IBRAHIMOVIC OG SPILLERNES MAND

Jeg skrev min selvbiografi Jeg er Zlatan, inden jeg mødte Carlo, så han er ikke naevnt i bogen. Hvis jeg skulle skrive den igen, ville der vaere et helt kapitel om ham, og hvordan jeg, efter at have spillet under så mange forskellige typer traenere, alle sammen forskellige personligheder, endelig mødte den bedste traener nogensinde. Det var taet på, at det var sket tidligere, men jeg skiftede ikke til AC Milan, mens han var traener der. I stedet tog jeg til Inter. Jeg tror, han efterhånden har tilgivet mig for det.

Jeg havde hørt meget om Carlo, men du kan aldrig vaere sikker, indtil du har mødt personen. Personligt dømmer jeg ikke nogen, inden jeg har mødt dem og laert dem at kende, og så siger jeg min mening. Fra første dag får du en fornemmelse af den anden person. Den måde, du møder ham på, den måde, han reagerer på. Jeg vidste med det samme, at jeg ville kunne lide ham. Man behøver ikke vaere saerlig intelligent for at se, hvordan en person arbejder, og jeg kunne hurtigt se, at han var mere end bare en traener. Han er selvfølgelig en fremragende traener, men det, der taeller for mig, er personen bagved. Jeg var sikker på, at han var det rigtige valg for Paris.

Jeg taler italiensk og engelsk, så vi kunne nemt kommunikere indbyrdes og dermed laere hinanden at kende. Sammen indledte vi det, vi kaldte ’Pariser-projektet’. Alt var nyt i begyndelsen i Paris, meget anderledes end det er nu. Banerne var i en sølle forfatning, holdet var, hvad det var – det var et helt nyt projekt. Han var kommet fra Chelsea og jeg fra Milan, to storklubber, til en klub, der skulle blive stor. Selv om han allerede havde vaeret der i seks måneder, da jeg kom til, startede vi fra bunden .

Vi lavede sjov med situationen. ”Hvad har vi dog sagt ja til. Hvad er det her for noget?” spurgte vi hinanden. ”Hvad gør vi nu. Hvad gør vi som det første, hvad gør vi som det naeste?”

Hver dag var der noget nyt, der skulle tages stilling til. Det var ikke organiseret ligesom i de store klubber, vi havde vaeret i, hvor man er vant til, at der er styr på tingene. Vi havde eksempelvis kun to tøjansvarlige medarbejdere til femogtyve spillere, og vi skulle af sted til USA.

Paris Saint-Germain havde ikke vundet ligaen i nitten år.

”Ok, vi gør det her. Vi gør den til en storklub,” sagde vi til hinanden.

Paris var perfekt for ham, og han var perfekt for Paris, men nogle gange sker der ting, når du saetter folk sammen, der har forskellige opfattelser. Jeg ved, han var meget skuffet over at forlade klubben og skuffet over sin ven Leonardo.

Carlo var den første, der kom til klubben. Hvilken anden traener på hans niveau ville vaere kommet hertil? Det var en stor risiko. Han havde vundet alt med Milan og Chelsea, men han troede på det – og han overbeviste andre spillere om at komme og fik også dem til at tro på projektet. Det er ikke nemt.

Lad mig fortaelle om traeneren Carlo. Ingen bliver sure på ham, selv når de ikke spiller, for han er ikke kun din traener, han er din ven. Han behandler alle ens. Du tror, at det kun er dig, fordi han er så fantastisk, så personlig, men sådan er han med alle. Han er suveraen.

Når det handler om at vaere professionel, og når det ikke går, som han vil have, kan han blive vred. Vi spillede på udebane mod Evian, og det var koldt. Banen var elendig, og vi spillede ikke godt. I pausen ved man altid, hvis han er på vej til at gå amok, fordi hans ene øjenbryn haever sig.

’Han er godt nok vred,’ taenkte jeg, da jeg satte mig.

Carlo skaeldte os ud. Der stod en kasse foran ham, og pludselig sparkede han til den, så den fløj gennem luften og ramte mig i hovedet.

’Hold da op. Nu er han virkelig vred,’ taenkte jeg.

Når han bliver vred, bliver han virkelig vred, men det er kun, når ingen ser ham. Kun i omklaedningsrummet.

For ham er respekt det vigtigste. Han viser dig respekt, og han forventer, at du viser ham respekt. Hvis du ikke respekterer ham, så har vi et problem, men du får helt naturligt stor respekt for ham – det er umuligt ikke at have det.

Det så jeg med spillerne, hvilket er usaedvanligt. På alle hold, jeg har spillet for, ser man, at spillere, der ikke er på holdet, bliver irriterede over traeneren, men det skete ikke med Carlo. Og hvis nogen var ved at nå til det punkt, tog jeg fat i dem.

”Tro mig, du har en traener, der kun ønsker det bedste for dig. Han bekymrer sig om dig, selv når du ikke spiller så meget, som du gerne ville. Han interesserer sig for dig, og du vil opdage forskellen, når du får en anden traener.”

Sådan sagde alle, da vi mistede ham i Paris, og da de aendrede tingene i Real Madrid, sagde spillerne der, at det var sådan, de havde håbet på, at fodbold ville vaere.

Jeg siger, Carlo er den bedste, og jeg har arbejdet sammen med de bedste. For at sammenligne dem så lad mig gennemgå dem en efter en.

Mourinho går meget op i disciplin. For ham handler det altid om at manipulere. Det gør han meget. Den slags tricks var nye for mig – at han hele tiden gjorde én ting for at få noget andet. Jeg kan godt lide den slags, og det fungerede for mig. Jeg blev topscorer under ham, og vi vandt ligaen. Så laenge det fungerer, og så laenge vi vinder, så er det helt fint med mig.

Mourinhos måde at forberede kampene på var også ny for mig. Jeg var helt oppe at køre og troede på de historier, han fortalte os. Jeg er fyldt med adrenalin, når jeg spiller for ham. Det er, som om det aldrig er godt nok. Han giver, og han tager. Jose Mourinho ved, hvordan man skal behandle en fodboldspiller, men Carlo ved, hvordan man skal behandle en person.

Efter Mourinho i Inter kom jeg til Barcelona, hvor min traener var Pep Guardiola, den store hjerne inden for fodbold. Han havde altid en plan, uanset hvem vi spillede imod. Han vidste nøjagtig, hvad vi skulle gøre for at vinde, og han vidste nøjagtig, hvordan han ville have, at vi opnåede det. Vi kunne vaere foran 2-0 i pausen, men det var ikke nok.

”Vi er ikke faerdige endnu – vi bliver ved. Jeg vil have tre, fire, fem seks, syv mål.” Han var en maskine.

Som person var han til gengaeld noget andet. Jeg siger, at jeg ikke dømmer en person, hvis jeg ikke kender vedkommende, og jeg baserer min mening om folk på, hvad jeg gennemgår sammen med dem. Som traener er han fantastisk, men som personer var vi uenige om mange ting. Det var som en skole, og vi spillere var som skoledrenge. Det miljø passer ikke til mig.

Selv da Barcelona blev ydmyget med et nederlag på sammenlagt 0-7 til Bayern München i Champions League, aendrede de ingenting. Fordi de havde haft så meget succes de foregående ti år, blev de to kampe set som en undtagelse. De er så staerke og selvsikre, at de holder fast i deres spillestil uanset hvad. Det fungerer fint for dem, men ikke så godt for mig.

Barca har altid haft et hold i verdensklasse, men under Guardiola var systemet altid det samme. Uden for det system og uden for hans enorme fodboldhjerne har Guardiola efter min mening ikke samme kvalitet som Carlo.

Efter at jeg har haft den oplevelse med Guardiola, møder jeg Carlo. Jeg får en komplet person og en traener. Med en traener er spillet ofte det eneste, vi har til faelles, men Carlo kan jeg også tale med, hvis jeg har et problem derhjemme. Når jeg har brug for råd, kan jeg tale med ham. Hvad end det var, kunne jeg laene mig op ad ham. Men det var ikke kun mig – det gjaldt for hele gruppen. Han er, som han er, over for alle.

Jeg kan huske kampen mod Porto i Champions League, fordi der var et stort pres. Hvis han ikke vandt, ville han miste sit job. Jeg havde ondt af ham, fordi vi havde vundet hele tiden, og så fordi vi pludselig havde tabt, var det hele kaos.

Han tog det roligt og sagde, at turneringen ikke var slut.

”Man vinder ikke trofaeer nu. Man vinder dem i slutningen af saesonen.”

Men der var stadig kaos overalt, for en lille klub ved ikke, hvordan den håndterer modgang, når den kommer.

En stor klub ved, at dårlige perioder er uundgåelige, og lederne ved, hvordan de skal håndtere det, for de har prøvet det før.

Uanset hvor kaotisk det var, så håndterede Carlo det. Han vidste, hvad han skulle gøre, på grund af sin erfaring. Han lod aldrig kaosset nå til holdet.

Traeningsanlaegget var lille, så vi kunne høre den støj, der var rundt omkring i klubben, men Carlo gav aldrig ejerne ret, hvis de kritiserede spillerne. Han beskyttede os altid. Han sagde, at spillerne havde gjort alt det, han havde bedt dem om.

Han beskyttede holdet på mange måder. Hvis en spiller kom for sent til traening, fordi han havde vaeret i byen aftenen før, kaldte han ham ind på sit kontor for at spørge, hvad der var sket. Han lyttede, inden han svarede.

”Gør det ikke igen. Det her er mellem dig og mig, men du skal ikke gentage den fejl. Vaer professionel.”

Han havde en god form for humor omkring det, når det var passende, så han kunne finde på at tilføje, ”Naeste gang må du invitere mig med.”

Fordi han var på den måde, var det af og til svaert at vide, om han virkelig var vred, eller han bare lod som om. Selv da han sparkede til kassen, der ramte mig i hovedet, var jeg i tvivl – ingen havde nogen sinde gjort noget i den stil mod mig – men da jeg kiggede op og så, at øjenbrynet var haevet, vidste jeg, at det var alvorligt, så jeg kiggede bare ned i gulvet.

En dag, han havde et flot italiensk jakkesaet på, gik han amok og råbte og skreg af alle og

bandede løs på italiensk. Ingen vidste, hvad problemet var, så vi sad der bare alle i stilhed. Naeste dag uddelte han kram til alle. Han sagde undskyld for, at han havde vaeret så vred. En dag til traening gik jeg hen til ham. ”Traener, traener, jeg skal snakke med dig.” Han lignede en, der lod, som om han ikke hørte mig, så jeg prikkede til ham med fingeren.

”Traener.”

Pludselig vendte han sig om og kiggede på mig med et meget alvorligt udtryk.

”Du skal aldrig prikke til mig.”

Jeg var chokeret.

”Mener du det?”

”Ja, jeg mener det. Du skal aldrig prikke til mig igen.”

To sekunder senere brød han ud i et grin. ”Carlo, du må ikke gøre sådan noget, for jeg aner ikke, om du laver sjov.”

Han har det der glimt i øjet. Han har en god fornemmelse for hver eneste person. Dagen efter en kamp talte han med alle. Havde nogen spillet en dårlig kamp, talte han også med vedkommende om det.

Inden vi skulle møde Barcelona i kvartfinalen i Champions League, var alle helt oppe at køre.

”Ibra, jeg skal snakke med dig,” sagde han til mig.

Når han taler i et bestemt tonefald, ved du, det er vigtigt. Vi satte os ned, og han så utilpas ud.

”Jeg har taenkt over det her i lang tid. Vi gør tingene anderledes i denne kamp. Jeg har besluttet at saette dig på baenken.” ”Hvad?”

”Det er et taktisk trick. Når alle er traette i de sidste tyve minutter, saetter vi dig på banen.”

Jeg var knust, men jeg ville også vise ham, at jeg var professionel og kunne håndtere det. ”Ok,” sagde jeg.

”Jeg joker bare med dig,” sagde han og smilede. ”Gå hen og spis din mad.”

Al nervøsiteten forsvandt efter det. Han er virkelig god til at få dig til at slappe af inden en stor kamp. t

t Inden en anden kamp forklarede Carlo sin taktik for os.

”Vi parkerer bussen foran mål, og Ibra foran bussen. Alle forventer, at vi spiller tikitaka fodbold, men jeg siger, at vi er her for at vinde.”

Han gjorde altid det, der skulle til for at vinde kampen.

Sådan er Mourinho også. Han er altid godt informeret om modstanderne og gennemgår alle deres svagheder og styrker og fortaeller os, hvordan han vil have, kampen skal vaere. Hvis han vil traekke tempoet ud af kampen, så gør han det. Hvis han vil have fuld fart på, så gør han det. For Mourinho handler det kun om at vinde. Han er rigtig god til at tilpasse sin stil til det land, han er i. Han ved, at det eneste, det drejer sig om, er at vinde, selv om det lader til, at hans tredje saeson i en klub ofte udgør et problem for ham.

Det var perfekt for Carlo at komme til Real Madrid efter Mourinho. Han var den eneste, der kunne få succes med et hold efter Mourinho. Spillerne har brug for ro, når der har vaeret meget støj.

Jeg hørte, at klubpraesidenten i Real Madrid beklagede sig over, at nogle af spillerne begyndte at udnytte Carlos venlige facon. Det passer ikke. Måske var praesidenten jaloux, fordi han ikke havde den samme relation til spillerne, som Carlo havde. Jeg forstod ikke kritikken.

Jeg kan godt forstå, at folk, der ikke ved, hvordan det er at vaere på et hold, der konstant skal praestere på højeste niveau, kan opfatte en god relation som en svaghed, men det er faktisk det modsatte.

Atmosfaeren skal vaere tryg for spillerne. Jeg kan huske engang, vi var ude at spise på en italiensk restaurant, syv-otte af os spillere fra holdet. Det var ret sent, omkring klokken elleve om aftenen, og en eller anden foreslog, at vi ringede til Carlo. Nogle af de andre sagde, at han ikke engang ville tage telefonen, men vi ringede til ham alligevel. Ti minutter senere sad han hos os, fik en drink, snakkede lidt og lavede sjov, og så gik han igen efter en times tid. Fortael mig lige, hvilken anden traener der havde gjort det. Hvem andre end Carlo har så meget selvtillid?

Når du har en person, der hviler så meget i sig selv, så vil du gøre alt for ham. Den tillid, han viser dig, og den tillid han får tilbage – du vil slå ihjel for ham. Du skal tro på generalen for at kunne tage imod ordrer fra ham.

Han er ikke bange for at tale til enkeltpersoner foran gruppen. Der var mange situationer, hvor han kritiserede mig foran alle de andre. Han gjorde en dyd ud af at kritisere den store spiller – holdets stjerne – for at vise, at ingen var haevet over kritik.

En klassespiller er i stand til håndtere kritik. Spillere med mindre format føler, de er nødt til at forsvare sig selv – de har endnu ikke tilstraekkelig selvtillid til at indrømme deres fejl. Men hvis de ser holdets stjerner stå ved deres fejl, så er de selv mere tilbøjelige til at gøre det samme – og det er den eneste måde, man laerer på.

Hvis Carlo sagde til holdet: ”Vi lod et mål gå ind. Hvad gik der galt?”, så svarede en af holdets største stjerner, ”Det var min fejl.”

Så er det på plads. Han gør det på den måde, fordi det giver ansvar til de store spillere. Han skal kunne stole på dem.

Der var en situation med to spillere, der spillede samme plads, og som var lige gode. De skiftedes til at starte inde, så af ren nysgerrighed spurgte jeg Carlo til det. ”Hvordan håndterer du de to spillere?” ”Først fortaeller jeg den ene, at han er mit førstevalg som højre back. Bagefter går jeg hen til den anden og siger nøjagtig det samme til ham. Så nu er det op til dem, hvem der skal starte inde.”

Du ved aldrig, om han laver sjov, men jeg tror, han altid har styr på sine metoder, som han kan slippe af sted med, fordi han har opbygget tillid og respekt omkring sig. Han har en fornemmelse for tingene – enten har du det, eller også har du det ikke.

Carlos måde at arbejde på, hans traeningssessioner og øvelser, er lidt gammeldags og meget italienske. Taktik er vigtigt for ham. Jeg har spillet i Italien, så jeg ved, hvordan det foregår der. Der er altid meget taktik dagen før en kamp.

Carlo tog os med ud på traeningsbanen til et taktisk oplaeg, hvilket ikke altid er helt nemt for en spiller – du skal stimuleres hele tiden i stedet for at stå stille og fryse i kulden, men han troede fuldt og fast på det.

Uanset hvordan han greb traeningen an, så var han succesfuld. Man skal huske på, at han selv var spiller engang og har vundet trofaeer. Det er der ikke mange traenere, der har. Han har det hele i sit trofaeskab, som han kan åbne til hver en tid.

Jeg er heldig og glad for, at jeg kunne arbejde sammen med ham, og jeg aergrer mig over, at det ikke varede laengere.

Jeg taler stadigvaek med ham en gang imellem.

”Ibra, hvor skal du hen naeste gang? Hvilket hold?”

Jeg svarer ham, at hvis han har et hold, så behøver jeg ikke overveje det to gange. Jeg skal nok vaere der.

”Alle andre steder end Rusland.”

Da vi spillede på udebane mod Lyon i slutningen af saesonen, vidste vi, at hvis vi vandt, blev vi mestre. Jeg kan huske, at inden kampen var hans ene øjenbryn haevet, fordi han var nervøs. Det havde jeg ikke set før, så jeg gik hen til ham. ”Carlo, tror du på Gud?”

”Ja.”

”Det er godt, for du kan tro på mig.” Øjenbrynet blev haevet endnu mere. ”Ibra, du er sådan en røver …” Bagefter vandt vi kampen og blev mestre. Han hjalp mig til at vokse både som spiller og menneske. I begyndelsen var jeg som en løve både på og uden for banen. Jeg kastede med ting, når vi tabte. Stemningen i Paris Saint-Germain var for afslappet for mig, men Carlo brugte mine frustrationer konstruktivt. Hvis der var gået ti minutter i en kamp, hvor vores hold spillede under niveau, så kaldte han mig hen til sig. ”Ibra – det er tid til at vaekke holdet.” Carlo så mig som en leder. At vaere leder er efter min mening ikke noget, du selv vaelger at vaere – det er noget, du bliver. Enten er du en leder, eller også er du ikke.

”Du skal vaere min anfører,” sagde Carlo til mig, da jeg kom til Paris.

Det er den eneste gang, hvor jeg har sagt nej til ham.

”Carlo, jeg ved ikke, hvor laenge jeg bliver her, for jeg kommer, gør mit job, og så rejser jeg igen. En anfører skal vaere ligesom dig – en person, der er i projektet i lang tid.”

Han forsøgte at overtale mig, men jeg sagde, han skulle udpege Thiago Silva til anfører.

Jeg tror stadig, han ser mig som en leder, med eller uden armbind. Enten er du det, eller også er du ikke. Blot at baere armbindet betyder ikke nødvendigvis, at du er en rigtig anfører. Thiago Silva er både anfører og leder. Jeg håber, jeg hjalp ham til at blive det.

Carlo er en naturlig leder. Hans stil er ikke pralende – den er rolig. Han lader ikke som om. Der er ikke noget falskt omkring det. Der er mange derude, der har en stil, hvor de lader, som om de er noget andet end det, de reelt er. De fører sig frem, men i sidste ende vil de tabe – folk vil gennemskue dem. Carlo er altid tro over for sig selv. Hvis han ikke var det, ville jeg ikke sige det her om ham. Jeg er ikke typen, der pakker tingene ind.

At Paris Saint-Germain er blevet den klub, den er i dag, skyldes ikke de folk, der kommer til klubben nu. Det skyldes Carlo, som var der i begyndelsen. Det er de folk, der laver alt det hårde arbejde i begyndelsen, som folk burde sige tak til, ikke de folk, der kommer dansende ind og nyder det, nu hvor alt er godt. Da han forlod klubben, var jeg i tvivl, om jeg ville blive, for jeg havde en rigtig god relation til ham. Selv hvis vi ikke havde vundet ligaen, ville jeg stadig have troet på ham. Jeg mener, han var den rigtige person til projektet, men ikke kun i to år. Ti år havde vaeret passende, og det var også hans vision.

Han troede så meget på projektet, og han troede også på, at han var den rigtige person til at få det til at lykkes. Jeg var meget ked af det, da han rejste, både af professionelle og personlige årsager. Han ringede til mig og forklarede det hele for mig.

”Jeg vil ikke have, at du rejser. Måske er det mit sidste år som fodboldspiller, og jeg vil gerne tilbringe det med dig som traener.”

”Nej, vores veje skilles nu. Jeg har allerede valgt Real Madrid, for situationen er blevet uholdbar for mig her i PSG.”

Jeg vidste, at Real Madrids spillere ville blive glade, for jeg vidste, hvad de ville få, ligesom jeg vidste, hvad vi havde mistet.

”Fra nu af kalder du mig ikke Traener,” sagde han.

Vi plejede at kalde ham traener eller Mister Ancelotti.

”Det er en ordre. Du kalder mig ikke Mister laengere – du kalder mig ved mit navn, for jeg betragter dig som min ven. Lyt til, hvad jeg siger, for jeg vil blive fornaermet, hvis du kalder mig Mister.”

Jeg har aldrig haft en fortrolighed med en traener, som jeg havde med ham. Jeg ved, hvordan det er i fodbold. I dag er jeg og mine holdkammerater venner, men hvis jeg forlader holdet naeste år, hvor mange af dem vil jeg så holde kontakten til? Jeg ved det ikke. Det ved man aldrig, for det er fodboldvenner, arbejdskolleger. Jeg har Maxwell, min gode ven, som jeg nok vil holde kontakt til resten af livet, og der er også Carlo, som jeg stadig taler med. Han er min ven. +