STAERKT ENGELSK COMEBACK I CHAMPIONS LEAGUE
Efter mange års nedtur satte de engelske klubber en historisk rekord ved at få hele fem klubber med ud af Champions Leaguegruppespillet, men hvor kommer fremgangen fra, og betyder den, at Premier League ligefrem kan håbe på at få den første finalist igen
For kun anden gang i Champions Leagues historie havde et land fem forskellige klubber med i gruppespillet, så så svaert var det heller ikke for de fem engelske at blive historiske ved at alle fem gik videre til 1/8-finalerne, men det var alligevel en ganske markant magtdemonstration. I 2015/16 gik kun tre af de fem spanske hold således videre, mens de engelske i denne omgang endda vandt fire af de fem grupper med kun Chelsea som nummer to men samtidig også i en gruppe af en kaliber, der med AS Roma og Atletico Madrid som deltagere kun blev matchet i svaerhedsgrad af Tottenhams med Real Madrid og Dortmund.
Så Champions League-turneringen fylder igen i det engelske og på en helt anden måde end sidste år, hvor Tottenham røg i gruppespillet, hvor Arsenal (igen-igen til Bayern) og Manchester City (til forbløffende Monaco på udebanemål efter samlet 6-6) sagde farvel efter 1/8-finalerne, og kun den overraskende mester fra Leicester var tilbage blandt de otte sidste klubber i turneringen. Det var sløjt, men det var også samtidig et billede på en ny europaeisk norm.
Fra 2005 til 2012 var der syv engelske klubber i de otte finaler, der blev afviklet, og tre af dem vandt endda pokalen med de store ører, Manchester United oven i købet i en ren engelsk finale mod Chelsea i Moskva i 2008. Fra Liverpools uvirkelige finalesejr over Milan i Istanbul i 2005 til Chelseas lige så overraskende over Bayern i München i 2012 blev fans af Premier League-fodbold bekraeftet i, at de ikke gik helt galt i byen ved at kalde deres favoritliga for den bedste i verden, heller ikke selv om alle tre triumfer ganske pudsigt blev sikret efter straffespark. Men siden Roberto Di Matteos uventede triumf med Chelsea havde det altså vaeret skidt i Europa.
I 2013 stoppede den engelske deltagelse med 1/8-finalerne, i 2014 nåede Jose Mourinhos Chelsea semifinalen, hvor de blev stoppet af Atletico Madrid, i 2015 var 1/8-finalerne igen højdepunktet, før en opgivende Manuel Pellegrini, der allerede vidste, at han blev afløst af Pep Guardiola, tog Manchester City til semifinalen mod Real Madrid, der blev tabt med samlet 0-1, uden City var i naerheden af at vinde. Og sidste år var der altså Leicester i kvartfinalen mod Atletico Madrid, der blev tabt med samlet 2-1.
Men nu er der fem hold med i 1/8-finalen, og sådan som kampene er skruet sammen, må man forvente, at tre, måske fire, af dem når med til kvartfinalen, hvilket ikke er set magen siden de glade dage i de tre saesoner fra 2006 til 2009, hvor tre af de fire semifinalister hver år var fra Premier League, og hvor halvdelen af holdene i kvartfinalerne i både 2008 og 2009 var engelske.
Spørgsmålet er så, hvorfor tingene er faldet i hak igen i denne saeson. Er det tilfaeldigt eller en ny trend?
STORE TRANSFERS OG DYGTIGE TRAENERE
Umiddelbart vurderet lader det sidste til at vaere tilfaeldet, for det kan vanskeligt vaere anderledes, når fodboldøkonomien har udviklet sig på en måde, så Bournemouth har en højere omsaetning end Benfica, og halvdelen af klubberne i top 20 på Deloittes nyligt udsendte Rich List er engelske. For på sigt saetter pengene altid sit spor på resultaterne, og derfor kan det ikke undre, at de engelske hold gør det godt, når seks af de 11 klubber med størst omsaetning er engelske, heraf de fem i 1/8-finalerne med Tottenham som klub-
ben uden for top 10, og Arsenal som nummer seks og planer om at nå langt i den Europa League de for første gang i 20 år har måttet nøjes med.
De mange penge i engelsk fodbold saetter også sit praeg på transfermarkedet. Ifølge en rapport fra FIFA, brugte de engelske klubber i 2017 netto seks milliarder kroner på transfers, hvilket var mere end de fire naeste lande til sammen, og i det nyligt lukkede januar-vindue var tendensen den samme. Hvor rekorden for Premier League-køb tidligere samlet har ligget lige over de 200 millioner pund, blev den i år fordoblet til 430 millioner pund (3,6 milliarder kroner), og klubberne i top seks tog godt fra ved at bruge 2,2 milliarder kroner mod slet ikke at hente noget sidste år ved denne tid – Manchester Citys indkøb af Gabriel Jesus var foretaget i sommeren 2016, men havde først effekt fra januar 2017.
Men det er selvfølgelig ikke nok bare at bruge penge. De skal også bruges ordentligt, og der skal stå en dygtig traener i spidsen for holdet for at få de dyre og ofte udenlandske stjerner til at fungere sammen. Og her må man sige, at Premier League er sjaeldent godt kørende på sidelinjen, hvis man kigger på de fem klubber, der snart skal ud i Champions League 1/8-finalerne. Fire sejre, en tabt finale og 11 ture i semifinalen lyder for eksempel Champions League-regnskabet for de fem managere, omend det bortset fra Jürgen Klopps tabte finale med Dortmund er Manchestercheferne Pep Guardiola og José Mourinho, der har leveret de resultater.
I Chelsea har Antonio Conte dog vundet fire mesterskaber i sine fire seneste saesoner som klubtraener (tre i Juventus, et i debutsaesonen med Chelsea), og med sin taktiske snilde fik han i sidste saeson påvirket mange Premier League-hold til at spille med tre mand i bagkaeden, mens hans traenerpraestation som italiensk landstraener ved EM i 2016, hvor et sløjt mandskab slog de forsvarende vindere fra Spanien med 2-0 efter et taktisk mesterstykke i Paris, også fortaeller om en meget dygtig traener. Og i Tottenham har Mauricio Pochettino dygtigt bygget et hold, der kan presse højt og effektivt, både på White Hart Lanes lille bane og Wembleys store grønsvaer, og som er staerkt i både defensiven og offensiven.
Det er lidt i samme stil, som Jürgen Klopp gjorde det i først Dortmund og siden i Liverpool, hvor den defensive side af sagen dog ikke er helt på plads endnu. Det er til gengaeld José Mourinhos helt store styrke, hvilket han igen har bevist i Manchester United, mens Pep Guardiola i City for første gang i otte saesoner måtte gå gennem et fodboldår uden et trofae i sin første saeson i Manchester, hvilket fortaeller meget om hans kvaliteter.
Premier League har simpelt hen lige nu fem af de måske 10 bedste managere i klubfodbol-
den, så den taktiske styrke er også på plads, og på den måde er der både penge og knowhow at finde i de fem klubber, der udgør 31 procent af 1/8-finalisterne i Champions League, men derfra og så til at vaere en ubesejrelig magtfaktor er der også et stykke. For der er stadig masser af snubletråde.
STADIG BEDRE ADRESSER I EUROPA
Der er for eksempel Real Madrid, Barcelona, Bayern München, Paris Saint-Germain og Juventus for at tage dem i raekkefølge på Deloittes top 10-liste, for her er tale om fem klubber, som ingen klub på dagen kan vaere sikker på at kunne besejre.
Styrkeforholdet kan man også se på transfermarkedet, for selv om de engelske klubber bruger mange penge, har man for eksempel kun hentet PSG-reserver som Serge Aurier og Lucas Moura i Tottenham og ikke stjerner som Edinson Cavani, Neymar, Kylian Mbappé eller Marco Verratti, mens den største januarhandel i engelsk fodbold var ud af Premier League med Barcelonas køb af Philippe Coutinho i Liverpool. Det lykkedes heller ikke for Manchester United at få hentet Antoine Griezmann i Atletico Madrid, så der er stadig adresser i fodboldverdenen, der klinger af mindst lige så meget som de engelske, mens klimaet og sproget også kan spille en rolle for sydamerikanere og sydeuropaeere af højeste karat.
Og så er der hårdheden af Premier League, der ofte bliver naevnt. For eksempel har klubberne ikke nogen vinterferie, så man får ikke den pause midt i fodboldåret, som man kan finde i de andre store ligaer. Samtidig betyder pokalturneringerne og specielt FA Cuppen også en del, hvilket gør, at de bedste spillere i det engelske ender med mange kampe på kortet, når saesonen er slut – hvilket nu også gaelder for eksempel Lionel Messi og Cristiano Ronaldo i henholdsvis Barcelona og Real Madrid.
Uanset hvad er der tryk på, og da hovedparten af spillerne i de fem klubber er udenlandske, er de ikke vokset op med hverken kampmaengde, vejr eller tempo, så det kraever tilvaenning og slider, hvilket kan koste, når det for alvor gaelder i Champions League. Til gengaeld holder snakken om de taette kampe ikke lige i denne saeson, hvor mange af de små stiller sig meget dybt og satser på kontraer, mens Manchester City samtidig er suveraent i front, og kan spare spillere i ligaen, hvis der bliver behov for det. Til gengaeld er kampen om en plads i top fire lige så hård som i de seneste par saesoner, så de øvrige engelske Champions League-deltagere får ikke umiddelbart mulighed for at kunne traekke den samme luft.
Økonomisk styrke, kvalitet på banen og på sidelinjen og suveraeniteten i ligaen er nogle af grundene til, at Pep Guardiolas mandskab også er det bedste bud på at nå langt i Europa, hvis Citys lodtraekning flasker sig anderledes, end den gjorde for Real Madrid og Paris Sain-Germain, der mødes i den ene af de otte 1/8-finaler, og som man kan laese mere om andetsteds i bladet.
Om det så også kan baere hele vejen til den første finale med et engelsk mandskab som deltager siden 2012, må foråret vise. Men den spanske magt-demonstration med seks af otte finalister over de fire seneste år er i hvert fald udfordret, og ikke kun fordi Barcelona kan stå alene tilbage efter 1/8-finalerne. For de engelske hold står ganske staerkt, og det kan meget vel fortsaette fremover også. ✖