SKAL MAN SPILLEELLER STOPPE

Som jeg sidder her og tager hul på ugens artikel ved at navngive filen, går det op for mig, at den vil komme på den 1. december. Vi er unaegtelig derhenne, hvor de fleste tanker snart skal sendes i naerheden af andre ting end lige fodbold - i hvert fald for en kort bemaerkning. Det er nu, at der skaeres små skiver af pølsen hver uge, og hvor raekkerne herhjemme går i vinterhi én for én. I den forgangne weekend tog vi afsked med 1. division, og så mangler vi bare to runder i de to højeste raekker, Superligaen og 3F-ligaen, før de også går i vinterhi, så der kan blive fred og ro på hjemmefronten. Det kan heller ikke naegtes, at fornøjelsen ved at overvaere fodbold i det fri har vaeret større tidligere på året, som vi sidder dér som dårligt stoppede rullepølser og kaemper for varmen med adskillige lag tøj. Jeg var selv i Helsingør i lørdags, og det var yderst stemningsfuldt, som tågen kom rullende ind i løbet af kampen - men køligt var det godt nok også, så det var nok meget godt, at kampen ikke kaldte på mange noter, som de stive fingre skulle foretage. Al mulig respekt og kredit til de tilskuere, der stadig haenger på uden samtidig at vaere på arbejde - den lune stol foran TV-skaermen må i den grad vaere fristende. Men det er rigtig flot, at ikke alle falder for fristelsen til den lette udvej.

Weekenden bød ikke på de helt store og vilde trakasserier. I La Liga fik vi for 117. gang diskussionen om hjaelpemidler, da Messi ikke fik anerkendt et mål, hvor bolden vel var en 30 centimeter over mållinjen, før den blev fisket ud igen. Det er der ikke den helt store grund til at gøre så meget ud af, for argumenterne er jo velkendte. Den linjedommer, der kan bevaege sig lige så hurtigt som en sparket fodbold, er ikke opfundet endnu og har aldrig eksisteret. Så det er et gammelkendt problem, nu blot forstaerket af de mange kameraer, der ubarmhjertigt afslører alt. Disse situationer vil blive ved med at forekomme med passende mellemrum, indtil man i hvert fald minimerer risikoen ved at haegte én af tre muligheder for hjaelp på: at anbringe et par mållinjedommere til at holde styr på det (og meget andet), at tage mållinjeteknologi i brug, så man i lighed med f.eks. tennis kan få et krystalklart svar på, om en bold har sluppet en linje eller ej - eller at indføre videodommere, som med alle taenkelige kameravinkler til rådighed kan give dommeren input til de rigtige kendelser. Tre vidt forskellige løsninger med tre forskellige anvendelsesmuligheder og ikke mindst tre vidt forskellige beløb på bundlinjen, hvis man skulle føle sig fristet. Så er det bare en kold og forretningsmaessig kalkule af, om man vil ofre det fornødne, sat i forhold til det antal gange, hvor man kan få reddet en forkert kendelse.

Ugens superligarunde kastede heller ikke de helt store kontroversielle ting af sig - vi fik nogle ganske underholdende kampe, hvor isaer den i Silkeborg var en glaedelig overraskelse for mig. Havde det nu vaeret boksning, og havde man skullet afgøre tingene på points, ville det nok vaere blevet til en hjemmesejr - men nu taeller vi jo mål, og får man ikke snøret saekken i tide, kan det tippe den anden vej, som det gjorde her til Brøndbys fordel. Flere har spurgt mig om den situation, som opstår mod slutningen, hvor en Brøndby-spiller ligger på graesset i et halvt minuts tid, Silkeborg spiller lystigt videre, hvorefter Mukhtar begår en forseelse i den øvre ende af skalaen mod en Silkeborg-spiller, så spillet kan blive afbrudt. Er det nok med gult kort her ? Ingen kan vaere i tvivl om, at det er Mukhtars absolut eneste hensigt at få bremset Silkeborg-spilleren, og at det at spille bolden ligesom ikke er inde i hans beregninger. Men dette med at forsøge at spille bolden er jo kun én af de parametre, som dommeren skal vaegte, når han skal vurdere en eventuel kortfarve. Der skal også ses på, hvor kontrolleret tacklingen er (sker det med ét eller begge ben - og er der kontakt med jorden ?). Ligeledes bliver den fart og voldsomhed, hvormed tacklingen saettes ind, en faktor. Føddernes retning skal vi også have med (sker det med strakt ben og fod, eller kommer spillere ind med knopperne forrest ?), og så er der muligheden for at spille bolden (hvor langt vaek er den ?), foruden altså viljen til at spille bolden.

Gør man boet op, synes jeg, at farten og voldsomheden traekker i den røde retning ligesom den manglende vilje til at spille bolden - til gengaeld traekker kontrollen over tacklingen, føddernes retning og den reelle mulighed for at spille bolden den anden vej. Så vi er helt sikkert inde i graenselandet her - og Mukhtar skal nok vaere glad for, at bolden trods alt var i naerheden, og at han ikke fandt på at komme med to ben eller knopperne forrest.

På de umiddelbare kommentarer på TV, også fra sidelinjen, lød det umiskendeligt som om, at det var dommerens skyld, at den advarsel faldt (underforstået at han bare kunne have standset spillet, så Mukhtar ikke var nødt til at sørge for det på sin måde). Jeg vil ikke håbe, at alt for mange ubefaestede sjaele er hoppet på den udlaegning, for det er godt nok den største parallelforskydning af ansvar, som jeg laenge har vaeret vidne til.

Vel er der naeppe nogen spillere, der på denne årstid bliver liggende på graesset laengere end højst nødvendigt, men man er nødt til at holde fast i, at det er dommerens opgave at stoppe spillet, hvis en spiller efter hans skøn er alvorligt skadet, mens han skal lade spillet fortsaette, indtil bolden går ud af spil, hvis en spiller kun er lettere skadet. Det er lovtekstens ord. I praksis betyder det, at der altid skal standses hurtigt for hovedskader eller bare mistaenkte hovedskader, ligesom der skal det ved de alvorlige tilfaelde andre steder på kroppen, hvad enten det handler om knae, ledbånd, brud eller tilsvarende. Til gengaeld kører man videre, hvis en spiller efter dommerens skøn bare har slået sig, har krampe eller tilsvarende. Generelt har dommerne ikke speciel medicinsk fagkundskab i bagagen (selv om der da uden tvivl også er laeger eller laegestuderende imellem), så tvivlstilfaelde skal selvfølgelig tippe til spillernes fordel - men det betyder altså ikke, at enhver liggende spiller betyder en øjeblikkelig afbrydelse af spillet. Og uanset hvad berettiger det selvfølgelig ikke en spiller til med djaevelens vold og magt at ville tvinge en spilafbrydelse igennem og ved samme lejlighed tilsidesaette hensynet til sin modspiller.

Der bliver lige plads til at tage endnu et laeserspørgsmål - denne gang fra knaldkampen mellem Sevilla og Liverpool i sidste uge (3-3). I starten af 2. halvleg kommer en situation, hvor Liverpools målmand Karius er part i et ganske voldsomt sammenstød med en Sevilla-angriber, da de begge vil have fat i en høj bold. Spørgsmålet går på, om målmanden aldrig kan få kendelsen imod sig, og hvor graensen egentlig er i sådanne situationer ? Det med graensen kan man ikke give noget éntydigt eller skriftklogt svar på. Men det er i hvert fald sikkert, at målmanden ikke - selv om mange målmaend afgjort tror det - har nogen speciel forkørselsret, når han komme bragende ud i feltet. Ingen tvivl om, at målmaendene i mange tilfaelde slipper billigt - for heller ikke i et spring efter bolden frelser det fra sanktioner, at man først får fat i bolden og derefter rammer manden. Lige akkurat i dette tilfaelde synes jeg nu, at der er tale om en decideret løs bold, som begge jagter. Karius får bokset bolden vaek med begge haender, og så kommer kollisionen - for en kollision synes jeg, at det er. Sevilla-spilleren satser mindst lige så meget, og man kan godt argumentere for, at han fortsaetter sit løb og dermed kommer til at underløbe Karius. Frisparket blev i hvert fald til målmanden - men sådan behøver det ikke vaere hver gang.

Sammenstød mellem målmand og angriber er altid godt stof. Fra VM-finalen i 2014 kan man måske huske Neuer og Higuain, hvor jeg synes, at vi var meget mere inde i en gråzone - og de rigtig gamle (eller godt huskende) af os har også VM-semifinalen 1982 mellem Vesttyskland og Frankrig inde på nethinden, hvor Schumacher slap helt straffrit fra et morderisk overfald på en Battiston med frit løb. Her handlede det om et spring af karatesparktypen uden forsøg på at spille bolden overhovedet. Dengang som nu skulle det have heddet straffespark og udvisning - i stedet for det målspark, som det blev til. Jeg genså for en sikkerheds skyld situationen på nettet - og det mest fantastiske var faktisk, at der på det naermeste ingen protester var. Det skulle lige have vaeret i dag.