FODBOLDLOVENS HI­STO­RIE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Vi be­fin­der os i den grad i bryd­ning­sti­der, hvad fod­bold­loven an­går. De se­ne­ste to år har budt på en stor gen­nem­skriv­ning, hvor min­dre re­le­van­te til­fa­el­de blev skre­vet ud og min­dre lo­gi­ske ting ret­tet ind til høj­re (der­for kan man sag­tens fin­de ting, som man ik­ke sy­nes er så for­fa­er­de­lig lo­gi­ske end­da, men så­dan en re­vi­sion er en no­get la­en­ge­re pro­ces, hvor man he­le ti­den bli­ver klo­ge­re og op­da­ger hjør­ner, som li­ge skul­le ha­ve va­e­ret med - med et fint ord ’kon­se­kvens­ret­tel­ser’). Og med in­tro­duk­tio­nen af VAR som en mu­lig­hed i fod­bold­loven har vi gang i den vel nok stør­ste re­vo­lu­tion i lovens hi­sto­rie - at sub­jek­ti­ve tek­ni­ske hja­el­pe­mid­ler (for det er VAR jo !) kan un­der­byg­ge dom­mer­s­køn, og man ik­ke ba­re ta­ler om ob­jek­ti­ve vur­de­rin­ger af, om en bold har kryd­set en linje el­ler ej.

Sam­ti­dig kan jeg se, at en god del af de spørgs­mål, som jeg får, hand­ler om, hvor­når det­te el­ler hint blev ind­ført - man ser i ån­den va­ed­demål op­stå i go­de ven­ners lag over glim­ren­de froko­ster o.l. - så på den bag­grund gi­ver det god me­ning at se lidt på hi­sto­ri­ens lan­ge linjer og ud­vik­lin­gen i re­gel­sa­et­tet. Så pas­ser det oven i kø­bet fint med, at jeg har et par uger, hvor jeg ik­ke nød­ven­dig­vis har jor­dens bed­ste net­for­bin­del­se i det sto­re ud­land, så den­ne og den kom­men­de uge bli­ver et strejf­tog ned ad hi­sto­ri­ens lan­ge og ik­ke al­tid li­ge flad­t­rå­d­te sti­er. No­get, som jeg sid­ste gang gjor­de for na­e­sten fem år si­den, så der er for­hå­bent­lig stødt nye la­e­se­re til, og el­lers er der må­ske an­dre, der har det som mig selv, at hukom­mel­sen ik­ke al­tid la­en­ge­re er så vels­murt, som den en­gang var, så en gen­ta­gel­se ik­ke gør no­get.

Man kan sag­tens ha­ve si­ne pro­ble­mer med at ud­la­eg­ge og for­kla­re fod­bol­dreg­ler­ne, som de er skru­et sam­men her og nu. Men ud­vik­lin­gen i reg­ler­ne er fak­tisk et rig­tig sjovt stu­di­um i sig selv og vi­ser og­så, at der er en pa­ent stor ker­ne, som har over­le­vet al­le for­an­drin­ger. Der­for spil­les fod­bold sta­dig grund­la­eg­gen­de ef­ter de sam­me reg­ler, som det blev for 150 år si­den. Det er det fak­tum, som nog­le vil kal­de for håb­løst kon­ser­va­tivt - men i min bog er det nu me­get hyg­ge­ligt, at man sta­dig kan gen­ken­de fod­bold som fod­bold, uden at der er kom­met di­ver­se kom­merci­el­le ’for­bed­rings­for­slag’ in­d­over. Gu­der­ne skal vi­de, at man­ge har prø­vet - et af de for­slag, som jeg hu­sker bedst, var det, der vil­le gø­re må­le­ne stør­re, så der kun­ne bli­ve sco­ret nog­le fle­re af dem. Her skul­le man vir­ke­lig ha­ve teg­net ak­tier hos en må­l­fa­bri­kant, for at ta­en­ke sig al­le fod­bold­mål over he­le ver­den bli­ve ud­skif­tet til en stør­re mo­del… Mo­d­ar­gu­men­tet kom promp­te: vil­le det ik­ke va­e­re min­dre be­sva­er­ligt blot at lov­gi­ve, så in­gen må­l­mand måt­te va­e­re over 1,50 me­ter høj ? Det vil­le og­så gi­ve fle­re mål - og så for­svandt for­sla­get om stør­re mål hel­dig­vis til­ba­ge i den fortjen­te glem­sel.

Der duk­ker vit­ter­lig nog­le sjove de­tal­jer op, når man be­gyn­der at gra­ve i ar­ki­ver­ne - det er og­så på den­ne må­de, at man må­ske, hvis man er hel­dig, kan få en for­nem­mel­se af ’lovens ånd’: det­te flyg­ti­ge be­greb, som for man­ge er den ab­so­lut sid­ste til­flugt, hvis de fag­li­ge ar­gu­men­ter ik­ke rig­tig hol­der vand. Na­ep­pe man­ge ska­en­ker det f.eks. en tan­ke, at når vi i dag ta­ler om ’scor­ing’, var det for­di man i hver en­de hav­de en må­l­dom­mer, for­sy­net med en kniv el­ler øk­se, som, hver gang bol­den pas­se­re­de må­l­linj­en mel­lem sta­en­ger­ne, la­ve­de et hak i mål­stol­pen. En af be­tyd­nin­ger­ne af ’sco­re’på en­gelsk er ’at rid­se’ - og det var det, som må­l­dom­mer­ne gjor­de. Når ti­den var gå­et, tal­te man hak­ker i målsta­en­ger­ne, og det hold, som hav­de op­nå­et flest hak, hav­de vun­det.

Hvis man sprin­ger de rå og bruta­le mid­delal­der­ud­ga­ver over (selv om de be­stemt og­så har de­res un­der­hold­nings­va­er­di, og der er man­ge go­de hi­sto­ri­er knyt­tet til dem) og går frem til mid­ten af 1800-tal­let, hvor spil­let er en sport for de fi­ne­re kred­se på de en­gel­ske kostsko­ler, er der nog­le helt be­stem­te ting, der ka­rak­te­ri­se­rer spil­let og reg­ler­ne. Fod­bold­loven på tryk er ik­ke no­gen selv­føl­ge. Oprin­de­lig er reg­ler­ne nem­lig uskrev­ne, for der er no­get, ’man’ gør og ik­ke gør som gent­le­man, og den­ne moral­ko­deks er fa­el­les for del­ta­ger­ne, så der er over­ho­ve­det ik­ke be­hov for skrev­ne reg­ler. Ind­til den sprog­li­ge mo­der­ni­se­ring af reg­ler­ne i 1997 hav­de lov­bo­gen fak­tisk sta­dig be­gre­bet ’un­gent­le­man­ly con­duct’ - i den dan­ske ver­sion ’util­bør­lig op­tra­e­den’. Det er nu er­stat­tet af det me­re mund­ret­te ’uns­por­ting be­haviour’ (og af ’usport­s­lig op­før­sel’)..

Men da spil­let dyr­kes på fle­re kostsko­ler med for­skel­li­ge re­gel­sa­et (blandt an­det med en lil­le af­gø­ren­de de­tal­je som den, om man må bru­ge ha­en­der­ne el­ler ej – det er rug­by, som er den do­mi­ne­ren­de sport, og her er ha­en­der­ne jo cen­tra­le), er der be­hov for en fa­el­les stan­dard. I 1863 kom­mer det før­ste fa­el­les re­gel­sa­et (F.A’s reg­ler), og he­ri er det fak­tisk til­ladt at ta­ge bol­den med ha­en­der­ne, la­eg­ge den på jor­den og spar­ke til den. Det er det­te år, man ple­jer at reg­ne for lovens fød­selsår. De kom­men­de år by­der på man­ge ju­ste­rin­ger og til­pas­nin­ger. Det før­ste sa­et reg­ler hav­de va­e­ret ud­ta­enkt og ud­for­met i Lon­don, men man­ge di­strik­ter i Eng­land hav­de sta­dig de­res eg­ne lo­ka­le reg­ler. I 1878 kom­mer så et fa­el­les sa­et for al­le klub­ber og di­strik­ter til­slut­tet den en­gel­ske Foot­ball As­so­ci­a­tion – og her er brug af ha­en­der­ne for­budt. Det ple­jer man at reg­ne som fod­bold­spil­lets re­el­le fø­de­år - for her går vi en­de­gyl­digt fra rug­by til fod­bold, og fød­der­ne bli­ver det do­mi­ne­ren­de red­skab.

Dom­me­ren er of­te om­drej­nings­punk­tet i en kam­pom­ta­le - men han er så­ma­end hel­ler ik­ke no­gen selv­føl­ge, for oprin­de­lig hav­de man slet ik­ke no­gen dom­mer. Når spil­let spil­les af gent­le­men, der na­tur­lig­vis ik­ke kun­ne drøm­me om med vil­je at over­tra­e­de reg­ler­ne, hvad skal man så med en dom­mer ? I et tan­kesa­et an­no da­zu­mal må en­hver over­tra­e­del­se pr. de­fi­ni­tion be­ro på ukend­skab til reg­ler­ne. Så syste­met fun­ge­rer på den må­de, at hvert hold va­el­ger en dom­mer blandt til­sku­er­ne, som fra si­de­linj­en ta­ger sig af hver sin ba­ne­halv­del. Om der skul­le døm­mes for en ha­en­del­se el­ler ej, blev af­gjort af an­fø­rer­ne, men skul­le de und­ta­gel­ses­vis ik­ke kun­ne bli­ve eni­ge, kun­ne de få hja­elp af dom­mer­ne, hvis de bad om det. Se­ne­re ind­fø­res en over­dom­mer, sta­dig uden for ba­nen – de to dom­me­re på linjer­ne ha­e­ver en stok, når der ef­ter de­res me­ning skal fløjtes, og over­dom­me­ren kan så va­el­ge at gø­re det. I dis­se mo­der­ne ti­der kun­ne det egent­lig va­e­re mun­tert at fo­re­stil­le sig to dom­me­re ud­valgt af hol­de­ne blandt de­res fanska­re. Gad vi­de, hvad de kun­ne bli­ve eni­ge om ?

I 1891 ind­fø­res dom­mer og to linjedom­me­re på ba­nen – men dom­me­ren kan sta­dig kun straf­fe, når spil­ler­ne ap­pel­le­rer til ham (det er der­for, han hed­der en ’re­fe­ree’ – det er ham, man re­fe­re­rer/sti­ler sin ap­pel til). Og ik­ke nok med, at man skal ap­pel­le­re - man skal gø­re det med den kor­rek­te sprog­brug og med lovens ord. Alt­så ik­ke no­get med ba­re at slå ud med ar­me­ne og brø­le ’Fris­park !’. Na­eh ’Hr. dom­mer - jeg me­ner, at jeg bør til­de­les et di­rek­te fris­park, for­di mod­par­ten an­greb mig med skul­de­ren, uag­tet at han ik­ke hav­de bol­den in­den for spil­le­af­stand og ej hel­ler for­søg­te at spil­le bol­den !’. No­get kun­ne ty­de på, at tem­po­et for det før­ste har va­e­ret ro­li­ge­re den­gang - og at spil­ler­ne sim­pelt­hen var nødt til at ken­de reg­ler­ne for at kun­ne spil­le med. Lagt­fra no­get, som man har ind­tryk­ket af er en for­kro­met selv­føl­ge an­no 2018.

Så når man­ge nu om stun­der slår til lyd for, at det skal va­e­re mu­ligt at stand­se spil­let og få en af­gø­rel­se fra en uvil­dig in­stans uden for ba­nen, ger­ne med en TV-mo­ni­tor for­an sig, gri­ber man så­ma­end ba­re til­ba­ge til 1891. Det er der med ga­ran­ti ik­ke man­ge, der har ta­enkt på - at VAR har et so­lidt grund­lag i hi­sto­ri­en, selv om de tek­ni­ske vir­ke­mid­ler er ble­vet me­re raf­fi­ne­re­de si­den da.

Først i 1896 kom­mer den lova­en­dring, der gør det mu­ligt for dom­me­ren at straf­fe en for­se­el­se ud fra sin egen vur­de­ring – uden for­ud­gå­en­de ap­pel. Uden tvivl den vig­tig­ste lova­en­dring no­gen­sin­de, for nu har vi den mo­der­ne dom­mer på ba­nen. Han, som af­gør si­tu­a­tio­ner­ne ud fra sit eget skøn uden ap­pel­ler fra spil­ler­ne - og det mar­ke­rer nok og­så det punkt, hvor gent­le­man-be­gre­bet har spil­let så me­get fal­lit, at man er nødt til at ha­ve en syn­lig neut­ral op­mand til at lø­se stri­dig­he­der­ne.

Fort­sa­et­tel­se føl­ger i na­e­ste uge. Nog­le vil uden tvivl al­le­re­de ha­ve be­ma­er­ket, at jeg hyg­ger mig gan­ske me­get ved at gra­ve i an­na­ler­ne, så fort­sa­et me­get ger­ne med spørgs­mål, som ik­ke nød­ven­dig­vis har no­get at gø­re med det, der ske­te i sid­ste we­e­kend, selv om det be­stemt sta­dig er klum­mens og mit pri­ma­e­re for­mål her at va­e­re no­gen­lun­de ak­tu­el­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.