ET DOBBELT KINDERAEG
Det sidste par runder i Superligaen har ud over nogle lave temperaturer budt på diverse bizarre situationer. Jeg vil koncentrere mig om en enkelt, som til gengaeld kommer rigtig langt rundt i paragrafferne og meget godt illustrerer hele det arsenal af afgørelser, som en dommer kan risikere at skulle ud i, når uheldet er ude, og tingene saettes på spidsen. En situation naermest ligesom barndommens forvandlingskugler, hvor der hele tiden dukkede ny smag op - for moderne børn skal den nok naermere kaldes et dobbelt Kinder-aeg med overraskelse på overraskelse.
Det handler om den meget omdiskuterede situation mellem FC København og FC Nordsjaelland, hvor Pieros Sotiriou i en potentiel friløber bliver bragt til fald af Benjamin Hansen lige omkring graensen til straffesparksfeltet. Resultatet bliver et direkte frispark på kanten af feltet - og et gult kort. Lad os tage problemfelterne ét ad gangen. Taler vi om berøven af oplagt scoringsmulighed, så kortet skulle have vaeret rødt - eller er der ’kun’ tale om at bremse et lovende angreb, så kortfarven rettelig skal vaere gul ? For lige at repetere de kriterier, som er i spil, når det skal vurderes, om der er tale om en oplagt scoringsmulighed: afstanden til målet (jo taettere på mål, jo større sandsynlighed for, at scoringsmuligheden kan klassificeres som oplagt). Endvidere spilretningen, dvs om den overvejende bevaegelse foregår mod mål og ikke på tvaers eller ud til siden. Det er også en forudsaetning, at angriberen har kontrol over bolden eller i det mindste er lige at få det - og endelig forsvarsspillernes antal og placering. Jo flere der er af dem, og jo større mulighed de har for efterfølgende at gribe ind, jo mindre er chancen for, at det handler om en oplagt scoringsmulighed. Eftersom ingen vil bestride, at situationen foregår rimelig taet på mål, nemlig omkring straffesparksgraensen, og at de to implicerede spillere har retning direkte mod mål, er der kun to kriterier tilbage, som skal underkastes et naermere eftersyn: nemlig kontrollen over bolden og spillernes antal og placering. Det er typisk også de to svaereste at have med at gøre.
Forsvarsspillernes antal og placering først. Der er ikke andre markspillere, som har mulighed for at gribe ind, end ham, der begår forseelsen. Til gengaeld er der en målmand, og han er naturligvis også en forsvarsspiller i denne sammenhaeng. Mange tror, at det primaert handler om markspillere, og det ville også vaere tydeligere, hvis der i lovteksten stod ’modspillere’ og ikke ’forsvarsspillere’, men målmandens position er vaesentlig. I dette tilfaelde er Runarsson kommet ud af sit mål og befinder sig vel en 4-5 meter inde i feltet, klar til at blokere - på det tidspunkt, hvor angriber og forsvarer befinder sig i buen og i rask fart ind mod feltet. Placeringen her får betydning, fordi det slører billedet, at målmanden på det tidspunkt, hvor der fløjtes, faktisk har samlet bolden op. Kan vi så tale om, at angriberen havde kontrol over bolden eller var lige ved at få det, når målmanden er så taet på ? For at afklare det er man nødt til at se på det spørgsmål, som altid står på bundlinjen, når man har løbet alle kriterierne igennem: hvad var mon blevet resultatet, hvis der ikke var blevet begået en forseelse ? Jeg tror, at jeg har set den situation 30 gange, netop fordi der er så mange bevaegelser, der kan bedrage øjet, men fryser man billedet, lige da den første kontakt opstår, er bolden lige foran angriberen, og der er vel 6-7 meter ind til målmanden.
Så min subjektive vurdering, foretaget efter adskillige gennemsyn - i modsaetning til dommerens, som traeffes på et splitsekund, mens han er i bevaegelse - er, at angriberen uden indblanding ville få kontrol over bolden og så enten kunne sparke på mål eller forsøge at komme uden om målmanden. Med andre ord berøven - og dermed et rødt kort (i hvert fald indtil videre).
Når spørgsmålet om berøven er afklaret, er den naeste nød til knaekning, om forseelsen bliver begået inden for eller uden for feltet. Det er en ret uortodoks indsats fra forsvareren, og der ser ud til at vaere kontakt adskillige gange undervejs. I første omgang med kroppen, så lidt med benene (stadig uden for feltet) - og endelig en sidste kontakt med støvle mod underben, men inde i feltet. Så hvilken af forseelserne er det, der udløser frisparket ? Dommeren vaelger at tage en af de første kontakter, og lader frisparket blive taget uden for feltet. Det synes jeg er rigtigt, for alt andet lige er det de første kontakter, som bringer angriberen ud af balance. Til gengaeld er der jo også kontakt inde i feltet i sidste fase, så kunne man ikke bruge fordelsreglen og dømme straffesparket ? Jo, det kunne man sådan set godt, men jeg tror allerede, at dommeren har bestemt sig i første omgang, da spilleren jo er på vej ned. Lovteknisk er der det interessante, at hvis man skulle ende med straffesparket for den sidste berøring, hvor bolden stadig er taet på spillerne, skifter kortet farve til gult, for nu er der godt nok tale om berøven, men det sker ved en forseelse, hvor bolden forsøges spillet og inde i feltet. Uden for feltet er der altid rødt kort for berøven - inde i feltet kun gult, hvis bolden forsøges spillet. Det var den regelaendring, som kom til sidste år.
Så kommer vi til den ret groteske situation, som for alvor ramte overskrifterne, nemlig opstillingen af muren. Frisparket er naesten på feltets graense, og muren stilles op på højde med straffesparksmaerket. TV måler afstanden til 5,43 meter, hvad jo unaegtelig er et stykke vej fra de berømte 9,15. Det kan simpelthen ikke forklares ved andet, end at klap-
pen er gået ned hos dommeren - og at han måske forveksler det med den situation, hvor bolden ligger på buen: så er der nemlig 9,15 ind til pletten. Men fra kanten af feltet er der 5,50 meter ind til straffesparksmaerket, yderligere 5,50 ind til målfeltet - og derfra atter 5,50 ind til mållinjen. Det er der ikke nogen dommer, der ikke kan på rygmarven, så det må vaere en simpel kortslutning - og én, som der ikke er ret meget andet at gøre end at grine ad bagefter. Faldende klapper omkring afstande er set vaerre før – f.eks. i Premier League i foråret som også beskrevet her tidligere.
Men vi er langtfra faerdige med situationen endnu, for spillerne forsøger virkelig at hjaelpe dommeren med afstanden. Isaer Benjamin Verbic, som demonstrativt skridter afstanden ud og - korrekt - lander et sted mellem fem og seks skridt. Der er bare det ved det, at en dommerfejl selvfølgelig ikke berettiger spillerne til at protestere vildt og uhaemmet, og lige akkurat denne variant - at efterprøve dommerens øjemål - er en klokkeklar advarselsforseelse. Mere hvis nogen tror, at man under normale omstaendigheder skal forvente at slippe godt fra det - det er ikke en god idé at prøve. Og for at det ikke skal vaere løgn, registreres det også af en spiller i Nordsjaellands forsvarsmur, hvorefter han begynder at vifte med et par fingre i luften og med det imaginaere kort at signalere, at her mangler da en advarsel til modspilleren. Det gør der måske nok - men der mangler også én til forsvareren selv, for lige akkurat det med ’kortet’ i luften som et forsøg på at påvirke dommeren til at give en modspiller en advarsel, er i sig selv en advarselsforseelse. Faktisk er det én af de ting, som UEFA frygtelig gerne vil have stoppet -problemet er bare, at det ofte er meget svaert at se i farten, hvorimod TV ubarmhjertigt afslører det. Med andre ord er det heller ikke noget, som det kan tilrådes at forsøge sig med. At det så i dette tilfaelde, hvor fejlen er så eklatant og åbenlys for alle andre end dommeren selv, nok ud fra et ledelsesmaessigt synspunkt er meget godt, at han ikke giver de to advarsler (for så ville der formentlig vaere blevet travlt ved skrivebordene bagefter), er en helt anden historie - men lovmaessigt er der ingen tvivl.
Så med en enkelt lille sekvens kom vi rundt om berøven af oplagt scoringsmulighed; om forseelsen er begået inden for feltet eller udenfor; noget om banens mål; en spiller, som på provokerende vis protesterer til dommeren - og en spiller, som lige så provokerende prøver at påvirke dommeren til at give modspilleren en advarsel. Det er da meget godt gået.
Og - synes jeg - en vaerdig måde at runde denne klumme af før jul. Jeg vil nemlig benytte lejligheden til at ønske alle laesere en rigtig glaedelig jul allerede nu, eftersom jeg på grund af andre gøremål springer over i naeste uge, hvor sikkert de faerreste har tid til at laese noget alligevel - men jeg er tilbage igen den 29. december i tide til at kunne supplere hilsenen med ønsket om et godt nytår.