ÅRETS JUBILÆUM
Der var ikke lige så mange mennesker på Rådhuspladsen i København den 26. juni 2017, som der var 24 år og 264 dage forinden, men der var dog flere tusinde mennesker mødt op. For oppe på balkonen stod de samme mænd, som i 1992 havde gjort Danmark til europamester i fodbold. De var blevet 25 år ældre, men de og deres præstation den sommer i Sverige betød stadig så meget for danskerne, at jubilæet blev fejret. Medierne ofrede masser af spalteplads til sejren, deriblandt Tipsbladet som lavede et helt specialnummer om triumfen. Blandt andet gav Peter Schmeichel sit eneste store interview i anledning af 25-året, mens Karl-Heinz Riedle fortalte om tyskernes oplevelse af turneringen og finalen. Og så gjorde journalist og forfatter Joakim Jakobsen op med forestillingen om, at den danske sejr skyldtes held og fest.
”Noget der for alvor var med til at trække synet på 92-triumfen ned, det var de her myter, der opstod. Myten om at de kom rejsende direkte fra stranden til EM. Gu’ gjorde de ej. Det var meget få spilleres udsagn, der kom til at styre den her myte om, at de kom helt uforberedte. De havde fået besked i god tid, men det var som om, at man hellere ville opretholde den her Klods-Hans myte. Her kommer vi med et stort grin og skrider med EM-pokalen fra de store og de fine.”
”Og det er altså slående, at Klods-Hans farvningen fik så meget plads, for den indebærer jo ejendommeligt nok, at danskerne hellere ville se sig selv som svineheldige klamphuggere end som kompetente, disciplinerede og hårdtarbejdende.”
”Det er et vigtigt spor i vores kultur. Vi kan bare tage vores nationaldigt ”Guldhornene.” Det begynder jo med ”De higer og søger i gamle bøger...”, og så fnyses der ellers ad de her mennesker, der sidder og gør sig umage. De finder ikke Guldhornene. Det gør en malkepige og en staldkarl. De hyldes som de ægte og jordbundne. Og derfor finder de hornene. De snubler helt bogstaveligt over dem. Svineheld og dansk malkerace – så skal det hele sgu nok gå. Det skulle så være meget bedre
end systematisk arbejde. Det svarer fuldstændig til myten om strandstolene og klipklapperne,” sagde Joakim Jakobsen.
Gennem årene er holdningen til europamestrene skiftet. I dag mindes man ikke kun triumfen og den efterfølgende ekstase i Danmark, præstationerne og sliddet på vejen dertil får også sin del af hyldesten. Christian Eriksen og co. spillede Danmark til VM i november, og særligt holdets 10’er blev sat op på en piedestal. Men den er endnu – og bliver det nok aldrig – ikke lige så høj som den, hvorpå drengene fra ’92 befinder sig. Deroppe finder man også holdets træner, der ikke længere er blandt os. Europamestrene sagde det bedst selv med den krans, de havde medbragt og alle underskrevet, da de mødtes på Københavns Rådhus den 26. juni: ”Kære Richard. Du gjorde det umulige muligt.” Som så mange gange før var Cristiano Ronaldo på toppen af verden den søndag aften i august.
I løbet af foråret havde han igen været den altoverskyggende hovedperson og målscorer, da Real Madrid spillede sig frem til to store titler. Fra kvartfinalerne og frem lavede han 10 mål i Champions League, og i La Liga udnyttede han den ekstra hvile, Zinedine Zidane sørgede for ved at spare ham i en række udekampe, til at score seks mål i de sidste fire runder og sikre guldet for første gang siden 2012.
Så da han på Camp Nou i det første opgør i den spanske Super Cup trak forbi Gerard Piqué og sparkede Real Madrid foran med 2-1, smed han trøjen og viste al sin styrke til Barcelona og til resten af verden. Marcelo overtalte ham endda til at hæve trøjens navn og rygnummer mod tribunerne, som Lionel Messi havde gjort på Santiago Bernabéu nogle måneder forinden. Han fik selvfølgelig et gult kort for jubelscenen, men det vidste han godt, og når der kun var 10 minutter tilbage af kampen, burde det ikke være et problem. Men det blev det.
For to minutter efter målet var portugiseren på spil igen. Marco Asensio sendte ham fri mod mål, Samuel Umtiti gik på kroppen af ham for at forhindre endnu et mål, og Ronaldo faldt. Straks appellerede han for straffespark, men i stedet fik han sit andet gule kort for film. Ronaldo var vred. Han tog sig til hovedet, rakte armene mod himlen og gav dommer Ricardo de Burgos Bengoetxea et let skub i ryggen.
Det sidste skulle han ikke have gjort. Af det spanske fodboldforbund fik han den vanlige karantænedag for de to advarsler, men derudover blev han sendt på tribunen i yderligere fire kampe for skubbet.
”For mig virker denne hetz overdrevet og latterlig,” skrev Ronaldo på Instagram, men Real Madrids appeller var uden succes: Stjernen var ude i fem kampe.
I begyndelsen gik det fint. Uden Ronaldo vandt Real Madrid Super Cuppen med sammenlagt 5-1, og første kamp i La Liga gav en 3-0-sejr over Deportivo La Coruña i Galicien. Men så kom konsekvensen. I de efterfølgende to kampe mod Valencia og Levante blev 2-2 og 1-1 hjemme på Bernabéu, så der straks blev slået et lille hul op til FC Barcelona. Og da så Ronaldo vendte tilbage, tabte Real Madrid 1-0 hjemme til Real Betis. Mens han fortsat scorede efter behag i Champions League, havde han hele efteråret problemer med lave mål hjemme i ligaen.
”Jeg var virkelig, virkelig motiveret efter at begynde sæsonen. Men når nogen så afskærer en muligheden for at gå på banen, for at vise sig frem... Måden, det skete på, skuffede mig. Det var en enorm fejl af dommeren,” sagde Cristiano Ronaldo i L’Equipe i november.
Men uanset om kendelsen var fair eller ej, er det et faktum, at portugiseren kun har scoret fire ligamål i denne sæson, og at de forsvarende mestre fra Real Madrid indleder det nye år 14 point efter FC Barcelona. Så muligvis vil et catalansk mesterskab i 2018 kunne spores tilbage til det øjeblik, Cristiano Ronaldo smed trøjen på Camp Nou.