HVAD MED SALONTONEN?

Vi er nået frem til årets sidste klumme, og det kunne være fristende at følge stort set alle andre medier i disse tider, iføre sig brillerne, der er synkroniseret med det store bakspejl, og prøve at opsummere årets highlights. Men når jeg tænker tilbage på 2017, er det langt hen ad vejen spørgsmålet om tekniske hjælpemidler til dommerne, der er poppet op utallige gange - så det var egentlig passende, at året også klingede ud med en demonstration af målteknologiens svagheder. Denne gang var det i Frankrig, at det foregik - lige før jul i Ligue 1-kampen mellem Troyes og Amiens.

Situationen var én af de klassiske à la Wembley: efter et hjørnespark header en Troyesspiller bolden jernhårdt på overliggeren, bolden slår ned et eller andet sted omkring mållinjen og ryger tilbage i spil. Ganske som målteknologien skal fungere, får den efter et par sekunder dommerens ur til at vibrere som tegn på, at bolden har krydset linjen - han fløjter, og til overflod bliver bolden splitsekundet efter sendt i mål endnu en gang. Der er bare et problem: bolden har aldrig passeret linjen, og efter endnu nogle sekunder giver dommeren kontraordre. TV-klippet viser desværre ikke, hvordan igangsættelsen er - men den burde være at lade bolden falde, hvor den var, da dommeren afbrød spillet. Så både ’teknologi-målet’ og det mål, som ellers bliver scoret straks efter fløjtet, bliver annulleret. Heldigvis ender Troyes alligevel med at vinde 1-0.

Historien melder desværre ikke noget om, hvordan systemet får fortalt dommeren, at der ikke var mål alligevel - det kunne ellers være interessant. Men jeg følte mig hensat til de meget tidlige forsøg med målteknologi ved en VM-ungdomsslutrunde (heldigvis uden at det skulle være afgørende), og hvor teknologien dømte mål på alt, der bare kom i nærheden af stregen. De tider er vi heldigvis forbi - men vi så alligevel en flig af svaghederne ved sidste VM, hvor målteknologi blev brugt for første gang. Her havde systemet morderlig svært ved at håndtere to ja/nej-situationer inden for få sekunder. I kampen mellem Frankrig - Honduras, hvor bolden først ikke var inde og så øjeblikket efter alligevel var det, gav det det groteske udslag, at lystavlen viste ’ikke mål’ på den første situation, lige efter at bolden krydsede stregen i næste fase. Så der blev korrekt dømt mål - mens tavlen sagde ’ikke mål’. Det øgede ikke troværdigheden, selv om afgørelsen var korrekt nok. Den eneste forklaring, der er kommet på denne seneste situation, er, at en fejl i systemet fik dommerens ur til at vibrere. Hm - mon ikke moralen bare er, at uanset hvor meget teknologi man hælder på, kan man aldrig være sikker på å noget som helst, så den menneskelige sunde sans og dømmekraft kan vi altså ikke undvære.

Og så synes jeg, at det er passende at slutte af med en læserhenvendelse. I betragtning af, at vi lige har været gennem julen, hvor vi har opført os pænt og kun sagt gode ting til hinanden, er det ret forfriskende at gribe læserens spørgsmål, som i al sin enkelthed går på, hvor grænserne er for, hvor grimt man må tale til hinanden på en fodboldbane. Ikke bare til dommeren, men sådan generelt mellem aktørerne. (Og ikke et ord om, hvad der kan blive sagt, råbt eller sunget i omklædningsrummene - lige det aspekt har vist fået alt, hvad det kan trække - og lidt til - her på det seneste). Lovgrundlaget skal vi finde henne i ’forbrydelsesparagraffen’ § 12 i de afsnit, der vedrører advarsler og udvisninger. Hvis man ’ved ord eller handling protesterer’, skal m man advares, og hvis ma man ’bruger fornærmende, hå hånende eller upassende sprog eller ll tegn’, skal man udvises. Formuleringerne skal lige have et par indledende ord med på vejen. Protesterne vil i sagens natur oftest være rettet mod dommerteamet - men de kan i princippet være rettet mod hvem som helst, f.eks. træne-

Jan Carlsen er dommer-observatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven.

ren, der skifter en spiller ud til dennes højlydte utilfredshed. ’Ord eller handling’ dækker over, at en ordløs protest i form af kropssprog kan være lige så slem. Tilsvarende dækker ’sprog eller tegn’ ved udvisningsforseelsen over, at f.eks. en skråt op-finger helt uden ord er lige så upassende som en samling velvalgte gloser fra ordbogens bageste sider.

Og hvornår glider man så fra det ene til andet ? Det er her, hvor man må sige, at det er dommerens tolerancetærskel eller fingerspidsfornemmelse, der er afgørende, når vi befinder os i grænselandet mellem de to forseelser. Så den samme bemærkning kan hos to forskellige dommere give forskellige resultater - og i virkeligheden også hos den samme dommer på to forskellige dage. Alt andet lige kan man sagtens forestille sig, at en dommer vil give lidt større råderum i grænsetilfældene, hvis humøret er i orden, og stemningen i øvrigt er fin - i modsætning til den dag, hvor han har haft et megaskænderi med samboen på vej ud af døren, og bilen er punkteret på alle fire hjul på vej til kampen. Og så kan fingerspidsfornemmelsen uden tvivl også nogle gange medføre, at dommeren bare giver igen af samme mønt, og så er alle parter lige gode venner for det. Der er altså ikke noget klart facit her.

Fingerspidsfornemmelsen vil forhåbentlig også tage højde for den spiller, som lige har fået en hård tackling og har slået sig gevaldigt - her forventer man jo ikke just, at det er roser og lavendel, der kommer over læberne, akkurat som hos os selv, når hammeren rammer fingeren og ikke sømmet. Der kan også være store kulturelle forskelle på, hvad der tolereres og hvad ikke. For eksempel var det i hvert fald tidligere en kendt sag, at man kunne slippe godt fra at sige en god del til en italiensk dommer, hvis armene i øvrigt blev holdt i ro, for så var det mand til mand - men gestikulerede armene samtidig, faldt hammeren, fordi det så blev udstillet for et helt stadion. Også på den kulturelle front fandt FCKs Benjamin Verbic ud af på den hårde måde, at man ikke skal bruge f-ordet over for en cypriotisk dommer, som han forsøgte sig med i en Europa League-kamp forrige år. Hvorimod det sikkert var gået udmærket i Premier League, hvor ordet nærmest er standardinventar i normal banekonversation.

Man alt det gælder selvfølgelig kun, når vi opererer i grænseområdet. Der er situationer, hvor der simpelthen ikke er nogen vej uden om den personlige straf. Jeg har allerede nævnt den strittende skråt op-finger, og den er en glasklar udvisningsforseelse, uanset hvem den bliver rettet imod. Tilsvarende er racistiske ytringer selvfølgelig fuldstændig no go, hvilket ligesom ligger i tiden. I samme bunke kan vi lægge sexistiske udsagn, der ligesom racismen er en diskriminerende faktor. Og så vil jeg helt for egen regning tilføje, at i min bog er - i disse matchfixing-tider - et udsagn som ’Hvor meget har det straffespark kostet ?’ også til en udvisning. Det er ikke sikkert, at det ville have kostet tilsvarende for 10-15 år siden, men udviklingen har gjort, at udsagnet er gået fra bare at være en flabet bemærkning til at være en direkte beskyldning om kriminelle forhold.

Så svaret (eller ikke-svaret, om man vil), er, at der ikke kan gives nogen håndfaste retningslinjer for, hvad man kan tillade sig og hvad ikke. Jeg er faktisk nogle gange, hvor jeg har stået over for en forsamling af spillere eller trænere, blevet spurgt, om jeg ikke kunne komme med en slags positiv-liste over udtryk, som man enten kunne eller ikke kunne tillade sig at anvende. Og desværre er svaret nej. Det er i den grad situationsafhængigt - og selv om nogen skulle få lyst til at lave sådan en liste, vil sprogets udvikling gøre, at den ville blive forældet, før blækket var tørt. Skal jeg komme svaret en anelse nærmere, kunne det være ved at slå fast, at ingen dom- mer holder af at skulle aflevere kort for protester eller ytringer, hvis han overhovedet kan undgå det. Dels er de svære at sælge for et større publikum, for typisk er det kun lige de involverede spillere og dommere, der har registreret dem - dels gælder den gamle devise om ’store øjne og små ører’ stadig. Ingen er endnu kommet voldsomt til skade på grund af nogle heftige ord - og fokus skal langt hellere være på de andre grimme ting, der kan foregå på en fodboldbane. Men selvfølgelig kan grænserne blive overskredet så eklatant og så åbenlyst for alle, at der ikke er nogen vej udenom.

Vi er lige straks nået til vejs ende med 2017, og det sidste i denne omgang fra mig bliver de allerbedste ønsker om et rigtig godt nytår til alle, der har hængt på - og til alle, der holder af fodbold og interesserer sig for dommeren og hans vilkår, uanset om det er som sofadommer derhjemme, som ivrig kommentator på stadion uden for rækværket, eller som aktiv deltager i kampene.