”DEN VAERSTE TID I MIN KARRIERE”
To dage inden saesonens vigtigste kamp fandt Federico Santander ud af, at smerterne i skinnebenet var så alvorlige, at de kraevede handling. Alligevel gik FC Københavns paraguayske angriber på banen mod Qarabag og sad efterfølgende ude i det meste af efteråret. Nu kaemper angriberen fra Asunción med endnu en skade inden Superligastarten, de to store opgør mod Atlético Madrid og et forår, der kan blive hans sidste i Danmark.
Spillerne fra startopstillingen tager den med ro, og reserverne rumsterer inde i omklaedningsrummet. Det er dagen efter den skuffende indledning på 2018, hvor ottendedelsfinalen i DBU Pokalen blev tabt til Brøndby hjemme i Parken. Lidt senere denne mandag er samme Brøndby modstander i Reserveligaen, men her sidst på formiddagen ligger traeningsbanerne øde hen i den frostklare vinterluft. Bortset fra et sted i det fjerne. I den modsatte ende af anlaegget løber en bredskuldret mand rundt under observation af en traener og med mange frustrationer over en saeson, der slet ikke er gået som ønsket. Hverken for klubben eller for Federico Santander selv.
Lidt senere dukker han op i varmen indenfor. Og efter dagens løbeture erklaerer han sig forsigtigt optimistisk i forhold til snart at komme på banen igen for det traengte FC København-mandskab.
”Det gik fint. Nu har jeg løbet siden i torsdags, og senere på ugen vil jeg forsøge at traene med. Men jeg er ikke sikker på noget endnu. Vi må se, hvordan det går, og om jeg kan spille allerede mod Randers og Atlético,” siger han om de to naeste opgaver for FC København. ”Jeg vil selvfølgelig gerne spille, men jeg er også nødt til at taenke på mig selv og min krop. Jeg skal vaere 100 procent klar.”
Det var i traeningskampen mod Vejle 18. januar, at angriberen på ny blev ramt af uheldet. I et sammenstød med en modstander fik knaeet et slag, som fik ham til at frygte det vaerste.
”Først troede jeg, at det var en meget alvorlig skade. Da jeg blev undersøgt, kunne de se en revne i menisken, som gjorde, at jeg ikke kunne bevaege knaeet. Så jeg blev sat tilbage igen, og det var svaert for mig. Det har vaeret den vaerste tid i min karriere. Jeg har forsøgt at bevare styrken og ikke falde ned i et hul. Og jeg har hele vejen igennem følt mig sikker på, at jeg ville vende styrket tilbage. Jeg taenker, at det bedste ligger foran mig.”
Skader har ikke tidligere i karrieren vaeret noget større problem for Federico Santander. I sine to første saesoner i Danmark spillede han 58 Superligakampe, men denne saeson er blevet ødelagt af skader. Han skulle have vaeret en af de tilbageblevne profiler, der gav kontinuitet i en fase praeget af opbrud, inden det til sommer nok var tid til at søge mod en større liga. I stedet har Santander i det meste af saesonen vaeret en af de savnede. Og selvom han efter skaden mod Vejle rejste med truppen til Dubai på traeningslejr, var det uden at vaere spilleklar.
”For mig var det som at vaere på ferie,” griner han. ”Jeg kunne ikke foretage mig noget. Jeg var nødt til at holde mig i ro og respektere de meldinger, laegerne havde givet.”
For knap et halvt år siden gjorde han det modsatte, da han i sin iver efter at få FC København i Champions League spillede den afgørende playoffkamp mod Qarabag, selvom alarmklokkerne havde ringet.
Gennem hele sommeren havde han maerket noget irritere ham inde bag det ene skinneben, men havde alligevel spillet videre. Men efter kampen mod SønderjyskE var smerterne vaerre end før.
”Jeg taenkte ikke, det var noget saerligt. Men om mandagen inden returkampen mod Qarabag havde jeg meget ondt og spurgte laegen, om jeg kunne få en pille mod smerterne. Han undrede sig og spurgte: ’Hvorfor beder du om piller, det plejer du da aldrig at gøre?’ Jeg fortalte, at jeg havde lidt ondt i skinnebenet, og han sagde, at de hellere måtte undersøge mig. Og så kunne de se, at der var en revne derinde, som var grunden til problemerne,” fortaeller han.
”Det var to dage før returkampen. Laegen sagde til mig, at jeg ikke kunne spille. Hvis jeg fik et hårdt slag, kunne knoglen braekke. Men jeg havde jo spillet med det i to måneder uden at taenke over det. Det var en svaer situation, men jeg endte med at spille kampen,” fortsaetter han.
”Vi tog beslutningen sammen. Ståle er den øverst ansvarlige og ville gerne have, at jeg spillede. Laegen var selvfølgelig ikke enig. Jeg ville selv gerne spille, fordi jeg jo i forvejen havde spillet i et stykke tid med skaden. Så vi talte om det, og Ståle tog ansvaret for det,” siger han.
Et år forinden havde Federico Santander sendt FC København i Champions Leaguegruppespillet med sit vigtigste mål for klubben, da han udlignede på Cypern mod APOEL. Og det var ikke langt fra, at han gentog bedriften mod Qarabag. Med ryggen mod mål headede han et frispark i mål og bragte FCK foran 1-0 og udlignede dermed aserbajdsjanernes sejr fra det første opgør i Baku. Men i 2. halvleg gik det galt. Santander fik det frygtede slag på skinnebenet og måtte udgå og var ikke på banen i de sidste minutter, da FC København var foran med 2-1 og uden held jagtede det afgørende mål.
”Jeg fortryder ikke noget. Ståle har altid støttet mig 100 procent, og når han besluttede at lade mig spille, så var det også det rigtige at gøre. Det er takket vaere ham, at jeg er nået til, hvor jeg er i dag. Og hvis ikke skaden var blevet opdaget, så ville jeg måske bare have spillet videre med den indtil nu og spillet med lidt smerter. Men benet fortalte nok, at det var tid til at holde en pause,” siger han.
UNDREN I HJEMLANDET
For Ståle Solbakken var det naturligvis et stort tab at miste sin førsteangriber i flere måneder, men FC Københavns manager slår fast, at det ikke var udslagsgivende, at Santander rent faktisk spillede kampen mod Qarabag, selvom skaden i skinnebenet var kendt i forvejen.
”Vi vidste på forhånd, at Qarabag-kampen
ville blive den sidste i et stykke tid, og at han skulle opereres derefter. Men det var ikke farligt at lade ham spille kampen. Så for os handlede det om, hvorvidt han mentalt var staerk nok til at spille kampen med skaden,” siger Solbakken.
”Så det var en kalkuleret risiko, og han scorede jo undervejs. Så jeg fortryder ikke, at vi lod ham spille kampen. Han havde skullet holde pause alligevel,” siger Solbakken om en af mange episoder i saesonen, hvor tingene ikke er gået FC Københavns vej.
Otte dage efter kampen mod Qarabag skulle Federico Santander have vaeret i aktion i Chile for det paraguayske landshold, der stadig var med i kampen om de sydamerikanske VM-billetter. Men Santander måtte meddele landstraener Francisco Arce, at han ikke ville vaere i stand til at spille opgøret.
”Folk undrede sig i Paraguay. De forstod ikke, at jeg kunne spille den kamp for FC København, når vi kendte til skaden, og så ikke spille for landsholdet en uge senere. Jeg talte med landstraeneren og gjorde det klart, at det ikke var muligt at vente laengere med at foretage indgrebet. Så kunne det traekke ud i meget lang tid med at blive klar igen. Jeg sagde, at jeg gerne ville komme til Chile og vaere sammen med holdet, men at jeg ikke ville kunne spille. Han sagde så, at jeg bare skulle blive i Europa.”
Uden Santander vandt paraguayerne overraskende 3-0 i Chile. På det tidspunkt var angriberen selv rejst til London for at blive undersøgt. Her var vurderingen til hans overraskelse, at benet ikke skulle opereres. I stedet fik han meldinger om et genoptraeningsforløb på mange måneder.
”Jeg var ikke tilfreds med den melding og tog i stedet til Portugal for at blive vurderet af en anden specialist. Han havde en anden vurdering og sagde, at det var tid til en operation. Jeg kom om onsdagen, og dagen efter blev jeg opereret,” fortaeller han om operationen i Porto hos dr. João Espregueira-Mendes.
Efter operationen blev Santander i Porto for at genoptraene. Herfra kunne han på afstand følge, hvordan hans land på sidste spilledag trak sorteper i den dramatiske afslutning i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og hvordan hans klub vaklede videre i Superligaen. Noget af en kontrast til hans
➜ to første saesoner i Danmark, hvor FCK vandt The Double og i Superligaen sluttede med 9 og 22 points forspring til sølvvinderne.
”Det var en stor forandring i sommer med de vigtige spillere, vi mistede, og samtidig kom skaderne. Og sådan er det i fodbold. Der skal ikke så meget til, så kan man komme ind i en dårlig rytme, selvom vi også fik gode spillere ind. Det er en svaer situation nu. Det er ikke normalt for FC København at ligge nummer seks. Jeg ved ikke engang, hvor mange point vi er fra førstepladsen,” siger han.
”Men der var også et stort pres, dengang jeg kom til klubben. Da var klubben ikke blevet mester i to år, og jeg kunne godt maerke på det tidspunkt, at mesterskabet skulle vindes.”
EN TRUENDE PISTOL
Det var i sommeren 2015, at Federico Santander ankom til FC København fra barndomsklubben Guaraní. Her havde han imponeret i Copa Libertadores, hvor klubben fra den upåagtede paraguayske liga havde spillet sig helt frem til semifinalen ved at sende brasilianske Corinthians og argentinske Racing Club ud på vejen. Otte dage efter at Santander havde set finaledrømmen briste i semifinalen mod River Plate, var han i startopstillingen i Tjekkiet for FC København i Europa League-kvalifikationskampen mod Jablonec. Nogle dage senere havde jeg sat ham staevne til et indslag til Canal 9, hvor redaktionen havde fået den ide at tage den nye paraguayer med på en havnerundfart for at vise ham hans nye hjemby. Det var hektiske dage for Santander både på og uden for banen. Hans kone og lille søn var ankommet samme morgen fra Paraguay, og mens Amalienborg og Den Lille Havfrue gled forbi, talte vi om den store omvaeltning fra Asunción til København. På det tidspunkt fyldte det en del, at FC København et år tidligere uden held havde forsøgt at hente en spiller i Sydamerika. Argentineren Franco Mussis, der kun spillede 35 minutter for FCK, der hurtigt opgav ham igen.
Men Santander var ingen Mussis. Og til forskel fra argentineren havde han allerede oplevet en del, inden han ankom til det fjerne Danmark. Han blev født i Paraguays hovedstad Asunción og voksede op i forstaden San Lorenzo, hvor han spillede fodbold på en lille bane ved siden af hans bedstemors hus. Hans foraeldre er skilt, og han har i alt seks hel- og halvsøskende. Faderen spillede fodbold på et rimeligt niveau, og som 12-årig begyndte Federico Santander at spille i Guaraní, der er en af de traditionelle storklubber i landet, og allerede som 16-årig debuterede han på førsteholdet. Han var en spiller, der blev lagt maerke til, og den veludviklede fysik gav ham det usaedvanlige tilnavn ”El Ropero”, klaedeskabet.
Som teenager var han til prøvetraening i Milan, Inter og Tottenham, og da han var bare 19 år, indgik Guaraní i 2010 en lejeaftale med en indbygget købsoption med Toulouse i den franske liga. Gennem hele saesonen fik Santander paent med spilletid og debut på landsholdet. Men alligevel vendte han tilbage til Guaraní efter et år.
”Toulouse saenkede deres tilbud i forhold til det, der var aftalt på forhånd. Og så ville Guaraní ikke gå med til det. Det var vanskeligt i Frankrig, men jeg laerte meget af det år. I Paraguay var fodbolden naermest kun aggressiv, i Frankrig var det langt mere taktisk,” fortaeller han.
Et halvt år senere var der igen bud efter ham, og denne gang var det fra nabolandet Argentina, hvor storklubben Racing Club købte ham fri. Men det blev ingen succes; Santander scorede ikke et eneste mål for klubben, hvor han kort efter ankomsten blev konfronteret med den voldsomme argentinske fankultur.
En dag efter traening var han i selskab med Racings colombianske midtbanespiller Giovanni Moreno og kørte i bil forbi en fanshop, der var styret af klubbens barra brava, den indflydelsesrige fangruppe. De to spillere blev genkendt, og nogle unge maend fulgte efter dem i bil, og ved et rødt lys i Alsina-gaden kørte de ind foran de to spilleres bil og spaerrede vejen for dem. De kom over til Santander og Morenos bil og truede deres egen klubs spillere og rettede tilmed en pistol mod Morenos knae.
”Det handlede ikke om mig, fordi jeg var ny i klubben. De var efter Giovanni. De råbte alle mulige ting efter ham. De truede ham og kraevede, at han skulle tage sig sammen og spille bedre,” fortaeller Santander.
”Det er meget voldsomt i Sydamerika, og sådan noget gør det svaert. Hvis en stor klub i Sydamerika er i en svaer situation, så kan du ikke gå ud på gaden med din familie. Det er udelukket.”
Han kigger ud ad vinduet, hvor Jens Jessens Vej på Frederiksberg er mennesketom.
”Prøv at forestille dig, hvis FCK var Boca Juniors i den aktuelle situation. Det ville vaere frygteligt og umuligt at faerdes på gaden til fods. Folk ville stoppe dig og svine dig til. Heldigvis er det mere fredeligt her,” griner han.
BEDST MED NICOLAI JØRGENSEN
Heller ikke i Argentina fik Santander noget gennembrud. Efter et kaotisk halvår i Racing blev han udlejet til Tigre, der havde det svaert i bunden af tabellen, men samtidig havde succes i Copa Sudamericana, den lille af de to sydamerikanske klubturneringer, hvor klubben nåede helt frem til finalen. Men heller ikke i Tigre overbeviste Santander, og i 2013 vendte han for anden gang tilbage til Guaraní, inden turen to år efter gik til København.
Her blev han med det samme fast mand, mens Andreas Cornelius sad ude med en braekket ankel. Han scorede sit første mål for FCK i returkampen mod Jablonec, der alligevel endte med et samlet nederlag og dermed den første saeson i mange år uden deltagelse i et europaeisk gruppespil. Men i Superligaen kunne han ikke få hul på bylden, og Ståle Solbakken kunne i Ekstra-Bladet tale om en angriber, der både havde vaeret ”udygtig og uheldig,” og konstatere, at ”25 skud og 0 mål ikke er nogen acceptabel udnyttelse.”
Først efter 797 målløse minutter fik Santander i oktober scoret sit første mål i Superligaen mod Hobro, og selvom han dummede sig med et rødt kort mod Brøndby nogle uger senere og efter kampen blev omtalt som ”El Estúpido” af sin traener, har der siden da ikke vaeret den store tvivl om Santanders kvaliteter. I begge sine to første saesoner i FC København scorede paraguayeren 17 mål, først med Nicolai Jørgensen som makker og senere med Andreas Cornelius.
”Jeg synes, at jeg fungerede bedst og fik mest ud af det i den tid, hvor Nicolai var her. Jeg blev i feltet, og han søgte mere mod bolden. I sidste saeson med Cornelius søgte vi mere de direkte bolde op i feltet, fordi vi
begge var fysisk staerke. Det fungerede også, og vi lavede begge mange mål. Men jeg følte mig bedst tilpas med Nicolai. Han er den type, der har passet bedst sammen med mig af dem, jeg har spillet sammen med her,” siger Santander, der nu har fået en ny legekammerat i angrebet i nytilkomne Viktor Fischer.
I naeste uge venter de store kampe mod Atlético Madrid, og selvom Federico Santander følger mere med i engelsk end i spansk fodbold, så er det noget saerligt at skulle op mod en af de førende klubber i europaeisk fodbold.
”Jeg håbede faktisk, at vi ville traekke Atlético. På grund af den situation, vi er i, ville jeg gerne traekke et stort hold. Jeg håber, det kan give os en ekstra motivation,” siger han.
Vi taler om de hårdføre uruguayanske midterforsvarere Diego Godín og José María Giménez, som han har mødt med landsholdet. Dagen før har Godín mistet tre taender i kampen mod Valencia, så ham kommer Santander ikke op imod på torsdag i Parken. Til gengaeld vil han møde en traener, som han faktisk var taet på selv at have fået som chef i Racing. Bare et par måneder inden Santander blev hentet til den argentinske klub i begyndelsen af 2012, havde Diego Simeone forladt Racing for at overtage jobbet i Atlético.
”Jeg havde ikke selv kontakt med ham dengang, og det er ikke mit indtryk, at han havde noget at gøre med mit skifte. Men holdkammeraterne dengang beskrev ham som meget striks. Han var hele tiden over dem til traening. Og i dag er han helt sikkert en af de bedste traenere i Europa,” siger han.
TRAMPOLINEN I KØBENHAVN
Det er nemt at forestille sig, at Federico Santander også ser Atlético-kampene som et godt udstillingsvindue. Da Andreas Cornelius i sommer blev solgt til Atalanta, stod det samtidig klart, at FC København ville gøre meget for at holde på Santander, så man ikke skulle spille et helt nyt angreb sammen. Han er kun halvvejs gennem den fem år lange kontrakt, han indgik med FCK i 2015, men allerede dengang noterede Ståle Solbakken, at Santander naeppe ville tilbringe alle fem år i København.
”Vi regner med, at der kommer et bud til sommer, så det kan vaere mine sidste måneder i klubben. Jeg har talt om det med Ståle. Hvis der kommer et konkret bud, så ser vi på det. Men jeg skal ikke vaek for enhver pris. Her ved jeg, at jeg spiller, og jeg har det godt og kender alle i klubben. Det handler også om min familie. Så vi må se på, hvor det er henne, hvad det går ud på, og hvor mange penge der er i det,” siger Santander, der i øjeblikket venter på at blive far for anden gang.
”Det gode ved Ståle er, at han er meget reel. Hvis han melder ud, at det er planen, at en spiller skal saelges, så mener han det. Så får man frihed til at komme videre og vaelge sin vej. Lige nu har han sagt nej, de har brug for, at jeg er her for at hjaelpe holdet frem igen, fordi situationen er, som den er. Så vi har lavet en aftale om, at hvis der kommer noget til sommer, så vil de lade mig rejse. Men man ved det selvfølgelig aldrig, og skaden har også påvirket det. Jeg skal tilbage på det niveau, jeg havde før. Det er det, det handler om lige nu,” siger han.
I sidste måned var det taet på, at Federico Santander fik en landsmand som holdkammerat, da FC København forsøgte at hente Jesús Medina i Libertad. Men i sidste ende blev FCK overbudt, da New York City med den enorme City Football Group i ryggen i stedet fik ham til New York. I forsøget på at få Medina til København spillede Santander en vigtig rolle.
”Jeg ringede til ham og fortalte ham om byen og om klubben og beskrev, hvordan den arbejder og fungerer. Jeg forklarede ham alt. Han sagde, at det lød godt, men at det ikke kun afhang af ham selv. Jeg sagde, at det var fint, og at han måtte gøre, hvad der var bedst for ham, og taenke på sin fremtid. Jeg prøvede at forklare ham, at det var bedre at spille Champions League her end i MLS i New York,” siger Santander.
”Men sådan er sydamerikanere. De fleste taenker i første omgang på pengene. Jeg prøvede at beskrive FC København som en trampolin. Vi er altid med i de europaeiske turneringer. Der er mange spillere, der er kommet herfra til større ligaer. Men tankegangen hos en paraguayer er ikke sådan. Der vil man spørge: ’Hvor meget kan jeg tjene nu? Hvor mange penge er der i det?’ Fordi livet for en paraguayer ikke altid er det nemmeste,” fortsaetter han.
”Men det undrer mig egentlig, at en stor klub som FCK ikke har flere sydamerikanere. Normalt vil en topklub i alle lande have en brasilianer eller en argentiner. Jeg ved, at der tidligere har vaeret flere i klubben, men jeg har vaeret alene i min tid her,” lyder det fra Federico Santander om en FCK-karriere, der har vaeret fyldt med højdepunkter, men som i denne saeson er blevet praeget af modgang. Modgang, som han nu håber at have lagt bag sig, så han kan løbe på banen mod Atlético i naeste uge og score de mål i Superligaen, der kan føre FCK mod toppen og sikre, at de to kampe mod spanierne ikke bliver de sidste i Europa i halvandet år for FC København. ✖