HENNING JENSEN – DEN STILLE EVENTYRER
En af dansk fodbold største tekniske begavelser er død. Henning Jensen, kreatøren fra kongeklubben, blev kun 68 år.
Der var Johan Cruyff, der var Günter Netzer, og der var Henning Jensen. I halvfjerdserne gik de spanske topklubber på jagt efter nordeuropaeiske topnavne, ikke mindst kreative spilskabere forrest på midtbanen. Hollaenderen Johan Cruyff forandrede FC Barcelona, og Günter Netzer satte sit stempel på Real Madrid. Da den langhårede vesttyske bohemes kontrakt udløb, pegede han selv på sin afløser. Også han kom fra Bundesligaen, men var dansker. Det var Henning Jensen, året var 1976, og nordjyden var med sine 26 år i sin bedste fodboldalder, haerdet af fire år hos Borussia Mönchengladbach.
Den første dansker i Real Madrid spillede på hold med ni spaniere samt vesttyskeren Paul Breitner. Kun to udlaendinge per klub var tilladt, så at komme til en europaeisk topklub var som at traenge igennem et nåleøje. Det var en haedersbevisning, og i realiteten var selve klubskiftet højdepunktet i Henning Jensens karriere. Ikke fordi han var allerbedst der midt i årtiet, men fordi det var og blev større end alt andet i hans ellers rige og eventyrlige, men også modsaetningsfyldte fodboldliv.
Større end skiftet i 1972 fra Nørresundby i Danmarksserien for 275.000 kr. til slavepisker Hannes Weisweilers offensive Borussia Mönchengladbach, større end det at komme direkte på landsholdet samme år uden divisionsfodbold i benene, og større end de fleste af triumfer han høstede med sine klubhold.
Real Madrid var – og er – det helt store, tag bare overgangssummen på 7,5 millioner kroner, der gjorde ham til Europas dyreste spiller, men da Danmark i halvfjerdserne i sammenligning med i dag stadig var et uland i både fodbold- og mediemaessig henseende – forblev Jensens dåd og gerninger i det spanske omtrent hemmelige for den danske fodboldtilhaenger.
Da legionaererne samtidig var bundet af deres klubber og kun på må og få fik fri til landskampe, lykkedes det aldrig at skabe et slagkraftigt landshold. Andre faktorer spillede også ind, men på bundlinjen står, at Henning Jensen i sin otteårige karriere som nationalspiller kun blev noteret for 21 kampe.
Alligevel var det ikke underligt, at han var blandt de otte nominerede, da DBU i 2006 ville kåre Danmarks bedste fodboldspiller. Michael Laudrup løb med prisen.
FODBOLDENGLEN – FRA AMAGER
Mest kendt herhjemme i en bredere kreds blev Jensen faktisk for at pryde forsiden af romanen Fodboldenglen, der udkom i 1980 og handlede om politik og fodbold i Faelledparken og hos Fremad Amager og intet med den stille nordjyde havde at beskaffe.
Men billedet sagde alligevel det hele. Det er taget i det sekund, da Jensen en kold januardag scorer på hovedstød efter oplaeg af selveste Bobby Charlton i en kamp mellem de nye lande i EF, i dag EU, nemlig Danmark, Storbritaannien og Irland, mod det etablerede slaeng af lande. Det var i januar 1973. Sjaeldent har man set en spiller flyve så højt og samtidig score. En vandret opvisning i skønhed og effektivitet, som også introducerede Jensens saerlige kvaliteter.
FRA GLADBACH TIL REAL MADRID
Han blev solgt til Borussia Mönchengladbach, fordi landstraener Rudi Strittich så seriespilleren brillere og score tre mål i en kamp mellem et udvalgt nordjysk hold mod OL-landsholdet, og så blev han landsholdsspiller, men valgte ligesom Morten Olsen München-legene fra, da prof-livet lokkede mere. Senere kom Jensen til Real Madrid efter at have kvartfinale-besejret spanierne i mesterholdenes Europa Cup i foråret 1976. Men det mente den hollandske dommer Leo van der Kroft imidlertid ikke. Han annullerede to objektivt set regulaere Gladbach-scoringer, den ene var Jensens.
”Måske var det min bedste kamp, det ved jeg ikke, men vi leverede en fantastisk holdpraestation. Desvaerre blev blev vi snydt af dommeren, så i stedet for 1-3 på Santiago Bernabeu blev det 1-1, men vi røg ud, da vi hjemme havde måttet nøjes med 2-2. Der var ikke den bedste stemning på hotellet bagefter”, har Jensen tidligere udtalt i et interview med undertegnede.
Hans underspillede nordjyske skal oversaettes til, at der blev kastet med støvler, graedt og råbt ukvemsord efter dommeren, der dog også fik sin straf. Han kom aldrig tilbage på topplan.
MESTER PÅ KANTSTEN
Teknikken, overblikket, elegancen. Det glidende løb, de taette driblinger, evnen til at falde ind i spillet og dominere det, smidighed og balance, skud med begge ben og en saerlig force i hovedspillet, det sidste lidt atypisk for en spiller af hans karakter.
Som mange andre topspillere, Messi og Michael Laudrup, var Jensen en introvert natur, men udadvendt og gavmild i sin spillestil. Uegoistisk og intuitiv. Fodbold skulle vaere sjovt og en smule ekvilibristisk.
- Hvis man ikke tør udfordre og lave fejl, så er der ikke noget ved det, mente Jensen.
Altsammen var hans fodboldhjerne og -hjerte skabt på gaden, i skolegården og på grønsvaeren i Nørresundby, hvor Henning Jensen voksede op side om side med den senere AaBspiller og -traener Poul Erik Andreasen.
”Vi laerte at drible og bruge bande. Kantstenene var den typiske bande på gaden, og så springer bolden jo tilbage på alle mulige måder. Det gav staerke sener. Ligesom sydamerikanerne af i dag, der også har spillet meget på gaden,” har Jensen sagt til Tipsbladet.
Henning Jensen stod på holdkortet ofte anført som centerforward eller central angriber, men i virkeligheden agerede han bedst i en fri rolle lige bagved. Og han var aldrig den helt store målscorer.
”Lurende, tilsyneladende doven, men han kommer som en hønsetyv om natten”, lød Tipsbladets Per Høyer Hansens praecise beskrivelse af faenomenet fra Limfjorden.
DEN FRIE ROLLE
I Mönchengladbach hed angrebstrioen Allan Simonsen-Henning Jensen-Jupp Heynckes, men det var de to andre, der scorede langt de fleste mål. Jensens nøjedes som regel med at vaere i oplaeggerens rolle – eller at score de smukke mål.
I Real Madrid havde han i en periode jugoslaven Miljan Miljanic som traener. Han holdt gerne lidt lange taktikmøder.
”Miljanic gav klare dessiner til hver spiller, og til sidst sagde han til mig, ja, du spiller bare hvor du vil, og det kunne jeg godt lide. Den frie rolle, det var mig, der var der jeg befandt mig bedst, sagde kreatøren fra kongeklubben med hvem han to gange blev spansk mester.
Det var ikke Reals bedste år rent internationalt, men på hjemmebane var der ingen tvivl i perioden 1976-79. FC Barcelona og Johan Cruyffs bedste tid var overstået.
- Jeg kan ikke mindes at have tabt til FC Barcelona med Cruyff, har Jensen sagt i en stille stund. I enhver anden mund ville det lyde som pral.
Henning Jensen spillede på hold med kendte navne som Santillana og Pirri foruden Vicente del Bosque, den senere spanske landstraener, der for et par år siden kaldte sin tidligere arbejdskollega for den bedste dansker nogensinde i Real Madrid samt et fremragende menneske, en, der altid opførte sig paent.
Det sidste går igen i de allerførste kronologer over spilleren, der sammen med angrebsmakkeren Allan Simonsen fremstår som de største danske fodboldnavne i halvfjerdserne.
STILHED OG SØRGESANG
”Det sødeste menneske, det største talent,” skrev Preben Elkjaer på Twitter. Så sandt, så sandt. Elkjaer og Jensen nåede at spille enkelte landskampe sammen, men Jensens tid var forbi, da firser-landsholdet slog til. Han sluttede udenlands af i Ajax Amsterdam, hvor han var en del skadet, men bl.a. nåede at spille i forsvaret og på den defensive midtbane. Han kom hjem til AGF i 1981 og var taet på at blive dansk mester året efter, hvilket ville have gjort ham unik som national mester i fire lande, men guldet glippede mod B93 i årets sidste kamp på Østerbro Stadion.
Samtidig havde Jensen sammen med bl.a. Allan Simonsen og Frank Arnesen sat penge i sportstøjsfirmaet Hummel, men firmaet gik ned i halvfemserne, og Jensen havde satset for stort. Han blev erklaeret personlig konkurs, måtte ikke laengere eje noget, og solgte blandt andet sit sommerhus i Lønstrup til tvjournalisten Jørgen Herbert.
Indimellem rykkede Henning Jensen og familien ned til Spanien, der blev hans andet hjemland. Der var altid noget tilbagelaenet Manjana over den ordknappe Jensen, der i sit andet livsafsnit dels solgte spanske vine og formidlede kontakt mellem fodboldklubber og isaer latinamerikanske spillere.
Den beskedne Jensen ville have fundet det lidt for meget, hvis han onsdag aften havde set sig selv blive mindet af 80.000 tilskuere på Santiago Bernabeu som optakt til Champions Leaguee-kampen mellem den madrilenske kongeklub og Borussia Dortmund. Men det var det, der skete.
Der var et minuts stilhed og sørgesang, da Jensens kontrafej dukkede op på storkaermen, og Real-spillerne bar sørgebind over den 68-årige danskers bortgang. Han tabte kampen til den kraeft, der til sidst ramte hans engang så smidige fodboldkrop. Jensen havde mange fans, han var en spiller, man tog afsted for at se. Han gav sig altid tid til at skrive en autograf og tog aldrig sig selv og sin rolle alt for højtidelig.
Hvis vi danskere vil mindes ham, kan vi prøve at finde stumper af levende billeder fra bortgangne og mestendels sort-hvide årtier – eller tage en tur til Lønstrup. På Jørgen Herberts vaertshus i den nordjyske badeby haenger endnu Jensens Real Madrid-trøje. I øvrigt side om side med de dansesko som Allan Simonsen havde på i ”Vild med dans.”