mig forbi pressen og ud i bussen. Helt perfekt, taenkte jeg, for der var jo ingen, der vidste noget.”
”På det tidspunkt var min familie i mine svigerforaeldres sommerhus i Italien tre timer fra Milano, og jeg havde vaeret klar til at smide det hele og bare komme over til dem, men min kaereste sagde, at jeg skulle stoppe alt det der og bare tage hjem. Så det gjorde jeg. Vi fløj om natten, og jeg kunne godt maerke, at der var lidt kold luft, så jeg holdt mig for mig selv og tog bare hjem. Og da jeg så vågnede dagen efter, havde jeg 30 ubesvarede opkald på min telefon. Det var først der, at det gik op for mig, at det var kommet ud til pressemødet efter kampen.”
”Det kom fuldstaendig bag på mig, og så gik det hurtigt, for nu var jeg en landsforraeder, og der stod journalister ude foran mit hus. Hele familien var vaek, og huset var helt forladt, for der var en rotte, der havde terroriseret os, så vi havde boet hos min svigerfamilie, mens der kom styr på det. Så det hele var bare en lorte-situation, og nu stod der nogen og bankede på, og det var bare ”neeeej.” Så den eskalerede et par døgn, indtil den begyndte at tage en drejning. Jeg tror, at Kenneth Perez var ude at sige noget, og folk begyndte også at taenke, at der måske var nogle andre grunde til, at jeg havde sagt nej.”
”Jeg skulle så noget inde i byen, så jeg sneg mig langs med murene, indtil der pludselig var en dame, der råbte ”Mtiliga.” Så kom hun over, og jeg taenkte bare, at nu skulle jeg til at høre på en sur gammel dame, men så sagde hun: ”Jeg synes simpelt hen bare, at det var så godt, at du stod op for dig selv.” Det var fedt. Jeg har heller aldrig hørt nogen sige til mit ansigt, at jeg var en idiot, men jeg laeste ikke noget i lang tid. Der var jo masser af folk, der sad derhjemme med store nosser foran computeren og skrev løs, men der var aldrig nogen, der sagde noget, bortset fra når vi kom på udebane, så var der den der med ”buh, det er ham, der ikke vil spille på landsholdet.” Men det var faktisk en lettelse, da det var slut med landsholdet,” siger Patrick Mtiliga med en lang raekke ord uden pause.
Og selv om det var nogle hårde dage, laerte han meget om sig selv undervejs.
”Bagefter tog jeg faktisk nogle enkeltfag i psykologi for at forstå det hele, for det berørte mig jo meget, at mit navn på den måde blev... Jeg kunne slet ikke forstå de ting, der var blevet skrevet om mig. At jeg havde svigtet holdet. Det passede jo slet ikke til min person.”
”Men jeg fandt ud af, at jeg havde en del af ansvaret på den måde, at jeg bare skulle vaere gået til landstraeneren og spurgt ham om min rolle på landsholdet. Så havde jeg fået en afklaring i stedet for altid at taenke, at det bare var op til ham. Men sådan gjorde jeg før. I stedet for at tage konfrontationen og dialo-
gen, skubbede jeg hellere folk vaek, og så var de ude af mit liv.”
”Så i sidste ende laerte jeg meget om mig selv, og jeg laerte meget om kommunikation og om lederskab. Og det har jeg også brugt efterfølgende,” siger den 36-årige Mtiliga.
EN GOD AFSLUTNING
De seneste år har han nemlig vaeret den rutinerede stemme i FC Nordsjaellands meget unge omklaedningsrum, og det har han taenkt sig at tage med på sin videre vej, for han bliver i fodboldverdenen, nu bare som agent – eller rådgiver som han foretraekker.
”Der er mange, der har spurgt mig, om jeg skulle vaere traener, og jeg tror egentlig, at jeg kunne blive en udmaerket traener, men jeg har altid kunnet maerke på mig selv, at det ikke var den vej, jeg skulle gå. Så starter man jo lidt det samme liv op igen, og hvis man når langt, kommer spørgsmålene igen om at rejse og rykke rødderne op. Det har jeg gjort, siden jeg var 18 år gammel, så det var ikke lige den vej, jeg så for mig.”
”Men jeg kan godt lide at rejse, og som rådgiver kommer man jo rundt, samtidig med at jeg kan se mange af mine egenskaber blive brugt godt i den rolle. Jeg har et stort netvaerk i kraft af de klubber og de lande, jeg har vaeret i, og jeg var vaeret oppe, nede og oppe igen, så jeg kan vaere en form for mentor for spillere. De ting tror jeg, at jeg kan bruge rigtig godt i livet efterfølgende, men jeg bryder mig altså ikke så meget om ordet agent. Det har fået en meget negativ klang, så så hurtigt som muligt efter agent prøver jeg at sige rådgiver,” siger Mtiliga med endnu et grin.
Han starter op alene for at vaere sikker på at kunne gøre tingene, som han gerne vil, ud fra de vaerdier han har, og han ser frem til det. Så selv om han havde det svaert med skiftet hjem til FC Nordsjaelland, endte det alt sammen på bedste vis.
”Ja, nu hvor jeg er kommet ud på den anden side, så var det nok det bedste, når nu vi skulle flytte hjem til Danmark. Vi kunne sagtens vaere flyttet hjem til Holland også, men når det nu blev Danmark, var det nok den allerbedste måde, at jeg kom ind i fodbolden herhjemme på. Jeg har fået vist mig på den danske scene, og jeg har bygget et netvaerk op, der gør, at jeg kan bruge det bagefter som agent. Folk har laert mig at kende.”
”Hvis jeg bare var kommet hjem uden at have spillet i Danmark, hvis jeg havde sluttet min karriere i udlandet, så er jeg 100 procent sikker på, at jeg ville føle en kaempe tomhed, når jeg kom hjem. Jeg ville ikke have følt mig hjemme, og jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle skabe en base. For det er jo svaert det der. Hvad er ens identitet, når man ikke er fodboldspiller laengere – og hvis man så kommer hjem uden omgivelser, der kan bakke op og støtte? Så hvad fanden skulle jeg lave nu, hvis ikke jeg var kommet hjem?” siger manden, der er venstreback et par uger endnu. For det er slut lige om lidt.
”Parken betyder ikke så meget, for det har jeg prøvet før, og det er en kamp, som vi bare skal vinde. Men den sidste kamp her i Farum bliver speciel. Det betyder meget for mig, og der bliver en masse følelser omkring det.”
”Et par dage før har klubben lavet en reception for mig, og på kampdagen har min naermeste familie fået en plads oppe i logen, mens der kommer en masse venner og bekendte også. Det bliver specielt at have alle mine naermeste og kammerater her, folk der har støttet op omkring mig, for det er ligesom afslutningen.”
”Det bliver maerkeligt at spille den sidste kamp, og man ved, at det er sidste gang, man kommer til at stå i omklaedningsrummet på den måde, sidste gang at man oplever det unikke faellesskab, som man har vaeret en del af i så lang tid. Uanset hvilket arbejde man skal over i bagefter, kan man ikke få det igen.”
”Men jeg taenker mere, at jeg har vaeret heldig, at jeg har kunnet vaere i det så mange år. Jeg har levet et privilegeret liv, og jeg har også sat pris på det hele vejen. Og jeg naegter at vaere sådan en, der om nogle år render rundt og lever højt på, at jeg har spillet fodbold. Jeg vil gerne bygge et nyt liv op,” siger den kommende agent og spillerrådgiver Patrick Mtiliga.
Men først er der de sidste kampe og specielt den mod Hobro i Farum søndag den 10. december klokken 14.
”Bagefter skal vi ud at spise med holdet, og dagen efter er der så traening, og så er det ”for good.” Men om aftenen tager jeg med min familie til Zanzibar – tilbage til rødderne, du ved. Så tager vi derned et par uger, slapper helt af og får trukket stikket. Det bliver en god afslutning,” siger Patrick Mtiliga.
Og det er vel overflødigt at skrive, at han siger det med et stort smil. +
”Til sidst blev jeg helt lige som Mowgli, der bliver hypnotiseret af slangen i tegnefilmen” MTILIGA OM GENSYNET MED KASPER HJULMAND