FRYGT, FØLELSER OG FORLØSNING
Det skulle have vaeret en ekspeditionssag, men Real Madrids billet til den ottende Champions League-semifinale i traek blev først sikret efter en surrealistisk afslutning på Santiago Bernabéu med fodboldikonerne Buffon, Zidane og Cristiano Ronaldo i centr
Der er aftener, hvor fodboldens virkelighed overgår fantasien. Hvor dramaet får et omfang, så det hele forekommer som et skuespil. Og hvor hovedpersonerne spiller deres roller til ekstremerne og enten ender som total triumfator eller tragisk taber.
Sådan var det onsdag aften på Estadio Santiago Bernabéu. Det var et sportsdrama til historiebøgerne. Vi gik alle fortumlede fra det store stadion i Madrids Chamartín-kvarter og forsøgte at rumme omfanget af det skelsaettende slag, der havde udspillet sig foran os. En Champions League-kvartfinale er pr. definition en stor begivenhed, men denne aften var anderledes. Her kom dramaet fuldstaendig uventet og overrumplende.
Med et format og en personlighed, der på bedste vis understregede Juventus’ storhed og fik comebacket på Wembley mod Tottenham i ottendedelsfinalen til at ligne en bagatel, havde Juventus gjort det, som ingen havde troet på: De havde vendt 0-3-nederlaget fra Torino og kaempede nu bravt for at tvinge opgøret i forlaenget spilletid.
Real Madrid pressede på, og Juventus trak sig laengere og laengere tilbage, kampen var i overtiden, da alt blev strakt til ekstremerne: Cristiano Ronaldo headede en diagonalaflevering på tvaers ind foran målet. Lucas Vázquez var helt fri, men blev stoppet af den tililende Mehdi Benatia. Konklusionen af tv-optagelserne var, at der var tale om en forseelse i gråzonen, men dommer Michael Oliver kunne naturligvis kun vaelge mellem sort og hvidt og pegede på straffesparkspletten. Juventus-spillerne rasede, og forrest i protesterne gik den 40-årige Gianluigi Buffon, der modtog et rødt kort og med bolden i hånden langsomt forlod banen til klapsalver fra publikum efter sin måske sidste europaeiske kamp.
På forhånd havde han talt om, at hvis nu det skulle vaere, så var han glad for, at det hele skulle slutte på Santiago Bernabéu. Men hverken han eller nogen anden kunne have forestillet sig disse omstaendigheder.
Efter flere minutters ventetid kom reservemålmanden Wojciech Szczesny på banen, og i mellemtiden havde Cristiano Ronaldo haft meget tid til at taenke tanker om sparkets betydning.
Men i den nuvaerende forfatning kunne portugiseren have ventet en time eller en måned på sparket uden at komme i tvivl om, at han ville score. Daniel Carvajal vendte ryggen til, og Keylor Navas bad til de højere magter. Tribunerne var et lyshav af mobiltelefoner. Dette var Cristianos øjeblik, og han vidste det, og han nød det. Han sparkede hårdt og utageligt ude i den ene side, flåede trøjen af og løb ud mod hjørneflaget og stillede sig med en meters afstand til den naermeste kameralinse. 1-3 og samlet 4-3 til Real Madrid. Endnu en gang var den formidable Cristiano endt som hovedperson og redningsmand.
”Pulsen stiger en smule. Jeg vidste, at det var et afgørende straffespark og takket vaere Gud scorede jeg på det. Vi er fortjente vindere. Jeg forstår ikke, hvorfor de brokker sig så meget. Der var straffe. Han gik i ryggen på Lucas,” sagde han til BeIN Sports lige efter slutfløjtet.
HVIDE HAJER I PANIK
Da opgøret blev fløjtet i gang et par timer tidligere, var stemningen en anden. Arbejdet var gjort i Torino, hvor Cristiano Ronaldos saksespark havde skrevet sig ind i Champions League-historien, og hvor Real Madrid i slutfasen kunne have udbygget føringen. Nu fremstod returkampen som et paent og udramatisk påhaeng, hvor madrilenerne i ro mag kunne saette sig til rette i forventningen om nye Ronaldo-mål og med udsigten til at tage afsked med Buffon. Også i Madrid blev det anset som passende, hvis den respekterede målmand takkede af netop her.
En enorm tifo med en stor hvid haj mødte spillerne, da de betrådte graestaeppet på Bernabéu, efter at publikum havde sunget med på ’Hala Madrid y Nada Más’, sangen, der blev skrevet i 2014, da klubben vandt sin 10.