FRA DRØMMEKNUSER TIL VM-HELT
I 1985 indledte landsholdsangriber Ricardo Garecas mål en VM-tørke over tre årtier for Peru. I sidste måned skaffede landstraener Ricardo Gareca Peru tilbage i det fine selskab, og nu åbner ”Los Incas” deres VM i Rusland med en kamp mod Danmark.
VM i Mexico var selvfølgelig de danske dynamitdrenge, men slutrunden i 86 var først og fremmest Diego Maradonas med de to legendariske mål mod England i kvartfinalen, de to mål i semifinalen mod Belgien og den flotte praestation i finalen, som blev vundet 3-2 over Vesttyskland. VM i 1986 er vel hovedårsagen til, at det stadig kan debatteres, om Maradona eller Messi er Argentinas om ikke verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne, men Maradonas store slutrundetriumf var måske aldrig sket, hvis det ikke havde vaeret for Ricardo Gareca.
Dengang havde den sydamerikanske VM-kvalifikation ikke det samme maratonpraeg, i stedet var de 10 lande inddelt i tre grupper, hvor vinderen af hver gruppe fik en plads ved slutrunden, mens to’erne og tre’eren i gruppen med fire hold spillede playoff om den sidste billet. Argentina og Peru var i gruppen med fire hold, og efter fire runder så det ikke ud til, at der ville vaere tvivl om argentinernes førsteplads. Men så tabte de 1-0 i Peru, og hvis peruvianerne også kunne hente en sejr på Estadio Monumental i Buenos Aires foran 65.000 tilskuere, ville tingene blive vendt så meget på hovedet, at Carlos Bilardos mandskab i stedet måtte ud i de usikre playoff-opgør.
Allerede før pausen havde tilskuerne vaeret igennem en rutsjebane af følelser, for hjemmeholdet kom i front, men Peru nøjedes ikke bare med at udligne, de bragte sig også i front med 2-1, og trods profiler som Maradona, Daniel Passarella, Jorge Valdana og Jorge Burruchaga var der ikke noget, der tydede på, at argentinerne kunne komme igen. Men så dukkede Ricardo Gareca altså pludselig op i det 81. minut.
Den lange og tynde angriber med tilnavnet ”El Tigre” var på det tidspunkt 27 år gammel og havde aldrig formået at saette sig igennem på landsholdet, selv om han havde scoret masser af mål for Boca Juniors gennem seks saesoner, før han i starten af 1985 lavede det uhørte skifte til lokal- og aerkerivalerne fra River Plate. Det blev aldrig nogen succes, og kun et halvt år efter var han på vej til colombianske America de Cali, men El Monumental var stadig at regne som en hjemmebane for ham, da han blev skiftet ind med en halv time igen af skaebnekampen den 30. juni 1985.
Og med 10 minutter igen faldt kampen altså ud til Argentinas fordel, da en lang bold efter et afvaerget hjørnespark blev slået frem i feltet til den elegante libero Passarella, der brysttaemmede sig fri og sparkede hårdt og fladt fra en spids vinkel. Målmand Acasuzo nåede dog ned og fik hånden på, men stoppe bolden kunne han ikke, for den ramte inderstolpen og snurrede tilbage på stregen, hvor Gareca nåede frem og sparkede den ind, før keeperen kunne kaste sig over den. Så selv om Passarella
blev tiljublet målet af kommentatoren før det klassisk lange ”Gooooooooool” og det smukt rullede ”r” i det lige så langstrakte A-RRRR-G-E-N-T-I-N-A, var målet et af de fem, som Gareca blev noteret for på landsholdet i 20 landskampe.
Så Argentina kom direkte med til VM, mens Peru måtte i playoff-kampene, der hurtigt blev overstået, da Chile i løbet af et kvarter bragte sig foran 3-0 i den første kamp i Santiago og endte som samlet sejrherre med 5-2, før de tabte playoff-finalerne med de samme cifre til Paraguay.
Dermed måtte Peru efter deltagelse ved VM i 1970, 1978 og 1982 sige farvel til den store slutrunde, og Gareca fik heller ikke nogen VM-oplevelse ud af sin vigtige udligning, for han kom ikke med i Bilardos trup, selv om han scorede masser af mål for colombianske Cali, og hans hold tre gange i traek fra 1985 til 1987 tabte Copa Libertadores-finalen, den sydamerikanske pendant til Europa Cuppen for mesterhold.
Gareca indstillede karrieren i 1994 med sit første mesterskab med Independiente og fortsatte som traener med ikke faerre end 10 stationer på 11 saesoner, før tingene faldt i hak i først peruvianske Universitario og endnu mere i hjemlandets Velez Sarsfield, som han vandt tre mesterskaber med fra 2009 til 2013. Og imens missede Peru VM-kvalifikation efter VM-kvalifikation, mens selvtilliden forsvandt mere og mere for ”Los Incas” og deres tilhaengere.
Men i 2015 førte skaebnen igen Ricardo Gareca og det peruvianske landshold sammen, og to år senere kunne han brøle sin begejstring ud i Limas aftenluft, da han sikrede både sig selv og Peru en tur til VM godt 32 år efter, at han havde forhindret netop det med sin udligning for Argentina.
DEN POSITIVE LANDSTRAENER
Det var ikke, fordi Peru havde vaeret helt vaek, hvad angår VMkvalifikationerne. I 1997 skulle de således kun bruge et point i Chile for at komme en tur til Frankrig, men de tabte 4-0. Der var også profiler på landsholdet undervejs, som den i Newcastle så populaere kantspiller Nolberto Solano og angriberen Claudio Pizarro, der i dag har rekorden som den mest scorende udlaending i tysk fodbold, men holdet som helhed var sjaeldent staerkt nok, og talentarbejdet i den hjemlige liga havde laenge lidt under halvfemsernes økonomiske nedtur.
Med Paolo Guerrero som den lysende stjerne i offensiven og et meget defensivt udgangspunkt lykkedes det dog at sikre en tredjeplads ved Copa America i 2011, men kvalifikationen til VM i Brasilien gik helt galt for et hold, der rundede et årti uden udesejre i VM-kvalifikationen, og i foråret 2015 kom Ricardo Gareca så til med sin optimisme.
”Jeg tror på de peruvianske spillere. Det her er mit livs vigtigste udfordring. Vi har en svaer og kompliceret opgave foran os,
men den er ikke umulig. Intet er umuligt, når man står sammen om tingene,” sagde han ved ansaettelsen i marts 2015.
Og det gjorde det peruvianske landshold. En ny semifinaleplads blev sikret i Copa’en anno 2015, og i 100 års-jubilaeumsudgaven i USA i 2016 slog Peru Brasilien ud af gruppespillet, før de tabte til Colombia i kvartfinalen. Så tingene rettede sig op, og det smittede af i VM-kvalifikationen, hvor 4-1 sejren i Paraguay sidst i 2016 var vigtig for selvtilliden, og hvor holdet for alvor faldt i hak i det sidste år med kun et nederlag i de sidste otte kvalifikationskampe.
Så Peru sluttede på femtepladsen med ret til to playoff-kampe mod New Zealand, og efter 0-0 på øerne i Stillehavet var der lagt op til et nervepirrende opgør i Lima, hvor gaesterne blev vaekket af fyrvaerkeri foran deres hotel klokken to om natten før kampen, mens flyvevåbnet forstyrrede formiddagsfreden samme sted ved at sende to jetjagere med rød-og-hvid malede vinger over hotellet med et brøl.
Og larmen fortsatte på stadion, hvor de før så usikre peruvianske landsholdsspillere gik til opgaven med tro på tingene efter to-et-halvt års samarbejde med Ricardo Gareca, der både havde ansat en psykolog til at laere spillerne at håndtere presset og desuden gik positivt ind til alle opgaver – eller som forbundsformand Juan Carlos Oblitas sagde det:
”Ricardo har en positivitet i sig, som jeg har oplevet i meget få mennesker. Hvis man naermer sig et negativt emne, beder han altid en om at snakke om noget andet.”
Det virkede, men pressets størrelse var alligevel tydeligt, da Jefferson Farfán faldt sammen i tårer på sidelinjen efter at have bragt Peru foran 1-0, og lokale jordskaelvsmålere samtidig registrerede en rystelse på grund af jubelbrølet. Kampen endte 2-0, og dagen efter blev erklaeret national helligdag i begejstring over, at VM endelig var en kendsgerning efter 36 års utålmodig venten. Og manden, der ødelagde det hele i 1985 og sørgede for succesen i 2017, var også meget tilfreds.
”Jeg vil gerne sende mine hilsner til hele landet. Jeg ved, at alle fester nu. Vi blev virkelig hjulpet af den enorme støtte fra hele det peruvianske folk, og hele landet har grund til at føle stolthed,” sagde landstraener Ricardo Gareca.