ET SKRIDT TILBAGE, TO SKRIDT FREM – OG SÅ TIL BRØNDBY
I sidste uge blev det offentliggjort, at Mikael Uhre til sommer skifter fra SønderjyskE til Brøndby. Det er tredje gang, han skifter vaek fra Haderslev, men første gang, han gør det med succes i ryggen. For han har kaempet med manglende spilletid, manglende taending og manglende selvtillid, men i dag er Uhre en angriber, som tror på mål hver gang, han går på banen.
Mikael Uhre vidste godt, at der kunne vaere noget i gaere, men at det gik så hurtigt, havde han ikke regnet med. Allerede i december hørte han, at Brøndby havde kigget på ham, men det var ikke noget, han taenkte alt for meget over. Og da han fik at vide, at vicemestrene og hans nuvaerende klub SønderjyskE var gået i dialog om at finde en pris, fortalte han sine agenter Mads Bach Lund og Søren Jensen, at han ikke ville høre noget, før det var på plads – han var på vej til Abu Dhabi med ligalandsholdet, og dernede ville han koncentrere sig om at spille fodbold.
Så da han tirsdag den 16. januar igen vendte hjem til Danmark og snakkede med agenterne, vidste han ikke, at de to klubber var blevet enige, og at der kun manglede Uhres personlige detaljer – som der mere eller mindre var styr på – og et laegetjek. Den udvikling skulle angriberen lige synke, men så snart han havde gjort det, var han klar til det videre forløb.
”Umiddelbart var der ikke de store tvivlsspørgsmål. Jeg kunne se mig i deres system, jeg kunne se mig under deres traener, jeg kunne se mig i deres faellesskab. Mange ting, Brøndby går ind for, går jeg selv ind for. Og den direkte måde, de spiller på, kan jeg rigtigt godt lide,” fortaeller 23-årige Uhre.
Dagen efter hjemkomsten fra Abu Dhabi havde han fået fri af SønderjyskE. Han brugte tiden på at slappe af derhjemme, og han mødtes med sine rådgivere, der lagde kontrakten foran ham og spurgte, om han var tilfreds med den. Det var Uhre, så torsdag middag kørte de til Brøndby, hvor han gennemførte laegetjekket. Og så skrev han under med sin nye klub, som han tiltraeder i til sommer.
”Jeg skal da aerligt indrømme, at jeg har billeder af mig selv i en Brøndby-trøje, fra jeg var helt lille. Brøndby har altid vaeret en stor klub og har nogle fans, jeg altid glaeder mig til at spille for. Og efter nogle hårde år er de begyndt at komme på rette kurs, og jeg er sikker på, jeg kan bidrage til, at det fortsat går den vej.”
”Brøndby kan godt lide overfaldsfodbold og at køre nogle hurtige kontraer. Det er noget, jeg elsker. Jeg er ret hurtig og lidt stor, så jeg kan også vaere i boksen og fylde. Jeg har overfaldsfodbolden i mig, og jeg kan rigtigt godt lide at komme af sted,” siger den 188 centimeter høje angriber, der tror, at han vil falde godt ind i Alexander Zornigers høje pres.
”Ja selvfølgelig. Det er en del af fodbolden. Det bliver noget andet end det, jeg har vaeret vant, men også noget jeg er sikker på, jeg kan laere,” siger Uhre om nye udfordringer i en karriere, hvor han allerede har laert en hel del – om fodbolden og om sig selv.
KASSERET FØR TRAENINGSLEJR
Historien om Mikael Uhre begynder som historien om så mange andre andre unge fodboldspillere. Han var aldrig det indlysende stortalent, da han som barn spillede i Skovlund IF og Grindsted GIF – for eksempel vurderede FC Midtjylland, at han i ungdomsårene ikke var god nok til at spille for dem – men SønderjyskE kunne se noget i ham, og han fik en plads på klubbens akademi. Og i det sidste halve år af U/19-tiden udviklede han sig pludselig markant. Han blev bedre teknisk, udfordrede mere og fik en tro på sig selv. Allerede som 18-årig i foråret 2013 fik han fem Superliga-indhop og en toårig fuldtidskontrakt, så han efter sommerferien begyndte som senior og som Superliga-spiller. Men så begyndte problemerne.
”Jeg gik fra at vaere talentet, der traenede med engang imellem, til at vaere en fast del af truppen. Det skulle jeg vaenne mig til. Det var et delmål, der var nået, og det fik mig til at slappe af. Det første stykke tid var ikke saerligt godt, og jeg var ikke saerligt god. I takt med at man udvikler sig, er det vigtigt at saette nye mål, for ellers bliver man tilfreds. Det var måske det, jeg gjorde i den første tid. Jeg havde opnået det, jeg skulle. Jeg havde ikke den samme intensitet og taending til traening. Jeg følte, jeg havde bevist mig, men fandt ud af, at det havde jeg overhovedet ikke.”
Det viste Lars Søndergaard ham. Den davaerende SønderjyskE-traener brugte ham kun tre gange i hele efteråret 2013, og Mikael Uhre indså, at han måtte arbejde hårdere. I forårssaesonen kom han taettere ind omkring holdet, og han fik scoret sit første mål, da han i en kamp i Odense bragte sit hold foran med tre minutter igen. Darko Bodul udlignede i tillaegstiden, og det var en streg i regningen, men Uhre var alligevel så høj på sit mål, at han hjemme i Haderslev ikke kunne sove og var nødt til at gå en tur for at få styr på tankerne. Måske ville scoringen kickstarte et eller andet helt vildt, taenkte han, og et par runder senere startede han for første gang inde – på Brøndby Stadion – men det blev også forårets eneste start. Det endelige gennembrud udeblev, og i sommeren 2014 blev han lejet ud til Skive i et halvt år.
Det blev ikke noget godt ophold i 1. division. Først sidst i oktober blev han fast starter under davaerende Skive-traener Jakob Michelsen, og endnu vaerre blev det, da han i det nye år vendte tilbage til SønderjyskE. En dag blev han kaldt ind på Lars Søndergaards kontor.
”Så sagde han: ”Vi føler ikke, du er i god nok form, og du skal ikke med på traeningslejr.” Det var et hårdt slag, for selvfølgelig havde jeg regnet med, at jeg skulle med på traeningslejr,” husker han.
Problemet var, at 20-årige Uhre havde haft svaert ved at tackle livet som lejesvend i en mindre klub. I Haderslev var han på traeningsbanen naesten hver dag, mens der i Skive kun var tre traeninger om ugen. Han taenkte ikke på at opveje det ved at gå i styrkelokalet. Samtidig spiste han for usundt. For meget blandselv-slik – for lidt selvtraening. Og det kunne ses, da han kom tilbage til Haderslev,
”Jeg nød livet lidt for meget. Men det har jeg laert meget af siden,” siger Uhre.
Den manglende traeningslejr var et wakeupcall, og allerede samme vinter begyndte angriberen at arbejde mere seriøst. Mens holdkammeraterne var i Tyrkiet, scorede Uhre fem gange i en traeningskamp med U/19-holdet. Men Lars Søndergaard havde fortalt ham, at han ikke skulle regne med spilletid, og han fik da også kun ni minutter hele foråret. I sommeren 2015 udløb kontrakten i SønderjyskE.
JYLLAND RUNDT EN GANG OM DAGEN
Egentlig håbede Mikael Uhre, at han kunne forlaenge aftalen, selv om han ikke havde spillet meget. Han kendte den nye traener Jakob Michelsen fra Skive, og han havde forbedret sig meget i løbet af foråret. Desuden havde han det godt i Haderslev. Men kontrakten blev ikke fornyet, og Uhre skulle finde sig et nyt sted at spille. Det var han også indstillet på. Det var bare svaerere end forventet.
Først var angriberen til prøvetraening i 1. divisionsklubben AC Horsens.
”Han har gode forudsaetninger og kommer om et år eller to, men det har jeg ikke tid til at vente på lige nu,” sagde klubbens traener Bo Henriksen til bold.dk og sendte ham videre.
”Jeg taenkte, at hvis jeg ikke kunne spille 1. division i en af de gode klubber, hvor var jeg så lige henne? Det var et realitytjek, og det var hårdt. Der var ikke rigtigt nogen, der ville have mig til prøvetraening. Jeg kunne ikke engang
t finde en prøvetraening i de klubber, der lå nederst i 1. division,” siger Uhre, der nåede at overveje, om fodbolden var den rigtige vej for ham.
”Måske var det ikke det, jeg skulle? Tanken strejfede mig, men jeg var også indstillet på, at kunne jeg finde den mindste klub, der ville give mig chancen i et år, ville jeg give det et skud. Det gjorde Skive så.”
Han kontaktede sin gamle klub, og sportschef Jesper Larsen inviterede ham til at spille en traeningskamp mod Vendsyssel. Uhre kom ind og scorede, og efterfølgende fik han en etårig kontrakt.
Det var slut med fuldtidsfodbold, så Mikael Uhre fik noget at se til. Klokken seks om morgenen stod han op i Haderslev, hvorefter han kørte de cirka 90 kilometer til barndomsbyen Skovlund. Her arbejdede han i FoodService Danmark, hvor han fik fakturaer gennem systemet, tastede ordrer ind på nettet og hvad der nu ellers var brug for. Efter arbejde kørte han halvanden time til traening i Skive, og når den var overstået, kørte han til Haderslev. Han påskønner stadig, at hans davaerende svigerfamilie sørgede for, aftensmaden stod klar, når han var hjemme 19.30, og bagefter styrketraenede han. Som oftest var han hjemme igen 21.30, hvor han lagde sig under dynen – klar til at gøre det hele igen dagen efter.
”Det var satme hårdt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg brugte fire timer i bilen hver dag. Men jeg laerte at elske de ture. Jeg har aldrig haft noget imod at køre i bil. Det har altid vaeret trygt og hyggeligt, så jeg satte noget god musik på. Til sidst begyndte jeg selvfølgelig at vaere traet af det, for når man kommer over en time og et kvarter, begynder det at traekke taender ud,” siger Mikael Uhre, der i dag kører fra Århus til Haderslev, men gør det i en køreordning med syv andre SønderjyskE-spillere. Haderslev-Skovlund-Skive tur-retur kørte han alene.
”Som året gik, tog jeg lidt mere fri fra arbejde, så jeg kunne restituere bedre. For det tager hårdt på en at vaere så meget i gang, og jeg kunne godt maerke, at på det tidspunkt var det ved at vaere nok. Men det var stadig fedt. Jeg havde det fantastisk i Skive, og jeg har stadig rigtigt gode kammerater derfra. Jeg skylder Skive rigtigt meget.”
Det andet ophold i den midtjyske klub blev vendepunktet, men først efter endnu en skuffende periode. Han indledte saesonen som reserve, men besluttede sig for at svare igen ved at gå endnu mere op i sin kost og traening. I 12. spillerunde midt i oktober, et 2-0-nederlag til Horsens, startede han inde for første gang. Ugen efter var han igen med og scorede to gange i Vejle. Derefter var han sikker i startopstillingen. Fra 17. til og med 33. spillerunde spillede han samtlige minutter på Skive-holdet. Han betalte tilbage på traener Joakim Mattsons tillid ved at score 15 ligamål.
”Det var der, jeg igen fandt ud af, at jeg måske godt kunne spille fodbold. Jeg fik min selvtillid tilbage, begyndte at tro på mig selv. Det er altafgørende, for hvis man ikke tror på sig selv, tror andre heller ikke på en.”
Kontrakten med Skive løb ud i sommeren 2016. Mikael Uhre skiftede igen, og han valgte at vende tilbage til den klub, hvor han ad to omgange havde jagtet et gennembrud uden at få det.
”Det blev ret hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville tilbage til SønderjyskE, og de virkede også til gerne at ville have mig tilbage. Der var egentlig ikke så mange tanker i det, for jeg vidste, at jeg var blevet en helt anden person og spiller. Der var meget mere power i mig, der var meget mere selvtillid,” fortaeller angriberen, der fik en start, som han end ikke med sin nyfundne selvsikkerhed havde turdet håbe på.
FØRSTEANGRIBEREN I HADERSLEV
Det begyndte med et langt udspark fra Marin Skender. Bolden hoppede i midtercirklen, og Mikael Uhre var eneste SønderjyskE-spiller på modstandernes banehalvdel. Men hans oppasser lod ham løbe, den anden stopper var slet ikke opmaerksom på ham, og så var Uhre først på bolden med frit løb mod mål. Han holdt modstanderne vaek og sparkede bolden i det lange hjørne.
Det var en saerlig scoring for Uhre og for SønderjyskE. For det første blev det scoret i angriberens comebackkamp, efter han var blevet skiftet ind i stedet for Marcel Rømer. For det andet var det, ligesom det første Superliga-mål mod OB i marts 2014, en scoring til 2-1 med mindre end 10 minutter tilbage, og denne gang dukkede Darko Bodul ikke op med en udligning. Og for det tredje var modstanderen norske Strømsgodset i SønderjyskE’s første europaeiske kamp nogensinde. Den vandt klubben takket vaere Mikael Uhre.
”Det var lidt vildt. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle ind og sige hej på den måde. Jeg synes egentlig også, jeg fik lavet et okay indhop udover det. Så fik jeg bolden, hvor han mistimede den, og jeg fik sparket den over i det lange hjørne. Jeg gled på knaeene ud mod fansene. ”Hold kaeft hvor er det fedt,” taenkte jeg. Nogle gange griber glaedesrusen en.”
Ugen efter spillede og scorede han igen, da SønderjyskE i Drammen slog Strømsgodset ud med 2-2 efter forlaenget spilletid. Ikke laenge efter blev førsteangriberen Tommy Bechmann skadet, og Uhre leverede en god indsats med endnu et mål mod Sparta Prag i Tjekkiet, hvor sønderjydernes europaeiske saeson dog sluttede. Transfervinduet lukkede, uden en erstatning for Bechmann kom til. Efter halvanden måned tilbage i klubben var Uhre pludselig førstevalg.
”Jeg havde laert af mine fejl. Jeg vidste, at det bare ikke måtte blive en sovepude, for så ville jeg rykke om bag i køen igen. Den skulle have fuld smaek, og det fik den så også. Jeg scorede ikke de mål, jeg ville, og heller ikke de mål, jeg skulle, men jeg fik vist mig meget godt frem med det, jeg kan. Jeg kom ind i et rigtigt godt forløb, og jeg fik trukket nogle røde kort og nogle straffespark. Det var en vild saeson. Det gik hurtigt,” siger Mikael Uhre, der spillede 42 kampe og scorede otte mål i comebacksaesonen.
Selv efter at vaere fejlet to gange i Haderslev var han sikker på, at han havde kvaliteten til at slå igennem i tredje forsøg.
”Det var jeg helt overbevist om. Men det er nemt, når man har selvtillid. Det har jeg stadig. Der skal så meget mere til at slå mig ud af kurs. Bare det sidste halve år har jeg taget store skridt. Det er ikke fordi, jeg har scoret i alle kampe, men jeg tror på, at jeg gør det.”
I denne saeson har han spillet 17 Superligakampe, alle fra start. Han har også tangeret sin egen Superliga-rekord ved at have scoret fem mål, men han vil lave endnu flere.
”Det er mit job at løbe med forsvaret og få det trukket langt. Det gør nogle gange, at jeg ikke ender i typiske angribersituationer – jeg er meget nede i frimaerkerne, og det er svaert at score derfra. Men jeg kan maerke på mig selv, at mine løb i feltet er blevet bedre.”
”Jeg har skullet vaenne mig til at vaere fuldblodsangriber. Det er ikke noget, jeg har vaeret i min ungdom. Der spillede jeg venstre kant – og for at det ikke skal vaere løgn, spillede jeg højre back i det sidste halve år, jeg var i SønderjyskE i første omgang. Jeg synes, jeg har vaennet mig til det nu, og jeg er blevet bedre med ryggen mod mål,” siger Uhre, som også gerne vil blive farligere med hovedet.
”Det er et af mine svage punkter, selv om jeg er så stor. Kan jeg laere det, kan jeg blive en endnu større trussel inde i boksen. Da vi var små, var det altid mig, der sparkede hjørnespark. Jeg har aldrig vaeret ham, der røg ind i boksen og laerte det. Men det er kommet i de senere år, og det er noget, jeg traener.”
Det kommende halve år spiller han i SønderjyskE. Derefter i Brøndby. For første gang kommer til Mikael Uhre til at forlade Haderslev, fordi han har haft succes frem for fiasko. Det glaeder han sig over – men:
”Det er vigtigt, at sovepuden ikke kommer, og jeg bliver tilfreds. Jeg er glad for, hvad jeg har opnået, men der kommer nye mål, når man opnår noget, og så er det bare at arbejde videre derfra med alt, hvad man har.” +
”Jeg har overfaldsfodbolden i mig” OM AT SKULLE SPILLE I ALEXANDER ZORNIGERS SYSTEM