KLUBBERNES PATENT PÅ ”LOYALITET” ER DERES STØRSTE PR-KUP

Efter endnu et transfervindue med rekordhandler og med Lyngbys dramatiske overlevelseskamp, der for alvor er kogt over i fuld offentlighed i de seneste dage, er begrebet loyalitet igen saerdeles aktuelt. Alexis Sanchez valgte Manchester United i stedet for Manchester City, angiveligt fordi United tilbød chileneren flere penge. I Kina er man lykkelig over at vaere sluppet af med Carlos Tevez, der i sit år som verdens højst lønnede fodboldspiller i Shanghai Shenhua (ikke inklusiv de kommercielle aftaler, der giver verdensstjerner som Messi og Cristiano Ronaldo langt større samlede årsindtaegter) naermest tilbragte mere tid hjemme i Argentina eller med at hygge sig med familien end på traeningsbanen.

Riyadh Mahrez har rystet både sin arbejdsgiver Leicester City og Manchester City, der forsøgte at købe algerieren i slutningen af transfervinduet, ved at blive vaek fra traening i Leicester i denne uge, og i Lyngby truer uansvarlig ledelse med både at teste det nye Superligaformats holdbarhed med 13 hold og klubbens eksistens på øverste niveau.

Onsdag stod det klart, at fire baerende Lyngby-spillere havde meddelt klubben, at de – i overensstemmelse med reglerne – ophaevede kontrakten, fordi Lyngby ikke inden for tre arbejdsdage havde vaeret i stand til at betale lønnen.

De beslutninger kaldte Lyngby-ledelsen for ”skuffende” i en pressemeddelelse onsdag aften, tilsyneladende fordi spillerådet i Lyngby sammen med Spillerforeningen havde opfordret spillerne til at vente til i dag med at traeffe en beslutning, da Lyngbys ledelse havde bedt om at få fristen rykket hertil i forventning om at kunne afvaerge den truende konkurs.

Burde Riyadh Mahrez tackle en knust drøm om et Manchester City-skifte mere ansvarligt? Helt sikkert.

Er der spillere og agenter, der opfører sig urimeligt og malker et stadig mere kaotisk transfermarked med stadigt flere penge i toppen? Så afgjort.

Er Carlos Tevez nu så gammel, at han selv burde kunne tage beslutninger i stedet for at overlade alt til sin agent Kia Joorabchian og de investorer, der har kontrolleret det meste af hans karriere? Selvfølgelig er han det.

Men de store historier om pengebegaerlige spillere i transfervinduet og krisen i Lyngby får mig til at taenke over, om fodboldklubber slipper for let afsted med at tage patent på begrebet loyalitet.

For hver Superliga-spiller, for hver Carlos Tevez og Riyadh Mahrez er der 100, 200, 300 dygtige børn og unge, der mere eller mindre tilfaeldigt blev sorteret fra af deres klubber.

Klubber, der åbent taler om at spare penge til nye køb og kontrakter ved at lade nuvaerende ansattes kontrakt løbe ud eller afhaende dem til mindre klubber i ind- eller udland, hvad end spilleren selv har lyst eller ej.

Uden for en snaever elite af spillere, der lige nu er verdens bedste, ligger magten på transfermarkedet naermest entydigt hos klubberne.

Samtidig har klubberne i udstrakt grad, med hjaelp fra min branche, etableret sig som fodboldkulturens vogtere, dem som isaer spillere skylder loyalitet.

Selv klubber med milliardomsaetning, som får pengestrømme fra og agerer PR-projekter for diktaturstater har held til at caste sig som ofre for grådige spillere.

En håndfuld Lyngby-spilleres afgang falder ved første øjekast i en lidt anden kategori, fordi klubben kaemper for livet, og spillerne var blevet opfordret til at blive indtil fredag.

Men jeg kan ikke fortaenke spillere i at taenke på, hvordan huslånet skal afdrages, når klubben nu ikke overholder aftalen om at betale løn.

Og når Lyngby i begyndelsen af januar hentede to nye svenskere spillere, der heller ikke fik løn til den første, og hvor lille Östers IF nu muligvis skal kigge langt efter den transfer, Lyngby 4. januar indgik aftale om at betale, har Lyngbys øverste ledelse absolut ingen moralsk autoritet til at kalde det ”skuffende”, at fire spillere vaelger at sige farvel onsdag.

Det her handler ikke om Lyngby, og jeg håber for de mange dygtige ansatte og frivillige, der findes en god løsning med en ny, kompetent ejer. Men sagen tjener som påmindelse om, at fodboldklubber måske ikke fortjener den eksklusivrettighed til ordet loyalitet, de så dygtigt har erobret.