SKOMAGERENS SØN MED DE BERØMTE ØRER
I Superligaen kæmper han stadig for at overbevise om sit værd, men hjemme i Peru er Édison Flores dette efterår blevet nationalhelt som del af det landshold, der ganske uventet har kvalificeret sig til VM og bliver Danmarks første modstander i Rusland. ”D
Der er langt fra Lima til Aalborg Øst. Der er langt fra Club Universitario de Deportes til Aalborg Boldspilklub. Og der er i særdeleshed langt fra en historisk aften på Estadio Nacional foran 40.000 euforiske tilskuere til en mørk eftermiddag i Helsingør med 1074 frysende sjæle på tribunerne.
Det har været et kontrastfyldt efterår for Édison Flores. Fra den uforløste hverdag på et midterhold i Superligaen til den vilde ekstase i Peru, hvor han har været del af landsholdets store comeback på verdensscenen. Mod alle odds kvalificerede Peru sig til VM for første gang i 36 år, og Flores var ikke bare et tilfældigt medlem af truppen. Han var profil og nøglespiller og i virkeligheden symbolet på den imponerende bedrift.
”Lige siden jeg var lille, har jeg set fodbold og fulgt landsholdet. Alle ønsker at se sit landshold ved et VM, men det er aldrig sket for mig. Jeg har aldrig set Peru ved et VM. Nu skal jeg selv spille et. Det er meget bevægende,” siger han en vintereftermiddag i de fredsommelige omgivelser på Hornevej, hvor AaB holder til.
Flores’ betydning for den peruanske VMfærd blev understreget i dagene inden de sidste og afgørende kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation i oktober. Peruanerne forberedte sig på den vanskelige udekamp i Buenos Aires, og fodboldfeberen var på det højeste. Tv-stationen RPP stillede direkte igennem til Limas Mercado Central, hvor sælgernes boder var fyldt med halstørklæder, hatte og trøjer i landsholdets røde og hvide farver. Og så var der kommet en ny vare på hylderne. Kæmpestore kunstige ører.
”Syv soles, señor! Der er snart ikke flere ører tilbage! Der er næsten udsolgt!” råbte sælgeren, og tv-reporteren kunne henvendt til seerne meddele, at en pris på syv soles, 14 kroner, ikke skræmte køberne væk. De kunstige ører gik som varmt brød på markedet.
Årsagen til efterspørgslen var, at de var en kærlig hyldest til Édison Flores. Han har altid haft større ører end de fleste og fik derfor kælenavnet ”Orejas”, ørerne. Og for år tilbage råbte en tv-kommentator ”paren las orejas!” efter et Flores-mål. Slå ørerne ud. Det udtryk kom til at bide sig fast, og Édison Flores tog det til sig. Han fejrer nu sine mål med at sætte hænderne bag ørerne og folde dem ud. På de sociale medier er hashtagget #ParenLa- sOrejas blevet synonym med Flores. Og da han løb ind på det legendariske La Bombonera til kampen mod Lionel Messi og de andre argentinske verdensstjerner, kunne han oppe på de fyldte tribuner se landsmænd med kunstige kæmpeører bakke ham og holdet op, mens de kæmpede et 0-0-resultat med hjem.
”Det er blevet mit brand. Det er blevet noget, der skiller mig ud,” siger han med et smil.
”Det afspejler tilhængernes kærlighed. Peruanerne er lidt skøre. De har fundet på alt muligt den seneste tid for at støtte landsholdet.”
Billedet gentog sig nogle dage senere hjemme i Lima, hvor et nervøst Peru fik 1-1 i den sidste kamp mod Colombia. En sejr havde sendt Peru direkte til VM, men på en højdramatisk sidste spilledag med mange hold involveret i et hundeslagsmål om de sidste VM-billetter viste det sig, at det ene point var nok til at sikre femtepladsen og dermed to playoffkampe mod New Zealand.
Festen var udsat en måned, men inden den langstrakte sydamerikanske VM-kvalifikation gik i gang i 2015, ville enhver peruansk fodboldtilhænger med kyshånd have taget imod en playoffplads. For det lå bestemt ikke i kortene, at Peru skulle kvalificere sig på bekostning af de i nyere tid langt mere VM-erfarne nationer som Chile, Paraguay og Ecuador.
Hele 36 år er der gået, siden Peru senest deltog ved et VM. Siden slutrunden i Spanien i 1982 har kvalifikationsturneringerne budt på den ene skuffelse efter den anden. Peru blev med årene reduceret til et landshold fra underklassen i Sydamerika sammen med Bolivia og Venezuela. Men i modsætning til dem havde peruanerne en stolt historie at huske tilbage på, hvilket kun gjorde skuffelserne endnu mere smertefulde.
”Hvis det føles som lang tid for jer i Danmark, at der er gået seks år, siden I sidst kvalificerede jer til en slutrunde, så prøv at forestille jer, hvordan det har været for os. 36 år! Det er alt for lang tid. Man lider meget, når ens land ikke er med ved VM,” siger Édison Flores.
JORDSKÆLV OG HELLIGDAG
Men nu er mange års lidelser ovre. Eventyret fik en lykkelig slutning efter den lange rejse og de to playoffkampe mod New Zealand. Først fik peruanerne 0-0 med hjem fra Wellington, og så ventede en hel nation i spænding på returkampen. Landets præsident Pedro Pablo Kuczynski erklærede, at dagen efter returkampen i Lima ville være national helligdag, hvis Peru endte med at sikre sig VM-billetten. Og shamanerne fra Amazonas kom til Estadio Nacional og udførte deres ritualer for at bringe held til landsholdet inden den altafgørende kamp.
”Allerede i New Zealand var der mange peruanske tilhængere, selvom vi var langt fra Sydamerika. Og i Lima var det helt vildt. Der var mennesker overalt i gaderne. Alle ville bakke os op i dagene før kampen. Fodbold betyder så meget i Peru. Af de 30 millioner peruanere så ser de 28 millioner sikkert fodbold. De er meget passionerede,” fortæller Édison Flores.
”Jeg havde en anderledes følelse, end jeg plejer. Jeg var meget nervøs, og det samme var mine holdkammerater. Det var så vigtigt for os alle sammen. At komme til VM var vores drøm.”
På Estadio Nacional viste Peru sig som det stærkeste hold. Midtvejs i 1. halvleg kom midtbanemanden Christian Cueva fri i venstre side og lagde bolden ind i feltet til den fremstormende Jefferson Farfán, der tordnede bolden i nettet.
Rundt omkring i Lima poppede et øjeblik senere advarsler frem på en applikation på folks mobiltelefoner. Der var registreret rystelser, som indikerede, at hovedstaden var udsat for et jordskælv. Men i virkeligheden var det en nations glæde over målet, der havde fået sensorerne til at reagere.
”Jeg mærkede ikke noget selv inde på banen. Men mange siger, at de kunne mærke, hvordan det hele rystede, fordi alle hoppede op samtidig. Det er ret utroligt,” siger Flores med et smil om det ekstreme eksempel på den kraft, fodbolden besidder.
Peruanerne dominerede fortsat opgøret, men var stadig præget af nerver og frygten for at lukke et vitalt udebanemål ind, måske efter en dødbold mod de fysisk overlegne newzealændere. Men i stedet var det paradoksalt nok Peru, der scorede efter et hjørnespark. Bolden endte lidt tilfældigt for fødderne af midterforsvareren Christian Ramos, der sparkede den i nettet og fordoblede føringen.
Peru holdt hele vejen hjem, VM-billetten var sikret, og der blev grædt mange glædestårer den aften og nat i Lima.
”Det er til min familie. Og til alle dem, der har troet på os. Vi har spillet gode kampe og dårlige kampe, men vi har altid spillet med vores hjerte og givet alt,” sagde Flores selv foran et tv-kamera kort efter slutfløjtet med blanke øjne og en stemme, der flere gange var ved at knække.