KNOKLERE OG KUNSTNERE
Som Ted van Leeuwen står i Esbjerg fB’s omklaedningsrum og fortaeller, ligner han en mand, der befinder sig på et gerningssted. Det blå lys, der omgiver ham, minder mest af alt om den farve, som mennesker og objekter får, når de bades i lyset fra politiets udrykningsblink, som udvisker alle andre farver. Lyset er så dominerende, at vaegge, borde og den hollandske sportsdirektør ikke fremstår som andet end EfB’s klubfarve. Mens en ansat i klubben skifter lyssaetningen, så van Leeuwen skiftevis er normalt oplyst og badet i det syntetiske blå skaer, fortaeller hollaenderen om ombygningen af omklaedningsrummet og resten af kaelderen under Blue Water Arena i Esbjerg, hvor spillerne har deres daglige gang. Det blå lys skal kun bruges på kampdage, forklarer han. EfB bruger det samme omklaedningsrum til traening og kamp, men det er alligevel vigtigt, at omgivelserne signalerer game mode, når det er alvor. Derfor kan lyset daempes og gøres helt blåt, så spillerne fornemmer, at der er forskel på at traene og spille kamp. Det handler om at skabe den rette atmosfaere.
Forinden er den tilstedevaerende håndfuld af journalister blevet vist rundt i de nyistandsatte lokaler, der udover omklaedningsrummet omfatter et nyt traeningslokale og en ny players lounge, der nu ligner en mellemting mellem en stue og et kursuslokale. Der er designerstole i plastik og en mange tommer stor tv-skaerm på vaeggen. På skaermen har klubben netop vist den minidokumentar, som dens tv-mand har produceret. 12 minutter dedikeret til ombygningen af kaelderen. ”Fundamentet for succes” hedder den. Det er nemlig her, den sportslige succes skal begynde, forklarer Ted van Leeuwen. Fodbolden er klubbens kerneforretning, så da han kom til Esbjerg i oktober, blev han overrasket over de forhold, som kernemedarbejderne blev budt. Mens sponsorer og andre VIPs kunne blive bespist i moderne lokaler et par etager laengere oppe, måtte spillerne tage til takke med skrabede faciliteter, begrunder van Leeuwen renoveringen. Før nogen når at spørge ham om det, adresserer han selv det åbenlyse spørgsmål. Hvorfor ikke hente nogle bedre spillere for de penge, det har kostet at bygge lokalerne om?
”Hvis vi rykker ned, vil folk spørge, hvorfor vi ikke brugte pengene på en ny angriber. Men jeg tror på, at det her er vigtigt for at skabe et fundament,” siger sportsdirektøren.
Det er passende, at det er ham, der viser rundt. Siden han blev ansat i oktober 2016, har han tegnet en forandringens linje i klubben. Det kulminerede i vinter, da seks spillere forlod klubben, og seks andre kom til. Seks etablerede danske spillere ud, seks ukendte udlaendinge ind. Ted van Leeuwen gør ikke noget for at skjule, at ombygningen var hans idé, og at han synes, den er god. Heldigvis, siger han, var bestyrelsen med på idéen, da han foreslog den. Ted van Leeuwen fik også lov til at saette sit personlige praeg på projektet. I minidokumentaren er der eksempelvis en scene, hvor en kvinde spørger, om han også synes, møblerne skal vaere blå. ”Hvorfor ikke?” spørger han. ”Den samme blå?” spør-
ger en mand. ”Mørkere blå,” vurderer van Leeuwen.
Sportsdirektøren fortaeller, at ombygningen ikke kun tjener det formål, at den skal forbedre rammerne for spillerne og skabe fundamentet for fremtidig succes. De nye omgivelser skal sende et signal. De skal give det indtryk, at der blaeser nye vinde over den jyske vestkyst. At noget er forandret. Omgivelserne er blevet et symbol på det opgør med fortiden, som Ted van Leeuwen har taget, siden han kom til Esbjerg.
Det er tirsdag i februar, og Superliga-foråret er tre dage vaek. EfB ligger nummer 12 i Superligaen og har 11 point op til den top 6, hvor man undgår nedrykningsslutspillet, og klubben går for tredje saeson i streg ind til anden halvdel af saesonen i nedrykningsfare. For to år siden var det kun Mick van Burens to mål mod FC Vestsjaelland i andensidste spillerunde, der sikrede klubben endnu en saeson i Superligaen. Sidste år overlevede holdet, fordi ligaen skulle udvides, så nummer 11 ikke laengere rykkede ned. På sin vis er situationen ganske velkendt. Selv i jubelsaesonerne 2012/13 og 2013/14, da man endte som nummer fire og fem og i førstnaevnte tilfaelde vandt pokalturneringen, lå førsteholdet også i alvorlig nedrykningsfare hen over vinterpausen. Men denne gang er der ingen, der tror på, at vi står over for et forår, hvor EfB bliver blandt de bedste i ligaen. Forud ligger en efterårssaeson, som holdet indledte med kun at vinde én af de første 15 kampe – en stime, der kulminerede med det traumatiske 6-2-nederlag i Aarhus. Forud ligger fyringen af Colin Todd efter mindre end et halvt år som cheftraener. Og forud ligger yderligere to traenerfyringer på halvandet år, to direktørafgange, tre bestyrelsesmedlemmers farvel og et underskud i 2016 på 37 millioner kroner.
”Det er sådan, at hvis først en organisation har fået et stempel af, at de gør alting forkert – eller for den sags skyld gør alting rigtigt – så er det meget, meget svaert at komme ud over det. Så bliver alt fortolket i det perspektiv. (…) Det er lidt ligesom DSB. De kan bare ikke gøre noget rigtigt, selv om 98 procent af togene går til tiden, eller hvor meget det er,” har den tidligere FC København-direktør Dan Hammer sagt i radioprogrammet Fodbold FM. Han talte om DBU, men kunne lige så godt tale om EfB efter tre år med økonomisk, ledelsesmaessig og spillemaessig deroute. Det er det indtryk, som det nye, syntetisk oplyste omklaedningsrum skal vaere med til at aendre på. Der skal skabes en ny fortaelling om EfB, og derfor er der brug for forandring. Noget, der kan symbolisere skiftet vaek fra det gamle.
Januar måneds åreladning af spillere var en anden meget konkret måde at distancere sig fra fortidens mismod på. Lang tid før efteråret overhovedet begyndte, talte de i Esbjerg om en staerk kultur, der var eroderet. Traeningerne var ikke på samme niveau laengere, spillerne fremstod over en bred kam ikke så engagerede i projektet. I saesonens første halvdel kollapsede kollektivet rutinemaessigt i kampene, og holdet indkasserede tre mål eller flere ved syv lejligheder. Det var Ted van Leeuwen nødt til at gøre noget ved, fortaeller han på sit kontor, efter han er faerdig med rundvisningen i den istandsatte kaelder. Han vil ikke udpege enkelte spillere, heller ikke dem, der forlod klubben, men han har en teori.
”Hvis der bare er to-tre spillere, der skaber dårlig stemning, kan gruppen håndtere det. Men hvis der er for mange, spreder det sig, og så påvirker det hele truppen. Det var, hvad der skete i efteråret,” siger han.
Van Leeuwen er blevet en central person i den vaerdikamp, som har raset i EfB siden sommeren 2016. Den ene del af krigen foregik på ledelsesgangene, hvor tre bestyrelsesmedlemmer, herunder formand Leif T. Thomsen, gik af, og den konstituerede formand, Kristoffer Jarl Kristensen, blev primus motor for forandringerne. Den udskaeldte direktør, Søren Poulsen, gik af kort efter, og det sportslige udvalg, som indtil den sommer stod for køb og salg i klubben, blev afløst af Ted van Leeuwen. Han trådte til som sportsdirektør i oktober 2016. Den anden del af vaerdikampen er den, der hersker i truppen. Noget måtte gøres, mente den nyudnaevnte sportsdirektør, og det betød altså seks spillerafgange: Leon Jessen stoppede karrieren, Daniel Stenderup fik sin kontrakt ophaevet, Bjørn Paulsen blev solgt til Hammarby, Kevin Mensah til Brøndby IF, og Casper Nielsen og Ryan Johnson Laursen til OB. Da havde van Leeuwen allerede markeret sig som en mand, der sagde tingene så direkte, som de faerreste er vant til herhjemme.
”Ryan har heller ikke vaeret så motiveret, som han kunne have vaeret, og i en bundkamp i Superligaen er vi nødt til at prioritere motiverede spillere,” sagde hollaenderen blandt andet til netmediet bold.dk om den Johnson Laursen, der senere blev solgt.
Pointen er ikke, om han havde ret eller ej. Den er, at van Leeuwen stillede sig i spidsen for EfB’s nye projekt. Mere end det. Han blev det nye projekt.
”Esbjerg fandt mig. Jeg ansøgte ikke om jobbet. Spørgsmålet fra Kristoffer (Jarl Kristensen, red.) var: ’Kan du løfte os op på europaeisk niveau?’ Normalt, når man taler med klubber, får man en slags pamflet med klubbens mål og bla bla bla. Det var det, jeg bedst kunne lide ved Esbjerg. Det gjorde de ikke. Der var ikke nogen plan. Jeg er planen!” smågriner han.
Vi mødes igen halvanden måned senere i forbindelse med Esbjerg fB’s første kamp i slutspillet mod Randers FC. I mellemtiden har holdet spillet fem kampe: Først vandt det 3-0 over SønderjyskE, og derefter fik det 0-0 ude mod det overraskende tophold Lyngby BK. Eftersom de havde afsluttet efteråret med en sejr, hed stimen nu syv point i tre kampe, og fornemmelsen af den friske begyndelse, som klubben forsøgte at skabe, var staerk. Desvaerre for EfB var den følgende hjemmekamp mod Viborg FF en katastrofe. De tabte 3-1 mod bundrivalerne, og da det resultat fulgtes op med et forventeligt 2-0-nederlag til FC København i Parken og 1-1 mod AC Horsens i den sidste kamp i grundspillet, var det ikke kun forandringens friske vinde, der var ved at have mistet pustet. Det havde holdets
t momentum også. EfB sluttede grundspillet som nummer 14 ud af 14 hold, og forude venter seks kampe mod Randers, OB og Horsens. De to nederste skal ud i de frygtede playoffkampe for at undgå at rykke ned, mens de to øverste skal spille om at komme med i Europa League-kvalifikationen. Esbjerg fB har fem point op til redningen.
Ted van Leeuwen møder tidligt denne første søndag i april, selv om det er kampdag. Ved 8-tiden tjekker han ind i sit hjørnekontor på første sal på Blue Water Arena. Det kontor, der tidligere tilhørte den administrerende direktør. Hollaenderen tilser banen på stadion og er pissesur. Den ser ikke Superliga-klar ud, og selv linjerne er dårligt tegnet op, synes han. Han ved godt, at det er en lille ting at hidse sig op over, men det blot ét eksempel.
”Der er mange små ting, hvis man vil tage et skridt opad. Det er vigtigt, at banen ser god ud. Ikke bare for fodboldspillerne, men alle får en god fornemmelse, hvis graesset lige er slået, og man kan lugte det. Det giver spillerne en god følelse. Men også for publikum.”
Her er vi ovre i afdelingen for petitesser, men hele Ted van Leeuwens virke i Esbjerg fB handler om at udnytte de få procent, han kan påvirke. Det er derfor, han var så involveret i ombygningen af omklaedningsrummet, derfor han bliver gal over en dårligt forberedt kampbane. I topsport leder man altid efter en halv, én, to procent. Det er dem, der er de svaere, men også dem, der gør forskellen. Det gaelder alt sammen om at skabe et fundament, som klubben kan stå på. Også når han ikke er der laengere. Han har selv vaeret med til at rive det gamle fundament ned eller fjerne ruinerne af det, der engang var, så et nyt, baeredygtigt ét kan støbes.
”Det tager selvfølgelig en anden retning, når jeg er vaek, fordi alle har sine egne praeferencer. Men det handler om, at omklaedningsrummet er godt, traeningslokalet er godt, traeningsbanerne er gode. Man kan se på det som et hotelvaerelse. I morgen kommer der nogle andre, og så skal vaerelset vaere rent og klart og godt. Så det burde vaere et femstjernet vaerelse,” siger han.
”Hvor mange stjerner har Esbjerg fB-vaerelset i øjeblikket?” spørger jeg.
Han puster opgivende.
”Da jeg kom her, var det knap nok én stjerne. Har du set omklaedningsrummet, som det var tidligere? Og intet traeningslokale. Og baner, som ...”
Han puster igen.
”Banerne var virkelig, virkelig dårlige. Lad os sige, at vi er taet på den anden stjerne. Efter sommer, når banerne (de nye traeningsbaner, som bliver anlagt efter saesonen, red.) er klar, tjener vi endnu en stjerne. Måske rykker vi ned, og det fjerner en stjerne.”
Fra Ted van Leeuwen møder om morgenen, er det en almindelig arbejdsdag for sportsdirektøren. Han følger blandt andet op på nogle af de spillere, som han og klubben holder øje med. Har de spillet i weekenden? Ligger deres kampe i InStat, som er det scouting-program, EfB bruger? Sådan går tiden, indtil traenerstaben og spillerne møder ind et par timer før kampstart klokken 13, og nogle spillere kommer op for at snakke og slå tiden ihjel. Som det har vaeret tilfaeldet det meste af saesonen, har Esbjerg fB ryggen mod muren forud for Randers-kampen, men Ted van Leeuwen er ikke overrasket. Det er, hvad man kan forvente, når man bryder det hele ned for at kunne bygge det op igen. Udfordringen er at overleve. Men det kan vaere svaert nok i sig selv, når kaos har vaeret normaltilstanden i snart tre år.
”Min erfaring siger mig, at det tager et år at komme ud af lortet, og så kan man begynde at bygge op. Det er nøjagtig det samme, hvis man vil renovere sit hus. Man er nødt til at bryde køkkenet ned, man er nødt til at slå murene ned, det hele er ét stort rod. Man kan bo der, men det er ikke nemt at bo i. Det er det samme for os. Vi spiller fodbold, men vi gør det ikke. Det er nervøst, der er mange løse ender, det er grimt at se på,” siger sportsdirektøren.
”Det er en kamp, og det når ind til spillerne. Vi spillede ret godt, da vi var på traeningslejr i Spanien, for da var vi isoleret for os selv.”
Van Leeuwen prøvede selv den sårbare overgangsfase, da han var teknisk direktør i Vitesse i Holland. I 2010/11-saesonen var Vitesse to mål i målscore fra at blive trukket ind i et par uforudsigelige nedrykningsplayoffkampe. Her fem år senere er det dårligt nok til at tro, at det davaerende Vitesse-hold kom i fare. Ted van Leeuwen finder et hollandsk magasin med en artikel om holdet fra dengang. På det var Piet Velthuizen, tidligere hollandsk landsholdsmålmand; Guram Kashia, georgisk landsholdsspiller; Slobodan Rajkovic, serbisk landsholdsspiller; Alexander Büttner, tidligere hollandsk landsholdsspiller og Manchester United-spiller; Nemanja Matic, der nu er i Manchester United og regnes for en af verdens bedste defensive midtbanespillere; Marco van Ginkel, nu i PSV Eindhoven; Wilfried Bony, der i 2015 blev solgt til Manchester City for 250 millioner kroner. Så talentfulde er Esbjerg fB’s nuvaerende spillere ikke, men van Leeuwen tror på klichéen, at kul kun bliver til diamanter, når de udsaettes for et enormt tryk.
I Randers-kampen gør den tidligere anfører Jeppe Andersen comeback efter seks måneders skadespause. Også Jesper Jørgensen, der
var gennem en operation i knaeet i februar, starter for første gang i foråret. I angrebet får van Leeuwen-indkøbet Budu Zivzivadze sin første startplads, efter han kom til Esbjerg i januar. Der ser tomt ud på Blue Water Arena, mere end der plejer, og ikke kun på den ene endetribune, som man er begyndt at lukke af for at få tilskuerne til at samle sig på de andre tribuner. Den saltvandsindsprøjtning, som slutspillet skulle give til Superligaens faldende tilskuertal, er ikke slået igennem på Vestkysten.
Første halvlegs forløb gør heller ikke meget for at traekke folk af huse til naeste hjemmekamp, for hverken EfB eller Randers FC ligner hold, der har mod på at angribe helhjertet og dermed risikere at blotte sig i defensiven. Det er to hold, der er ramt på selvtilliden: Randers faldt sammen i slutningen af efteråret og har ikke rejst sig siden. Holdet har fået ét point i ni kampe. Den chancefattige halvleg oser af bundkamp. I målet har Jeppe Højbjerg et par fine redninger, og den dribleglade australier Awer Mabil sender en flad afslutning lige forbi den ene Randers-stolpe. Ellers er der ikke meget at varme sig på.
Anden halvleg indledes med sang fra de EfB-fans, der står i den såkaldte Nordvestkurve og skaber stemning. Den handler om at vaere i Europa-Pokal. Det er også kun tre år, siden de stod samme sted og så Fiorentina gaeste deres stadion, så de glade dage er ikke langt vaek. Det føles bare sådan.
Esbjerg fB er bedre efter pausen, og saerlig mod slutningen af kampen laegger holdet pres på Randers, der er godt tilfredse med uafgjort. Det er EfB ikke, for det rykker dem ikke nogen vegne i tabellen. Men trods fine chancer og et opmuntrende indhop fra U/19ligaens topscorer, Anders Dreyer, ender det målløst.
Jeg møder Ted van Leeuwen efter kampen på hans kontor, hvor han har udsigt til Dokken, som den renoverede stadionhal hedder, og kan se ud over pladsen foran Blue Water Arena, hvor tilskuerne forlader stadion. Det tager ikke saerlig lang tid, for der var ikke så mange af dem. 3692. Markant under saesongennemsnittet på 4295. Jeg havde egentlig spurgt van Leeuwen, om vi skulle mødes et sted ude i byen; om han havde en café eller restaurant, han kunne lide at komme på.
t Det har han ikke. Han arbejder 90 procent af sin tid, så det har han slet ikke plads til i kalenderen, siger han. I stedet bruger han tiden på at køre ikke blot land og rige rundt, men også gerne nabolandene. Han har en aftale med Audi om, at han kan hente en ny bil, hver gang han runder 10.000 kilometer. Han har lige hentet sin femte, siden han kom til Esbjerg i oktober.
I Holland kunne han lettere komme rundt til kampene, fordi han boede i Apeldoorn i den centrale del af landet. Esbjerg ligger på kanten af Danmark, så der er langt til den anden ende. Men det er også det eneste, der var bedre i hjemlandet.
”Jeg har fået nok af Holland. Jeg føler mig ikke hollandsk, det har jeg aldrig gjort. Jeg er slet ikke nationalistisk. Jeg hader dem, deres arrogance. De tror, de ved alt bedre. Ikke bare fodbold, men alt, og jeg kan ikke holde det ud,” siger van Leeuwen.
Han er meget direkte – paradoksalt nok et typisk hollandsk traek – når han siger, hvad han mener, og eksempelvis kalder en af sine egne spillere umotiveret. Og når han optraeder i medierne, falder hans ansigt typisk i de samme uvenlige folder. I Holland har han ry for aldrig at give store interview, og i et berømt tv-indslag står han i to minutter med armene over kors og svarer med et- og tostavelsesord på journalistens spørgsmål. Det er også sådan, den brede offentlighed i Danmark kender ham: lukket i kropssprog og tale.
Nu er det jo sådan med de fleste mennesker, at de ikke bare er flade karakterer med ét personlighedstraek, og det gaelder i saerlig grad for Ted van Leeuwen. De fleste af de ni kilder i et Eurosport-portraet af ham var inde på, at Ted van Leeuwen har en anden profil i offentligheden end privat. På tomandshånd kan han vaere åben og endda lun. Mads Junker, den tidligere landsholdsspiller, der kender van Leeuwen fra Vitesse-tiden, har set en anden Ted i Danmark end den, han har kendt gennem flere år. Privat er han en hyggelig, varm mand, som folk er i godt selskab med. Vidende og fortaellende.
”Jeg har lidt svaert ved at finde ud af, om det er ren medietaktik, fordi han kender medierne, eller om det er en måde at relancere sig selv på. Der er jo ikke ret mange, der kender ham. Det er nogle gange nemmere at skabe en ny identitet i et nyt land. Det overrasker mig lidt, at han er sådan, for det synes jeg ikke, han er,” siger Junker.
I den sidste saetning ligger en vigtig pointe om Ted van Leeuwen, for det er sjaeldent hverken eller med ham. Det er både og. Han kan vaere brysk og barsk, men han kan også vaere rar og sjov. Også internt i EfB deler han vandene. Senere på året kommer journalisten Frede Madsen til at sige op, fordi han ikke vil ”forbindes med Ted van Leeuwens holdninger og hans måde at omgås mennesker på,” som han siger til JydskeVestkysten. Privat udtrykker andre ansatte også besvaer med at samarbejde med hollaenderen. Omvendt er der dem, der taler med dyb respekt, naermest benovelse, om hans seriøsitet og professionalisme.
Ted van Leeuwen er glad for at vaere i Esbjerg, for der er der ikke så meget pis. Hvis noget skal gøres, gør man det. Folk er doers, ikke talkers. Der er en robusthed over egnen, hvor vinden, det blå hav og elementerne altid har vaeret et grundvilkår for at vaere til.
”Jeg godt lide Danmark. Det er solidt. Hvordan kan jeg forklare det bedre end den her dør?” siger han og peger hen på den lukkede hvide traedør ind til sit kontor.
”Den er solid. Når den lukker, lukker den. Den står ikke og klapper.”
Men det handler også om noget udefinerbart, noget, han ikke kan saette en finger på, og som han også har fundet andre steder, som ikke kunne ligne Esbjerg mindre.
”Første gang jeg kom til Rio de Janeiro, kunne jeg ikke lide det. Jeg kan stadig ikke lide det. Alle elsker Brasilien, men jeg gør ikke. Da jeg kom til Santiago de Chile: fantastisk følelse. Som i Tokyo. Man kommer et sted hen, og man kan ikke forklare det. Man er der bare, og man føler sig hjemme. Sådan havde jeg det også med Esbjerg. Det handler formentlig bare om menneskene. Rytmen.”
Indtil 2001 var Ted van Leeuwen journalist, og han daekkede emner som mafiaen og Bloody Sunday i Nordirland, interviewede Nelson Mandela og så hele verden. Op gennem 90’erne arbejdede han for det store hollandske fodboldtidsskrift Voetbal International med 800.000 laesere hver uge. I 2001 blev han afhørt af FIOD, det hollandske anti-svindelagentur i forbindelse med en sag, hvor han var mistaenkt for ulovligt at tjene penge på fodboldtransfers. Han blev aldrig sigtet i sagen, men den førte til, at han selv sagde op på Voetbal International.
Ironisk nok var det også det, der banede vejen for, at Ted van Leeuwen blev en del af fodboldverdenen, for i stedet for at finde et nyt job som journalist traengte han til forandring.
Han var venner med Peter Bosz, den nuvaerende cheftraener i Borussia Dortmund, som var teknisk direktør i den lille klub AGOVV i Apeldoorn. Klubben ville tilbage til professionel fodbold, som den havde forladt i 70’erne, og da Bosz forlod AGOVV i 2002, tog van Leeuwen over som teknisk direktør. Året efter vendte klubben tilbage til professionel fodbold, og van Leeuwen begyndte at skabe sig et navn som en mand, der kunne spotte talenter, købe dem billigt og saelge dem dyrt. Klaas-Jan Huntelaar, 42 mål i 76 kampe for Holland, Nacer Chadli, 40 landskampe for Belgien, og Napoli-topscoreren Dries Mertens er de mest prominente navne, som fik deres gennembrud i AGOVV under van Leeuwen.
I Danmark mangler Ted van Leeuwen stadig at bevise sit vaerd som fodboldspåmand, og i Esbjerg fB’s første seks kampe i slutspillet har de seks ukendte udlaendinges aftryk på klubben vaeret til at overse. Fodbold er et åbent marked, hvor alle aktører konstant kan måles meget direkte på praestationer og resultater. Således også van Leeuwens EfB-projekt.
I slutningen af januar satte Fodbold FM på Radio 24syv fokus på Esbjerg fB og havde blandt andre Ted van Leeuwen i det improviserede studie i EfB Caféen. Her sagde sportsdirektøren, at det gjaldt overlevelse i denne saeson, men i de kommende år er der ikke noget i vejen for, at klubben bliver en fast del af top 4-5. Det affødte hørbar undren blandt de fremmødte vestjyske fans i baggrunden. Senere i programmet blev cheftraener Lars ”Lungi” Sørensen spurgt ind til van Leeuwens ambitioner. Efter et par sekunders betaenkningstid svarede han:
”Jeg vil rigtig gerne overleve i første omgang, så saetter jeg mig ned med Ted, og så får vi lige en kop kaffe, og så siger vi: ’Mener du den med top 4?’ Fordi så skal jeg lige se, hvad han ellers har på blokken til os. Det er jo
mig, der står med det, så den kan jeg ikke helt … Jeg kan ikke lige helt 100 procent garantere, at det bliver top 4 om halvandet år.”
Her, da jeg møder Ted van Leeuwen to måneder senere, har de enten ikke fået den kop kaffe endnu, eller så har den besindige esbjergensiske traener bare ikke vaeret i stand til at rokke ved sin sportsdirektør. For van Leeuwen bekraefter ambitionen som det mest naturlige i verden, selv om han netop har set sit hold tabe endnu et skridt i kampen for overlevelse. Det eneste, de ikke må gøre, siger han, er at forsøge at hente FC København. Han rejser sig og går hen til et whiteboard, der haenger på kontorets hvide vaeg. Han noterer placeringerne 1-12 og skriver fiktive sportslige budgetter på et par af placeringerne. Dem i bunden har 12 millioner euro, dem lige under toppen har 18 millioner i budgettet. Det hul kan man lukke, enten ved at udvide budgettet eller ved at vaere bedre til at hente de bedste spillere. Det er kun FC København, Brøndby IF og måske FC Midtjylland, der er umulige at nå.
”Men var det ikke netop for store ambitioner og for dårlige spillere, der var skyld i, at klubben endte i de problemer, der nu er ved at rykke den ned?” spørger jeg.
”Det fortaeller dig også årsagen. Det er betryggende, fordi det er en fodboldårsag. Vi hentede ikke de gode spillere til de rette penge på det tidspunkt,” svarer van Leeuwen.
”Men hvis jeg skriver, at EfB vil tilbage i top 4-5, vil folk bare sige, at I begår samme fejl, som I begik sidst,” siger jeg.
”Det her kan lade sig gøre på permanent basis,” svarer han og saetter en ring om nummer fire til ti.
”Det handler bare om: Har jeg budgettet, og køber jeg de rigtige spillere til det? Ellers er man fucked. Den vaesentlige forskel på klubber er scouting. At vide, hvad der er på markedet og få fat i dem.”
I bogen Soccernomics undersøger forfatterne, i hvor høj grad fodboldklubbers lønudgifter haenger sammen med sportslige resultater. De medtager Premier League og Championship i årene 1991-2010, og lønomkostningerne forklarer 87 procent af holdenes ligaplaceringer. I den enkelte saeson varierer det en hel del, men over flere år – eller permanent basis, som Ted van Leeuwen kalder det – kan vi altså roligt konkludere, at jo flere penge man bruger på sine spillere, desto bedre hold får man.
I ugen op til Randers-kampen har Esbjerg fB praesenteret årsregnskabet for 2016, der som naevnt gav 37 millioner kroner i underskud. Klubben har allerede skåret markant ned på lønudgifterne ved at skibe nogle løntunge spillere af sted og hente nogle billige spillere i januar, men den skal spare endnu mere og forventer ”kun” 15-20 millioner i underskud i 2017. Ved den lejlighed sagde den konstituerede administrerende direktør, Dan Mose Andersen, til mig, at klubbens budget formentlig ville vaere omkring nummer syv-otte-ni i Superligaen. Er det dermed bedre scouting, der skal opveje EfB’s manglende økonomiske formåen?
”Praecis,” siger van Leeuwen.
”Der vil altid vaere tilfaelde, hvor en spiller ikke gør, hvad man forventer, for der er faktorer, man ikke kan beregne. Hvordan vil hans hustru falde til? Dør hans bedstemor? Forlader hans kaereste ham? Måske fungerer han ikke med traeneren. Men man kan minimere risikoen med god scouting, god research. God scouting er også at sige nej. Det er meget vigtigt, at man har en scout, der kan sige: ’Lad vaere med at hente ham.’”
Van Leeuwen sagde efter eget udsagn nej til en opsigtsvaekkende handel i januar. EfB havde mulighed for at hente den tidligere Chelsea-, Real Madrid- og AC Milan-spiller Michael Essien, der i stedet tog fra Panathinaikos til Persib Bandung i Indonesien.
”Vi har mange spillere med en god fremtid, og jeg var ikke sikker på hans motivation. Det er et stort skridt tilbage fra Stamford Bridge (Chelseas hjemmebane med plads til naesten 42.000 tilskuere, red.) til et tomt stadion som dette. Vi havde råd til det, men jeg var ikke sikker på, at det ville gøre en forskel. Vi manglede mere angribere og mål,” fortaeller van Leeuwen.
Dem lykkedes det ikke at hente i januar, og når det bliver sommer, risikerer Ted van Leeuwen, at han igen går glip af de handler, han allerhelst vil foretage. Den effekt, som vinterens udrensning skulle have, er ikke slået igennem, og holdet ser kun lidt bedre ud end i efteråret. Problemet er, at de mange kollektive sammensmeltninger i den første del af saesonen har givet et efterslaeb, som er svaert at hente. I tabellen såvel som i spillernes sind. Der skal mere end et nyt omklaedningsrum til for at traekke dem ud af det mørke, som er blevet deres mentale hjem. Nedrykning er i den grad stadig en risiko, og gode spillere har ikke lyst til at skifte til et hold, der måske spiller i 1. division i naeste saeson. Det er derfor, det er så frustrerende for Ted van Leeuwen, at EfB ikke vandt over Randers. Han har mange ting i støbeskeen, ambitiøse planer, men han kan ikke gøre dem til virkelighed, før klubben overlever.
”Hvis vi havde haft et par point mere, kunne jeg gøre noget faerdigt. Men nu sidder jeg der og forsøger at holde gryden i kog. Som en gøgler i cirkus forsøger man hele tiden at holde tallerkenerne i gang,” siger Ted van Leeuwen og efterligner en mand, der løber fra snurrende tallerken til snurrende tallerken.
Siden sommeren 2015 har Esbjerg fB haft fire forskellige permanente og én midlertidig cheftraener, og de har hver isaer trukket holdet og spillerne i retning af deres idéer om fodbold. Niels Frederiksens tyskinspirerede tempofodbold, Jonas Dal og hans paedagogiske lederstil, Colin Todds hårde britiske tone. Det er nu Ted van Leeuwens opgave at rydde op i alle de aftryk, at fremelske den iboende EfB-stil, som han mener at kunne se. Ledere i dansk fodbold taler altid om at have en defineret filosofi, som kan løbe gennem hele klubben fra førsteholdet til U/15-spillerne, og den har Esbjerg fB allerede, mener sportsdirektøren.
”Det er noget, man arver. For mig at se spiller Esbjerg faktisk fodbold, ikke lange bolde, men fodbold, der bygges op nedefra. Det er meget vigtigt. Folk taler altid om, at Esbjerg er arbejdere, men det er faktisk elegant fodbold. Jeg vil ikke forandre ret meget på stilen, for det er noget, man ikke kan fjerne. Sådan vil klubben altid vaere. Horsens vil altid have deres fodboldstil, og det samme vil Brøndby og FC København. Det eneste, folk som os kan gøre, er at tilføre gode spillere.”
Dagens modstander, Randers FC, fik lidt over et år forinden ny administrerende direktør, da den tidligere landsholdsstopper Michael Gravgaard gik fra at vaere tv-vaert til fodboldleder. Han lod i BT forstå, at klubben skulle afspejle den by, den var en del af.
”Randers FC er en provinsklub i en arbejderby. Det faktum skal vaere tydeligt i den måde, vi handler på både inden og uden for kridtstregerne,” sagde han.
Har Ted van Leeuwen en lignende vision for Esbjerg fB, der i 70’erne gav Danmark vores arketype på en slider, Jens Jørn Bertelsen? Ikke helt. Han forstår Gravgaards pointe, men ved ikke, om det altid kan lade sig gøre i den virkelige verden. Man kan ikke skabe et vinderhold kun med knoklere, man har også brug for nogle kunstnere. Havnen er stadig Esbjergs største arbejdsplads og vigtigste vaekstmotor, men jobbene dernede er ikke, som de var i gamle dage. Der er ingen fiskekuttere tilbage, og selv om flere af bygningerne er fabrikker, er mange ansat i teknologitunge jobs, som ingeniører eller arkitekter, der tegner fremtidens verden. På den måde er havnen et mikrokosmisk billede på en by, der ikke praeges af den hårde, vindblaeste fiskerkultur, som stereotypen siger, og derfor kan det vaere svaert nok i sig selv at indfange en letforståelig identitet, som fodboldholdet kan kopiere.
Måske er det netop den dobbelthed, som havnen og byen rummer, at havnen og byens fodboldhold skal reflektere.
”På alle hold har man arbejdsmaendene og artisterne, og når de spiller mod hinanden, er det altid arbejderne, der vinder. Indtil det øjeblik, artisterne begynder at arbejde. Så har man et vinderhold. Det er noget, man bør straebe efter, men det er meget svaert. Meget ofte går der et år, fordi alle skal tilpasse sig hinanden. Ikke bare spilleren til byen, men klubben til spilleren, traenerne til spilleren, og det er en meget skrøbelig proces.”
Det er den skrøbelighed, som har sendt robuste Esbjergs fodboldstolthed faretruende taet på nedrykning. Der er stadig fem kampe tilbage, før de frygtede playoffkampe skal afvikles, men efter dagens nullert mod Randers har EfB brug for at få en sejr snart, hvis de ikke skal blive et af de fire hold, der skal ud i en raekke direkte kampe for at overleve. Jeg takker Ted van Leeuwen for hans tid. ”Kom tilbage om et par uger, så ser hele verden anderledes ud,” siger han.