FODBOLDLOVENS HI­STO­RIE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Isid­ste uge prø­ve­de jeg at tra­ek­ke en linje til­ba­ge til 1863 og de al­ler­før­ste fod­bold­love. Spe­ci­elt var det dom­me­rens rol­le, der var i fo­kus. Vir­ke­lig un­der­ligt og med et mo­der­ne tan­kesa­et in men­te na­er­mest ab­surd at fo­re­stil­le sig, at det va­re­de gan­ske la­en­ge, før han fik den rol­le, som vi ken­der i dag, pla­ce­ret på ba­nen og med ret til at skri­de ind af egen kraft uden at skul­le af­ven­te en ap­pel fra ak­tø­rer­ne. I den­ne uge vil jeg prø­ve at la­ve nog­le punk­t­nedslag i en­kel­te ud­valg­te pa­ra­graf­fer for at gra­ve nog­le kurio­si­te­ter frem. Der er fle­re, hvor de kom fra, men det kan så bli­ve en an­den god gang.

Påvirk­nin­gen fra rug­by og bru­gen af ha­en­der­ne var som be­skre­vet i sid­ste uge en af de mest be­ty­den­de fak­to­rer fra star­ten. Og når man måt­te bru­ge ha­en­der­ne, måt­te man selv­føl­ge­lig og­så ha­ve en spil­ler, hvis pri­ma­e­re funk­tion var at ta­ge med ha­en­der for at for­hin­dre, at bol­den gik i mål - en må­l­mand. I 1878-ud­ga­ven hed det, at må­l­man­den måt­te ta­ge bol­den med ha­en­der ’til for­svar for eget mål’. Det var en for­mu­le­ring, som na­er­mest sva­re­de til at sa­el­ge el­sa­tik i me­ter­mål, så i prin­cip­pet måt­te må­l­man­den uden yder­li­ge ind­s­kra­enk­nin­ger gø­re det over he­le ba­nen ! I 1886 blev dis­se sto­re sa­er­ret­tig­he­der for før­ste gang ind­s­kra­en­ket vir­ke­lig mar­kant, da må­l­man­den nu kun måt­te ta­ge med ha­en­der på sin egen ba­ne­halv­del. I 1888 fik skru­en en tak me­re, da må­l­man­den her­ef­ter kun måt­te be­va­e­ge sig to skridt, mens han ’lø­ber med bol­den el­ler la­der den sprin­ge på hån­den’. Og i 1913 led må­l­man­den end­nu en yd­my­gel­se, da hans ret til at ta­ge bol­den med ha­en­der blev be­gra­en­set til eget straf­fes­parks­felt, som vi ken­der det i dag. Så den tan­ke­gang, som vi har set de se­ne­ste 40 år, at spil­let kan gø­res me­re un­der­hol­den­de ved at ind­s­kra­en­ke må­l­man­dens ret­tig­he­der på den ene el­ler an­den må­de, er langt­fra no­get nyt.

Man kan f.eks. ta­ge skrid­treg­len. Oprin­de­lig måt­te må­l­man­den be­va­e­ge sig fi­re skridt med bol­den i ha­en­der­ne og kun­ne så sik­re sig ret­ten til fi­re nye skridt blot ved at slå bol­den i jor­den. Reg­len blev ju­ste­ret til at hed­de fi­re skridt, som måt­te de­les (f.eks. ta­ge to skridt, la­eg­ge bol­den ned på jor­den, fod­drib­le lidt rundt, ta­ge bol­den op i ha­en­der­ne igen og sta­dig ha­ve to skridt til­ba­ge). Så røg de­lin­gen, så de fi­re skridt skul­le ta­ges i én po­r­tion, og i al­ler­sid­ste in­stans - men dog ef­ter 1992 - blev de fi­re skridt til seks se­kun­der. Men må­l­man­den kun­ne i 1992 sta­dig få rig­tig lang tid til at gå med bol­den i ha­en­der­ne - f.eks. ved helt at la­de va­e­re med at ta­ge no­gen skridt og ba­re stå der. Så var det op til dom­me­ren at af­gø­re, hvor­når blon­den var nå­et. Så ra­e­son­ne­ment­et bag se­kund-reg­len var, at kun­sten måt­te va­e­re at sør­ge for, at må­l­man­den i så få til­fa­el­de som mu­ligt hav­de bol­den i ha­en­der­ne og mas­ser af tid. Det sid­ste puf ud over kan­ten sør­ge­de bl.a. ita­li­en­ske må­l­ma­end be­red­vil­ligt for ved en uma­n­er­lig lang­som spil­le­må­de un­der VM på hjem­me­ba­ne i 1990. Og så kom til­ba­ge­spils­reg­len, så en må­l­mand ik­ke la­en­ge­re måt­te rø­re en bold med ha­en­der­ne, som for­sa­et­ligt var spar­ket til ham af en med­spil­ler.

En an­den rest fra tan­ke­gan­gen om­kring rug­by og brug af ha­en­der­ne er ind­ka­stet. I de før­ste reg­ler er det sim­pelt­hen den før­ste spil­ler, som får fat i bol­den, når den har pas­se­ret si­de­linj­en (som i pa­ren­tes be­ma­er­ket slet ik­ke er der end­nu– der er kun hjør­ne­flag, så man må selv vi­su­a­li­se­re linjer­ne, der af­gra­en­ser ba­nen !), som må ka­ste den ind. Men til gen­ga­eld skal han ka­ste den vin­kel­ret ind på ba­nen igen. I 1878 bli­ver det mod­spil­ler­ne, der får til­delt ind­ka­stet, men det er et krav, at bol­den skal ka­stes mindst 6 yards i en hvil­ken som helst ret­ning. Ind­ka­stet le­ver end­nu i stort set ua­en­dret form, lidt som et for­tids­levn, og det har hidtil mod­stået al­le for­søg på at kon­ver­te­re det til det ind­s­park, som på man­ge må­der vil­le va­e­re me­re na­tur­ligt - men som har vist sig ik­ke at fun­ge­re i prak­sis, som jeg for­tal­te om for ik­ke la­en­ge si­den.

Og­så of­f­si­de-reg­len har vi i en el­ler an­den form med fra star­ten - og den kan min­sand­ten og­så fø­res til­ba­ge til rug­by, hvor prin­cip­pet er, at der ik­ke må af­le­ve­res fre­m­ef­ter. I fod­bold­loven må en spil­ler, som er for­an bol­den, oprin­de­lig ik­ke rø­re den, før en mod­spil­ler har gjort det. Fra det­te ud­gangs­punkt går det el­lers slag i slag op gen­nem ti­der­ne: frem til 1925 er man of­f­si­de, hvis man ik­ke har mindst tre mod­spil­le­re na­er­me­re må­l­linj­en – det bli­ver så til to osv. osv. Der er ble­vet skru­et på of­f­si­de-reg­len utal­li­ge gan­ge gen­nem ti­der­ne, selv om det mig be­kendt - i mod­sa­et­ning til hvad man­ge tror - al­drig har va­e­ret så­dan, at ba­re man be­fandt sig i en of­f­si­depo­si­tion, skul­le man straf­fes. Der har til al­le ti­der skul­let en el­ler an­den ak­tiv ind­gri­ben til. Of­f­si­de-reg­lens ud­vik­ling af­spej­ler langt hen ad vej­en spil­lets ud­vik­ling og øn­sket om at få sco­ret nog­le fle­re mål, ef­ter­hån­den som for­svars­spil­let er ble­vet me­re og me­re avan­ce­ret. Groft sagt kan man si­ge, at reg­len helt fra star­ten og frem til 2004 var i for­sva­rets favør der­ef­ter, da man ind­før­te ’vent og se-prin­cip­pet’ og gjor­de ’på linje med na­est­sid­ste mod­spil­ler’ til en lov­lig pla­ce­ring, i an­gri­ber­nes. Så når spil­le­re, tra­e­ne­re og an­det godt­folk jam­rer over, at of­f­si­de-reg­len er ble­vet umu­lig at fin­de ud af, har de helt af­gjort en gyl­dig po­in­te i, at det er 140 års for­tolk­ning og fi­lo­so­fi, der er ble­vet vendt op og ned på. Til gen­ga­eld har den nye for­tolk­ning med ’vent og se’ gi­vet fa­er­re af­bry­del­ser, fle­re mål, me­re un­der­hold­ning - og for dom­mer­ne er den ble­vet me­get let­te­re at ad­mi­ni­stre­re (om­end må­ske til­sva­ren­de sva­e­re­re for an­dre at for­stå)

Straf­fes­par­ket er hel­ler ik­ke med fra star­ten. Det bli­ver ind­ført i 1891 for vis­se for­se­el­ser be­gå­et i straf­fes­parks­fel­tet (som i øv­rigt hel­ler ik­ke har helt den fa­con, som vi ken­der i dag den fandt først sin en­de­li­ge og rek­tangu­la­e­re form i 1902). Før straf­fes­par­kets op­fin­del­se døm­tes blot fris­park på åste­det – og af­stands­reg­len var 6 yards (el­ler på må­l­li­ni­en mel­lem målsta­en­ger­ne). I en en­gelsk po­kal­kvart­fi­na­le i 1891 var stil­lin­gen 1-0, da en bold blev red­det på må­l­li­ni­en med hån­den. An­gri­ber­ne fik et fris­park få cen­ti­me­ter for­an må­l­li­ni­en – og må­l­man­den kun­ne ba­re bli­ve stå­en­de på sin må­l­li­nie klos for­an bol­den. Som så of­te før er det en en­kelt spil­si­tu­a­tion, der ud­lø­ser en re­gela­en­dring, for­di al­le kan se det uri­me­li­ge, så sam­me år blev straf­fes­par­ket ind­ført i er­ken­del­se af, at be­tal­te spil­le­re åben­bart ik­ke hav­de de sam­me ae­res­be­gre­ber som de op­rin­de­li­ge gent­le­men. Ved straf­fes­park måt­te må­l­man­den oprin­de­lig be­va­e­ge sig 6 yards fre­m­ef­ter (dvs va­e­re hvor som helst i sit må­l­felt).

Indtil 1903 var al­le fris­park in­di­rek­te, så de skul­le rø­res af en an­den spil­ler, før der kun­ne bli­ve et mål ud af det – og først på det tids­punkt nå­e­de man til over­vej­el­ser­ne af, at der var nog­le for­se­el­ser, der var grove­re end an­dre, hvil­ket før­te til ind­fø­rel­sen af det di­rek­te fris­park, som må spar­kes di­rek­te i mod­spil­ler­nes mål. Ved sam­me lej­lig­hed blev for­dels­reg­len ned­fa­el­det i pa­ra­graf­fer­ne og ik­ke blot som en dif­fus idé bag lovsa­et­tet. Indtil 1927 var det i øv­rigt mu­ligt at sco­re di­rek­te i eget mål på et fris­park – men så ske­te det for før­ste gang. Prin­cip­pet om, at man ik­ke skal kun­ne tje­ne på sin for­bry­del­se gjor­de, at man ind­før­te reg­len om, at man kun kun­ne sco­re di­rek­te i mod­spil­ler­nes mål på et di­rek­te fris­park. Det er frem­de­les så­dan, at det ik­ke er mu­ligt at sco­re i eget mål på no­gen som helst igangs­a­et­tel­se.

En­de­lig de rø­de og gu­le kort, som in­gen vel nu kun­ne ta­en­ke sig at und­va­e­re (selv om jeg selv som ung dom­mer i Kø­ben­havn op­le­ve­de, at vi ik­ke måt­te bru­ge dem i lo­ka­le ung­dom­skam­pe, vel for at skam­men ik­ke skul­le på­vir­ke spil­ler­ne for me­get og gi­ve dem va­ri­ge trau­mer). De er fak­tisk en re­la­tivt ny fo­re­te­el­se, i hvert fald set i re­la­tion til he­le fodboldlovens hi­sto­rie. Ved VM i Eng­land 1966 hav­de der va­e­ret vild pa­nik i kvart­fi­na­len mel­lem Eng­land og Ar­gen­ti­na, hvor den ty­ske dom­mer Kreit­le­in sim­pelt­hen ik­ke kun­ne gø­re den ar­gen­tin­ske an­fø­rer Rat­tin be­gri­be­lig, at han var ud­vist. For­man­den for FIFAs dom­mer­ud­valg Ken Aston hav­de la­en­ge spe­ku­le­ret over, hvor­dan man kun­ne ind­fø­re et in­ter­na­tio­nalt og let for­stå­e­ligt sy­stem til at mar­ke­re ad­vars­ler og ud­vis­nin­ger. Og en dag, da han i sin bil sad på Ken­sing­ton High Stre­et og så lys­kur­ven skif­te fra grønt til gult til rødt, var den der ! Kor­te­ne blev ind­ført in­ter­na­tio­nalt ved VM i Me­xi­co 1970 og i Dan­mark­s­tur­ne­rin­gen fra star­ten af 1972.

Det var så to uger ned ad hi­sto­ri­ens lan­ge lan­de­vej. I na­e­ste uge er vi nok til­ba­ge ved det me­re ak­tu­el­le - men tøv ik­ke med at sen­de go­de idéer til em­ner, hi­sto­ri­ske så­vel som ak­tu­el­le. De skal nok fin­de plads før el­ler se­ne­re.

Det­te er en op­da­te­ret og re­vi­de­ret ud­ga­ve af en tid­li­ge­re klum­me fra Jan Carl­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.