PAULUS DEN GLADE
Med sine 94 kilo fordelt på 193 centimeter er Paulus Arajuuri en frygtindgydende centerforsvarer, men hans udstråling er ikke kun fysik og finsk sisu, for den 29-årige Brøndby-spiller er også en glad mand og meget tilfreds med det fodboldliv, som han aldr
Som om at det ikke var nok, at kroppen er mere end godt brugt efter den første uges opstart i Brøndby, hvor cheftraener Alexander Zorniger har lagt et hårdt program for at få sine spillere tilbage i topform. Nej, på denne kolde og blaesende mandag kommer holdets finske centerforsvarer Paulus Arajuuri også lige fra tandlaegen, hvor han var første gang i går, og som han skal tilbage til i morgen.
Da han kom til Brøndby for et år siden, mødte han op med en fortand i underskud efter en luftduel for Lech Poznan, hvilket selvfølgelig ikke var helt tilfredsstillende, men som blev ordnet med en raekke besøg hos tandlaegen. Efter den omgang håbede forsvareren på, at det var slut med de langvarige tandbehandlinger, men de mange slag og stød har altså en pris, og da han satte sig tilbage i tandlaegestolen i går var meldingen, at den flaekkede kindtand ikke var til at redde. Men det er den så måske alligevel, omend der dermed er lagt op til flere timer i den stol, han havde håbet at undgå, men sådan er det, og der skal mere til at ødelaegge forsvarerens gode humør, som man altid har kunnet fornemme.
For selv om han spiller med fysik, og selv om han har hentet ni advarsler i 26 kampe for Brøndby, heraf de fire i to kampe, hvilket medførte to røde kort, så har man altid haft en fornemmelse af en mand, der hviler glad og tilfreds i sig selv og sit liv. Og det er også altid sådan, han har mødt folk efter kampene. Så selv om han altså kommer ud fra omklaedningen med både en tandskade og de ømme muskler, som den første uges traening altid medfører, så kommer han også ud med et fast håndtryk, et smil og masser af tid til at snakke om, hvordan fodboldens veje førte ham fra Helsinki over svenske Kalmar og polske Poznan til den københavnske vestegn, hvor han i den grad trives og har det godt.
”Fodbolden er jo sjov, for det er ikke altid, at man selv kan bestemme, hvad man gerne vil. Jeg havde en rigtig god tid i Poznan, men til sidst havde jeg det også sådan, at jeg gerne ville lidt taettere på min base i Finland, så da jeg hørte, at Brøndby var interesseret, taenkte jeg med det samme, at det ville vaere det perfekte sted for mig.”
”Både Lukas [Hradecky] og Teemu [Pukki] havde spillet her allerede, så jeg havde hørt meget om klubben. Desuden havde jeg vaeret i København flere gange før, så for mig var det den bedste by i Skandinavien at spille fodbold i, mens Brøndby var den mest cool klub i den staerkeste liga i Skandinavien. Så jeg vidste med det samme, at det ville jeg rigtig gerne,” siger forsvareren, der blev enig med Brøndby i sommeren 2016, men først skiftede til nytår på en fri transfer.
Så han havde tid til at studere sin kommende liga endnu naermere.
”Der var faktisk en lille åbning for, at jeg måske allerede kunne komme om sommeren, så selvfølgelig fulgte jeg Brøndby taet, men da så vinduet lukkede, rettede jeg fokus mod Poznan. Den klub gav mig så meget, så jeg ville gerne give så meget tilbage, som jeg kunne, og jeg havde faktisk en fin afslutning. Jeg skulle ikke bekymre mig om fremtiden. Jeg vidste, hvad der skulle ske, så jeg kunne bare nyde det og spille fodbold. Det var fint.”
”Men jeg var da heroppe nogle gange i løbet af efteråret, for jeg glaedede mig rigtig meget. Min lillesøster var også begyndt at laese til skuespillerinde i København, så jeg tog op og besøgte hende, mens jeg ledte efter en lejlighed, og jeg var også inde at se en enkelt Brøndby-kamp,” fortaeller den finske forsvarer om de forventninger, der i den grad er blevet indfriet.
”Jeg er virkelig glad for at vaere her. Jeg kan rigtig godt lide klubben og alle de mennesker, der arbejder her. Der er en rigtig god atmosfaere. Og med hensyn til spillergruppen er det den, jeg har oplevet, som har vaeret lettest at falde ind i. Det er en meget venlig gruppe uden store stjerner. Den er også ret ung, bortset fra mig, og det er en meget ambitiøs gruppe af gutter, der arbejder hårdt og er nede på jorden. Det kunne jeg maerke fra den første dag: At folk bare arbejder hårdt uden brok,” siger den glade og tilfredse Paulus Arajuuri.
NÅR MUSKLERNE VIL NOGET ANDET
Men selv om han havde spillet 82 kampe gennem tre år for staerke Lech fra polske Poznan, selv om han var blevet en fan-favorit på det fine EM-stadion, hvor der sagtens kan komme 40.000 tilskuere i røg og damp, når der er noget på spil, og selv om han både var blevet polsk mester, havde spillet polsk pokalfinale og gruppekampe i Europa League udover sin status som fast mand på det finske landshold, så gik han ikke uden videre ind på holdet i Brøndby. For det tager tid at laere Zornigers system med den høje bagkaede at kende.
”På papiret taenkte jeg, at Brøndbys spillestil ville passe mig fint med de styrker, jeg har som spiller. Jeg kan godt lide den måde at forsvare på, men det er også en speciel måde at spille fodbold på, så det tager tid at laere. Man har alle de her ting i ens muskel-hukommelse, og selv med min erfaring var der nogle ting, som jeg skulle begynde helt forfra med, så jeg havde noget at laere.”
”Det var en meget interessant udfordring, for i hver traening skulle man gøre praecis det modsatte af det, som man var vant til. Ens muskler vil, at man i forsvarspositionen skal gå baglaens for at sikre overblikket, men det skal man ikke, og vinduet til at gøre det rigtige er så lille. Det handler om timing og om at arbejde sammen, så det tog virkelig noget tid, men jeg kan rigtig godt lide den måde at spille på og den måde, som vi arbejder sammen på. Det er bare noget helt andet, end jeg har prøvet før i min karriere. At man er klar til at slippe kontrollen og stole på de andre.”
”Men jeg var faktisk overrasket over, at det tog mig et stykke tid, før jeg havde laert systemet at kende. Brøndby havde jo ikke købt mig som en spiller til fremtiden, men som en spiller, der kunne gå ind at spille godt med det samme, og samtidig var det også første gang i min karriere, at jeg ikke forsøgte at tage et stort skridt op, for Poznan er også en rigtig stor klub, så på den måde var niveauet ret meget det samme. Men det første halve år var op og ned, for det var virkelig en laereproces, men nu er jeg superglad for, at jeg spiller, og at holdet har gjort det godt,” siger Arajuuri, der skuffet men med forståelse for situationen måtte tage plads på baenken, da Brøndby tabte pokalfinalen til FC København i foråret, men til gengaeld var med fra start begge gange i efteråret, hvor Brøndby slog aerkerivalen med 1-0 – først hjemme og siden på historisk vis i Parken – mens han i december blev Månedens Spiller i klubben.
Og nu gaelder det så 1/8-finalen i pokalturneringen som årets første betydende kamp den 4. februar.
Det er noget af en start for et hold, der lukkede efteråret med 13 kampe i traek uden nederlag, for med en sejr over FCK i Parken er man i den grad tilbage på sporet igen med det samme, mens et nederlag kan gøre ondt.
”Man kan jo se på det på begge måder, men det er en stor kamp, og det er en pokalkamp. Jeg foretraekker at se det som en mulighed for at få en flyvende start. De to kampe, vi vandt over FCK i efteråret, gav bare så meget energi til hele gruppen, alting rundt om Brøndby blev ramt af den her positive energi, så jeg synes, at det er en drømmestart på foråret. Vi skal gøre det godt, og vi vil gå efter at vinde kampen, og gør vi det, vil det vaere en perfekt start for os.”
”Men det er også en af de svaereste kampe man kan spille i Danmark. Vi har masser af respekt for FCK, og vi ved, at vi skal levere maksimalt, som vi gjorde sidst, da vi vandt i Parken. Så vi har vist, at det kan lade sig gøre. Vi ved, at det bliver en svaer udfordring, men man kan også se, at alle arbejder hårdt for det,” siger forsvareren fra andenpladsen af Superligaen, som Brøndby røg ned på, da serien på ni sejre i traek blev stoppet af 2-2 mod AGF i efterårets sidste kamp, så FC Midtjylland fik mulighed for at rykke forbi.
Men det er taet i toppen mellem de to store mesterskabskandidater. Midtjylland har meldt klart ud, at de går efter det, mens Brøndby forholder sig til Strategi 6.4 og den lige nu ganske beskedne ambition om at komme med i mesterskabsslutspillet. Men hvordan er fornemmelsen i truppen for en mand, der som en af de få i Brøndby (de to andre er landsmanden og vennen Teemu Pukki samt Hany
Mukhtar) rent faktisk har prøvet at vinde et nationalt mesterskab, som Arajuuri gjorde det med Lech Poznan i Polen i 2015?
”Man kan vinde et mesterskab på mange forskellige måder. I de kampe, vi har spillet indtil nu, og med den mentalitet vi har haft, har vi vist, at vi er et tophold, men et mesterskab bliver tit afgjort af små marginaler. Hvem har for eksempel den mentale styrke til at holde den gående og vinde de kampe, hvor spillet ikke rigtigt kører?”
”Det år, vi vandt i Poznan, havde vi en dårlig start, og traeneren blev skiftet ud undervejs. I vinterpausen lå vi vist nok nede omkring nummer 6-8 stykker, men så ramte vi en serie, og til sidst tog vi mesterskabet.”
”Det var nok, hvis vi klarede uafgjort i den sidste kamp, og vi spillede lige praecis 0-0, så det var meget nervepirrende, indtil dommeren fløjtede af. Og bagefter var det så helt skørt. Poznan er en rigtig fodboldby i et land med 40 millioner mennesker, hvor fodbolden er nationalsport, og hvor folk virkelig dyrker det. Det var en stor overraskelse for mig at opleve den entusiasme og følelse, de har for fodbolden i Polen.”
”Det mesterskab er stadig det mest fantastiske minde, jeg har i min karriere, og jeg får gåsehud ved at taenke på det. Så det er noget, som jeg virkelig arbejder hårdt for at opleve igen, meget gerne i denne saeson eller i den naeste. Det ville vaere en drøm at opleve med Brøndby, for jeg ved, hvor meget det ville betyde for alle de mennesker omkring klubben,” fortaeller den polske mester anno 2015.
FANTASTISK NEDERLAG PÅ FINNAIR STADIUM
Men det begyndte alt sammen i den finske hovedstad Helsinki, hvor Paulus Verneri Arajuuri voksede op i en familie med en storebror og en lillesøster, og hvor sport fyldte meget i hans liv, også andet end fodbold. For i Finland er nationalsporten jo ishockey.
”Jeg var faktisk målmand, men jeg var rigtig dårlig til det. Så om vinterne stod jeg på snowboard i stedet for, for der var en bakke taet på, hvor jeg boede, men jeg har også spillet indebandy. Jeg har prøvet rigtig mange sportsgrene, men da jeg var omkring de 13 år, tog fodbolden over,” siger Brøndby-manden, der som mange andre finske drenge på det tidspunkt var fan af Jari Litmanen.
”Ja, da jeg var lille, havde jeg et håndklaede med ham på, men da jeg så blev centerforsvarer, begyndte jeg at se op til Sami Hyypiä. At han kunne rykke fra Finland til at blive anfører for Liverpool. Jeg kunne også virkelig godt lide den måde, han spillede på, og den måde han opførte sig på. Så han var mit idol i fodboldverdenen, og senere har jeg også mødt ham personligt, og han er en rigtig rar fyr.”
At han selv skulle nå sit vidt som til at overtage forbilledets plads på det finske landshold og desuden leve af at spille fodbold, havde han nu aldrig drømt om, dengang han bare spillede fodbold for sjov hjemme i Helsinki.
”Selv om jeg lavede andre ting, har jeg altid vaeret vild med at spille fodbold, og det er også nødvendigt, for der skal så mange timer til. Jeg vil nok sige, at jeg er en fodbold-freak, for jeg elsker at spille fodbold, og når jeg er
t hjemme på ferie, og mine venner tager ned for at spille, vil jeg så gerne tage med dem. Men jeg var ikke sådan en, der kendte alle spillerne og alle statistikkerne. Slet ikke. Jeg elsker bare at spille.”
”Jeg kom nu sent ind i fodbolden, men hver gang jeg tog et skridt, blev jeg mere sulten efter det, og da jeg blev 16-17 år gammel, begyndte jeg at tro, at jeg måske kunne spille i den bedste liga i Finland. Og da jeg så nåede det, taenkte jeg, at jeg måske engang kunne få en mulighed for at spille i udlandet.”
”Men det var skridt for skridt, og da jeg var 14-15 år, ville jeg have troet, at folk var skøre, hvis de havde fortalt mig, at der en dag ville vaere nogen, der betalte mig for at spille fodbold. Det ville have lydt som en drøm.”
”Så jeg er faktisk meget taknemmelig og også forbløffet over, hvor langt jeg er kommet, for det er laengere, end jeg havde drømt om. Den 15-årige udgave af mig ville aldrig have troet, at det kunne lade sig gøre. Det var så langt vaek. Der var aldrig nogen, der sagde, at jeg ville blive dygtig en gang, det var mere folk, der sagde, at jeg ikke ville blive til noget.”
”Hjemmefra havde jeg nu masser af støtte, mine venner og min familie har vaeret fantastiske, men jeg tog rykket sent. Jeg var ikke det store talent, alle regnede med, jeg var mere en underdog hele vejen,” fortaeller den finske forsvarer, der også rykkede en del rundt mellem klubberne i hovedstaden, mens hans karriere flyttede sig.
Han begyndte i den tredjebedste raekke hos FC Espoo, før han rykkede til Honka i den bedste raekke, hvor det dog var meget småt med spilletid, så han skiftede over til HJK, der nok er den store klub i Helsinki, men som havde et ungt reservehold, der spillede i den naestbedste raekke. Så her spillede han sammen med andre teenagere, omend han havde nået at få sin debut i den bedste raekke. For han var kun lige fyldt 18 år, da der var lokalopgør mellem HJK og Honka på et fuldsat Finnair med 10.770 tilskuere, hvilket var en ordentlig mundfuld for den unge Honka-forsvarer, der blev skiftet ind kort efter pausen.
”Det var den eneste kamp, som jeg fik den saeson, og jeg var simpelt hen så nervøs, at jeg løb den forkerte vej, da jeg kom ind. Før den kamp havde jeg ikke spillet for mere end måske 500 tilskuere, og nu var jeg pludselig der på det største klubstadion i Finland, og alle mine venner og skolekammerater var der. Det var skørt. Jeg var så nervøs, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske noget fra kampen andet end, at vi var bagud med 2-0, da jeg kom ind, og at jeg hverken gjorde det godt eller skidt. Men det var en fantastisk oplevelse,” siger Arajuuri om en kamp, som Honka tabte 3-0.
Derefter fulgte saesonen med HJK’s reserver, før han som 19-årig rykkede ud på Ålands-øerne og fik fast spilletid i den bedste finske raekke for IFK Mariehamn, hvilket et par år senere ledte til interesse fra Allsvenskan og de forsvarende mestre fra Kalmar FF. Her spillede han de fire saesoner, kontrakten løb, før han tog til Polen og var med til at vinde mesterskabet foran Henning Bergs Legia Warszawa.
TIDSMASKINER OG GAMMEL VINYL
I Poznan spillede han på hold med landsmanden Kasper Hämäläinen, der gjorde det så godt, at han røg til hovedstadsklubben, mens hans plads i angrebet blev overtaget af Nicki Bille Nielsen, før der kom yderligere dansk selskab i form af Lasse Nielsen som makker i forsvaret.
”Det er altid nemmere, når man spiller med folk, der kommer fra den samme kultur-baggrund som en selv. Det hjaelper, når man løber ind i ting ved den lokale kultur, som man ikke er vant til, at man så kan vende det med andre.”
”Jeg kunne virkelig godt lidt at vaere i Polen, men kulturen er bare anderledes, så nogle gange følte jeg mig som et rum-vaesen. Ikke på grund af polakkerne, for de gør jo bare tingene på deres måde, men fordi jeg ikke kendte til det. Men jeg respekterede deres måde at gøre tingene på, og så var det sjovt, hvordan man kunne køre ud på landet, vaek fra de her moderne byer, og så var det som om, man havde sat sig i en tidsmaskine eller var med i en gammel film. Men Poznan er en rigtig fin by, der i øvrigt også kun ligger et par timers kørsel fra Berlin.”
”Så jeg havde det godt, men efter tre år i Polen føles København som at vaere hjemme. Det er den skandinaviske kultur, som man er vant til. Jeg har boet i udlandet i så mange år, så jeg er vant til, at jeg ikke kan bruge mit eget sprog, men jeg har ikke hjemve i København på samme måde som før i Polen,” fortaeller forsvareren, der godt nok har bosat sig midt i FCK-land på Frederiksberg, men er meget tilfreds med sit nabolag, hvor der er gode butikker med gamle vinyl-plader, og hvor han hver dag skal vaere staerk på vejen forbi byens bedste pizzaria – ”men nogle gange synes man jo heldigvis, at man har fortjent det,” som han siger med et grin.
Han bor i lejligheden med sin lillesøster, og når han spiller kamp i Superligaen, er der tit anledning til at hilse på gamle bekendte og få en snak med gode landsholdskammerater fra Finland i form af Midtjyllands Tim Sparv og Markus Halsti, Horsens-målmand Jesse Joronen, der også snart kommer til København, og SønderjyskE’s Sami Mattila. Og så er der selvfølgelig holdkammeraten Teemu Pukki, som han har kendt, siden de to spillede på U/21landsholdet sammen for 10 år siden, og som han er meget sammen med, omend tiden er blevet mere knap, efter Pukki blev far for nylig.
”København er i det hele taget en meget populaer by blandt finner, så jeg har en del venner her. Da Finland for nylig fejrede sin 100 års dag [den 6. december], havde vi for eksempel inviteret nogle folk over til lidt mad.”
”Og så kan jeg virkelig godt lide København, den afslappede atmosfaere og hvordan folk er både venlige og åbne. Jeg har boet i Sverige og kender også mange nordmaend, så danskerne var nok dem, jeg kendte mindst til blandt skandinaver, så det har vaeret interessant at komme hertil og laere danskerne at kende,” siger Brøndby-forsvareren, som efterhånden også er blevet kendt af danskerne på den store scene, som Superligaen er.
Og det med scenen ligger til familien. Søsteren vil som naevnt vaere skuespiller, og hjemme i Finland arbejder storebror Niila på et musikalsk gennembrud.
”Min største interesse udover fodbolden er nok musik, men jeg kan også godt lide film og kunst. Jeg taenker stadig over, hvad jeg skal lave efter fodbolden. Der er så mange ting, som jeg godt kan lide, og jeg ville ønske, at jeg kunne finde en passion, der kan taende mig, som fodbolden gør.”
”Jeg har forsøgt at vaere lidt en manager for min bror og hans band, og min søster er jo skuespiller, så de er meget kunstneriske og anderledes end mig. Fodbold er da også en kreativ sport, men jeg er ikke den mest kreative spiller,” siger Paulus Arajuuri med et stort grin midt i alt det gode, som han har oplevet i sit første år i Danmark.
Og så må man leve med den tid, der stadig skal bruges hos tandlaegen. +