FODBOLDLOVENS HISTORIE

Vi befinder os i den grad i brydningstider, hvad fodboldloven angår. De seneste to år har budt på en stor gennemskrivning, hvor mindre relevante tilfaelde blev skrevet ud og mindre logiske ting rettet ind til højre (derfor kan man sagtens finde ting, som man ikke synes er så forfaerdelig logiske endda, men sådan en revision er en noget laengere proces, hvor man hele tiden bliver klogere og opdager hjørner, som lige skulle have vaeret med - med et fint ord ’konsekvensrettelser’). Og med introduktionen af VAR som en mulighed i fodboldloven har vi gang i den vel nok største revolution i lovens historie - at subjektive tekniske hjaelpemidler (for det er VAR jo !) kan underbygge dommerskøn, og man ikke bare taler om objektive vurderinger af, om en bold har krydset en linje eller ej.

Samtidig kan jeg se, at en god del af de spørgsmål, som jeg får, handler om, hvornår dette eller hint blev indført - man ser i ånden vaeddemål opstå i gode venners lag over glimrende frokoster o.l. - så på den baggrund giver det god mening at se lidt på historiens lange linjer og udviklingen i regelsaettet. Så passer det oven i købet fint med, at jeg har et par uger, hvor jeg ikke nødvendigvis har jordens bedste netforbindelse i det store udland, så denne og den kommende uge bliver et strejftog ned ad historiens lange og ikke altid lige fladtrådte stier. Noget, som jeg sidste gang gjorde for naesten fem år siden, så der er forhåbentlig stødt nye laesere til, og ellers er der måske andre, der har det som mig selv, at hukommelsen ikke altid laengere er så velsmurt, som den engang var, så en gentagelse ikke gør noget.

Man kan sagtens have sine problemer med at udlaegge og forklare fodboldreglerne, som de er skruet sammen her og nu. Men udviklingen i reglerne er faktisk et rigtig sjovt studium i sig selv og viser også, at der er en paent stor kerne, som har overlevet alle forandringer. Derfor spilles fodbold stadig grundlaeggende efter de samme regler, som det blev for 150 år siden. Det er det faktum, som nogle vil kalde for håbløst konservativt - men i min bog er det nu meget hyggeligt, at man stadig kan genkende fodbold som fodbold, uden at der er kommet diverse kommercielle ’forbedringsforslag’ indover. Guderne skal vide, at mange har prøvet - et af de forslag, som jeg husker bedst, var det, der ville gøre målene større, så der kunne blive scoret nogle flere af dem. Her skulle man virkelig have tegnet aktier hos en målfabrikant, for at taenke sig alle fodboldmål over hele verden blive udskiftet til en større model… Modargumentet kom prompte: ville det ikke vaere mindre besvaerligt blot at lovgive, så ingen målmand måtte vaere over 1,50 meter høj ? Det ville også give flere mål - og så forsvandt forslaget om større mål heldigvis tilbage i den fortjente glemsel.

Der dukker vitterlig nogle sjove detaljer op, når man begynder at grave i arkiverne - det er også på denne måde, at man måske, hvis man er heldig, kan få en fornemmelse af ’lovens ånd’: dette flygtige begreb, som for mange er den absolut sidste tilflugt, hvis de faglige argumenter ikke rigtig holder vand. Naeppe mange skaenker det f.eks. en tanke, at når vi i dag taler om ’scoring’, var det fordi man i hver ende havde en måldommer, forsynet med en kniv eller økse, som, hver gang bolden passerede mållinjen mellem staengerne, lavede et hak i målstolpen. En af betydningerne af ’score’på engelsk er ’at ridse’ - og det var det, som måldommerne gjorde. Når tiden var gået, talte man hakker i målstaengerne, og det hold, som havde opnået flest hak, havde vundet.

Hvis man springer de rå og brutale middelalderudgaver over (selv om de bestemt også har deres underholdningsvaerdi, og der er mange gode historier knyttet til dem) og går frem til midten af 1800-tallet, hvor spillet er en sport for de finere kredse på de engelske kostskoler, er der nogle helt bestemte ting, der karakteriserer spillet og reglerne. Fodboldloven på tryk er ikke nogen selvfølge. Oprindelig er reglerne nemlig uskrevne, for der er noget, ’man’ gør og ikke gør som gentleman, og denne moralkodeks er faelles for deltagerne, så der er overhovedet ikke behov for skrevne regler. Indtil den sproglige modernisering af reglerne i 1997 havde lovbogen faktisk stadig begrebet ’ungentlemanly conduct’ - i den danske version ’utilbørlig optraeden’. Det er nu erstattet af det mere mundrette ’unsporting behaviour’ (og af ’usportslig opførsel’)..

Men da spillet dyrkes på flere kostskoler med forskellige regelsaet (blandt andet med en lille afgørende detalje som den, om man må bruge haenderne eller ej – det er rugby, som er den dominerende sport, og her er haenderne jo centrale), er der behov for en faelles standard. I 1863 kommer det første faelles regelsaet (F.A’s regler), og heri er det faktisk tilladt at tage bolden med haenderne, laegge den på jorden og sparke til den. Det er dette år, man plejer at regne for lovens fødselsår. De kommende år byder på mange justeringer og tilpasninger. Det første saet regler havde vaeret udtaenkt og udformet i London, men mange distrikter i England havde stadig deres egne lokale regler. I 1878 kommer så et faelles saet for alle klubber og distrikter tilsluttet den engelske Football Association – og her er brug af haenderne forbudt. Det plejer man at regne som fodboldspillets reelle fødeår - for her går vi endegyldigt fra rugby til fodbold, og fødderne bliver det dominerende redskab.

Dommeren er ofte omdrejningspunktet i en kampomtale - men han er såmaend heller ikke nogen selvfølge, for oprindelig havde man slet ikke nogen dommer. Når spillet spilles af gentlemen, der naturligvis ikke kunne drømme om med vilje at overtraede reglerne, hvad skal man så med en dommer ? I et tankesaet anno dazumal må enhver overtraedelse pr. definition bero på ukendskab til reglerne. Så systemet fungerer på den måde, at hvert hold vaelger en dommer blandt tilskuerne, som fra sidelinjen tager sig af hver sin banehalvdel. Om der skulle dømmes for en haendelse eller ej, blev afgjort af anførerne, men skulle de undtagelsesvis ikke kunne blive enige, kunne de få hjaelp af dommerne, hvis de bad om det. Senere indføres en overdommer, stadig uden for banen – de to dommere på linjerne haever en stok, når der efter deres mening skal fløjtes, og overdommeren kan så vaelge at gøre det. I disse moderne tider kunne det egentlig vaere muntert at forestille sig to dommere udvalgt af holdene blandt deres fanskare. Gad vide, hvad de kunne blive enige om ?

I 1891 indføres dommer og to linjedommere på banen – men dommeren kan stadig kun straffe, når spillerne appellerer til ham (det er derfor, han hedder en ’referee’ – det er ham, man refererer/stiler sin appel til). Og ikke nok med, at man skal appellere - man skal gøre det med den korrekte sprogbrug og med lovens ord. Altså ikke noget med bare at slå ud med armene og brøle ’Frispark !’. Naeh ’Hr. dommer - jeg mener, at jeg bør tildeles et direkte frispark, fordi modparten angreb mig med skulderen, uagtet at han ikke havde bolden inden for spilleafstand og ej heller forsøgte at spille bolden !’. Noget kunne tyde på, at tempoet for det første har vaeret roligere dengang - og at spillerne simpelthen var nødt til at kende reglerne for at kunne spille med. Lagtfra noget, som man har indtrykket af er en forkromet selvfølge anno 2018.

Så når mange nu om stunder slår til lyd for, at det skal vaere muligt at standse spillet og få en afgørelse fra en uvildig instans uden for banen, gerne med en TV-monitor foran sig, griber man såmaend bare tilbage til 1891. Det er der med garanti ikke mange, der har taenkt på - at VAR har et solidt grundlag i historien, selv om de tekniske virkemidler er blevet mere raffinerede siden da.

Først i 1896 kommer den lovaendring, der gør det muligt for dommeren at straffe en forseelse ud fra sin egen vurdering – uden forudgående appel. Uden tvivl den vigtigste lovaendring nogensinde, for nu har vi den moderne dommer på banen. Han, som afgør situationerne ud fra sit eget skøn uden appeller fra spillerne - og det markerer nok også det punkt, hvor gentleman-begrebet har spillet så meget fallit, at man er nødt til at have en synlig neutral opmand til at løse stridighederne.

Fortsaettelse følger i naeste uge. Nogle vil uden tvivl allerede have bemaerket, at jeg hygger mig ganske meget ved at grave i annalerne, så fortsaet meget gerne med spørgsmål, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det, der skete i sidste weekend, selv om det bestemt stadig er klummens og mit primaere formål her at vaere nogenlunde aktuelle.