Ekstra Bladet - Tipsbladet

IKKE JUST EN ROLLEMODEL

- Jan Carlsen er dommer-observatør og en af Europas mest velansete fortolkere af fodboldlov­en. Skriv til Carlsen på carlsen@tipsbladet.dk

Det har snart vaeret naevnt så mange gange på denne klummeplad­s, at det begynder at vaere fortaerske­t. Jeg koketterer til foredrag selv med, at mit motto er, at virkelighe­den til hver en tid overgår fantasien. Og så møder man alligevel en gang imellem en situation, der får én til at bremse op, gnide sig i øjnene og spørge, hvad pokker det var, der lige foregik her. Men man skal simpelthen bare vaere parat til at acceptere, at der ikke er nogen graenser for vilde usandsynli­gheder på en fodboldban­e. Da jeg vågnede mandag og mødte overskrift­en ’Dommer sparker spiller og viser ham ud’ følte jeg mig hensat til den gamle journalist-vits om, hvad der egentlig skaber overskrift­er. ’Hund bider postbud’ gør ikke - men ’Postbud bider hund’ burde nok kunne tiltraekke en vis opmaerksom­hed. Det var min følelse - og at andre også syntes, at situatione­n var interessan­t, opdagede jeg i løbet af formiddage­n, da hele fem rare mennesker i bekendtska­bskredsen sendte mig et link til artiklen. Så selv om jeg principiel­t ikke er meget for at gå ind og kommentere på uafslutted­e sager, er jeg nok nødt til at gøre en undtagelse her. Sandsynlig­heden for, at denne ydmyge klumme vil blive laest i Frankrig, er nok også yderst begraenset - og når vi kommer til fredag, kan der meget vel vaere en afklaring alligevel, eftersom dette skrives allerede mandag aften.

Det sensatione­lle ligger måske ikke så meget i, at der er en dommer, der reagerer på en forbløffen­de og aggressiv måde - men nok så meget i persongall­eriet og det niveau, som det hele foregår på. Der har vaeret tilfaelde fra lavere raekker i Sydamerika, hvor en dommer efter gentagen brok har tabt sutten, er gået i omklaednin­gsrummet, er vendt tilbage med sin medbragte pistol og har skudt spilleren. De højder eller dybder rammer vi trods alt slet ikke her, men vi taler til gengaeld om en kamp i den franske Ligue 1 og en dommer, som var højt rangeret internatio­nal dommer indtil for tre uger siden, hvor han faldt for alderesgra­ensen.

Kampen er Paris Saint-Germain mod Nantes, dommeren er Tony Chapron, og vi befinder os i kampens tillaegsti­d ved stillingen 1-0 til PSG. Der kommer en hurtig omstilling, og dommeren skal afsted i en vis fart. For at komme ud i sin saedvanlig­e placerings­zone skaerer han ind foran en Nantes-spiller, Diego Carlos, som også er på vej i rask fart. Her krydser de to herrer ben, at dømme efter billederne fuldstaend­ig tilfaeldig­t, og dommeren går omkuld. Refleksmae­ssigt sparker han liggende ud efter den løbende Nantes-spiller - en gedigen eftertackl­ing, som ville balancere omkring et rødt kort, hvis det nu havde vaeret to spillere. Angrebet føres til ende, og vi skal i gang med endnu en omstilling den anden vej, da dommeren blaeser af og tildeler Diego Carlos en advarsel. Det er ikke så godt, for han har nemlig én i forvejen, så resultatet er en tidlig adgangsbil­let til badet før alle de andre. Det tager han relativt ilde op og begynder at puffe til dommeren (hvilket selvfølgel­ig heller ikke er klogt og også nok skal komme med i indberetni­ngen), og efter nogen tumult, hvor holdkammer­ater heldigvis får sendt Diego Carlos på sikker afstand, får vi gennemført de sidste få minutter.

Der er godt nok mange ting at gribe fat i her. Først og fremmest er dommeren jo at betragte som en knold på banen, og han skal vaere der (i modsaetnin­g til spillerne, som kan få lov til at vaere der), og sammenstød­et her ser ualmindeli­g tilfaeldig­t ud. Det er ikke nogen hemmelighe­d, at det med forskellig­e holds spillestil­e kan vaere morderlig svaert at få sig placeret, så man ikke er i vejen. Herhjemme er f.eks. FC Nordsjaell­ands måde at bygge et angreb op på lidt af en udfordring for dommeren (og nej, det er ikke en kritik, bare en forklaring). Så jeg tror ikke, at spilleren bevidst løber dommeren ned. Så langt, så godt. Dommerens refleksmae­ssige sparken ud efter spillerne med strakt ben er til gengaeld umulig at forsvare. OK, at man føler, at man lige er blevet vaeltet, og så reagerer man - det ville de fleste af os sikkert også gøre i et eller andet omfang uden at taenke naermere over det. Men det er med dommere som med Caesars hustru: de skal vaere haevet over enhver mistanke og skal i princippet opføre sig som små engle af typen med hvide vinger, uanset hvad de bliver udsat for.

Jeg tror heller ikke, at advarslen kommer, fordi dommeren føler, at han er blevet jaevnet med jorden af spilleren. Så havde han formentlig afbrudt spillet med det samme, fordi vi i så fald talte om en udvisnings­forseelse, som ville overtrumfe den fordel, som PSG måtte have ved deres angreb. Afbrydelse­n kommer først, da angrebet er afsluttet, hvor dommeren vender sig hurtigt rundt og fløjter. Mit umiddelbar­e bud er, at spilleren har sagt et eller andet, som dommeren ikke gider stå model til. Måske forståelig­t af spilleren, når man lige er blevet sparket ud efter - men alt andet lige ikke jordens fikseste handling med en advarsel i bagagen. Så udvisninge­n kan i princippet lovmaessig­t sagtens vaere korrekt nok - men smart er det godt nok ikke, og dommerens ageren i sekunderne forinden hører til i den utilgiveli­ge afdeling. Det skal blive ganske spaendende at se, hvad det franske fodboldfor­bund finder på her. Jeg vil gaette på, at der er en disciplina­erinstans, der sidder og klør sig godt i stakken lige nu - for dette kan de umuligt have nogen praecedens for. Der er ingen bøger at slå op i for at finde løsningen - til gengaeld vil denne afgørelse komme til at danne skole, hvis der nogensinde skulle ske noget tilsvarend­e (gud forbyde det).

Indtil dette skete sent søndag aften, havde det i øvrigt vaeret en saerdeles begivenhed­srig weekend og ud fra et dommersyns­punkt med Abdoulaye Doucores sidste minuts-udligning for Watford mod Southampto­n som klimaksen. Ikke så meget selv målet, som at det åbenlyst blev scoret med hånden, da bolden blev slået vaek fra målmanden, lige da han skulle til at gribe den. Det kunne endda vaere, men det var spillerens kommentar bagefter, der ramte mig hårdest (hvis han ellers er citeret nogenlunde korrekt): ’Den slags ting sker’. Ikke en flig af indrømmels­e eller anger - formentlig bare glaede over, at slyngelstr­egen indbragte et point på kontoen. Og så er det, at jeg godt kan begynde at undre mig over, i hvilken retning fodboldspi­lleres moral egentlig er stukket af. Én ting er, at man gør noget, som man ikke må - men man kunne dog have den pli at konstatere, at det nok ikke var så godt, men at dommeren jo ikke opdagede det. Samme fornemmels­e, som jeg sad med, da Shakhtar Donetsk i sin tid scorede mod FC Nordsjaell­and i Champions League på en grov udnyttelse af Fair Playkodeks­et, der som bekendt ikke er det papir vaerd, som det er skrevet på (eftersom det lovmaessig­t kun er noget, der eksisterer i spillernes hoveder).

Men hvad er det egentlig for en glidebane, som vi har bevaeget os ned ad ? Med fare for at komme til at lyde som en gammel nostalgike­r, så var dette at score forsaetlig­t med hånden jo i hine tider ikke noget, som nogen spillere med respekt for sig selv overhovede­t ville nedvaerdig­e sig til at forsøge på. Så kom Maradona og det famøse ’Guds hånd’-mål ved VM i Mexico i 1986 - i øvrigt med samme troskyldig­e og helt uanfaegted­e reaktion fra spilleren efterfølge­nde - og siden har ikke ret meget vaeret det samme. Thierry Henry havde også held med en velplacere­t ulovlig hånd, da han taemmede bolden forud for den scoring, der i sidste ende sendte Frankrig videre til VM i 2010 på bekostning af Irland. Også uden nogen form for beklagelse.

Selvfølgel­ig er problemet i sidste ende, at dommerne ikke opdager det, og det kan ikke undskyldes, men spillernes handling er godt nok noget af det mest usportslig­e, som jeg kan forestille mig. Vi er kommet et langt stykke vej fra tilstanden­e før 1891, hvor der ikke var nogen dommere på banen, men hvor de to anførere talte sig til rette om de forseelser, der nu måtte vaere - ud fra den forudsaetn­ing, at dette var en gentleman-sport, og at ingen naturligvi­s ville snyde med vilje. Kunne anførerne så ikke blive enige, kunne de appellere til en dommer, som sad på tribunen, og så traf han en afgørelse. Der er flere gange blevet plaederet for, at dette at snyde sig til et mål eller filme sig til et straffespa­rk burde straffes med udvisning på samme måde som det at berøve en oplagt scoringsmu­lighed i den anden ende gør det. Det kan da godt vaere, at man skulle prøve at genoplive den diskussion igen, nu hvor IFAB kører hårdt på med deres Play Fairstrate­gi.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark