DEN NORSKE MARCONDES
Han blev norsk mester som 20-årig og fik sit gennembrud under David Nielsen sammen med verdenssensationen Martin Ødegaard. Nu skal Gustav Wikheim overbevise cheftraener Jess Thorup om, at der er plads til ham hver gang i angrebet på Superligaens fysisk st
FC Midtjyllands fysiske traener Christian Clarup er i sit es på denne regntunge formiddag. Om eftermiddagen skal han herse FCM-spillerne gennem dagens andet traeningspas, der foregår indendørs i løbesko, men først skal der løbes intervalløb ovenpå formiddagens tekniske og taktiske traening.
”5-6-7-8-9-vending,” råber Clarup, da spillerne når midterlinjen på kunstgraesbanen.
”Come on David,” stemmer assistenttraener Kristian Bak i, da David Akintola haenger lidt på vejen tilbage.
Det er tredje dag i ugen med intervalløb, og som øvelsen skrider frem, kan man se, hvorfor flere af spillerne var lidt tunge i kroppen, da de stod op denne onsdag morgen tidligt i januar.
Bubacarr Sanneh bliver skånet for løbeturen efter en skadesplaget afslutning på efteråret i Horsens, det samme bliver Paul Onuachu og Rilwan Hassan, der ikke skal have flere meter i benene efter at have vaeret gennem den berygtede bip-test i stedet for øvelserne med bold.
I midten løber 24-årige Gustav Wikheim. Han og holdkammeraterne har ingen protester – når musklerne gør allermest ondt og skriger efter ilt, ved de, det kommer dem til gode i et forår, hvor der i de resterende 17 spillerunder venter ni kampe mod Brøndby IF, FC Nordsjaelland og FC København [såfremt FC København kommer i medaljeslutspillet] i kampen om det dansk mesterskab.
EN TEKNIKER BLANDT STORE BRØD
”Det var tungt i dag. Vi løb også i går, så benene er rimelig tunge i dag. Det er, som det skal vaere i preseason.”
Gustav Wikheim smiler, da han har sat sig for at fortaelle om forårssaesonen og karrieren.
Han har det ikke så slemt, men på de langsomme bevaegelser krydret med let humpen hos flere af holdkammeraterne kan man se, det er hårdt arbejde – også for en mand fra Norge, hvor saedvanen er at traene fysisk i nogle uger efter saesonafslutningen i november og at have 2½-3 måneder fra nytår til første turneringskamp.
”Men i Norge er opstarterne jo så lange, så de er ikke så tunge og intensive som her,” siger Gustav Wikheim med den første af flere punkteringer af de forestillinger, man har om norsk fodbold.
Noget af det passer. Som at der er rigtig mange høje, fysisk staerke spillere i Norge.
Men Gustav Wikheim er selv et levende bevis på, at der kommer andet end John Carew- og Brede Hangeland-prototyper ud af norsk fodbold, der ikke har haft A-landsholdet til en slutrunde siden EM 2000 i Belgien og Holland.
”Han kan noget af det samme som Pione Sisto med sine driblinger. Det med at kunne saette en modstander af fra stående position er ret unikt,” sagde cheftraener Jess Thorup til Tipsbladets udsendte ude på traeningsbanen.
I adskillige kampe i efteråret, blandt andet to gange mod AaB og mod AGF og Randers i slutningen af efteråret, viste Wikheim sine evne til at saette modstandere af og score flotte mål, noget nordmanden har haft med sig siden børneårene i en lille by vest for Oslo.
”Jeg har altid driblet meget og er vel blevet bedre til det med årene. Min mor er fra Brasilien, og jeg har altid vaeret glad for den tekniske fodboldspil. Det kommer i nogen grad derfra. Da jeg blev 15-16 år, blev jeg rigtig hurtig, isaer min acceleration. Og så har det med at drible nok altid vaeret min stil,” siger Gustav Wikheim.
”Min mor er fra Fortaleza [havneby i det nordøstlige Brasilien]. Jeg har vaeret der tre gange, ganske laenge ad gangen, 6-8 uger. Det er så fantastisk et land. Jeg håber på at komme til at bo der et år på et tidspunkt i livet, men vi får se. Jeg har også en kaereste, der skal overbevises om, at det er en god idé,” siger Gustav Wikheim og ler.
Offensivspilleren, der har fået mellemnavnet Mendonca af sin mor, spillede ligesom mange andre drenge i verden alt det fodbold, han kunne som barn.
Storebror Lars, der har spillet i Hammarby og i dag er på kontrakt i svenske Östers IF, var forbilledet, der spillede sammen med den fire år yngre Gustav og deres lillebror Viktor (21 år, i dag på kontrakt i norske Kjelsås).
”Det var så stort for os, da Lars fik sin første kontrakt i Strømsgodset,” husker Gustav Wikheim.
Men i norsk ungdomsfodbold var de ikke store, og det var Gustav Wikheims held, at en traener i storklubben Strømsgodset i den større naboby Drammen holdt øje med, hvad der skete i lille Hokksund, hvor Strømsgodset nogle år tidligere havde hentet storebror Lars.
Brødrene er ikke små, hver mand er omkring de 180 cm. Men de skulle arbejde for spilletiden som børn og unge med mange tungere spillere omkring sig.
”Der er mange på to meter, allerede når man er 15-16 år. Da vi begyndte at spille på 11-mandsbane som drenge, var jeg ikke specielt god. Jeg blev overmatchet af de større, staerkere drenge, der dominerede spillet. Da jeg var 14-15 år og spillede i Hokksund, var der ikke rigtig nogen, der troede, jeg skulle vaere professionel fodboldspiller,” siger Gustav Wikheim.
”Men så var der denne ene traener i ’Godset’, der så noget, han kunne lide i mig. Han bestemte, at jeg skulle til Strømsgodset. Han hedder Harald Johannsen, og da jeg kom til Drammen, traenede han mig benhårdt og enormt meget. Han har betydet ekstremt meget for, at jeg blev professionel.”
I Strømsgodset var den senere Celtic-manager Ronny Deila cheftraener for Tippeliga-holdet, og Deila, der som aktiv var en habil forsvarsspiller i den bedste norske raekke, var saerdeles interesseret i taktisk og teknisk traening på et niveau, der lå ud over hans egne evner på banen.
Fra 2008 til starten af 2014 var Deila en angrebsivrig cheftraener i ’Godset’, der dikterede offensiv spillestil og intens, målrettet teknisk traening af alle ungdomshold i klubben.
I 2013 var Gustav Wikheim primaert indhopper, da Strømsgodset vandt det norske mesterskab.
Året efter blev Deila hyret af Celtic, David Nielsen blev forfremmet fra assistent til cheftraener, og danskeren brugte Gustav Wikheim fra start sammen med det 15-årige faenomen Martin Ødegaard, der ligesom Wikheim havde nydt godt af Strømsgodsets prioritering af teknisk traening.
”Vi var flere gode offensive spillere, da David Nielsen var traener i Strømsgodset. Og Martin Ødegaard var helt syg at spille med. På banen gjorde han praecis, hvad han ville til traening,” siger Wikheim med en karakteristik, der også rammer Ødegaards bedste praestationer i 2014-saesonen.
TRYGHED
Martin Ødegaard valgte som bekendt Real Madrid, mens det efter sølv i 2015-saesonen var Gustav Wikheims tur til at tage til udlandet.
FC Midtjylland havde forsøgt at købe nordmanden i sommeren 2015, noget Strømsgodset til Wikheims skuffelse havde afvist, og Kaiserslautern var også på banen sammen med flere af den norske ligas mest pengestaerke klubber.
Men det blev Gent, der med et beløb svarende til 12 millioner kroner og udsigten til Champions League-ottendedelsfinaler mod Wolfsburg efter en sensationel kvalifikation i gruppespillet foran Valencia og Olympique Lyon vandt den unge nordmands signatur.
Wikheim glaedede sig over endelig at skulle ud efter mange spekulationer, og hans skuffelse var tilsvarende stor, da han seks måneder senere kunne se tilbage på 98 minutters fodbold og en baenkeplads i udekampen mod Wolfsburg som højdepunkter i en kort Gentkarriere.
”Gent var en større klub på det tidspunkt med større rammer og i en større liga. Men det er jo noget skidt, når man ikke spiller. Det er et fint stadion i Gent, det er en stor klub. Men jeg var ikke i god nok form. Vi tog direkte på traeningslejr, og efter den døjede jeg med skader, fordi traeningslejren havde vaeret så hård. Jeg var ude i to måneder, og da jeg var klar igen, var det svaert at kaempe sig ind på holdet,” siger Gustav Wikheim.
En Gent-holdkammerat, Sven Kums, skulle til Premier League, Laurent Depoitre blev solgt til en ny omgang Champions League-fodbold i FC Porto, mens Gustav Wikheim skulle finde et sted, hvor han igen kunne spille førsteholdsfodbold.
”Jeg fik det indtryk, at jeg kunne vaere kommet til de fleste klubber i Tippeligaen, hvis jeg ville. Men jeg skulle ikke tilbage til Norge. Lasse Nielsen, jeg spillede sammen med i Gent, havde sagt gode ting om Superligaen, og at FC Midtjylland var en staerk klub.”
Så Gustav Wikheim endte tilbage i Skandinavien og blev efter et år på lejeaftale sidste sommer købt fri fra Gent efter laengere forhandlinger mellem de danske og belgiske chefer.
”Jeg har vaeret her i halvanden år, og det har vaeret rigtig fint. Jeg blev ret hurtigt skadet i efteråret i 2016, og det tog et stykke tid, før jeg spillemaessigt var tilbage på et niveau, jeg syntes var ok. Siden er det gået godt. Det er gode, trygge rammer og en rigtig god trup at vaere i. Det er en god gruppe, vi har, efter det havde vaeret hårdt i Gent i Belgien,” siger Gustav Wikheim.
KAMPEN I FC MIDTJYLLAND
En ny skade ødelagde en del af efteråret 2016, og i 2017 har Gustav Wikheim så fundet sig selv og sit spil isaer i det forgangne efterår, hvor nordmanden i nogle kampe har vist spil, som giver mindelser om det, vindere af Tipsbladets profil-kåringer som Emiliano Marcondes og Pione Sisto praesterede i halve, for ikke at sige hele, saesoner. t
t Men ligesom i Norge hos Strømsgodset og i Belgien på Champions League-holdet Gent er en startplads ikke nem at fastholde i FC Midtjylland.
Wikheims laengste straek i startopstillingen i Superligaen har vaeret seks kampe. Det håber nordmanden meget på at aendre i foråret, men med landsmanden Alexander Sørloth og de to nigerianere Paul Onuachu og Rilwan Hassan som en fysisk brølstaerk angrebstrio er Wikheims udfordring at overbevise cheftraener Jess Thorup om, at én af pladserne skal vaere hans.
”Det bliver svaert at finde en fjerde position til mig. Med de tre fysiske på top ved jeg ikke, hvor jeg så skulle spille. Vi har brug for krigere på den centrale midtbane. Jakob Poulsen SKAL spille, det er indiskutabelt med hans spil. Og så skal vi jo have en defensivt anlagt spiller ved siden af ham. Så det er de tre pladser fremme, jeg skal erobre. Men det er ikke umuligt. Jeg tror, jeg kan klare det, og jeg er ikke utilfreds. Det er sådan, det er, når vi har en så god trup,” siger Gustav Wikheim.
”Jeg synes, det er gået godt for mig gennem hele efteråret, når jeg er startet inde eller er blevet skiftet ind. Det er bestemt gået ok, når jeg har spillet. Jeg vil selvfølgelig spille alt, men her er mange gode spillere, og jeg må arbejde for det hver dag,” siger Gustav Wikheim, der ikke vil bebrejde FCM’s skifte til et tremandsforsvar, at han kun startede inde i tre kampe fra midten af september.
”Formationsskiftet har vaeret så godt for os. Alle sluttede op om det fra start af og har fået noget ud af det. Det slap de offensive spillere fri, så vi kan spille markant bedre, vi er staerkere på kontra, og for mit eget vedkommende trives jeg rigtig godt i systemet og mulighederne. Og så skal jeg have scoret, når jeg bliver sat frem som angriber,” siger Gustav Wikheim, der mener, han sagtens kan spille fra start i kampe i foråret mod hold som Brøndby IF og FC København, to hold der kan matche FC Midtjyllands fysik.
”Jeg er bestemt klar til det. Det giver en bedre følelse at spille hver gang, når man får flowet og fornemmelsen for spillet. Se Alexanders udvikling på holdet, efter han fik mulighed for at starte inde stort set hver gang. Det gør en forskel at starte inde hver gang i stedet for at ryge ind og ud af holdet. Men det er op til Jess at vurdere.”
SKUFFELSE IKKE AT VINDE DM
Fra februar til slutningen af maj kaemper FC Midtjylland, Brøndby IF og FC Nordsjaelland om mesterskabet over 17 runder.
Men allerede på transfermarkedet i januar kan styrkeforholdet aendre sig.
FC Nordsjaelland har som bekendt mistet Emiliano Marcondes på fri transfer til Brentford og i stedet hentet Wikheims landsmand Ulrik Yttergård Jenssen i Tromsø, mens Marcondes’ afløser enten findes i truppen eller på januarmarkedet.
Omkring Brøndby IF tales der om mulige salg af Frederik Rønnow, Johan Larsson og Kamil Wilzcek, og i FC Midtjylland er det isaer Filip Novak, der er ombejlet, mens der også snuses til spillere som Rasmus Nissen og Paul Onuachu.
Men bevarer FC Midtjylland en staerk trup, hvilket ejer Matthew Benham har som erklaeret målsaetning, vil Gustav Wikheim se FCM spille om guld.
”Jeg har hele tiden sagt, også da vi ikke førte ligaen, at vi har det bedste hold og i hvert fald den bedste trup i Danmark. Borring og Rømer er vaek, men med de nye folk og den eksisterende trup vil jeg vaere skuffet, hvis vi ikke vinder mesterskabet,” siger Gustav Wikheim.
”Der er gode spillere på de andre hold, men totalt set synes jeg, vi har den bedste trup.”
Fra midten af februar til 11. marts har Gustav Wikheim og FC Midtjylland chancen for at føre bevis på den påstand med kampe mod FC København, Brøndby IF og FC Nordsjaelland, tre modstandere man sandsynligvis også møder to gange hver i medaljeslutspillet i foråret.
”FC Nordsjaelland og Brøndby IF har nogle saerdeles dygtige spillere. Brøndby IF er et voldsomt svaert hold at spille mod, de virker til at have en dygtig traener i Alexander Zorniger, uden at jeg kender ham personligt. Han saetter i hvert fald Brøndby op, så de er besvaerlige at møde.”
”Det er tre svaere kampe i februar og marts, som vi bestemt har noteret os. Men hvis vi vil vinde mesterskabet, skal vi jo klare den type kampe. Det bliver så fedt at spille de kampe, og jeg glaeder mig enormt meget til slutspillet,” siger Gustav Wikheim, der ser frem til en revanche mod Brøndby IF, der i første spillerunde ydmygede FC Midtjylland, ikke mindst i de første 45 minutter.
”Vi blev totalt smadret i den halvleg. Men det var også før, vi aendrede vores system. Havde vi spillet den kamp i slutningen af efteråret, er jeg sikker på, resultatet havde vaeret anderledes. Altså, det er et godt hold. Men vi har ikke vaeret i naerheden af at vaere så dårlige, som vi var mod Brøndby og i kampen i Helsingør. Nøj, den kamp var styg. Det kan ske, at man har en dårlig dag, men dem skal vi så vidt muligt undgå, blandt andet ved at have en god opstart,” siger Gustav Wikheim.
”Man kan ikke med sikkerhed vide, hvordan folk reagerer på presset. Men mange i vores trup har spillet med på tophold og kaempet om titler. Intet ondt om FC Nordsjaelland, men de har altså et markant yngre og mindre erfarent hold end os. Når jeg sammenligner det hold, jeg vandt det norske mesterskab med i Norge, er det her i FC Midtjylland staerkere,” siger Gustav Wikheim.
Så er vi tilbage ved sammenligningerne. Sammenligninger, der oftest ikke falder ud til norsk fordel. Men som alligevel er ved at blive nuanceret i disse år, hvor Danmarks landstraener til VM-slutrunden i Rusland er norsk, hvor den mest succesrige traener i Superligaen i dette årtusinde er norsk, og hvor topscoreren i den bedste raekke i Norge jo er danske Nicklas Bendtner.
”I Danmark har man jo en idé om, at norske midtstoppere bare høvler bolden langt i det sekund, de får den. Det er jo helt sygt. Når man ser på hold som AGF under Glen Riddersholm eller FC København, så spiller de jo mindst lige så fysisk fodbold, som alle holdene i Norge gør. Så der er noget i de forestillinger om Danmark og Norge, der ikke helt passer.”
”Når det er sagt, er der ikke tvivl om, at der er flere spillere og hold på højt niveau i Danmark end i Tippeligaen,” siger Gustav Wikheim, der i klubben også har den 11 cm højere, blonde Alexander Sørloth som lynafleder.
”Det er Alexander, der får den med Fjeldaben,” siger Gustav Wikheim med et bredt smil og nikker over mod holdkammeraten og vennen, der sidder ved et andet bord i frokoststuen.
”Han er lidt højere end mig og bekraefter lidt flere af stereotyperne. Jeg hører ikke så meget om det, ud over når Norge taber landskampe til hold som Aserbajdsjan,” siger Gustav Wikheim, og fortsaetter forundret med at snakke om den status, Nicklas Bendtner har her i landet og også er ved at få i Norge efter et år i Trondheim.
”Bendtner er en kaempe kändis her i Danmark. Man forstår det ikke, før man kommer her til landet. I udlandet ved man godt, hvem han er, men her i Danmark bliver han jo naermest forgudet. Det er helt vildt. Det taetteste, Norge har vaeret, er vel Carew, der var stor og lidt den samme type. Men altså, vi har ikke haft nogen på niveau med Lord Bendtner.”
Gustav Wikheim takker for snakken og går over til en flok holdkammerater, der slaenger sig i sofaer og lave laenestole foran tv’et.
De ved, hvad der venter, og rigtigt nok; få minutter senere kommer Christian Clarup ind i lokalet, energisk og klar til naeste traeningspas.
”Vi skal have otte haekke stillet op. Den sørger I for, og vi skal stå der fem minutter i, ikke fem minutter over,” siger Clarup.
Det vil vaere synd at sige, at nogen springer på benene og stiller an.
Med ti minutter igen til øvelsen og fire uger til forårspremieren mod luftvåbenet i Horsens skal spillerne på Superligaens nuvaerende tophold nok også nå det. +